Sigrids sager

Min farmors søster Sigrid, der i skrivende stund har rundet de 91 år, blev gift Poulsen. Hun er flyttet op i "boligerne" som man siger i Sulsted her for et par måneder eller 3 siden. Det hele var gjort klar til, at hende og Pouls søn Karl - Kalle - skulle overtage huset, men inden handlen nåede at gå i orden, døde han. Der var ikke anden udvej, end at huset skulle sælges, og hvad der kan virke svært i denne tid, gik som en leg. Lynhurtigt blev det solgt, og er ved nu at blive tømt.

Sigrid kan en historie om sine ting, og det synes jeg er rigtigt rart, for hver ting har sin historie. Nu håber jeg, at jeg med tiden kan få fortalt lidt om Sigrids ting, som selvfølgelig ikke bare var Sigrids ting, men også Poul og Karls.

Nogle af billederne der var i deres hjem, har jeg lagt under Sulsted by og folk 2 og de er derfor ikke medtaget her.

____________________

Den sidste Olie

Da Hans Peter Jørgensen og hans hustru Inger Kirstine Rasmussen blev forældre til en lille pige d. 25. juni 1888 i Øster Snede sogn vidste de nok hvordan hendes liv begyndte - men de vidste ikke hvordan det endte.

Noget af det første de gjorde var, at tage hende med hen i kirken, så hun kunne blive døbt. De gav hende navnet Laura Jørgensen. De havde måske forestillet sig, at hun ville vokse op og blive boende i sognet sammen med mand og børn, men sådan gik det ikke Laura.

Fredag d. 3. juli 1914 i Engum Kirke blev Laura gift med Søren Peter Madsen. Søren var født i Hedensted sogn d. 11. oktober 1888, men boede slet ikke på egnen mere. Han havde - samme år - fået ansættelse på Ajstrup Østre Skole, og det var her, han "bortførte" sin nyslåede hustru til.

Ægteparret fik - så vidt jeg kan se - 2 sønner Svend Aage og Hans Kristian. Den ældste blev af en eller anden grund døbt i Nørre Sundby kirke, mens den yngste blev det i Ajstrup kirke. En enkelt tjenestepige havde familien også.

D. 7. september 1953 døde Førstelærer Søren Peter Madsen på Terndrup sygehus, knap 65 år gammel. Han blev begravet på Ajstrup kirkegård d. 12. september. I næsten 40 år havde han været lærer på Øster Ajstrup skole.

Laura kunne ikke blive boende på skolen, for her måtte den nye lærer jo bo, så i stedet tog hun ophold hos sønnen Svend Aage Madsen, som var blevet lærer på Ajstrup Vestre skole.

Her boede hun frem til hun måtte tage ophold på Sulsted Alderdomshjem, og det var her Sigrid kom ind i billedet, for hun arbejdede jo på alderdomshjemmet.

Sigrid havde valget om hun ville kalde hende Laura eller Fru Madsen, men den tidligere førstelærers kone, ville i hvert fald ikke tiltales De. Sigrid valgte, at kalde hende Fru Madsen, for sådan havde man jo altid gjort siden hun flyttede til Vendsyssel.

Fru Madsen blev meget glad for Sigrid - og omvendt - og da livet var ved at ebbe ud for Fru Madsen, ønskede hun, at det var Sigrid der passede hende til det sidste, det var bestemt ikke noget som forstanderinden Astrid Frederiksen brød sig om. Hun mente vel, at Fru Madsen var så meget V.I.P. at det måtte være hende personligt, der tog sig af hende. Det ønskede Fru Madsen sig nu ikke og Astrid Frederiksen prøvede at lufte denne uheldighed med Fru Madsens børn. De støttede nu 100 % op om deres mors beslutning, når det var hendes ønske, så var det sådan det skulle være.

Livet ebbede mere og mere ud for Fru Madsen, og den lokale præst blev hidkaldt. Da præsten kom, var der ene søn til stede - og Sigrid. Præsten havde samme holdning til Fru Madsens status kontra Sigrid, som Astrid Frederiksen, og mente da også, at det skulle være forstanderinden der skulle være til stede.

Fru Madsens søn tog til genmæle, at hvis der var et problem i, at Sigrid var der, så ville han ringe til sin bror, som kendte præsten i Ajstrup, og så ville han nok gerne komme i stedet. Sognepræsten lukkede munden i - og gjorde det han skulle.

Efter Fru Madsens død, besluttede børnene, at Sigrid skulle have et broderi, som Fru Madsen havde hængende, som hun selv havde lavet. Straks Sigrid kom hjem, hængte hun det op på sin væg og da Sigrid flyttede her for et par måneder siden, så var det sikkert og vist, at broderiet skulle med og hænges op.

__________________________________________________

En Garder

I blandt Sigrids fotografier var der et billede af en garder. Da jeg ville tage billedet ud for at scanne det ind, var der noget af en avis fra 1948 - og ikke nok med det - der var sørme også et par smånotitser fra Sulsted og omegn.

Sigrid kunne fortælle mig, at det var Pouls bror Hans søn Orla i telefonen, og da jeg besøgte hende, kunne hun fortælle mig noget mere, og sammen med det som hendes nevø Ivan har fortalt mig har jeg rørt rundt i gryden og fået fremstillet denne ret:

Hans var Jens Poulsen og Andrea Jensens førstefødte, men da forældrene ikke var gift - og faktisk først blev det 14 år senere - kom han aldrig til at hedde Poulsen, men Jensen.  Hans blev født d. 13. oktober 1900 og døbt i hjemmet 14 dage efter. I 1903 forlod Jens Poulsen Danmark og søn og først da Andrea havde skrevet til ham, at hvis han ikke kom hjem inden Hans blev konfirmeret, skulle han slet ikke bryde sig om at komme. Jens Pouslen kom, og han giftede sig med Andrea, og efter et slip på mere 14 år begyndte de at få flere børn sammen  - først fik de 2 døtre og derefter 2 sønner.

Hans voksede op sammen med sin mor og morforældre. Han giftede sig d. 15. december 1922 i Sulsted kirke med Andrea Christine Marie Hansen. Hun blev kaldt Marie. Marie var et halvt år yngre end Hans -født 10. marts 1901 i Sindal sogn, men hendes forældre var senere flyttet til Sulsted sogn.

I 1923, nærmere bestemt d. 23. april fik Hans og Marie deres første barn, en pige de gav navnet Gerda Marie Jensen. Hun blev døbt 4 måneder gammel i Sulsted kirke. Farmor Andrea var blandt fadderne.

3 år efter  - d. 22. september 1926 - inde i Vestbjerg Bakker fik de deres 2. og sidste barn Orla Jensen. Han blev døbt d. 27. marts 1927.

Den lille familie flyttede til Nr. Uttrup. Familien boede på Gl. Hjørringvej, men Marie var ikke rask. Hun havde tuberkulose, og hun døde på Amtssygehuset i Aalborg 27. november 1931. Hende og Hans havde måske snakket om, at det var skønnest hvis hun blev begravet på Sulsted kirkegård, den egn og den kirke kendte de så godt. Uanset hvad, så var det sådan det blev. På den første december dag i 1931 blev hun stedt til hvile på Sulsted kirkegård. Hans stod nu alene med 2 børn - Gerda på 8 år og Orla på 5 år.

Løsningen på den slags var nu som oftest, at man ansatte en husbestyrerinde, men det blev ikke løsningen for Hans. Han var dog afhængig af, at der var en der kunne tage sig af børnene og af husholdningen, men i stedet for en husbestyrerinde blev det hans yngre søster Magna, der fik jobbet.

Magna oplærte Gerda i at "føre hus", så da Gerda blev konfirmeret - det må have været i 1937 - kunne Magna sige "Farvel og tak - nu går jeg videre i livet". Hun blev gift med Niels Thougaard, ægteparret boede i Hjørring sammen med deres 2 børn.

Ved Orlas konfirmation boede familien Pottemagervej i Nørre Uttrup, om der er tale om det samme hus, som da de boede på Gl. Hjørringvej, ved jeg ikke i skrivende stund.

Ren besked

Sigrid siger tingene som de er, det har hun altid gjort, og intet tyder på, at hun skulle holde op med det - og hvorfor skulle hun i grunden også det ?

Jeg havde nogle billeder med ud til Sigrid, af hendes slægt. Da hun ser billedet af - lad os kalde ham Niels - udbryder hun "Den liderlige Karl". Jo, han lagde i med konerne og pigerne. Engang mens familien boede ude på Milbakken, kom Niels forbi. Han blev naturligvis budt indenfor på en kop kaffe, men det ville han sørme ikke have. Han havde lige fået kaffe henne ved dem der havde købt "Skomagergaarden". Det var sådan nogle flinke folk, og dem synes han nu, at Sigrids forældre, Carl og Ane Marie, skulle begynde at komme sammen med.

Et stykke tid senere kom Niels igen på besøg, han spurgte om ikke de gav en kop kaffe. Carl sagde, at det troede han da han fik henne på Skomagergården". "Nej, de er ikke helt fine i kanten", sukkede Niels, og fortsatte "de skal snart til at betale de køer". Hvortil Carl svarede: "Betaling ? Dem troede jeg da konen havde lagt af".

Niels blev sur og gal og forlod Carl og Ane Maries lille ejendom uden at få kaffe.

"Den dumme Kælling"

Andrea med en af sine døtre.

Ja, sådan udbrød Sigrid, da hun fik at vide, at kvinden på billedet var hendes moster Andrea. Nu ved jeg ikke om hun generelt havde noget i mod Andrea, men en enkelt episode i hendes liv, fik hende til at udbryde de meget lidt pæne ord om hende.

Det hele var startet en dag hvor Sigrid og hendes bror Karl - som egentlig var Andreas biologiske søn - og derved slet ikke Sigrids biologiske bror, men hendes fætter. Karl vidste det ikke - om Sigrid vidste det dengang - glemte jeg at spørge om. Nå, men da de 2 børn skulle hjem igen, ville Andrea så gerne have et kys af dem, men de ville ikke. Hun prøvede at lokke dem, men de var svære at overtale. Til sidste sagde Andrea til Karl: "Du får en kasket til din fødselsdag, hvis I giver mig et kys". De 2 små poder stak hovederne sammen. Da en kasket var en stor sag, i hvert fald for Karl - nikkede de og gav hver Andrea et kys.

Karls fødselsdag oprendt - og Andrea kom på besøg - men hun havde ikke nogen kasket med til Karl. Fødselaren og Sigrid gik ud bagved tog om hinanden og græd.

Man skal holde det man lover

- det må absolut være moralen, hvis man ikke skal blive kaldt en dum kælling af en niece.