En søns død

Boline med sine 3 ældste børn, er jeg ret sikker på, Christian bagerst og så Maren og Niels

Skraal-Line havde fået 2 sønner som Slueg-Ajs ikke var far til. Kun den ene overlevede, og blev betragtet som fuldgyldigt medlem af den store børneflok, men når alt kom til alt, havde han et andet - eller ekstra efternavn - han hed Esbensen, for ved hans fødsel 1. august 1874 var det Lars Christian Esbensen, som blev udlagt som barnefader, og derfor fik han navnet Niels Larsen Esbensen.

Han voksede op først hjemme hos bedsteforældrene Jens Christen og Ane, hvor han måtte nøjes med, at hans mor Skraal-Line kom på besøg, når hun havde fri fra pladsen. Senere flyttede Skraal-Line ind med Slueg-Ajs, og Niels søskendeflok voksede.

Han blev konfirmeret 30. september 1888, og var for længst kommet ud at tjene inden Slueg-Ajs og Skraal-Line måtte flytte ind i fattighuset i V. Hjermitslev.

Læs evt. Skraal-Line SluegAjs

Maren, hans ældste søster, der var kommet i pleje som lille hos fremmede folk, havde svært ved at acceptere at hendes forældre var så fattige. Det havde Store-Niels ikke et problem med. Store-Niels blev han kaldt, ikke fordi han var en særlig stor mand, men fordi hans ene lillebror også havde fået navnet Niels.

I 1902, nærmere bestemt d. 23. februar giftede Niels sig med Maria Pedersen. Hun ville et par dage efter fylde 28 år. Begivenheden fandt sted i Brønderslev Kirke, det som i dag er "Den gamle Kirke".

Maria var født i Serritslev sogn, og forældrene havde giftet sig kort tid efter. Marias far var snedkermester og hed Kristian Pedersen, moren hed Ane Marie Thomsen. Mens ægteparret endnu boede i Serritslev fik de datteren Petrea, hvorefter de flyttede til Tolstrup sogn, hvor familien blev udvidet med Thomas Karl. Familien flyttede kort tid efter, og slog sig ned i Sterup, Jerslev sogn, hvor deres yngste søn Jens Laurits blev født i 1887, og det var her, familien faldt til ro, og Maria voksede op.

Kristian blev også kaldt Kristian Egebæk, og i 1905 tog de 2 sønner det efternavn, men det var ikke et navn Maria og Niels brugte hverken til dem selv, eller deres børn.

Maria og Niels havde allerede oplevet meget sammen inden de sagde JA til hinanden i Brønderslev Gamle kirke. 3. juni 1889 havde de fået sønnen Harald sammen. Han blev født i "Skabet" i Brønderslev sogn. Måneden efter havde de fået ham døbt og blandt fadderne var Marias søster Petrea, som var sypige hjemme i Sterup, og hendes bror Thomas Karl, som var i snedkerlære. Men den lille Harald blev kun 9 måneder gammel, og blev begravet på Brønderslev kirkegård.

Som Maria og Niels havde sagt JA til hinanden søndag d. 23. februar 1902, nedkom Maria med deres 2. søn 13. juni samme år. Knap en måned efter, sendte de bud efter præsten, og fik ham døbt Harald Bernhard, inden livet ebbede ud hos den lille dreng. 10 dage gik der, så var den lille dreng død, og endnu engang måtte Niels og Maria gå den tunge gang til kirkegården i Brønderslev.

Maria og Niels forlod nu Brønderslev sogn, og de 2 små sønner på Brønderslev kirkegård, og drog til Saltum sogn. Her bosatte de sig, næsten helt ude ved Vesterhavet i Faarup.

Nu var det ikke fordi, at Niels ville være fisker, han ville være husmand, og det var ikke de nemmeste betingelser der er, så langt ude mod vest.

Måske var det den friske havluft - bedre kost - bedre boligforhold. Ja, hvad ved vi, men nu begyndte Niels og Marias børn at vælge livet frem for døden. Og med vanlig tradition på den tid, fortsatte de, lige som de var begyndt, at  der kom et barn ca. hvert andet år. Det er nemlig stort set den tid, der gik med at amme , få hormonbalancen i orden igen, og blive gravid endnu engang.

30. marts 1904 fødte Maria det der skulle vise sig, at være deres eneste datter, de gav hende navnet Elna, så fulgte Jens Christian, Bernhard, Villiam, Herluf, Harald og som sidste mand Thorvald i 1917. Det var måske kun Marias alder, der gjorde, at der ikke kom flere, hun var fyldt 43 år, da hun fik Thorvald.

Se evt. Esbensens børn

Maria far Christian Pedersen døde i 1924, og det var måske lige umiddelbart efter, at Marias mor Ane Marie flyttede ind hos Maria og Niels. Hun var nu ikke nogen hyggespreder. Hun var ofte på kant med Maria, og var gnaven og utilfreds med alting. Hun kunne ikke lide børnebørnene i Fårup - og de kunne ikke lide hende. Hun sagde ofte til Maria: "Du kan da se Maria, at dine børn ikke er rigtig kloge". Hun så derimod et lys i sønnnen Thomas og hans familie.

Drengene voksede altså op tæt ved bedstemor og tæt ved havet, men de skulle også ud at opleve verden, og væk fra bedstemor. Det startede med, at Jens Christian som den ældste kom til Sjælland for at tjene på en stor herregård, Rosenfeldt, og efter et par år, var det den næste i børneflokken der overtog pladsen.

Det er derfor ikke sikkert, at alle var hjemme, da Maria og Niels kunne fejre deres sølvbryllup i 1927, men der kom et pænt stykke i avisen, om den dejlige fest, de havde holdt.

Læs evt. mere om Marias bror Thomas Karl Pedersen Egebæk her:

http://da.wikipedia.org/wiki/Th._Egeb%C3%A6k

Øverst: Elna Esbensen. Nederst: Elna Bech Esbensen

Men vagt havde de to nået at få fordøjet festen, fået sunget sangene igennem igen, og næppe havde  alle de dejlige kostbare gaver de havde fået, fundet deres plads i hjemmet, før de igen blev ramt af sorg.

Deres eneste datter Elna, havde sukkersyge, og hun døde 21. juli 1927. Hun blev begravet d. 27. juli - samme dato som de i 25 år tidligere havde begravet deres søn Harald Bernhard i Brønderslev. Hun blev nu naturligt nok, begravet på Saltum kirkegård, som den første af Esbensens - men hun blev langt fra den sidste.

Var sorgen stor, over Elnas død, så var glæden også stor da deres tjenestepige Edith Clara Bech skænkede dem et barnebarn juleaften 1931. Det var deres søn Bernhard, som var far til pigen, og selv om de ikke var gift, var de glade for den lille pige i hjemmet. Måske havde de savnet at have en pige.,

Hun blev døbt 17. januar 1932 i Saltum kirke og fik navnet Elna Bech Esbensen, og fadderne var Edith, Harald, den nyudsprungne onkel, og bedsteforældrene Maria og Niels.  Den lille Elna som boede sammen med bedsteforældrene, blev naturligt nok, deres øjesten.

Bernhard, der ikke giftede sig med Edtih, rejste til Sjælland, for nu var det blevet hans tur til at prøve herregårdslivet. Han blev ikke derovre, han kom hjem til Saltum sogn i julemåneden 1934. Ikke for at genoptage livet der, men for at blive begravet ved siden af sin søster.

Bernhard havde fået en byld på hjernen og døde på Roskilde Amtssygehus. Han blev begravet d. 10. december 1934. Kort tid efter satte hans mor sig ned, og skrev et brev til sin mands søster:

Kære Faster Stine

Du skal have et par Ord og en Tak til baade dig og Karls for den dejlige Krans du vil nok overbringe dem vor bedste hilsen og tak havde jo helt sikkert ventet jer alle tre men det er jo ikke altid saa let at komme afsted jo det var vel nok en stor Sorg for os men man maa jo bøje sig og saa endda sige Tak han døde jo af en Byld paa Hjernen saa det var nok ikke godt at han skulde have kommen over det saa maaske ingen forstand han havde haft saa er det jo godt vi har ham som han er og lige fra han blev syg har jeg bedt til Vor Herre at hvis vi ikke skulde havde Lov at behodle Bernhard om Gud saa vilde lade ham leve indtil han var færdig til at gaa Hjem til ham og jeg tror saa sikkert at det er sket jeg føler mig saa rolig, og over den bøn har Thomas lavet en lille Sang som blev sunget her i Hjemmet den Dag han blev begravet og nu vil jeg sende dig en afskrift jeg mener der kan glæde dig, du kan tro at Naboerne har gjor alt for at letne Sorgen for os der blev skænket mange Kranse og saa en dejlig Sten og Kirken var vel ogsaa nok smukt pyntet.

Overbring nu min og Fars hilsen og Tak til Karl og Trine og hermed de kærligste hilsner fra Far og mig til Faster Stine.

I ved jo at I alle er hjertelig velkommen hvad tid det saa er

En Moders Bøn

Mel: Kirkeklokke ej til.....

Kære Herre jeg nu kommer stille

hen til Dig og beder for min Søn.

Haaber, tror at også nok du vilde

høre mig, når jeg dig ber i Løn.

Som du ved vor kære Bernhard lide,

Syg paa Legeme, måske Sjæl og Sind.

Derfor bedr jeg at han i tide,

maa sig overgive til dig ind.

Tak nu føler jeg mig fuldt forvisset

at en Moders barnebøn er hørt,

At vor Bernhard snart i Paradiset

af din store Naade er indført.

Tak nu alt, jeg ved han er indgaaet,

i dit skønne smertefrie Land.

Tak der af min ringe Bøn forsmaaet,

snart han gaar nu paa din gyldne Strand.

Endnu mer der ikke vi ham Genmøde,

og vor forudgangne Elna kær,

paa den store Paaskemorgen røde

og for Enigt være sammen der.

Hist i Sabats hvilene skønne Rige,

 der hvor ingen Synd og Smerte mer,

der hvor Bernhard og vor kære Piger,

venter os, med mange mange fler´

Herre Tak Du saadan kan det lede,

nu et Solstrejf for mig skinne klar.

Tak fordi du Skyggerne kan sprede,

alle for os du har gjort Underbar.

Thomas Jensen, Faarup

Det måtte være Maria og Niels en trøst, at de havde noget af Bernhard tilbage i form af den lille Elna, men den glæde skulle heller ikke fotsætte.

Den lille Elna fik leukæmi, som der dengang kun var en mulig udvej på, det var døden. Hun blev begravet et halvt år efter familien Esbensen sidst havde lagt et familiemedlem i graven - ved siden af sin far og sin faster, som hun var opkaldt efter.

2 billeder af Maria taget i samme serie. Niels som medlem af Saltum Husmandsforeing i 1931.

Og alligevel fortsatte livet trods alt i Faarup, det skulle det jo. Niels var med i husmandsforeningen. Drengene vendte ikke tilbage til Vendsyssel, selv om de holdt meget af egnen.

15. oktober 1935 døde Marias mor, Ane Marie, på Brønderslev Sygehus, og blev begravet ved siden af sin mand. Det var ikke, forståeligt nok, den store sorg. Nu kunne de 2 "gamle" gå og passede sig selv, og hinanden, indtil at Niels døde d. 6. november 1940. Maria overlevede ham i 17 år, og døde i 1957 83 år gammel. Begge, blev begravet sammen med Bernhard, Elna og Elna.

Deres sønner fortsatte med at leve deres liv, men deres yngste søn, Thorvald, bekendtgjorde en dag, at han, trods det, at han ikke havde boet i Saltum sogn, siden ungdommen, ville begraves der. Det undrede i den grad hans brødre, men alle ligger de der, på nær Jens Christian.

Kilder: www.arkivalieronline.dk , Thorvald Esbensens datter Kirsten Esbensen, og Bette-Niels barnebarn Anders Sørensen, og moster Stines "skatte"

Rammende vits:

Svigermoderen døde, og der blev spurgt, hvilken gravsten man ønskede.

"Den tungeste" lød svaret.