Elmetræerne

I vores have står en bænk og rundt om i Peers familier står bænke mere eller mindre magen til. Bænkene lavede Peer for godt 3 år siden. De lange planker, er ikke bare tilfældige planker, det er planker af elmetræer - og ikke bare nogle tilfældige elmetræer, næh, de her elmetræer havde vokset på hans bedste, Anes gård i mere end 100 år.

De var plantet for at give huset og gården læ for den barske vestenvind, som betyder noget på Vittrup-kanten. Læ havde de også givet i mange år, men da de, som så mange andre blev ramt af elmesyge, var de direkte livsfarlige at have til at stå i haven, så tæt på stuehuset. Alligevel var der mange overvejelser indende blev fældet, ja, det tog år, og det var en tung beslutning, for disse elmetræer havde historien med sig.

I 1890, eller lige der omkring, havde Peers bedste Anes svigerfar Hans Kristian, gået og plantet disse træer. Han var en knægt på 12 år. Han havde nu ikke gået alene - nabodrengen Lars Christian, som var 4 år ældre end Hans Kristian havde hjulpet ham.

De to nabogårde lå side om side, med en "gråb"  i mellem sig - og de to drenge boede side om side, ligesom ders bedsteforældre havde gjort - og nu forældrene gjorde.

Lars Christian var det ældste barn i ægteskabet mellem Else Pedersdatter og Niels Nielsen. Hans mor Else, havde 4 børn fra sit første ægteskab. Da Lars Christian blev født, var det morfaren der var gårdfæster der, men senere blev det hans forældre der overtog gården.

Jensine Hansen og Peder Andersen Nielsen havde først fået deres datter Cathrine Marie i 1876, inden de et par år efter fik Hans Kristian, der nu gik og plantede de små elmetræer. I 1886 havde de -  efter generationer som fæstebønder - købt gården af Rottbøll fra Børglum Kloster

Da Hans Kristian gik og plantede træerne sammen med Lars Christian, var han ikke blevet storebror for sidste gang, og ovre hos Lars Christian, var der også små søskende der hang i moderens skørter, en af hans mindre brødre hed Søren, han var født i 1881, og havde måske været over at kigge på, hvad de store drenge havde gang i.

Hans Kristian giftede sig i 1902 med Githe. Det unge par byggede en hel ny gård, i den modsatte ende af Hans Kristians barndomshjems jord. De fik hurtigt 3 børn, Peder 1903, Jens 1904 og Marie i 1905. Men Githe døde af tuberkulose i 1906, og da Hans Kristians far, Peder, var død året forinden - og da hans lillebror Simon skulle til at giftes, blev det besluttet, at Simon og Ane Kodahl overtog den næsten nyopførte gård, og at Hans Kristian flyttede med sine 3 børn, hjem til barndomshjemmet og sin mor.

Søren over på nabogården giftede sig med Hans Kristians storesøsters datter, Kristine. Søren, der var stærkt på vej til de 42 år og den unge Kristine, der netop var fyldt 21 år, overtog gården, og lod ders 5 børn vokse op der.

Hans Kristian, der boede på gården sammen med Peder, havde i 1940 fået en husbestyrerinde, Ane Marie Poulsen. Nu her et par år efter, blev Peder og Ane gift, og de havde måneden forinden fået deres første barn - siden kom 3 mere.

Peder døde af kræft, og Ane drev gården videre - ovre hos Søren og Kristine, blev sønnen Tage boende hjemme hos forældrene.

Søren Nielsen døde, i det år hvor han rundede/havde rundet de 93 år. Kristine og Tage boede nu alene på nabogården.

Tage, Kristine og Sørens søn, var død - og nu kunne Kristine heller ikke mere - hun døde 103 år gammel - og gården kom nu på fremmede hænder.

Nu hvor Kristine ikke var mere, og gården var solgt til fremmede, så begyndte man at tale om, at træerne skulle fældes. Men hvordan kunne det være så vigtigt, at nabofamilien måtte helt væk før man kunne begynde at snakke om, at de for længst udgået træer skulle fældes ?

Jo, det skyldtes Sørens bror, Lars Christian, som tilbage i 1890 havde hjulpet med at plante træerne.

Kort tid efter, at de 2 drenge havde plantet træerne, gjorde han deres tjenestepige gravid. De tog det sådan set meget pænt over på nabogården, og Niels Nielsen og Else Pedersdatter, havde sørget for, at de 3 fik deres eget lille kammer.

Men en dag lå der et brev fra Lars Christian, ansvaret og forpligelserne , var for meget for ham, og han var rejst til Amerika. Den 3. marts 1891 - 16 år gammel - rejste han. Han så aldrig sin familie mere - og han så aldrig elmetræerne vokse op

Måske gik han over i Amerika, og tænkte på den sorgløse dag, da han havde plantet træer sammen med Hans Kristian, måske skænkede han det aldrig en tanke.

Men for Ane betød det, at vise nabofamilien respekt, selv om hverken hun eller Kristine havde kendt ham, og for Ane var det vigtigt, at de stod så længe, at familien levede på nabogården.

3 år tog det  at tage beslutnignen om, at de skulle fældes, og det var et stort familiearrangement. Stammerne blev kørt op til et lille savværk, der lavede en hel del planker, som så kunne blive til alle de dejlige bænke. Da Ane fyldte 95 år i 2009 fik hun bænken i fødselsdagsgave. Først sad hun der alene, men inden der var gået ret længe, havde hendes børnebørn og oldebørn sat sig på den - og på den måde vil elmetræerne og historien leve videre i mange år -