Fortællingerne fortæller om forfædre på godt og på ondt. Jeg kunne selvfølgelig godt fremstille Vendelboerne som glansbilleder med eller uden
glimmer - men hvad var der ved det? Snakken går alligevel hos dem der har kendt Vendelboen i fortællingen, så for dem er det ikke nyt - og hos dem der ikke kender den enkelte, er det jo i grunden også ligegodt. Nej, det handler om at
beskrive de små sjove episoder, så de bliver gemt for eftertiden.
Jeg vil give et eksempel på hvordan mine fortællinger ikke skal forstås - og
når de går nogen nogens ære for nær:
Min oldemor og oldefar, Johannes og Jensine boede i Aakjærshuset på Stokbrohede i Hammer
sogn, og her voksede min mormor op. Ikke langt fra dem, godt nok i Horsens sogn, boede Johannes bror Marius og hans kone Johanne. Jeg kunne godt fornemme på min mormor ,at der ligesom var nogle år, hvor de ikke kom sammen med Marius og Johanne.
Det undrede mig lidt, for Marius og Johanne husker jeg tydeligt fra forskellige sammenkomster hos min mormor og morfar.
Min mormor har ved flere lejligheder fortalt, at hendes
moster Ane var et "ondsindet spetakel" - mens hendes morbrødre og hendes mor var rare folk.
Det kommer i stand, at jeg skal mødes med Marius og Johannes søn,
Aage som var på besøg fra Norge. Mens snakken går om slægten kommer min mormors bror Aksel også. Aage fortæller, at der engang var temmelig kold luft mellem de 2 familier, og at Johannes og Marius måtte mødes
i det skjulte.
Jeg spidser naturligvis ørerne og spørger hvordan det kunne være ?
Jo, for en gang skulle Marius til Grindsted med en kvie, og havde gået i kanten af bl.a. Johannes og Jensines marker. Her var det så, at Jensine kom løbende ud, og slog både Marius og kvien med den medbragte spade.
Se - jeg syntes, at det var sjovt - og Aksel modsagde ham ikke. Aksels børn har før fortalt, at de frygtede når bedstemor kom på besøg - mens min mor
og hendes søskende elskede hende.
Min mor skulle naturligvis hører hvordan mødet med Aage og hans kone var gået, og jeg fortalte ovenstående
historie.
Et stykke tid efter, skulle vi til fødselsdag i familien. Jeg var blevet nød til at stå alt for tidligt op efter nattevagt, og var knap vågen
da jeg sad ved kaffebordet. Min mormor som ellers er et sødt og rart menneske, lukkede så op for posen. Hold da op, vi kunne blive blæst væk allesammen. " Folk havde også for vane at gå på deres marker" - og
hun blev ved - min mor istemte - og tilsidst gik jeg udenfor, og sad der indtil jeg hørte de dampede af - ind gik jeg og 10 min. efter var de igen helt oppe i det røde felt.
Denne her historie gik deres ære for nær - men helt ærligt - det var jo sandheden. Hvorfor skal sådan en historie ikke frem ? Skal man tie den ihjel? Kan man det ?
Jeg besluttede mig i hvert fald for, at denne historie skulle ud - og det er den så kommet.