Den finurlige Karl Skytte på Læsø

Karl Skytte på jagt med sin hund.

Han var ikke som de andre - han var noget for sig selv

Julius Cæsar - altså ikke den romerske feltherre - men til gengæld ham der hed Hansen til efternavn, og som havde et teglværk i Frederikshavn i Havnegade i 1860 forpagtede dette teglværk ud til Christen Christensen - eller Christian Christiansen - som han med årene kom til at hedde og denns hustru Karen Marie Jensen.

En ener - en enspænder - en særling - en original bliver født.

Det var her på Julius Cæsar Hansens teglværk, at Christian og Karen bliver forældre til deres 3. søn lørdag d. 14. januar 1860. De ved nok ikke, at denne søn med årene skal blive en ener, en enspænder, en særling, en original, men de ved, at han skal hedde Christian, for sådan kan Christian og Karen lide det. Det hedder de 2 ældste sønner også. Knægten får navnet Johan Christian Carl Christiansen, da han blev døbt d. 5. august 1860 i kirken. Blandt fadderne var hans moster og hans morfar, som havde taget turen fra Mosemarken i Aasted sogn.

Måske led præsten af præstationsangst, da han skal skrive Carl, som han blev kaldt, ind i kirkebogen. De allerførste linier i den helt nye kirkebog. I hvert fald kom Carls mor til at stå som Karen Kristine Jensen, værende 34 år gammel. Men Carls mor hed altså karen Marie Jensen og hun var kun 24 år gammel.

Carls familie og hans opvækst

Carls far, Christian Christiansen, blev født som Christen Christensen i 1928 i Bjergby. Han har antagelig fået arbejde på Knviholt Teglværk, hvor en anden mand også har sin gang, nemlig Jens Andersen. Denne Jens Andersen har en datter ved navn Karen, som altså falder i Christians smag. Christian og Karen bliver gift d. 6. september 1854 i Aasted Kirke. Karen er 18 år gammel og hun er gravid. Hun er faktisk så gravid, at hun måneden efter føder deres første søn, Jens Christian Christiansen. Den lille familie bor sammen med Karens forældre i Mosemarken ved folketællingen i 1855.

Men ikke længe efter forlader Christain og Karen Mosemarken og drager mod Øster Flade i Flade Sogn. De lader sønnen Jens Christian blive hos bedsteforældrene, hvor han for øvrigt blev boende alle barndomsårene, så vidt vides.

I øster Flade føde Karen deres 2. søn. Han får navnet Søren Christian, da han bliver døbt 2. juledag 1857. Familien rykker inden længe videre til Frederikshavn sogn, hvor altså Carl kommer til verden. Familien bliver antageligt på teglværket hos Julius Cæsar indtil de flytter til Strandby. Det gør de torsdag d. 26. februar 1863. De kommer til at bo i Strandby i næsten 6 år. Børneflokken bliver forøget med datteren Matilde og senere sønnen Christian Casper.

I Strandys kirkebog, kan man se, at Christian Christiansen forlader Elling sogn, hvor Strandby liger d. 2. januar 1869. Det er tænkeligt, at Karen og de 4 yngste børn rykker med.

Christian vil til Hjørring. Det er her i Hjørring at Karen i 1870 nedkommer med datteren Caroline Christine. Christian har ved datterens dåb tillagt sig navnet Ulsted, og han er forpagter. Det er uvist hvor navnet kommer fra, og det er uvist hvad han var forpagter af, men inden længe ryger navnet Ulsted og byen Hjørring også i glemmebogen, og familien vender snuden mod Frederikshavn igen.

Men det er ikke det Christian vil. Det er muligt, at han er gift og det er muligt han er far til 6 børn, men han har drømme og planer - han vil til Amerika, og så var han vist også kommet til at bruge for mange penge. Han emigrerede d. 3. november 1871 og målet er New York. Det var sidste gang Karen ser sin mand, det er sidste gang Carl ser sin far.

På den tid er det ikke usædvanligt, at mandens rejste først, og når han havde etableret sig fulgte kone og børn efter. Men Karen kom ikke, måske var det heller ikke meningen. Karen er forladt - hun er 36 år - mor til 6 børn.

Måske vender Karen i første omgang tilbage til barndomshjemmet. Her bor Søren Christian i hvert fald, da han blev konfirmeret i foråret 1872. Carl er muligvis allerede komme ud at tjene på gården Haastrupgaard. Der står i hvert fald skrevet i kirkebogen at han bor der, da han skulle have stået fadder til en fætter. Fætteren dør dog inden dåben.

Men der sker mere i 1872, for det kan godt være, at Karen ikke vil til Amerika, men det vil 2 af Carls brødre.

Carls storebror Søren Christian, som er knap 15 år gammel og hans lillebror Casper Christian 7 år tager turen alene over Atlanten. De forlader Danmark d. 15. novemer 1872 og ser aldrig deres mor mere - og hun aldrig dem. Man må håbe, at de 2 drenge holdt hinanden godt i hånden under hele rejsen og at de fandt deres far i New York, hvor han havde sagt, at han ville tage hen.

Carl og hans 2 brødre ved nok ikke, at Carl bliver konfirmeret d. 12. april 1874 i Karup kirke, og han på det tidspunkt tjener i Haldbjerg, en gård i Understed sogn. Præsten har dog fået styr på, at hans mor hed Karen Marie Jensen.

I 1880 ved folketællingen tjener han på V. Sveje gaard i Hørby sogn. Karls mor, Karen, er blevet husbestyrerinde hos Jens Axelsen, en enkemand på 49 år i Frederikshavn og Carls søster Caroline bor der også. Karen står opførst som gift, og det til trods for, at hun ikke har set noget til manden siden han forlod Danmark i 1871.

Carl rejser til Læsø som pjalt og bliver til Karl Skytte.

På Læsø på den tid var rigtige mænd søfolk og kvinderne passede gårdene og det derhjemme. Den mandlige arbejdskraft der var nødvendigt blev importeret fra fastlandet. Det er på den måde den eventyrlystne Carl kommer til Læsø, som Pjalt, og så bliver hans navn stavet Karl.

Han kommer til at tjene på Østergaard Gård og Mølle hos forpagter Niels Peter Petersen, som også var importeret fra fastlandet, og Larsine Marie Olsen. Det er sikkert her hos dem, at Karl møder Larsines kusine Marie Petrea Petersen. En pige som var født på fastlandet, men som lille kom i pleje på Læsø, hvor hendes mor stammede fra.

Karl gør Marie Petrea gravid og d. 13. september 1889 nedkommer hun med sønnen, som Karl giver tilladesle til, må bære hans navn. Sønnen får navnet Kristian Karl Kristiansen. Ja, præsten i Vesterø kirke stavede alle navnene med K, mens han hele sit liv stavede det med Cer. Forpagterfolkene fra Østergaard Gård og Mølle var blandt fadderne.

I 1890 i februar måned tjener Karl Skytte stadig hos dem. Det fremgår, at Karl Christiansen er 2 30 år gammel og ugift.

Og ugift er nemlig lige hvad Karl er. Han har muligvis fået et barn med Marie Petrea, men har ikke til sinds at gifte sig med hende. Det forhindrer ham dog ikke i, at han endnu engang gør hende gravid. På sønnen Carls 3 års fødselsdag nedkommer hun med endnu en søn. Jens Peter Marinus Christiansen, kaldet Peter. Proceduren er den samme. Karl ligger navn til, men gifte sig - det vil han IKKE.

Hvordan Karl tilbringer julen 1890 ved vi ikke, men han var i hvert fald ikke i kirke 2. juledag i Fredeikshavn. Han skulle have stået fadder til søster Matildes datter, men han kommer ikke, og bliver endnu engang streget i kirkebogen. Han har titel af fisker.

Det er ikke svært at forstille sig, at det ikke har været en nem opvæskt for de 2 drenge. En mor, som godt nok havde familie på øen, men som alligevel var opvokset som plejebarn og en far som ikke ønskede at gifte sig med moren. Men den slags kan Karl ikke tage sig af, han var i gang med at leve sit liv, og der var i grunden ikke plads til andre end ham selv.

Det er både sikkert og vist, at Læsøboerne med tiden begynder at kigge lidt skævt den sære snegl, som efterhånden var mest kendt som Karl Skytte. Men Karl Skytte holdt af Læsø og det var "hjemme" for resten af hans liv.

Lille kat

lille kat

hvis er du

hvis er du

Jeg er sgu min egen

Piet Hein

Karl Skytte vinder i klasselotteriet

Et sted står der skrevet, at han vandt 12.000 kr, et andet sted står der 20.000 kr.  - under alle omstændigheder var det voldsomt mange penge omkring århundrede skiftet ( i nutidens korner svarer det til mellem 750.000 og 1.250.000 i runde tal.) Her ville en normal tænkende fattig mand købe sig lidt jord, en ko elle to, give en skærv til børnene eller sy dem ind i madrasen - men ikke Karl Skytte, fattig var han nok - men almindelig var han langt fra.

Han ansætter en lakaj- rejser til Paris og lever det søde liv - inklusiv noget jagt i Afrika - i et år og vender fattig hjem til Læsø. De fleste vil tænke "Harry og Kammertjeneren" og måske er den film bygget over en anekdote om Karl Skytte. I hvert fald beøger filmmanden Niels Th. Thomsen Læsø i 1911 og hører om Karl Skyttes gevinst og brugen af samme og skrev:

En anden nok så sympatisk Læsø-original er den saakaldte Skytte-Karl, der er et stort stykke af en Filosof. Han bestiller ikke det Gud lader skabe ud over at drive omkring med Bøssen paa Nakken og som en vældig Jæger for Herren. En gng vilde Tilfældet, at Skytte-Karl vandt 20.000 kr i Lotteriet. Han engagerede fluks en tjener, drog saa til Paris og formøblede her sin hele Formue som Grans Seigneur i Løbet af et Aars Tid. Derefter vendte han glad tilbage til Læsø og genoptog sit afbrudte Jægerliv. Nu ejer han ikke en Skilling - udover hvad han kan tjene paa de Snepper, Harer og Agerhøns, som han nedlægger. Men han siger selv, at hvis Lykken atter en Gang tilsmilede ham og lod ham vinde i Lotteriet, vilde ha nikke betænke sig paa at bruge Pengene paa selv samme Vis som sidst. For øvrigt er der noget lige saa grand Seigneuragtigt over hans Filosofi som over hans syn på sølle Mammon.

Niels Th. Thomsen har nok fuldstændig ret i, at Karl Skytte i sit væsen var noget vidtløftig. Han lå så langt væk fra Janteloven som Nordpolen ligger fra Sydpolen, og når alt kommer til alt svævede han nok i de højere luflag. Han kunne hvad han ville - men ville kun det han ville. Ingen - absolut ingen - kunne binde ham.

Janteloven må så være Sydpolen, for Karl Skytte skulle selv personligt have været tæt på Nordpolen .Han tog nemlig arbejde for Kryolitselskabet på Grønland. Sønnen Christian Carl mener, at han selv var gift, da hans far drog til Grønland, og det blev han i 1909. Det passer meget godt med, at Karl Skytte ikke er fundet i folketællingen i 1916. Grønlandseventyret, og dermed arbejdet for Kryolitselskabet, skulle have varet en 3-4 år. Men ak - han forsvandt fra kryolitminerne og de andre var ved at være bekymret for ham. Da Karl returnerede til minen, fortalte han, at han havde giftet sig, men konen var død. Måske blev han gift på Grønland, måske blev han det ikke, måske døde hun, måske forlod han hende bare. Han havde "fantasien" til, at det bare foregik i hans hoved. Han havde "fanden-i-voldskheden" til at gifte sig, han havde "frihedstrangen" til bare at forlade hende.

Karl Skytte - fortæller sønnen, kunne udrette en hel del mere end arbejde i minen, for han skulle personligt have amputeret en arm på en makker, som han efterfølgende passede og plejede. Christian Carl fortæller, at han har været i besiddelse af et billede, hvor Karl Skytte står sammen med den en-armede ven, men at billedet var blevet væk, sammen med andre billeder han havde af ham.

For de penge, som Karl Skytte tjente på Grønland, skulle han have købt sig en grevetitel. Greve Karl Von Schütte. Hvis han havde gjort det, kan det jo undre, at denne Karl Von Schütte ikke fik ændret sit navn i kirkebogen, som alle andre får gjort når de ændrer deres navn. Men det er den slags detaljer, som jeg ikke tror at Karl Skytte ville bryde sig om, at man undersøger nærmere. Karl mente nok, at hvis han syntes, at han var Greve, så var det det han var. Om end han havde sagt nej til tilbudet om at blive fastansat skytte på Birkelse Gods, så og i følge familiesagnet rundt på de forskellige herregårde. I de tilfælde ville det være meget passende at kunne sige. "Jeg  er greve. jeg har boet i Paris i et år, været på storvildtsjagt i Afrika, jeg har været på Grønland ( et par isbjørne kunne nok også snige sig ind i den fortælling).

At alt det Greve-liv ikke holdt i virkeligheden har Bernth Christensen skrevet i en af sine bøger:

Karl Skyttes Hus står der stadig så smukt på skiltet.

Et stykke øst for Byrum, hvor vejen til Stoklundet slår et af sine kendte sving, har et enligt tanghus været med til at forskønne idyllen langs hele vejen. Dette hus nævnes endnu som "Karl Skyttes Hus". Her boede for en menneskealder siden en mand ved navn Karl Christiansen. Han gik ud og arbejdede for landmændene, når det passede ham - han havde sin egen måde at leve på. Engang da Karl Skytte stod og læssede møg på en af gårdene, fik han besked om, at han havde vundet 12.000 kr. i lotteriet. Han tog en lakaj med sig og rejste til Paris - og brugte alle pengene. Hans interesse for at gå på jagt, gav ham tilnavnet "Skytte". Når Christiansen gik med bøssen ud over hede lignede han St. St. Blicher, med briller, som han først tog på, når han skulle tage sigte efter vildtet, der som regel havde taget flugten længe forinden. Nogen særling var Karl Christiansen næppe, selv om han havde sine pudsige sider. Han levede spartansk men var samtidig praktisk anlagt. Han hyggede sig med sine høns, som han fodrede med deres egne æg, i det han lavede pandekager af æggene og fodrede hønsene med pandekagerne - den pudsige eneboer så en økonomisk fordel i at tilbagegive hønsene deres egne produkter.

Karl Skyttes køkken anno 2012 - men sikkert også Karl Skyttes komfur i starten af 1900-tallet.

Det pudsige i Bernth Christensens beretning er, som hverken Karl Skytte eller Bernth Christensen kunne vide er, at Karl Skyttes barnebarn Oskar blev gift med en direkte efterkommer efter St. St. Blicher. Der kom 2 børn i ægteskabet, som godt nok ikke holdt. Så blev Karl Skytte ikke Greve i levende live, så blev han dog i familie med Hr. Blicher efter sin død.

Nok sammenligner Bernth Christensen de 2 Herrer, men hvis der er noget, som de 2 ikke havde til fælles, så var det sindet. Karl Skytte havde ikke en snært af det tungsind, som St. St. Blicher måtte døje med. Karl Skytte var livsglad, optimist, drømmende og vidtløftig.

Hornfiskerrøn i det fjerne anno 2012

Den finurlige skytte

Det var meget sjældent, at Karl Skyttes 2 sønner talte om deres far, Christian Carl talte om han en gang. Nemlig omkring 1960, og det blev heldigvis optaget på bind. Et bånd som stadig findes. Peter talte også om ham, men det var vist når han var hos Christian Carsl familie på fastlandet.

Efter hvad Karl Skyttes søn Christian Carl fortalte, skulle det dog ind imellem have lykkes for hans far, at ramme. Han skulle nærmer bestemt have ramt årets første sneppe. En gammel tradition sagde, at den der ramte årets første sneppe og sendte den til kongen fik en belønning i form af 50 kr. og et takkebrev. Et år var det altså Karl Skytte der var den heldige. Traditionen stoppede i 1972, ikke fordi vi fik en dronning, men fordi sneppen blev fredet det meste af året.

Om kongen, der sendte en personlig hilsen, var Christian IX, Frederik VIII eller Christian X vides ikke, da brevet ikke er set i mange år og måske slet ikke findes mere.

Men det var ikke altid at Karl Skytte var heldig. Han tog ud på Hornfiskerrøn både nat og dag og skød svaner, men så en dag, hvor han var taget derud, blev han fanget af tidevandet og kunne ikke komme tilbage før 8 dage efter. En anden gang, hvor han også var knap så heldig, var da "dowteren" havde bedt ham om at skyde en ørn."Dowteren" ville nok have den udstoppet. Karl Skytte ramte og samler ørnen op, men den er bare ikke helt død, så ørnen gør det den kan og sætter en klo i ham. Selv på Karl Skytte gjorde det ondt, så han ser ikke anden udvej end at tage sin kniv og skære benet af den, og så er den død. Han går hen til "Dowteren" med ørnen i 2 dele. Han bliver irritert på Karl Skytte, for hvis han da bare var gået hen til ham med ørnen siddende fast i armen, så skulle "dowteren" nok få den ørn fri.

De 2 sønner havde megen lidt kontakt til Karl Skytte og kendte ham måske mest som den særling, der ikke boede så langt fra dem.

Christian Carl i sær, havde til gengæld stor fornøjelse af sin bedstemor Karen og lagde tit vejen omkring Skippergade i Frederikshavn hver gang han skulle til Læsø efter han som 17 årig forlod øen. Hun var ikke længere husbestyrerinde hos Jens Axelsen. Hun var blevet syerske og blev ved med at arbejde til hun var 88 år på fabrik i følge barnebarnet.

Barnebarnet Christian Carl fik en sølle juleaften et år. Hans tog var forsinket, så han kom for sent til færgen til Læsø. Han gik i stedet op til bedstemoren og hun fik ondt af drengen, fordi hun kun skulle have en kop kaffe. Hun var nemlig ligesom Karl Skyttes søster Matilde blevet adventist, da den bølge af religiøse trosretninger gik hen over kongeriet og holdt dermed ikke juleaften. Karen skulle i følge barnebarnet, efter sigende være fyldt 95 år inden hun lukkede øjnene en sidste gang og kun lige den sidste tid var hun på alderdomshjem.

Meeen... Karen blev næppe ved med at arbejde til hun var 88, for hun døde i 1920 84 år gammel.

Mission og Passion

Karl Skyttes søn fortæller også på båndoptagelsen, at Karl Skytte personligt skulle have stået for den fuldstændige udrydelse af ræve på Læsø. Det var hans mission og passion og hans fantasi var stor for at fuldføre projektet.

Når Karl Skyte blev bedt om at skyde en syg eller gammel hest ,tiltuskede han sig et hestelår. Han fik det slæbt hjem og skar det i strimler. Han hængte strimlerne op uden for huset, viklede dem ind i snor og den sindrige snoreanordning endte inde over Karl Skyttees seng forbundet med en klokke. Klokken bimlede så når Mikkel-ræv skulle have sig lidt mad. Karl Skytte vågnede og tog den bøtte, han havde lige ved sin side, der allerede var gjort klar med spændt hane. Nu skulle han så bare rejse sig, gå til nærmeste vindue eller dør og skyde ræven.

Karl Skyte skulle have fået meget stor anerkendelse for sit projekt "Udryd rævene på Læsø", som i følge sønnen skulle have lykkes til ug med kryds og slange. Til beroligelse for dyreværnsforekæmpere kan det oplyses, at der på Læsø i dag findes en naturlig god bestand af ræve, så der var nok lige et par stykker der ikke lagde vejen forbi Karl Skytte til et stykke natmad.

Karl Skytte lagde også taktik når det gjaldt harer. Han gik ikke på jagt den dag haresæsonen gik ind - for så flygtede alle harerne ind på hans jord, hvor der var fred og idyl. Næste dag stod Karl Skytte op, og så havde han herligt mange harer på sin jord. Om taktikken holdt - tja- måske - måske ikke. Men det hjælper når man tror på det , og det gjorde Karl Skytte.

Som tidligere nævnt går familiesagnet, at Karl Skytte var storvildtsjæger i Afrika, og det har sikkert været i forbindelse med rejsen til Paris. Et andet sagn siger, at Karl Skytte skulle være blevet sendt hjem på konsulatets regning. En regning som Marie Petrea i den sidste ende blev nød til at betale. Der var bestemt ikke det bedste forhold mellem de 2, eller Karl Skytte bekymret sig nok ikke særligt meget om det, men Marie Petrea var godt irriteret. Karl Skytte skyldte hende penge, og da hun nok indså, at hun ikke fik tilbage i klingende mønt bad hun om hans lommeur. Et ur som sønnen Peter fik.

På sine gamle dage fik Marie Petrea det godt. Hun blev husbestyrerinde hos ungkarlen Ole Faurholdt på Hulbæk. Han tog drengene til sig, i sær Peter, og det var da også ham der arvede gården.

Karl Skyttes Hus

Som Bernth Christensen beskriver, så var Karl Skyttes faste holdepunkt hans lille tangtækkede hus på Stoklundvejen. I 1999 besøgte hans ene barnebarnet stede, 80 år gammel og han malede akvarellet af huset. Her i 2012 har jeg haft mulighed for at bo i huset i 4 dage. Selv om landskabet er meget forandret i forhold til Karl Skyttes tid, så er huset på mange måder som dengang. Pumpen, komfuret og nogle store egetræer som i hvert fald har 90 år på bagen og altså sikkert er plantet af Karl Skytte da han var i gang med ræveprojektet.

Karl Skytte var jo ikke en der holdt på pengene, men han har alligevel ikke været den fattigste i området. Naboens grund er væsentlig lavere end Karl Skytte, for naboen var nødsadiget til at sælge det øverste lag jord for at få mad på bordet. Det kan jo også tænkes, at naboen var en god familiefar, der sørgede for sine børn, den slags havde Karl Skytte jo ikke trang til.

En farverig særling dør

I 1924 dør Marie Petrea. Begge hendes sønner var gifte og havde børn. Christian Karl, der havde Marie Petreas grove træk, boede i NørreSundby med sin kone nr. 2. Hun havde besøgt dem en enkelt gang. Peter, som havde Karl Skyttes finere træk, boede på Hulbæk med sin familie. Måske var Karl Skytte med til begravelsen, måske havde han ikke lige tid til det den dag.

D. 12. november 1926 var der atter begravelse i Byrum kirke, og denne gang var Karl Skytte på plads. Det var nemlig ham der skulle begraves. Særlingen Karl Skytte var død ugen for inden, og dermed var Læsø blevet en særling fattigere. Den farverige og fremragende skytte Karl Skytte i Læsøs univers - Greve Karl Von Schütte i sit eget, blev begravet som arbejdsmand Johan Chrsitian Carl Christiansen, akkurat som han var blevet døbt.

Men når alt kommer til alt handler det ikke om "fra vugge til grav" men alt det der imellem.

Efterskrift

De lærde folk vil sikkert hurtigt kunne blive enige om, at Karl Skytte var blevet sådan på grund af de svigt og afsavn han havde haft som barn. Men hans efterkommere har i spredt fægtning arvet Christiansen-genet, så det ligger i blodet. Nok er blodet ikke helt så blåt som Karl Skytte havde kunnet ønske sig, men det er i det mindste "Karl Skytte Blåt" og det er jo også godt nok. Man kan vel sige, at Karl Skytte svigede Marie Petrea og sønnerne og sikkert også sin mor. Men det er også vigtigt at slå fast, at Karl Skytte ikke var noget ondt menneske, det var bare hans væsen og sind t være som han var. At det gik ud over andre, kunne han ikke se, fordi han netop ikke besad den egenskab.

Enhver fejl er utilsigtet. Har du rettelser eller spørgsmål, eller ved noget mere, er du velkommen til at skrive i gæstebogen.

Kilder:

Solveig Hansen har hjulpet mig så meget med Læsøanerne, og deres efterkommere. Hanne og Christian som gav mig og Peer mulighed for at bo i Karl Skyttes Hus

Christian Carl og Peters efterkommere i almindelighed, Bent Christiansen i særdeleshed, som har sendt mig en kopi af båndoptagelsen fra ca. 1960.

www.arkivalieronline.dk og udvandrerarkivet. Bogen "En mærkelig ø" og bøger af Bernth Christensen.