Elise der blev bortadopteret og kom til Amerika

Elise

Nok handler denne hjemmeside om Vendelboen, ham eller hende, som havde nok i, at leve livet nord for fjorden. Men selv om de havde nok i det Vendsyssel kunne byde på, så var de alle berørte af det land der lå så lang væk - helt på den anden side af Atlanten - Amerika.

En søster, en bror, en fjernere slægtning eller en nabodatter - alle kendte de nogle som rejste, nogle som de sagde farvel til, og aldrig mer genså.

I årene 1870 til 1895 emigrerede 200.00 danskere - en del af dem var selvsagt Vendelboere.

Var det armod - var det mod - der fik dem til det?

Var det en blanding af begge dele ?

Når de første stod på skibet og stævnede ud var det for de fleste et endegyldigt farvel til familie, venner og Danmark.

De havde troen på og drømmen om et bedre liv i det forjættede land.

De voksne havde selv taget beslutningen - men de var også børn, som bare måtte følge trop.

En af dem var stakkels Elise. En fortælling om hende og hendes skæbne.

Elise blev født 18. september 1863 i Serritslev Sogn. Hendes mor Mette Johanne Konnerup og Jens Peter Andersen blev udlagt som barnefaderen. De var ikke gift, og blev det heller aldrig. Den lille Elise blev født hjemme hos morforældrene i Serritslev Sogn.

Elise skulle som det var skik og brug døbes i Serritslev Kirke. Da hun blev indskrevet i kirkebogen blev fadderne også opført. Ungpige Inger Marie Nielsen, hendes egen mor og hendes onkel Julius Sophus Konnerup.

Men Elise blev aldrig døbt i Serritslev Kirke. Hun blev i stedet bortadopteret væk til ægteparret Christen Sørensen og Karen Madsdatter. De boede netop i de år sammen med deres børn ikke langt fra Mette Johannes forældre.

Elise ville måske være kommet til at hedde Jensen eller Konnerup, men hun kom til at hedde Christensen efter sin adoptivfar.

Men hvorfor blev den lille Elise adopteret væk,

når man nu havde besluttet sig for hvem fadderne skulle være?

Det skete jo jævnligt, at en kvinde blev gravid, fik et barn uden at være gift med faderen. Ofte blev de børn hjemme hos morforældrene, mens moderen tog ud for at tjene igen, andre gange blev børnene sat i pleje ved andre familiemedlemmer. Det skete også, at børnene kom i pleje hos fremmede mennesker, som måske selv var barnløse. De fleste børn blev ved med at holde kontakt til moderen. Adoption det så man til gengæld ikke så tit, faktisk sjældent.

Konneruper var der mange af, og de var lige der rundt om Serritslev. Det skulle være muligt, at finde en plejefamilie til den lille pige, hvis ikke morforældrene kunne have hende.

Så hvorfor Elise blev adopteret væk kan der kun gisnes om, men eftersom at Mette Johanne knap 2 måneder senere blev gift med Jens Christiansen og flyttede til Ugilt, hvor han stammede fra, og de 2 begyndte at stifte familie, så kan det jo godt tolkes derhen af, at en bortadoption var hans eller hans families betingelse for, at de 2 kunne blive gift.

Som sagt blev hun ikke døbt i Serritslev kirke, for Karen Madsdatter og Christen Sørensen var nogle af de få, som så langt tilbage som 1863 havde skiftet tro - de var blevet baptister.

Baptisternes barndom

Nikolai Frederik Severin Grundtvig 8.september 1783- 2. september 1872

Godt nok vaar vendelboerne, ligesom øvrige egne af Danmark allerede i starten af 1800-tallet begyndt at holde private bibelkredse. Altså, hvor man flyttede sin tro fra kirken og præsterne og hjem i stuerne, så man kunne bede sammen, læse og fortolke biblens ord.

Så kom der en vækkelsesbølge til Danmark, en religiøs 3-delt en af slagsen. Gode gamle Nikolai Frederik Severin med efternavnet Grundtvig, gik ind for en mere folkelig kirke, med præster der talte et sprog som menigmand kunne forstå, og salmer man kunne synge med på. Han var jo almuens mand.

Den anden gren i træet var Indre Mission, som nok syntes, at man skulle være en del af statskirken, men man ville være en menighed for de rettroende.

Den 3. gren var Baptisterne, som ikke ville være en del af kirken, fordi de grundlæggende var uenige om dåbsritualet. Baptisterne gik ind for voksendåb.

Den første dansker lod sig døbe som baptist i København i 1839. Problemet var bare, at der i Danmark på den tid ikke var religionsfrihed. I Vendsyssel var Ole Nielsen Føltved, en husmandssøn fra Skæve, ikke sent til at fatte interesse for den dåb der havde fundet sted i København. Føltved lod sig sammen med 6 andre døbe i Limfjorden i 1840.

Som sagt, så var der ikke religionsfrihed i Danmark, og det betød, at de få baptister der var, blev forfulgt. De røg i kasjotten på vand og brød, eller de blev sat ud af deres hjem af fogeden. Baptisterne ville naturligvis ikke have, at deres børn blev døbt i statskirken, når de selv var gået over til baptismen. Men det kunne man ikke have, alle børn skulle døbes, derfor brasede præster med forstærkning ind i baptisternes hjem og tvangsdøbte deres børn, en af de børn vr Føltveds søn.

De danske baptister havde i de første år et samarbejde med de tyske trosfælder, et fællesskab som på den ene side var godt nok, men på den anden side, var der for mange stridigheder og krige mellem de 2 lande, så i stedet begyndte danske baptister at søge mod det forjættede land. Amerikanerne sendte flere missionærer til Danmark. Disse missionærer samt Grundtvig, der gik ind for religionsfrihed og en ny konge gjorde, at der til sidst kom religionsfrihed i Danmark, nedfældet i Grundloven 5. juni 1849.

Føltved, den gode mand fra Skæve Sogn, var flyttet til Aalborg, men missionerede med jævne mellemrum rundt om i Vendsyssel, for at "Skaffe kunder i butikken". Det lykkedes da også, og disse nyudsprungne baptister skulle, lige som han selv var blevet det, døbes i Limfjorden. Det var bogstaveligt talt med livet som indsats, at Følved i begyndelsen af februar 1856 døbte 5 nye medlemmer, han pådrog sig en lungebetændelse og døde en uge efter.

Ægteparret Karen Madsdatter og Christen Sørensen

Godt en måned før Føltveds død, fødte Karen Madsdatter ægteparrets 6. barn, drengen blev døbt Jens Peter i Vrejlev kirke. Måske var de begyndt at vakle itroen, men de havde altså endnu ikke tilsluttet sig baptismerne.

Vrejlev kirke havde også været rammen om deres bryllup 2. februar 1849, hvor den knap 27årige Karen giftede sig med den 5 år yngre Christen. Vrejlev sogn blev også deres hjemegn de første godt 10 år af deres ægteskab. En 3 måneder efter brylluppet blev Andrea født, og så kom de i en lind strøm. Kirsten Marie, Martine, Bertel Christian, Elise og så Jens Peter. Både Bertel Christian og Elise døde som små, og de blev begge begravet på Vrejlev kirkegård.

I 1859 nedkommer Karen med parrets 7. barn, Christine. Men hun bliver ikke døbt, for det tidspunkt var Karen og Christen blevet baptister.

Efter en smuttur til Jerslev Sogn, slog familien sig ned i Smerted, Serritslev sogn, og det var altså her, at de i 1863 adopterede Mette Johannes lille pige, og eftersom de  havde mistet deres egen lille Elise, gav de pigen det navn.

Karen var blevet 41 år og havde nok ikke bare mistet sin gamle religiøse tro, men også troen på at få flere børn. Men det var ikke slut, d. 16. oktober 1866, da Karen var 44 år gammel nedkom hun med datteren Marie.

Karen lader sig voksendøbe som baptist 7. september 1861, mens Christen først blev det 11. november 1869

Familien emigrerer til Amerika

Måske var det armod, måske var det mod, måske var det de bedre muligheder for at lære om troen, at Karen Madsdatter og Christen Sørensen valgte, at de ville emigrerer til Amerika.

I udvandrerarkivet, kan man se, at familien troppede op på Københavns Politigård d. 7. juni 1871. Christen kaldte sig landmand og at familien sidste havde haft ophold i Nørresundby Sogn, hvor længe vides ikke. De havde besluttet sig for, at det var New York de ville til. De 4 yngste børn havde de med sig på turen over Atlanten, altså også Elise. Tilbage i Serritslev var deres døtre Andrea og Martine, mens den 3. datter Kirsten Marie angiveligt var død. Andrea og Martine fulgte året efter trop og sluttede sig til resten af familien i New York.

Måske havde Christen haft planer om, at starte op som landmand, men han blev baptistpræst og familien endte i Viborg i South Dakota.

Elies emigration til Amerika. Almindeligvis tog hele familien faderens/mandens efternavn ved udrejsen, men det er altså glippet her.

Hvis hun ikke var adopteret, havde hun måske fået navnet Magdalene efter mormoren, og Jensen eller Konnerup efter enten moren eller faren. Nu havde hun heddet Elise Christensen de første 7 år af hendes liv, nu hvor familien kom til Amerika, blev navnet lavet om til Lisa Sorensen. Marie blev til Maria, Christine til Christina, Jens Peter til Peter, Martine til Tina - kun Andreas navn forblev uændret.

Hvad var Viborg i South Dakota så for en by ?

At familien valgte South Dakota var ikke usædvanligt. Det var et af de steder, som danske immigranter foretrak i de år.

Egentlig var Viborg slet ikke ne by, da de kom der til. Den første dansker som kom til området hed Peter Larsen Christiansen, han tiltrak andre danskere, og en Mads Rasmussen startede den første butik i området, der så tiltrak andre butikker, og lige pludselig var der en lille by. De kaldte byen Daneville. Det var antagelig byen Daneville som Elise og hendes familie flyttede til. Så kom jernbanen i 1893. Desværre lå den for langt væk fra Daneville. Danevilleborgerne besluttede sig for, at de ville bygge en ny by op omkring Jernbanen. En af dem der havde jord, der hvor byen skulle ligge var Ole Sorensen. Han syntes, at byen skulle hedde Viborg, og sådan blev det. Daneville lukkede og slukkede - men alligevel må Viborg og Daneville betragtes som en by.

Hvor godt folk er - kommer godtfolk til. Viborg blev en dansk by. Man kan sige, at alle var de udlændige i Amerika, men i Viborg, var der kun en udlænding. En svensker var kommet i gennem nåleøjet, nemlig Svenska-Pete. Der blev talt dansk, de havde taget danske traditioner og værdier med sig.

Lisa lærte at tale og forstå engelsk, men hun kunne kun læse og skrive dansk. Hvad skulle hun i grunden også bruge det til? I byen boede Andrew Skomager, Vaske Trine, Peter Smed, Stor Lars, Bette Lars, Katskæg, Jearbuk-Ajs, Jens med Knoppen og alle de andre.

Jo, det kunne godt være, at de havde byttet lidt ud i bogstaverne i deres navne, da de kom til Amerika, men de boede i en by sammen med landsmænd og danskheden var lige så naturlig, som havde det været en landsby i Danmark. Hygge havde de også taget med i bagagen, dejlig mad og en god kop kaffe. Ja, at sætte sig ved et veldækket bord, var der altid en anledning til, og var der ingen anledning, var det så det, der var anledningen. Tilbage sidder vi vendelboer, og kan tage os selv i at sige "Jamen, du kan de vel drikke en kop kaffe", når en gæst vil lidt for hurtigt ud af døren.

Lidt fra Daneville, senere Viborg havde irerne bygget deres by, og sådan havde alle deres egne byer. Intregration må have været en by i Rusland, det var det i hvert fald ikke i South Dakota.

Familien Sorensen, var ikke ene om at hedde Sorensen, så de gik under navnet Platt, sikkert en variant af Lille Pleth, hvor familien havde boet i Vrejlev sogn. Deres søn Peter tog navnet officielt.

Nels Miller

Ja, sådan var han ikke døbt. Han var døbt Niels Christian Jensen i Tranum Sogn, som søn af Jens Nielsen Møller og Johanne Cathrine Madsdatter. Niels Christian var født 23. januar 1851. Johanne var Jens Møllers 2. kone, og da hun døde, giftede han sig med hendes søster.

Niels Christian emigrerede til Amerika d. 12. maj 1870 - 19 år gammel sammen med sin 1 år yngre bror Christen Jensen, også de havde bestemt sig for, ligesom Christen og Karen, at de ville til New York. Da de kom til Amerika, ændrede Niels Christian Jensen sit navn til Nels Miller.

Nu var det ikke kun blæsten der havde fået de 2 brødre til at forlade egnen og fædrelandet. Nels skulle efter sigende have gjort en pige gravid. Christen fik nu ikke lang tid i Amerika. Han spillede kort, og blev skudt, da han havde spillegæld. Jo, der herskede andre tilstande i det forjætttede land end i det vindblæste Tranum.

Keokuk Kanalen, Iowa.

Nels Miller, som nu var alene, blev sprængningsekspert, og var med til at bygge Keokuk kanalen i Iowa, han lavede jernbaner i Arkansas og i Tennessee. Han rejste videre til Chicago, hvor han var et års tid, inden han endte i South Dakota i 1877. Han bosatte sig tæt på Daneville. Økonomisk var han velstillet. Han havde arbejdet hårdt, med et farligt job og havde været god til sit arbejde og til at passe på pengene.

Nok havde han droppet en gravid pige der hjemme i Tranum, men han havde til gengæld lavet en aftale med en anden pige hjemmefra. De skulle mødes i Amerika og gifte sig. Hvem pigen var, tja - mit gæt efter at have set udvandrer igennem fra Tranum sogn er, at det er en af søstrene maren Cathrine og Maren Kirstine Thygesen. De emigrerede i 1872 sammen med deres 2 brødre, og bestemmelsesstedet var Chicago, netop der hvor Nels havde opholdt sig i et år inden han kom til Daneville. De 4 søskende kom fra Klithusene i Tranum sogn, nøjagtig som Nels.

Men løfter hjemmefra det gamle fædreland blev brudt i det nye. Hun var faldet for en anden. Det til trods for, at Nels kunne tilbyde hende mere guld og flere grønne skove end rivalen. Pigen holdt fast i, at kærligheden var vigtigere end rigdommen.

Det var en slagen Nels Miller, der opsøgte den lokale baptistpræst. Han havde brug for at få styrket sin selvtillid. Præsten, en vendelbo som han selv, ved navn Christen Sorensen, havde en datter, som Nels Miller fattede interesse for. Ikke måske direkte kærlighed, men i hvert fald nok til, at Nels kunne få lidt oprejsning i det lille samfund og genvinde sin mandighed.

Nels Miller var 28 år, Christen Sorensens datter Lisa var 16. Det er muligt, at nogle så et problem i det, og den var nok heller ikke gået hjemme i Danmark. Men nu boede de i en dansk by på den anden side af Atlanten, det var et frit land, uden love og regler, og der var slet ikke en konge man kunne anmode om kongebrev.

Nels Miller så ikke et problem, for ham handlede det om hans ære og værdighed. Baptistpræsten kunne muligvis se et problem i det, men det var ikke større end at det kunne løses med en vis økonomisk betaling til ham og hans kone.

Det korte af det lange: Lisa blev solgt til Nels Miller.

Ægteskab

17. januar 1880 blev Nels Miller og Lisa gift. Økonomisk sørgede Nels Miller godt for Lisa, men han var noget humørsyg, sikkert fordi han aldrig var kommet sig over, at hans forrige kæreste havde kasseret ham. Han blev vred på Lisa, hvis han ikke syntes, hun satte nok pris på de ting han gav hende, hvis hun gjorde en kjole beskidt eller hvis hun kom til at ødelægge ting.

Lisa kunne kun give ham en ting: Børn, børn i massevis. 11 styks blev det til, omend 4 døde som børn. Men 7 voksede op lidt uden for Viborg. Da Lisa havde født sit 5. barn begyndte hun at tænke på skilsmisse, men hvor skulle hun gå hen? Måske havde Nels hørt tale om hendes snak, så han sørgede for, at hun blev holdt gravid.

Mens Lisa Miller, som hun nu hed, havde travlt med at passe den voksende børneflok, så havde Nels travlt med at bygge huse og butikker inde i Viborg og familien flyttede selv derind i 1902. Han byggede bla. byens hotel, byens bank og en ejendom hvor byens fotograf havde til huse. Andre ejendomme byggede han og solgte med fortjeneste.

Lisa og sin religion - og det at bryde det 6. bud

Lisa var religiøs. Hvordan kunne hun være andet? Et par adoptivforældre, som ikke alene havde konverteret til baptismen, men som også havde forladt fædrelandet og siden levet af at forkynde troen. Senere i sit tvungne ægteskab, havde hun mere end nogen sinde brug for troen.

Lisa syede meget, der var altid børn der manglede tøj, eller de havde tøj som skulle repareres. Hun tilbragte mange timer i sit syhjørne, og når tankerne blev hende for tunge tyede hun til sin danske bibel, som lå lige der ved sytingene. Hun læste en side eller 2, og lagde en sytråd i hvor hun var nået til, inden hun fortsatte med sytøjet. Næste gang hun tog biblen frem, åbnede hun den, fandt den sidste sytråd, lod den være, læste lidt igen og lagde en ny tråd. Lisa elskede bibel var en farverig mosaik af tusindvis af sytråde i hele farveskalaen, der stak ud i begge ender. Biblen blev læst og studeret og havde sat gang i tankerne og givet hende spekulationer. Hun kendte om nogen det 6. bud:

Du må ikke bryde ægteskabet

alligevel brød hun det.

Lisa orkede ikke mere. Hun fødte sit sidste barn, drengen Howard 25. november 1900. Han var svagelig og ramt af sygdom som lille, hvilket satte ham tilbage i hans mentale udvikling. Han var altså et par år gammel, da famlien samlet flyttede ind til Viborg. Ikke længe efter tog hun beslutningen om, at hun ville skilles. Ikke alene gik Nels med til det, det var også ham som flyttede. Lisa blev boende i huset med 5 værelser. Nels flyttede ovenpå fotografen, som jo havde til huse i hans egen ejendom. Ejendommen lå heller ikke så langt fra Lisa og børnene. De blev da også ved med at se hinanden dagligt. Nels gik 2 gange om dagen over til Lisa og børnene. Lisa tilberedte hans middagsmad og aftensmad dag ind og dag ud. Hvordan hun havde det med det, vides ikke, men det var som om, at de 2 fik et tåleligt forhold til hinanden efter skilsmissen.

Hvordan Lisa havde råd til at bo i huset og få mad på bordet, det tænkte hun ikke på. Manglede hun penge, gik hun hen i banken og der fik hun altid de penge hun bad om. Hun havde ingen idé om, i følge hende børn, at det var Nels Millers penge og ikke den flinke bankmands.

Man kan undre sig over, at hun virkelig skulle være så naiv og uvidende. Da hun kom til South Dakota var der ingen banker i området, hun blev gift som 16årig, og det var derefter, at Nels byggede byens bank. Han, forretningsmanden, stod for alt hvad der hed penge og økonomi, og hun passede det der hjemme. Måske vidste hun det, men spillede naiv, og så serverede hun ham de par måltider mad om dagen. Måske betalte han kun pengene, så længe hun serverede maden, måske havde han gjort det alligevel.

Selv om Lisa havde mere end nok at set til med en stor børneflok, så havde hun altid vist barmhjertelighed og hjulpet andre. Lå en familie syg eller var fattige, så kom Lisa med mad og tøj til dem.

Voksne børn og børnebørn

Nels og Lisas børn blev mere amerikanske end Nels og Lisa selv. De gik i skole og lærte både at skrive og læse engelsk. Derhjemme var det stadig dansk der var sproget, ligesom det var over hele den danske by der i South Dakota på den anden side af Atlanten. Efterhånden som de blev gift og fik børn, blev engelsk hovedsproget, men Lisas børn blev ved med at tale dansk, når de var sammen. Mest blev det brugt, som et hemmeligt sprog, når de skulle snakke sammen om noget, som ikke kom små børneører ved.

Men Lisa børnebørn var ikke dumme. Mange af dem boede i Viborg, som nok var blevet lidt mindre enklave-agtigti med årene, men stadig var den meget danskpræget, så børnebørnene lærte sig dansk. Derfor går der her i 2010 en 85årig kvinde, Ruth, rundt i Colorado, som forstår og taler dansk, omend det er det dansk som hendes bedsteforældre, Nels og Lisa, havde med i kufferten, da de forlod Danmark for 140 år siden.

Livet ebber ud 

Nels Miller, født som Niels Christian Jensen i Tranum Sogn d. 23. januar 1851 døde d. 4. april 1929 i Viborg, South Dakota, godt 78 år gammel. 59 år fik han i Amerika. Lisa var færdig med at lave mad til den mand, som hun blev tvunget til at gifte sig med i 1880. Hans 5 sønner og en enkelt nevø bar kisten ud fra Baptistkirken i Viborg søndag d. 7.april 1929. Følget var langt, en stor familie, mange venner og bekendte, men der var en der manglede i optoget: Lisa. Hun blev hjemme, og havde kun bestemt en ting med den begravelse: Nels skulle ikke begraves sammen med de 4 børn som de havde mistet, der ville hun selv ligge og sagde:

"Jeg bestemte ikke selv, om jeg ville ligge ved hans side i levende live - jeg vil med bestemthed ikke ligge ved siden af ham som død".

Lisa Miller, pigen der blev født 18. september 1863 i Serritslev sogn, og som slet ikke fik et navn af sin mor, men blev bortadopteret, fik navnet Elise Christensen, som blev ændret til Lisa Sornsen i Amerika, og som gik under navnet Lisa Platt, blev solgt for ussel mammon, for at komme til at hedde Lisa Miller, den kvinde døde 26. juli 1930 i Viborg, South Dakota, knap 67 år gammel. Hun blev begravet sammen med sine 4 børn hun havde mistet. 7 efterlevede hende, hvoraf de 6 stadig boede i Viborg. Efter hendes død flyttede flere af dem fra Viborg, og Lisa og Nels efterkommere er i dag spredt ud over hele Amerika.

Efterskrift

Elise lærte jeg at kende, fordi hendes tipoldebarn efterlyste oplysninger i danske kirkebøger. Elises biologiske mor Mette Johanne Konnerup og min tipoldemor Johanne Konnerup var kusiner. Selv om Lisa var født i Serritslev sogn, og min tipoldemor i nabosognet Vrejlev, hvor Elises tipoldeforældre tidligere havde boet, mødte de aldrig hinanden. Min tipoldemor blev født måneden efter Elise emigrerede til Amerika.

Ikke alene hjalp jeg med Elises ophav, jeg undersøgte også en del ting omkring Nels Miller og hans familie i Tranum sogn. En af de ting, som de vidste selv var, at den gravide pige, som Nels forlod i Danmark, fødte en søn, og at denne søn også emigrerede til Amerika.

Christen og Marens skifte til Baptismen måtte også undersøges. Den store religiøse konverteringsbølge til mormon, adventist, metodist og baptist fik først sin storhedstid længe efter at Christen og Karen havde konverteret og emigreret.

Mon Elise vidste, at hun var adopteret ? Det var noget af det, som hendes efterkommere var interesseret i, for de havde slet ikke vidst, at hun var adopteret.

Konklusionen er: Jo, det vidste hun.

Hun havde boet sin første år i et lille samfund, hvor alle vidste hvem hinanden var, og ikke langt fra hende boede hendes "rigtige" morforældre, som hun må have stødt ind i nu og da.

Elises biologiske mor, Mette Johanne vidste i hvert fald, at hun havde adopteret sin lille pige væk. Måske tænkte hun på hende hver dag, måske tænkte hun kun på hende en gang i mellem - eller måske havde hun nok at gøre med den store børneflok hun fik sammen med sin mand Jens Christiansen ?

Mette Johanne havde 2 brødre der emigrerede til Amerika, den ene Julius Sophus, ham der skulle have stået fadder, var den ene. Måske hviskede hun til dem, inden de tog afsted:

"Hils min lille pige"

Julius Sophus vendte nu tilbage til Danmark, mens den anden bror blev der.

Mette Johanne døde 18. august 1915 i Brønderslev, som hun og Jens var flyttet til nogle år forinden. Jens var død i 1910 på Brøndeslev Sygehus, 9 børn havde de fået sammen.

Måske var Elises adoptivforældre gode nok med hende, måske var de så fatteige, at de blev nød til at kræve en økonomisk betaling for at Nels kunne gifte sig med hende. Måske holdt de så meget af hende, at de ikke ønskede, at hun skulle blive så fattig som dem? Måske var hun bare den sødeste og kønneste af deres børn, og den som Nels syntes allemest om i hele Viborg?

Måske havde Karen og Christen elsket hende, da de fik hende som lille efternøler, men måske var den kærlighed røget, da de fik deres helt egen hjemmefabrikeret efternøler ? Måske blev hun en klods om benet ? Måske kunen Nels se, at hun blev dårligt behandlet i hjemmet og undte hende, at hun fik det bedre? Jo, der er nok af ting vi ikke ved noget om.

Den lille stakkels Elise bestemte ikke ret meget i de første mange år af sit liv. Hun ahvde haft en skæbne, der var som en lavine, hvor den ene begivenhed tog den anden. Da lavinen havde rullet længe nok, tog hun skæbnen i egen hånd, trodsede sin tro og dens bud og valgte troen på et bedre liv og troen på frihed.

Netop troen på et bedre liv og frihed er vel Amerika i en nøddeskal, dybest set og inderst inde, så måske var den lille Elise fra Serritslev alligevel havnet det rigtige sted - i det land der senere blev kendt som

Guds eget land

Lisa og Nels efterkommere og de vidunderlige notater deres barnebarn Ruth har nedfældeet, og som deres tipoldebarn Sherri har viderebragt til mig.

www.arkivalieronline.dk

Det danske udvandrerarkiv.

Endvidere har det været fornøjelig at kigge inde på The Danish Immigrant Museum i Viborg, South Dakota, hvor man kan få en del serveret på dansk. www.dkmuseum.org

Hvorfor gå over åen efter vand? Tja, det ved jeg ikke, men det er såmænd det jeg gjorde, jeg fandt denne bagerpose fra Saltum inde på museets hjemmeside. Måske skulle jeg en dag køre den lille tur til Saltum og få mig sådan en pose med en kage i - for i Viborg South Dakota har de kun posen.

Finder du fejl, eller har kommentarer, supplerende oplysninger hører jeg gerne fra dig..