Fortælling om Gadehusenes beboere i Vittrup

Indledning

På Gl. Vittrupvej mellem Børglum Kloster og Vittrup By ligger der en række gårde. En gang hørte de under Børglum Kloster, men efterhånden fik fæstebønderne mulighed for at købe de gårde, som de i generationer havde boet på, og næsten betragtet som "deres".

En gang var her liv og glade dage, med flere generationer under samme tag, bedsteforældre, forældre, børn og tjenestefolk, der var høns, køer og grise, ligesom der var heste til markarbejdet.

De var måske ikke rige, men de var bedrestillede, og havde knap så mange bekymringer som så mange andre, og de vidste det, og hvis de lige havde glemt det, kunne de bare kigge ud af vinduet.

Nede i deres "baghave" boede fattige mennesker - de boede i de såkaldte "gadehuse". Det var nu ikke fordi der var så meget "gade" over gaden, og der var vel næppe heller mange af husene, der kunne kaldes huse.

Men Gadehusene var en betegnelse, et øgenavn om man vil, ligesom langt de fleste af beboerne i gadehusene også havde øgenavne.

En af gårdmandssønnerne, Henning Kjeldsen, satte sig ned, og skrev på sine ældre dage, om disse fattige folk der boede i Gårdhusene.

Jeg har været så heldig, at få en kopi af de 8 maskinskrevne sider, som efter min mening, er en uvurdelig skat.

Jeg har prøvet at finde fakutelle oplysninger om de omtalte beboere, meget er der fundet ud af, men noget står - til min irritation - uløst. Løbende som fortællingens beboere bliver nævnt, vil jeg lave link, hvis du er interesseret i faktuelle oplysninger, og derfor lige puttet en overskrift ind med linket.

Det fortæller, at der bag de tørre navne i kirkebøgerne gemmer sig folk med en sjæl og en skæbne.

Her kan du se et kort over hvor husene lå  - på et nutidigt kort.

https://maps.google.com/maps/ms?msid=204186540674226671606.0004ce89c54c18eba14a6&msa=0&hl=da&ie=UTF8&ll=57.388836,9.799719&spn=0.008153,0.022724&t=h&z=16&vpsrc=6>

Læs først fortællingen og derefter kan du gå ind og læse lidt om mine kommentarer Kort og Kommentarer 

Men nu vil jeg lade Henning Kjeldsens fortælling begynde,

og det bliver ikke kedeligt

Fortælleren Henning Kjeldsen

09.06.1908 - 31.12.1981, som hans familie sikkert kan takke for meget. Vi andre kan i hvert fald takke ham for, at han satte sig ned og skrev ned hvad han vidste.

Foto venligst modtaget af hans barnebarn Mette Kjul

Lidt om Gadehusene i Vittrup

I min barndom 1908-1922 lå der nord for gårdene i Gl. Vittrup en række huse, af beboerne kaldet "Gåehusen". Gaden havde været der længe før husene. Det var det sted, hvor kreaturene i fælleskabets tid samledes om morgenen, for at drives på græsning på Overdrevet, Vittrup Hede.

Udskiftningskortet fra 1807 viser ingen huse her, men de må være bygget kort tid efter, for de fleste af dem var bygget på jord, der var lejet for 99 år, så lejemålet var ved at være udløbet omkring 1910-1920.

De mennesker der boede her, var på den tid, jeg husker dem, ved at være gamle. De havde alle tjent ders udkomme på egnens herregårde, først som tyende og senere som daglejre, både mænd og kvinder. De hørte på alle måder en svunden tid til, kun på et område var de foran deres tid: Deres sprog var så fremligt, eller gammeldags, at det havde gloser der kunne få selv Klavs Rifbjerg og Bent Haller til at blegne af misundelse.

De havde alle, i deres tid på herregårdene, erhvervet et øgenavn, hvoraf nogle var ret rammende. Far kaldte dem sommetider spøgende for rangspersoner, dog ikke når de hørte det. Disse navne blev altid brugt ved omtale, og når bølgerne gik højt dernede også ved tiltale, og så kunne der nok falde brænde ned.

Sprats og Sprats Hanne

se de fundne faktuelle oplysninger her Familie No. 1

Jeg vil begynde min beskrivelse af de enkelte familier i øst. Her boede Sprats og Sprats Hanne. Sprats arbejede på Børglum Kloster, en tid var han svinepasser, men det gik ikke så godt. Han duede ikke til at arbejde selvstændigt. Det kneb vist med at finde noget han kunne bruges til, hårdt arbejde duede han ikke til, men på Klostret jog man ikke en mand bort, men forsøgte at finde et sted, hvor han kunne bruges. Sprats var meget håndsnild og kunne lave mange ting når bare han havde det nødvendige værktøj, hvordan det var på Klostret ved jeg ikke - om de brugte ham på den måde. Far sagde om ham, at han var et skikkeligt puller, og det var ikke helt ved siden af . Jeg husker ham bedst som cykelsmed. Det ville han meget gerne at vi betroede ham til, og det blev lavet så grundigt som han kunne, med de midler han havde. Og så havde han en grammofon, og kom tit og spillede for os om aftenen. For os børn var det festligt, vi var jo ikke forvvent med musik dengang. Og endnu festligere var det, at se Sprats ansigt når grammofonen spillede, han plirede med øjnene og mimrede med munden, og ventede højligt bifald for hver plade han spillede.

Hans kone Hanne var af en anden type, og det var hende der holdt sammen på hjemmet. Hun var malkekone på Klostret. Det var en drøj bestilling. Hun havde to-tre km. at gå morgen og aften, turen gik ad skjellet mellem Østergaards mark og mit hjem, og så langs hovdiget så længe det passede til ruten, derpå lige tværs over Klostrets mark til avlsgården. Hun skulle hjemmefra halvfire om morgenen og halvfire om aftenen. Om vinteren var der mørkt, hver gang hun gik. Når hun kom derop skulle hun malke 20-22 køer, lønnen derfor var 50 øre og to potter mælk dagligt, hun havde dog spanden med hver gang, og den rummede også mere end 2 potter. Det tog man ikke så møje på Klostret, og det var en gammel regel, at det man kunne bære hjem derfra det var ikke tyveri. Det stammede nok helt fra hoveritiden. Jeg har helt glemt at fortælle, at Sprats borgerlige navn var Niels Christen Jensen. Han var så ubetydelig, at ingen gad bruge det, så det var næsten gået i glemme.

Det var i grunden synd for Hanne, hun forstod alt for godt, at de ikke blev regnet for noget. I ægteskabet var der 2 piger og en søn, desuden havde Hanne en søn før ægteskabet, om ham senere. Jeg ved ikke, hvor længe Hanne havde passet det drøje arbejde som malkekone, men til sidst blev hun syg og måtte på sygehuset. Det var lige da sygehuset havde fået den første sygebil, det var i november måned og vejene var opkørte så mændene fra gårdene måtte ud for at skubbe bilen igennem - hvor så de ud, da de kom hjem - men for vi børn var det en stor oplevelse. Hanne kom hjem fra sygehuset igen, men hun var uhelbredelig syg af kræft, og lå for det meste i sengen, plejet af en datter der var gift og boede hjemme med mand og 2 piger. Den anden dater havde haft held til at få en søn uden at være gift, denne dreng var også hjemme. Da Hanne mærkede, at det var ved at være slut med hende, ville hun se sine børnebørn, de blev kaldt ind og støvet af, og kom så ind til Hanne der så nøje på dem, da hun kom til drengen, og havde studeret ham lidt sagde hun " Do er sku i grim allik". Det var det sidste hun fik sagt, men hun døde ikke med en løgn på læben.

Efter Hannes død gik hjemmet i opløsning. Den gifte datter og hendes familie flyttede og den anden datter blev også gift og tog sønnen med sig. Og så var Sprats ene i huset. Han havde mange og store planer om cykelværksted eller ligkistefabrik, han havde ved Hannes død opdaget, at der var penge at tjene på kister. Det blev selvsagt kun til drømme, og han var efterhånden ved at drukne i roderi og skidt, så det endte med, at han kom på fattiggården. Der kunne Sprats ikke finde sig til rette, og det endte med, at han flyttede hjem igen. Huset var i mellemtiden bleven brudt ned, men det generede ikke Sprats, han købte en spiralseng, og den stillede han op i Spratskrat, en lille granplantage der var øst for som huset havde ligget. Her boede han en kort tid, men så tog børnene sig af ham. De var kommen til bedre kår, og de sørgede for, at han fik et værelse i Hjørring i nærheden af dem, og her levede han sine sidste år som en pæn mand.

Sprats Laes/ Bof Lars og Ane Mari

Familie No. 2 se faktuelle oplysninger her Familie No. 2

"Desværre" har jeg ikke et billede af Sprats Laes, men Vittrup mejeri er det.

Lige vest for Sprats lå der et andet hus. Og det ligger der forresten endnu, som det eneste af gadehusene der tilbage nu. Her boede Lars Chr. Matihsen, med tilnavnet Sprats Laes eller Bof Lars og Ane Marie. Lar var til daglig godmodig med et barsk grovkornet humør, der tit kunne være rammende. Lars og Ane Mari var ikke gift, fordi hun havde en mand, der var rejst til Amerika fra kone og børn, og Ane Maris skarpe tunge, og det var der måske ikke noget at sige til.

Når der kom en ny præst til sognet forsøgte han altid at få Lars og Ane Mari gift, men det strandede altid på, at hun ikke var lovformelig skilt fra hendes flygtede mand, som jeg ikke ved, hvad hed, bare at han havde Christensen til efternavn. Det gik nu også meget godt med dem uden kirkens velsignelse. Lars tog de skyller der faldt af med ro, og så gik kraften jo noget af dem, og de havde det vidst godt sammen. I den tid jeg husker gik Ane Mari ikke ud på arbejde, Lars kunne nok forsørge dem begge, ved at gå ud på dagleje.

I 1918 eller 19 købte de et stykke jord på 7-8 trd. land, der lå lige nord for huset. De fik bygget en avlsbygning, med stald og lade, og kunne nu holde 3 køer, 2 søer og så fik de en hvid hest  " Stine" der blev deres øjesten. Deres dyr blev passet meeget omhyggeligt, f.eks lå de altid i stalden om natten når en af søerne skulle fare. De hjalp troligt hinanden i mark og stald, og Lars gik nu kun på arbejde i høsten. Samtidig med at de fik "Stine" fik Lars en mælketur fra Østergaard og 2 andre gårde til Vittrup mejeri, den tur kørte han i mange år, men en gang var det ved at gå galt. Det var sidst i tyverne da landbrugspriserne raslede ned, at ejeren af Østergaard fik den tanke, at de godt kunne overkomme, at køre mælkeruten selv. Han sagde Lars op til 1. juni. Lars sagde ingenting til det, men da han var kommen hjem kom Ane Mari, og så fik jeg lejlighed til at høre hende når hun rigtigt foldede sig ud.

Forkarlen og jeg var ved at kalke hestestalden, ejeren Niels Christian var netop på vej ud til os, og var lige udenfor døren, hvor jeg stod og kalkede indenfor. Så kom Ane Marie ind i gården: "How bette maj, a skal liig snak mæ dæ" og så kom der en ordenlig skulle. Jeg har aldrig troet, at Niels Christensen var værre end andre mennesker, men Ane Mari forstod, at finde de ømme steder, og der kan vel findes noget ufordelagtigt at sige om alle mennesker, når det er det man vil. Niels Christian prøvede at tage til genmæle, men blev straks standset: "Hol no di muj, no er æ mæ der snakker" . Og han måtte heller ikke gå før hun var færdig. Til sidst sagde hun: "No renner a mæ at Laes ka blyw we å tyer mjælkturen" - og så gik hun, men Niels Christian kom ikke ud til os den gang, og Lars blev ved at køre mælk til det hele ramlede.

Det var først i 30erne, med de dårlige konjukture, at Niels Christian måtte give op og gården blev solgt. Han havde i sine velmagtsdage kautioneret for Lars og Ane Mari, og nu kunne de ikke skaffe en ny sikkerhed for lånet, så deres hus belv også solgt ved tvang. Det var i grunden synd for dem, de var så glade for deres lille landbrug. De kom så til at bo til leje i Vittrup Stationsby i nogle år, her døde Ane Mari, der var mange år ældre end Lars. Han flyttede så til Hjørring, og fik en lille lejlighed i Bryggergade, og her ville han meget gerne have besøg af folk fra Vittrup. Han døde her, og han og Ane Mari ligger begravet på Kloster kirkegård side om side, som de rette ægtefolk de var, set med jævne folks øjne, selv om kirken mente noget andet.

Trons Karl

Familie No. 3  - læs faktuelle oplysninger her Familie No. 3

Lidt længere mod vest og på den anden side af vejen, lå der et hus, som jeg ikke huske, men har fået fortalt om. Her boede "Strygeri". Hvad hans navn var, er der ingen der husker. Han strøg tegl på teglværket om sommeren, og om vinteren kørte han rundt som bissekræmmer med varene på en hjulbør. Det må siges, at han svarede til navnet. Efter ham kom Carl Steffensen, kaldet Trons Karl, han pasede også til navnet, han var en lille kraftig mand "I retji bette trons". Han arbejdede på teglværket, og tjente så godt, at han kunne bygge sig et nyt hus. Det Lars og Ane Mari senere kom til at bo i. Det gamle hus fik en søn, der købte jord til, og flyttede huset længere mod nord. Carl kom ikke til at bo i det nye hus ret længe. Det var på den tid da Indre Mission dukkede op her på egnen, og Carl blev ihærdigt bearbejdet. Hans gode humør og sans for lune var noget i vejen for hans omvendelse, men til sidst, efter en natlig kamp med Satan ude i Bro Anders hede, bukkede Carl under og overgav sig helt til missionen.

Han flyttede kort efter til Furreby, hvor han under navnet "Bette Carl", blev en af lederne af missionen der og i Løkken.

Wil Ajes og Wil Maren

Familie No. 4 - se de fundne faktuelle oplysninger her Familie No. 4

På den anden side af vejen, på et trekantet stykke jord på knap en td. land, der var lejet fra Mads Kjedsens gård, lå et lille hus. Jeg kan lige huske, at der boede to gamle mennesker der: Wil Ajes og Wil Maren. Maren var en søster til Ane Marie, som jeg lige har fortalt om, hun var dog nok ikke så skarp i biddet som Ane Mari. De blev for gamle til at klare dem ene, og flyttede til en søn Wil Dres der boede i rubjerg. Det var den udvej der var dengang.

Høker Martin og Høker Hanne

Se de fundne faktuelle oplysninger her Familie No. 5

Efter dem kom "Høker Martin" og så kom der liv i gaden !

Martin Sørensen var en godt begavet mand, med et behageligt væsen, når den side vendte til ( her mangler desværre en linje) hans bedste næringsvej. Han slagtede grise for folk og det var han dygtig til. Men ikke nok med det, han købte også dyr og slagtede hjemme, og så kørte han rundt og solgte kød. Det var dog ikke alle der ville købe af ham, fordi de vidste, at han købte de allerbilligste dyr, og der var tuberkulose i mange besætninger den gang. Martin fik det dog altid afsat, selv om fluerne om sommeren var slemme ved det sidste af partiet. Han havde for det meste en islænder og en gig til at drive forretningen med, men han var jo handelsmand, så det kunne godt ske, at han solgte befordringen, selv om han havde mere kød på lager hjemme. Jeg husker en gang da han havde lavet sådan en handel, kom op til far for at låne en hest og fjedervognen: "Do er sku nøe te æ Anton, vi ka da intj see i sånt i stånk". Far var ikke videre begejstret, for Martin var en hård kusk når han var fuld. Han fik dog befordringen, så de kvaltes ikke den gang.

Når han var fuld! Ja, det var Martins og hans families ulykke, at han havde svært ved at lade flasken stå. Og når han var på handelen traf han sammen med ligesindede, og så gik det ud over familien når han kom hjem. Det hændte flere gange at han jog dem alle ud, så de måtte overnatte i et tørvehus eller en lade, hvor de nu kunne komme ind. Et par gange blev de kørt på fattiggården når det varede for længe inden Martin kom til fornuft. Det var min broder Karl der havde den tvivlsomme fornøjelse, at køre dem derover, men Martin kunne altid overkomme at hente dem hjem selv, når han blev ved det sind.

En gang så det dog ud til, at han helt havde afskrevet dem. Han fik sig en husholderske der var hos ham et halvt års tid, men da det gik op for ham, at hun skulle have en lille blev det ham for broget. Så blev hun jaget ud, og den kasserede familie hentet hjem. Om husholderskens "arving" var medbragt i pladsen, var der ingen der vidste noget om, ikke engang Martin.

Hans kone Høker Hanne, havde ikke været med da det varme vand blev opfunden. Jeg har ikke hørt hende sige andet end: "Jeen Jae!" og "Na Nej". Hun måtte vel kunne sige noget mere, men hun var nu meget dum, og det var måske derfor Martin var som han var. De havde 5 børn: Agnes, Peter, Harry, Adda og Eldorf. Agnes har jeg ikke kendt meget til. Hun var konfirmeret da de kom her, og mest ude at tjene. Hun blev i en tidlig alder gift med en af Jerusalems Skomagers sønner, de kom ikke til at bo her på egnen, så dem ved jeg ikke mere om.

De andre har jeg gået til skole sammen med, tre af dem lignede deres mor lovligt meget, de var altid snattede og så sølle ud i tøjet. Harry var en undtagelse, han lignede sin far, og forstod at holde sig ren, selv om tøjet ikke altid var i orden. Vi havde ham til høwer en sommer. Han var nok 10 år, og jeg vaar tre år yngre. Vi kom godt ud af med hinanden, og alle syntes godt om ham, han var høflig og velopdragen, det må have været natur, det var i alt fald ikke hans mor, der havde præget ham. Jeg tror også, at far var godt tilfreds med hans arbejde, selv om han var lidt fremmed for det i begyndelsen. Mor måtte flere gange hjælpe ham med tøjet når det blev for galt, hans mor foretog sik ikke ret meget. Det er ikke meget jeg ved om Martin og Hannes børn, kun Harry har jeg hørt lidt om. Hans tilværelse blev lige så fugtig som hans fars.

Foruden de mange færdigheder, var Martin også brøndgraver. Det var dengang man brugte de meget snævre betonrør til brønde. Han kom en dag han havde gravet en brønd og vist at han havde slidt to store huller bag på sine bukser: "No skal I sitj nytj patter, di er stuer, men de swier sku". Jeg har aldrig set så store kartofler.

Det var kun 7-8 år Høker Martin kom til at bo i gadehusene. Han ejede godt nok huset, men jorden det lå på, var lejet i 99 år, og lejemålet var ved at være udløbet.

Så købte han en stump jord vest for Stationsbyen, ved Kongevejen, som vi kaldte hovedvejen dengang. Og der flyttede han sit hus hen, selvfølgelig selvgjordt arbejde. Her boede de i mange år, og han fortsatte sin omfattende virksomhed, uden at blive rig af det. På sine ældre dage byggede han et hus tæt ved stationen, og der boede de resten af deres dage.

Familie No. 6 Antjerstin

Se de faktuelle oplysninger her Familie No. 6

Nord for Martins hus, på den anden side af en lille jordvej, boede Munk Antjerstin, hvad hendes efternavn var, ved jeg ikke. Jeg har fået fortalt, at hun var enke efter en der hed Laust Stuergor, men jeg kan ikke få dem opsporet nogen steder, så det må lade ligge. Hun var et surt ribs. Altid misfornøjet, og på kant med alt og alle. Hun var tit årsag til en rask lille krig i gadehusene, men den blev aldrig langvarig og så holdtes der forsoningsfest med erstatningskafe. Hun kom ikke ret tit i mit hjem, og det gjorde ikke noget. Omkring 1917-18 flyttede hun til Brønderslev til en datter, og hendes hus blev revet ned. Det lå også på lejet jord.

Munk Mariane

Se faktuelle oplysninger her Familie No. 7

På den anden side af den lille jordvej boede Munk Mariane, også på lejet grund. Hendes familieforhold kan jeg gøre rede for. I folketællingen i 1860 står der:

Christen Jensen f. i sognet, husmand og kåberslåer ( Kobberslåer)

Mariane Jensen f. i Tornby 1830, hans kone

Julie Jensen, f. i Tornby 1854, deres barn

Jens M. Christensen f. sognet 1856, deres barn

Jens S. Christensen, f. i sognet 1858 deres barn.

Hvis disse tal passer skulle Mariane være over 80 år, da jeg begynder at kunne huske hende, og det kan jeg knap nok forstå. Det er nu heller ikke altid man kan stole på de gamle tællinger, og navnligt når det drejer sig om tilflytter, de havde nok ingen flyttebevis med, så der kan nok være husket forkert på alderen, og læreren Ole Howaldt, der foretog tællinge har nok ikke regnet den slags folk for meget.

Marianes mand døde ret ung, og så måtte hun ernære sig og børnene ved at gå på arbejde på Børglum Kloser og Christiansdal. Hun var ikke kun malkekone, men hjalp også til i marken .Jeg husker hun engang fortalte om, hvor drøjt det var at tage kålroer op med håndkraft. Det var koldt og rimet, roerne sad meget fast, og dagen var på 10-11 timer. Selvom det var mørkt morgen og aften skulle de alligevel hænge i.

Dengang lærte vi at skrå, sag hun, og vi vidste alle at hun var meget glad for en skrå. Daglønnen var lille såd det kneb med at få råd til at købe, så det hændte nok, når disse koner var over den farlige alder, tjente en kardus skrå ved at yde de mandlige kollegaer, daglejere og herregårdsbørdter, den tjeneste som kun kvinder kan yde. Disse "herrer" var i grunden ikke bedre end vore dages narkohajer. De begyndte med at give en skrå i ny og næ, når så ofret var tilvænnet vlle de have betaling. Dette er ikke ngoet jeg har hørt Mariane snakke om, det har jeg luret mig til ved at høre til når mine forældre og naboer talte sammen. Den slags måtte vi børn jo ikke vide noget om. Denne trang til skrå blev ved med at følge Mariane og så da hun blev gammel, hun forsøgte at skjule den, men alle vidste det og morede sig i stilhed over det. En gang vor nabo, fars broder Mads pløjede nord for sin gård kom Mariane hen til ham:

Mads Kjeldsens omtalte i Vendsyssel Tidende i anledning af sin 90 års fødselsdag i 1944. Stor tak til Mette Kjul.

"Åhe Maes! A håer såent en tajpien, ka do intj ji mæ æ got ro for æ !

"Jow" Mads var jo altid hjælpsom.

"Do skal fuuel di muj mæ fløer, å så sæet dæ tæt op æ kakkel te fløen koger, så hjælper æ. Der er osse noen der tåer i stur mujful såltjsyer, det skal osse ka hjæp"

"Så døer a da Maes" , sagde Mariane.

"Ja, de ka nok hæej, men tajpinen gor øwer, å de var jo de do will"

"A stoer å tenker æ på, hves a no fæek en gue skro, trower do intj de ku få æ te å driw ? "

"No de er en skro do wel ha, de ku do ha såe straks, i stee for å sto der å sluer".

Og så fik Mariane en god skrå, og begge var glade.

Også i mit hjem var Marianes lille last en kilde til morskab. Hun og Antjestin fik alderdomspenge, far sad i sognerådet den gang, og det var ham der udbetalte pengene. I begyndelsen 4 kr. om måneden, men det var jo krigstid og dyrtid, så det steg til hele 8 kr. om måneden!!! Selv om det var lidt at leve for , købte Mariane altid en kardus skrå når hun fik pengene. Hun sagde til købmanden, at hun skulle have den til Anton. Købmanden vidste godt, at far ikke skråede, men røg grovskåren tobak, men han roste Mariane fordi hun gik ærinder for far. 

En kardus kunne ikke slå til en hel måned, og så måtte hun på rov. Så kom hun meget stille og lukkede døren til dagligstuen op, for at se om der var nogen, var stuen tom, greb hun en håndfuld af fars tobak, der stod på tobaksbordet, og var der tid til det, tog hun også en håndfuld udkrasning i skuffen under bordet. Så først var hun parat til at gå ud i køkkenet til mor. Vi børn havde vor fornøjelse af at stå og kigge i døren vi holdt på klem. 

 Mariane var den af Gadehusenes beboere der kom tiest i mit hjem. Hun var også den af dem mor helst ville have besøg af. Hun var en lille rund kone, med et godt humør. Hun klynkede aldrig, selv om hun det meget småt. Når hun ikke var tobakshungrig forløbt hendes ankomst på en helt anden måde. Så havde hun altid begyndt samtalen nogen tid før hun kom ind af døren, men det havde mor vænnet sig til, og hun kunne næsten altid gribe tråden, så der ingen afbrydsels blev. Mariane havde sin faste plads ved enden af køkkenbordet, og så fortalt hun og de drak kaffe-kornkaffe. Hun ville have en knaldtår, helst med brunsukker (kandis) til. Hun drak af underkoppen balancerende på 3 fingre, hvad vi børn beundrede meget. Og så gik snakken, undertiden noget springende, hun sagde hvad der faldt hende ind, selv om det var helt uden for det emne der blev behandlet.

Mariane var altid ledsaget af sin hund Mita, en tyk bastard, umådelig fed og umådelig doven. Det førte til en sjov episode. Mariane sad på sin vante plads ved køkkenbordet, og drak kaffe, da en af mine voksne søstre gik igennem køkkenert, så udbrød Mariane:

"To hon er da tyk1"

"Hwa seer do om min piig", sagde mor noget hvast, det ville jo være en stor skandale.

"Nanej" sagde Mariane "De var Mita a kam te å sitj æ på".

Og hun havde set rigtigt, Mita var i lykkelige omstændigheder, selv om Mariane havde passet på som en smed, når den var i løbetiden.

En anden gang kom hun endnu værre afsted. Hun og Antjestin fik hvert år to læs tørv leveret af kommnen. Et år var Mariane misfornøjet med tørvene, der var for mange stykker, og hun klagede til far: "A boeer tyw kårrefull bellinger op på met lowt. Der lisså saej som Worhæer haj seer i Himlen, i en nytj kårre a løwent op Jenses".

"Nå seer haj soent" sagde far.

Så blev Mariane klar over, at hun havde forsnakket sig, hun log og så blev der ikke snakket mere om de tørv. Det var nu sjældent Mariane og de andre beboere i Gadehusene henvendte sig direkte til far. han var for dem sognerådsmanden og gårdmanden, selv om far slet ikke følte sig som sådan. Det var altid mor de henvendte sig til, så skulle hun være deres sagfører. Det gjorde hun gerne, men det var meget lidt far kunne få igennem i sognerådet, man havde meget små sko på, og var meget økonomisk. Det var ikke rart at være gammel og fattig dengang.

Det var en meget primitiv bolig der var i Marianes lille hus. Murerne var bindingsværk, med halmmåtter indvendig på ydermurerne. Det kunne nok behøves for muren var kune en halv sten tyk, det må jo næsten kunne blæse igennem. På sydsiden var der mod vest en dør ind til ganggen, hvor der stod et sjovt gammelt skab. Derfra var der dør ind til stuen. Her var der en alkove, og en bilæggerovn, og under vinduet mod syd, et bord med to stole, og så var der en armstol af de praktiske, med et hul i midten, og et løst sæde over. Dette var hele møblementet. Nej, jeg glemmer klokken ,der var noget for sig. Den var helt af træ, kun viseren var af ben, og der var kun en. Jeg spurgte engang Mariane, hvor den anden viser var bleven af, hun sagde, at der aldrig havde været mere end en. Det var naturligvis timeviseren der var der, minutterne kom sig ikke så nøje i gamle dage. Dette klokkeværk ville være en lækkerbisken for en samler i dag, så jeg håber at det er bleven bevaret. Øst for stuen var der et smalt rum der gik tværs gennem huset, her havde hun sine tørv og hvad andet brændbart hun kunne bjerge, de to læs tørv var jo ikke nok. Mod nord var der en meget lav dør ind til et lille bryggers, og et køkken med åben skorsten, hvorfra der fyredes i bilæggeren i stuen. Her i bunden af den åbne skorsten havde Høker Martin med stor snilde lavet det åbne ildsted om til et primitivt komfur. Det hele var muret op, der var ikke andet støbegods end en fyrdør og nogle løse ringe, så hun kunne regulere størrelsen af det hul gryden skulle stå i. Det fungrede vist godt, og Mariane var gladf for hendes "komfur" der for hende var et stort fremskridt.

Mariane blev efterhånden for gammel til at klare sig selv og i 1917, var det nok, skaffede hendes datter, der boede i Hjørring, hende en lejlighed i Overgade, i nærheden af, hvor hun selv boede. Huset hun boede i her lå på lejet jord, der skulle tilbage til Jens Jacobsens gård. Da hun skulle flytte kom hun op til far, for at sælge ham huset til nedrivning. Hun forlangte 100 kr. Far syntes det var en stiv pris.

" Der er ikke meget i det, kun lidt brændsel"

"Der er da osse no murstin" sagde hun

"Ja, men de er wal satj jenner munkstin" mente far.

Da blev Mariane meget vred, hun tog det som en hentydning til hendes øgenavn. Det var ikke fars mening at fornærme hende, så nu måtte han op med de 100 kr. Men han fik ret, der var kun halve munkesten i huset.

Da Mariane var flyttet til Hjørring var jeg engang med mor inde at se, hvordan hun boede. Det var en meget lille lejlighed i et gammelt hus. Der var først en lille forgang hvor hendes natstol stod allerinderst. Der var et forhæng til at trække for, når den var i funktion, det syntes hun var helt overflødigt

"Di wæ da olsammen at a skal skij i gång i mel".

Det var ikke noget at skjule sig for. Fra gangen kom man ind i køkkenet, der var jernvask, vandhane og et gasapparat. Det var altsommane noget ny for Mariane, men hun var glad for det, undtagen gassen, den var hun bagne for. "De er noe sæer skit" sagde hun "De er intj te å blæs uk"

"Nej de tøks a heller intj do skal prøw æpå" sagde mor "Så ka do komm te å ta dæ siel å mæ lyve"

"Ja, de er no skit " mente Mariane.

Hendes lille stue, der vendte mod syd, var indrettet som den i Vittrup, kun havde hun fået en seng i stedet for alkoven. Klokken var der også, det er fordi den kom til Hjørring, jeg håber på, at den er bleven bevaret.

Det blev kun knap 2 år Mariane kom til at bo i Hjørring, så var hendes tid udløben. Hvis hun virkelig var født i 1830, må hun have været lige ved 90, og det tror jeg ikke på.

TejAjs og TejHanne

Se faktuelle oplysninger her Familie No. 8

Lidt længere mod vest og nord, lå der et meget lille hus. Det var hvad vi i dag kalder et nedlagt landbrug. Jorden var kommet til Jens Jacobsens gård, og huset var lejet ud. Her boede Tejajs og Tejhanne. Tejajs var fra Østrig, måske tjækker  ( men ingen Swejk). Han var kommet til Danmark som soldat i 1864, da østrigerne hjalp tyskerne med at besætte Jylland. Hvad der har fået ham til at desetere fra hæren ved jeg ikke. Det kan ikke være Hannes yndigheder, så havde hun i al fald skæmmet sig meget siden 64, hun var en af de grimmeste kvinder jeg har set. Tejajs rigtige navn var Thjærse, eller sådan ngoet. Han lærte aldrig at tale rent dansk, og han blev aldrig dansk statsborger. Da første verdenskrig kom var der nogle der truede ham, med, at han skulle sendes hjem til Østrig. Så græd Tejajs. "Nej, nej! Got i Danmark". Han ville ikke hjem.

Som jeg husker dem var de begge to gamle, og var forlængst holdt op med at arbejde på herregårdene. hanne såes sjælden udenfor huset, men Tejajs var altid på farten. Han kløvede brænde, og sad ved grisesøer når de skulle fare. Han var meget omhyggelig med smågrisene, men han kunne blive rasende, hvis de ikke ville makke ret, og så kunne det ske at der gik en gris til spilde.

Tejajs må i sin ungdom have været en høj mand. Som gammel var han meget duknakket nærmest rundrygget, og alligevel husker jeg ham som en stor mand. Ha nvar vidst noget af en børneven, han snakkede altid til os børn, når vi mdøte ham. Han gik altid med et kræmmerhus sukker i bukselommen. "Do skal ha i kanl" og så kom det sammenklistrede sukker op af lommen. Vi havde besked på, at vi ikke måtte tage det i munden før det var vasket, men det var ikke så let at overholde når han stod og så på om vi syntes om det.

Når vi havde bagt rugbrød i den store ovn, der rummede 30 brød, så skulle Tejajs, Mariane og Antjestin hver have en kage. Hvis de ikke havde lugtet lunten og kom kort efter, var det min opgave at dele det ud. Det var et taknemligt hverv, og især Tejajs var overstrømmende. Han kom altid senere og takkede mor "De var no got brøøj, men de var noe sukt". Han vænnede sig aldrig til det danske rugbrød, og måske også han havde dårlig mave, hvad ved jeg. Huset de boede i var meget gammelt og meget primitivt. Mod øst kom man ind i en forgang, hvor deres 8-10 høns havde deres officielle plads. Om vinteren flyttede de dog altid ind i stuen, så hele "familien" var samlet, og det lunede begge parter. I stuen var bilægger, alkove, bord og stole, mere husker jeg ikke. At der var utroligt snavset, i samliv med hønsene siger sig selv, og Hanne havde heller ikke rengøringsvanvid, så luften var meget beklumret derinde. De andre rum i huset har jeg aldrig set, og nærede heller ikke noget ønske om at se dem.

Men så blev Tejajs syg, og skulle have læge, måske for første gang i sit liv. Mor skulle altid hjælpe til når der var noget på færde i husene. Hun tog vaskefa og håndklæde med: "Woj hår de wal" mente hun - det havde de - selv om der ikke var særligt rent. Det første Dr. Weyvardt sagde, da han kom ind i den beklumrede luft, var at der skulle åbnes et vindue op. Det var lettere sagt end gjort. Hanne brugte ikke at tære på den friske luft. Hun og mor gav sig til at prøve, om de kunne få vinduet op, i mens begyndte Dr. Weyvardt at undersøge Tejajs. "Har han haft åbning", spurgte han. Det misforstod TejHanne og svarede: "Nej, hengslerne er røste". Hun troede, at det var vinduet han mente. Dr. Weyvardt var en meget akademisk herre, der holdt på formen, men da han og mor fulgtes ad derfra tog han hende i hånden og sagde: "Tak for hjælpen Johanne Kjeldsen". Da var det lige ved, at mor syntes hun havde fået ridderslaget.

Om det var på grund af de rustne hængsler, eller der var andre årsager, ved jeg ikke, men Tejajs døde og Hanne kom på fattiggården. Hun overlevede ham ikke ret længe. Børn har jeg aldrig hørt tale om, så de havde nok ingen.

Det var på meget kort tid hele den verden, der var i Gadehusene gik under, det drejer sig kun om 2-3 år, så var det hele væk. Jeg ved ikke rigtig om man skal være taknemli for, at have fået det glimt af fortiden. Jo, det skal jeg nok. Det kan i alt fald få en til at være glad for, at det ikke er sådan for os gamle nu.

Kræn Hansen

Se de faktuelle oplysninger her Familie No. 9

P.S. jeg har fået at vide, at der har været et hus til i Gadehusene. Det lå lidt vest for Munk Antjestins hus. Der boede Kren Hansen og Anmarith indtil Kren stak af til Amerika. I ægteskabet med Kren Hansen havde Anmaritj to børn. Stense der kom til at bo i Børglu og en der hed Fine, der boede i Krustrup.

Til huset Kren Hansen og Anmaritj boede i var der lidt jord, så meget at de kunne have en ko. Huset var forsvunden før jeg kan huske. Det har nok ligget på lejet jord og lejemålet udløben. Så Anmaritj og Lars Mathisen købte Trons Karls hus, da han blev omvendt og ville flytte til frommere egne.

Godtfred Jensen

Se faktuelle oplysninger om ham her Familie No. 1

Sprats hanne havde før hun blev gift med Sprats to sønner, den ene Lars har jeg fortalt om. Den anden hed Godtfred Jensen. Han tjente forskellige steder, men så fik han betændelse i ørerne, nogle mente, at det var fordi hans husbond havde givet ham lussinger, han kom til at ligge i et karlekammer uden af få lægehjælp, og det endte med, at han blev stokdøv på begge ører. Han var i mange år staldkarl på Christiansdal, og vist nok også på Klostret. Sine sidste år levede han på alderdomshjemmet i Løkken. Der blev sagt om ham, at han var skikkelig og trofast. Men det var jo ikke nemt at komme i kontakt med ham. det må have været en kummerlig tilværelse.