Anders Andersen Jacobsen og Dagmar V. Gammelgaard

Anders Andersen Jacobsen var Peers bedstes morbror.

Efter hendes mors død, kom hun hen til Anders og Dagmar at bo. Derfor kom de og deres børn til at betyde noget særligt for hende.

Jeg har fået fat i de taler, som deres søn

Søren Gammelgaard Jacobsen holdt ved deres begravelser

- og det er dem der vil være det meste af denne fortælling.

Karetmager Peder Jacobsen og Ane Marie Christensdatter

Anders Andersen Jacobsen kom til verden d. 16. februar 1874 i Saltum sogn, som søn af Peder Jacobsen og Ane Marie Christensdatter. Det var deres 2. barn, og han blev opkaldt efter sin farbror som var død 6 år forinden.

Dåben fandt sted 2. august 1874 i Saltum kirke d. 2. august 1874, og det var også her, at han blev konfirmeret. Hanfik med tiden 7 mindre søskende, heraf var der 2 hold tvillinger, men en tvilling fra hvert af holdene døde som små.

Han blev 12. november 1907 gift i Serritslev kirke, for Dagmar Viktoria Gammelgaard var derfra.

Maren Bertelsdatter (21.06.1847-10.07.1919) og Søren Marius Andersen Gammelgaard (09.09.1852-10.07.1906)

Dagmar Viktoria Gammelgaard blev født d. 4. februar 1885 i Em sogn, som datter af Mette Berthelsdatter og Søren Marius Andersen Gammelgaard. Ægteparret var meget religiøse, men de var samtidigt meget interesseret i samfundsspørgsmål.

Mette havde født 13 børn, men ikke mange havde overlevet. Et par tvillinger var døde få dage gamle, og i årene 1891-1893 døde 5 af deres børn af Difteritis. Ikke noget at sige til, at de havde brug for at tro på noget.

Familien rykker det lille stykke vej fra Em sogn til Serritslev. Dagmar skulle derfor naturligt nok være blevet konfirmeret i Serritslev kirke, men det var vigtigt, at præstens og forældrenes religiøse tro, stemte ens, og derfor blev Dagmar konfirmeret i Brønderslev Kirke 9. april 1899.

Året inden Dagmar og Anders blev gift døde Søren Marinus Andersen Gammelgaard, knap 54 år gammel.

Ægteparret slog sig ned i Saltum sogn,

 og her fik de følgende børn:

Peder  20. oktober 1908

Søren  8. juli 1912

Jacob 17. august 1915

Maren 22. september 1921 - 18. januar 1922

Maren 17. juli 1924

Johannes 27. februar 1926

Nogle af dem fik mellemnavnet Gammelgaard, andre tog det senere og nogle syntes, at Jacobsen var nok.

I flg. Peers bedste, var der en Maren mere, men da jeg hverken har kunnet finde hende, eller Søren omtaler denne Maren, har jeg valgt at ignorere det.

Sådan så Dagmar og Anders ud, da Ane kom hen til dem som plejebarn.

Det var altså i denne familie, som Peers bedste kom hen til, da hendes mor var død i 1926. Det var et hjem hvor højskole og videbegærlighed var i højsæde, og ingen tvivl om, at morbroren og tanten har haft stor indflydelse på Ane.

Deres ældste søn Peder, kaldet Peer fotograferet sammen med sin mormor Maren Bertelsdatter og 2 af hendes børn Anders og Hedvig.

Heller ikke Dagmar og Anders undgår sygdom og død. Ikke nok med at de har mistet deres første Maren  - i 1933 mistede de også Peder. Han døde af kræft.

Anders og Dagmar havde også haft Dagmars moster Johanne boende. Hun døde i 1936.

Anders og Dagmars yngste søn, der var så hårdt plaget af sclerose

Ikke nok med det, deres yngste søn havde fået sclerose, og var hårdt ramt.

Anders døde i 1954, desværre kender jeg ikke datoen for hverken dødsfaldet eller begravelsen, som fandt sted på Saltum kirke.

Her kommer den tale, som han og Dagmars søn Søren holdt. Han var en begavet dreng, som var blevet professor, vismand mm.

Søren Gammelgaard Jacobsens tale ved sin far

Anders Andersen Jacobsens begravelse

 Læs evt. mere om Søren Gammelgaard her: http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/National%C3%B8konom/S%C3%B8ren_Gammelg%C3%A5rd

Anders året efter han har mistet sønnen Peer. Pigen til venstre tror jeg, er datteren Maren.

Når de gamle nordboer gravsatte deres døde, lød det fra mand til mand:

Fæ dør

frænde dør,

selv dør jeg med.

Eet ved jeg,

som aldrig dør:

dommen over hver mand død.

Dette årtusindgamle vers kan vi passende tage som udgangspunkt ved den lejlighed, som samler os her i dag. Vi, der er til stede her i kirken, og de, der følger os i tanken, har alle mistet noget ved fars død. En iblandt os har mistet den trofaste og hjælpsomme mand, som hun igennem snart 50 år har delt livetes glæder og sorger med. Fire af os har mistet en god og kærlig far, og to har mistet deres forstående svigerfar. Tre af dem, der kun kan være med i tanken, har mistet deres uforlignelige og uforglemmelige bedstefar. Andre i blandt os har mistet en bror, en svoger eller en onkel og adskillige har mistet en retsindig nabo og omgangsfælle, igennem mange år. Alle har vi mistet en ven, som vi holdt af, og som vi vil komme til at savne fremover. Men vi har også alle det tilbage, som aldrig dør, så længe vi selv lever: Dommen over hver mand død.

Når de gamle talte om dommen ove hver mand død, så mente de naturligvis ikke dom i ordets bogstavelige forstand. Det, de tænkte på, var mindet om den døde, som skulle leve i og bland dem, der blev tilbage. Og således er det også her i dag. Far er død, men hans minde vil leve længe efter ham.

Vi kan ikke allerede nu gøre op, hvad far har betydet for hver enkelt af os. Det vil først efterhånden afklare sig i vor bevidsthed. Men lad os prøve at samles i et billede af det livsløb, som nu er til ende.

Far blev født i Sønder Satlum den 16. februar 1874. Hans forældre boede dengang i et hus, som lå lige øst for den plads, hvor nu smedien ligger . Fars fødested lå altså meget nær ved Satlumgaard, hvor størstedelen af hans mandomsgerning skulle komme til at falde. Det var dog kun de allerførste af barndomsårene, han tilbragte i Sønder Saltum. Hans far var faglært karetmager, men efterhånden som børneflokken voksede - der kom 10 ialt  - fandt han på at supplere håndværket med landbrug, bl.a. fordi børnene så ikke så tidligt behøvede at blive sendt ud at tjene hos fremmede. Han købte derfor ejendommen Sandager her lige øst for Saltum kirke og nolge år senere forpagtede han Bakkegaarden med tilhørende mølleri lidt længere henne ad vejen mod Nørre Saltum. Fars barndom og ungdom kom altså til at udspille sig her i Nørre Saltum, og han blev fra barn af oplært ikke blot ved landbruget, men også ved mølleriet. Endnu mange år efter blev vi børn en gang hvert kvartal mindet om, at far også havde lært møllerhåndteringen. Når opkrævningen på hans livsforsikringspolice kom, var de altid stilet til Hr. Møllersvend Anders Andersen Jacobsen.

Det blev dog landbruget, som blev hovedinteressen, og han dygtiggjorde sig til dette erhverv i forskellige lærepladser, bl.a. hos den dengang kendte foregangsmand i kartoffelavlen, Anton Sørensen, Haubro. Teoretisk uddannelse modtog han desuden ved ophold på Bælum Højskole hos forstander Willumsen og på Kærhave Husmandsskole ved Ringsted. Dengang var det jo ikke almindeligt som nu at supplere den praktiske uddannelse med teori, men for far blev dette af stor betydning hele livet igenem. Han talte altid med begejstring om sine læreår og de forskellige læremestre, han havde haft, og vi har liggende breve fra den tid, som viser, hvilken mægtig inspiration og berigelse han modtog på den måde. I et brev fra tiden hos Anton Sørensen skriver han således, at han af denne foregangsmand i praktisk landbrug har lært "at der ingen grænser er for, hvad jorden kan give".

Denne lære var dengang ny og revolutionerende, men udviklingen har siden da har jo vist, t den var sand. Høstudbyttet her i landet pr. arealenhed er mere end fordoblet i dette tidsrum, der er gået, siden det brev blev skrevet i 1903, den afgrøde , som far særlig lærte om hos Anton Sørensen var kartoffelavlen, er der endda tale om en tredobling.

I et andet brev fra tiden hos Antong Sørensen skrev far:

"Jeg har haft megen glæade af den tid, jeg har været her, og jeg tror også sikkert, det vil få betydning for mig i fremtiden. Det er jo altid godt at komme i ring med mange folk, og det er jo særlig lejlighed til her, hvor der kommer så mange"

I et lidt senere brev kan vi se om højskoleholdets betydning for ham. Han skriver her, at han har fået brev fra sin søster Tine, som på det pågældende tidspunkt var på højskole:

5 søskende: Forrest fra venstre: Maren, Inger og Tine, bagerst Anders og Christian.

"Hun længes hjem, tror jeg, det synes jeg, jeg kan se af hendes breve. Det kan jeg ikke rigtigt forstå hun kan, på den plads. Jeg kan huske fra den tid, jeg var på højskole, det var den skønneste tid i mit liv".

At denne lovprisning af højskolen ikke blot er et udslag af en øjeblikkelig stemning, kan man se af, at livet igennem var en ivrig fortaler for højskolen og i det hele taget for folkeoplysningens sag. Han har både med råd og dåd været med i ungdomsforeninger, foredragsforeninger, biblioteksforeninger og landbrugsfagligt oplysningsarbejde. Også folkeskolen havde hans interesse. Far var en af de få forældre, som altid benyttede sig af sin ret til at overvære eksaminerne i Sønder Saltum Skole, og da loven om oprettelse af forældreråd blev gennemført, blev han skolerådets første formand.

Saltumgård. Anders og Dagmar solgte den i 1948, da var ejendosmsskylden 33.000 kr. Til ejendommen hørte 16 tønder land, hvoraf de 2 tønder var eng. Den normale besætning på gården var: 6 køer, 6 ungkreatuer, 2 heste, 100 høns, 4 søer, og der blev leveret 20 svin årligt.

I 1907, altså i en alder af 33 år, nedsatte han sig som selvstændig landbruger, idet han købte "Bonkegaard" i Sønder Saltum. Kort tid efter giftede han sig med mor, som var kommet til Saltum som sygeplejerske i den nyoprettede sygeplejeafdeling for Saltum-Hune Kommune. I Bonkegaard havde far og mor 11 år, og her kom de tre ældste af os til verden. I foråret 1918 købte far "Skovbygaard" i V. Hjermitslev, men her kunne han ikke rigtig finde sig til rette, og allerede samme efterår købte han Saltumgaard i Sønder Saltum. Denne ejendom drev han derefter i næsten 30 år, indtil han i foråret 1948 som 74-årig flyttede til det nyopførte, smukke og velindrettede hus i Løkken, hvor han og mor siden har nydt en velfortjent fyraften efter en lang og virksom arbejdsdag.

Inden for de rammer, jeg her har trukket op, kom fars liv til at forme sig, og det blev et usædvanligt rigt liv.

Økonmisk set blev der vel ikke meget mere end til dagen og vejen - han og mor begyndte jo på bar bund og byggede alting op selv. Der blev dog igennem årene nok til at tilvejebringe de ydre betingelser for et smukt og et godt hjem, og der var altid tilstrækkeligt til en tryg tilværelse for os børn.

Vender vi os fra det økonomiske til det rent mennekselige eller åndelige livsindhold, tror jeg, at man har lov til at sige, at fars liv blev ud over det sædvanlige. Han havde et åbent og letbevægeligt sind, og han havde lykke at han trods sin høje alder bevarede det frisk og usvækket lige til sygdommen satte ind for 14 dage siden.

De 2 brødre Jacob og Anders. Jacob var elektriker og opfinder. Han havde gang i en god virksomhede i København, som er en del af det nuværende Lauritz Knudsen. Han døde under en blindtarmsoperation i 1913.

Far var en alvorlig mand. Han kendte livets vilkår og sygdom og død kom til at sætte stærke spor i hans allernærmeste kreds. Både han og mor har måttet følge de fleste af deres mange søskende til graven, og af deres 6 børn er 2 døde og 1 ramt af alvorlig sygdom. Som forholdende har formet sig, er det derfor ikke så sært, at alvor blev et fremtrædende træk hos far. Jeg tror dog ikke, at det alene er forholdene, som har fremkaldt dette træk. Der var noget i hans natur noget, som gik i samme retning. Det kommer frem allerede i de breve som er bevaret fra hans ungdom, særlig tydeligt et brev fra den 12. oktober 1903, hvor han skriver følgende:

 Der har været Efteraarsmøde her i Haubro i to Dage. Der var tre Foredrag om Dagen, og har været til dem alle. Ja, det er at bruge Forsamlingshusene paa rette Maade. Der var 3 Foredragsholdere, 3 udmærkede Mænd. Grønvald Nielsen var den ene. Jeg ved ikke, om du har hørt ham omtalt, han er jo en stor Mand, som gjør et stort Arbejde til Gavn for Samfundet, særlig tager han Arbejdernes Parti. Ja, han er "Frihedsmand" til det yderste. Jeg har aldrig hørt en Mand, jeg har været saa begejstret for, som ham. Jeg kan ikke referere hans Foredrag, som jeg gjærne vilde. Han brugte til Indledning disse Ord til et af sine Foredrag:

"Alt kunde være anderledes. Ja, det kan vi bebrejde os selv, det kunde have været anderledes. Der har vist ingen Mennesker levet på Jorden, som kan sige:"Jeg har levet Livet, som jeg skulde". Bare man kunde bruge Tiden paa rette Maade. Men desværre bruger man alt for megen Tid paa ingen Nytte, og naar man tænker alvorligt, saa er Tiden kort, vi har til at være her på Jorden"

Grønvald Nielsen.

Vi ser her den knap 30 årige mand udtale sig om noget af det helt centrale her i tilværelsen: "Der er vist ingen mennesker levet på jorden, som kan sige: Jeg har levet livet, som jeg skulle. Bare man kunne bruge tiden på rette måde. Men desværre bruger man alt for megen tid til ingen nytte, og når man tænker alvorligt, så er tiden kort, vi har til at være her på jorden.

Fars tid blev jo ikke så kort endda, regnet efter et menneskelivs målestok, men han ville nok alligevel ikke have vovet at påstå, at han har levet sit liv, som han skulle, eller at han har brugt tiden på rette måde - til en sådan påstand havde han alt for megen selvkritik. Heller ikke vi, der er blevet tilbage, tør vel svinge os så højt op, men tør sige, at vi kun kan ønske for os selv, at vi kan fylde vor plads lige så godt, som han har fyldt sin.

I brevstykket jeg lige har læst, se vi også en anden side af fars natur, hans interesse for samfundslivet. Han er ikke tilfreds med forholdene, som de er. Han priser foredragsholderen, den dengang kendte Højskolemand Grønvald Nielsen, som en "Frihedsmand", og han betegner ham, som en mand "... som gjør et stort arbejde til gavn for samfundet, særligt tager han arbejdernes parti". Denne interesse for samfundslivet bevarede far hele sit liv igennem, og han gjorde, hvad han kunne, for at vi børn skulle tage den i arv efter ham.

Jeg tror ikke, at far var meget optaget af de kommunalpolitiske spørgsmål. Jeg mindes i hvert fald ikke, at jeg nogensinde har hørt ham tale særligt om dem. Men rigsdalspolitikken, hvor de idébestemte synspunkter har et større råderum, interesserede han sig levende for, og han fulgte med ikke blot i aviserne, men også i politiske skrifter, ved politiske møder og i diskussionen mand og mand imellem.

Wilhelm Lassen

Da far var 15 år gammel, påbegyndte Vilhelm Lassen udgivelsen af "Aalborg Antstidende" og den mands virksomhed og det blads kamp fulgte hhan med en sådan begejstring, at der altid var en særlig varme i hans stemme, når han fortalte os børn om det. I dagligstuen på "Saltumgaard" hang det bekendte billede af Vilhelm lassen, som vistnok endnu findes i en del landbohjem her i Nordylland. Det bærer underskriften:

"Han troede på dem, der gik i mulden og såede og høstede rigdommen hjem til os alle"

- og den underskrift satte far meget højt, bonde og landbruger som han var med live og sjæl. Han troede selv på dem, som går i mulden og sår og høster rigdommen hjem til os alle, og han delte Vilhelm Lassens syn på de tre store agerspørgsmål: Andelsbevægelsen, husmandssagen og hedeopdyrkningen.

Hans interesse for andelsbevægelsen førte ham igennem mange år ind i ledelsen af mejeriet, brugsforeningen og foderstofforeningen i Sønder Satlum, og igennem flere perioder betroede hans fagfæller ham formandshvervet. Han søgte ikke disse hverv, han tog dem som borgerligt ombud, og han følte det ansvar og de forpligtelser, som de lagde på hans skuldre. Det, som far så i andelsbevægelsen, var ikke blot den praktiske økonomiske betydning for landbruget og dermed for hele det danske samfund, men også dens folkeopdragelse og folkeudviklende værdi. Inden for andelsbevægelsen lokale forgreninger lærte bonden at styre i fælllesskab. Han fik indsigt i forhold og synspunkter, som rakte ud over hans nærmeste daglige omgivelser, og han dygtiggjorde sig derigennem til deltagelse i det folkestyre, som i fars tid har løftet bønderne og derefter arbejderne fra åndelig og politisk alme til ligeberettigede samfundslag med indflydelse på og medansvar for vort folks fælles anliggender.

Fars glæde over udstykning og husmandsbevægelsen husker vi børn i sær fra køreturene til mors hjem i Serritslev. Det er en tur på 3 mil, men den gjorde vi dengang med hest og vogn, og så blev turen altid lagt om ad Manna, hvor netop i de år det ene nye statshusmandsbrug skød op efter det andet. Det var far en særlig glæde at følge denne udvikling, og hans lovord om det arbejde, som her blev nedlagt, og om den forøgelse af velfærd og menneskelig lykke, som udfoldede sig for vore øjne, høret til den allerførste belæring, som vi børn fik om verden uden for hjemmets fire vægge. Og de indtryk vi modtog på disse ture, der altid blev foretaget i den lyse sommertid, når vejret var til de lange køreture, og humøret stod højt, har gjort, at udstykningsbevægelsen, husmandssagen og hele den folkelige rejsning i vor bevidsthed er gået i et med sol og sommer, frodighed og vækst. Dertil bidrog også Bjørnsons, Blichers, Aakjærs og Skjoldborgs dejlige sange, som far og mor ofte sang med os børn.

Hedeopdrykningen og plantningssagen måtte far i følge sagens natur følge mer på afstand, men han var dog med i de plantninsselskaber, som plantede skov her vest for Saltum Kirke, og som i løbet af hans levetid omskabte den øde barske vestkystegn til en af de smukkeste pletter i vor landsdel, ja, måske i hele vort land.

Selv om far som sagt af overbevisning var venstremand, var han ingenlunde en blind partigænger. Han kunne godt se fejl hos det parti, som han tilhørte, og det er også enkelte gang sket, at han på valgdagen har stemt på et andet parti. Han hørt f.eks til dem, der var utilfredse med kursen efter systemskiftet i 1901. I et brev fra 1904 skriver han således:

"Nu skal jeg love for, at Pryglestraffen bliver behandlet, det kan jo se ud til, som Venstre skal skilles for dette punkt. Her mangler en linje .. i denne tid. Der bliver vist ikke meget positivt ud af denne Samling, men det lader til, at Venstreregeringen får Folkestemningen i mod sig".

Og om sit ellers så kære "Aalborg Amtstidende" skrev han kritisk til sin bror Jacob i København, som havde lovet at sende Vilhelm Rasmussens tidsskrift: "Det nye Aarhundrede".

"Jeg længet meget efter "Det nye Aarhundrede" som du lovede at sende mig, for Amtstidende er blevet meget tør... Jeg forstår ikke "Aalborg Amtstidende", den holde Ting hemmelig, som den almindelige Befolkning burde have at vide".

I de senere år var det navnlig venstres stilling til militærpolitikken og socialpolitikken, som kunne volde far vanskeligheder. Han havde livet igennem et åbent blik og et varmt hjerte for dem, der lever på livets skyggeside, og han syntes ikke, at venstre på dette punkt altid levede op til de store idealer fra gennembrudsårene.

Selv om far var en mand, der følte livets ansvar og alvor, kunne han dog også være en munter mand. Den side af hans natur lærte vi allerede at kende som børn, og den kom særlig frem, når familie, naboer og venner kom på besøg. Far havde jo en meget stor familie, og han var familiemenneske som få. Allerede i et af ungdomsbrevene skriver han:

"Det er en dejlig Tid, naar hele Familjen er samlet,

men det er altid trist,

 naar man skilles igen"

Det var næsten, som om den lyse og muntre side i fars natur blev mere fremherskende under årene i Løkken, efter at han var blevet befriet for spekulationerne og bryderiet med landbruget, som nok tyngede ham en del i de sidste år på Saltumgaard. Ikke mindt over for børn kunne han udfolde sit lune, og hans tre børnebørn vil huske ham som en glad og hyggelig bedstefar, der helt kunne sætte sig på deres stade og altid var med på en spas.

Over for børnebørnene begyndte hans opdragergerning på ny, og vist nok på en friere og gladere måde, end da det var hans egne børn, det gjalt. Når jeg i de sidste år har cyklet med mine to drenge i egnen mellem Løkken, Saltum, Vester Hjermitslev og Ingstrup, har jeg gang på gang kunne høre på dem, at fars syn på den egn, den befolkning og det erhverv, han tilhørte, også har smittet af på dem på samme måde, som det i sin tid var med til at præge os. Og hvor ofte har de ikke derhjemme i Dragør fortalt os om glæder og oplevelser, som de har haft under deres lange ferieophold i Saltum og Løkken. De følte sig som hjemme begge steder, farfar og farmor har vist haft lige så stor betydning for deres udvikling, som Gerda og jeg. De har i hvert fald vist dem en livsholdning, som ikke kan undgå at få betydning i deres fremtidige udvikling.

Jeg har nu søgt at tegne et billede af far, således som han står for mig, når jeg idag skal prøve at gøre op, hvad vi har mistet ved hans død. Han var "en mand af gammel dyd og dansk oprigtighed, af ja og nej og hvad man godt og ælrlig ellers ved". Vi vil bevare hans minde i kærlig, taknemlig erindring, og vi vil søge at leve op til det eksempel, han har sat os. Skal jeg i korte begreb sammenfatte, hvad det eksempel går ud på, kan jeg ikke gøre det bedre end ved at fremsige de tre sidste vers af Johannes V. Jensens bålfældssang, som i sine enkle, lovbundne alvor, ligger tæt op til det årtusindgamle vers, jeg tog som udgangspunkt.

Den stund du lever, løft din pande

og bøj dig lydigt, når du må.

Frimodig, prøvet sjæl skal sande,

 at det er vakkert at forgå.

Det vare ved, det fagre spil,

om også du ej mer ser til.

Slægt følger slægter som en kæde

af ånden knyttet, led ved led.

At øge madevid og glæde,

er al den id, der varer ved.

De dyre leveår er få,

men slægtens træ skal evigt stå.

For stedse fjernt, et navn blandt navne,

dit væsen står i mindets malm.

Så giv til ilden skal og avne,

til ilden giv den visne halm.

På livets ager som tilforn

med kærner gror det grønne korn.

Dette var ordene, som Søren Gammelgaard Jacobsen sagde, ved hans fars begravelse i 1954 i Satlum Kirke. Dagmar var enke i et par år, inden hun døde 1. april 1956. Lige som ved sin fars begravelse, holdt Søren også en tale ved morens begravelse i Saltum kirke.

Talen som Søren Gammelgaard Jacobsen holdt ved sin mor

Dagmar Viktoria Jacobsen f. Gammelgaards

begravelse i Saltum kirke, april 1956

For 2 år siden var vi samlet om fars kiste. I dag er det mor, det gælder. Ved hendes død ophører det hjem at eksistere, som de to stiftede for snart 50 år siden. Det hjem, hvor vi har levet en skærmet og tryg barndom, og som vi altid siden kunne vende tilbage til og samles i, når som helst vi havde brug for det, har nu mistet sit indhold, og om kort tid vil heller ikke den ydre ramme findes mere.

Vi har så kun mindet tilbage. Men vi ved, at det vil leve i os, så længe vi selv leveer. Selv om vi nu ikke mere kan spørge far og mor til råds, har vi altid deres eksempel for os. Og det vil vi komme til at sammenligne os selv med mange gange, både når vi handler og tænker, som de ville have gjort det, og når vi handler anderledes. Det er dem, der først har lært os at skelne mellem ondt og godt. Og alt, hvad der siden har udviklet sig i os, bygger på disse første kim, i efterfølgelse eller i modsætning.

Jeg tror, at forholdet mellem forældre og børn sædvanligvis gennemløber tre forskellige faser. Jeg synes, jeg selv har erfaret tdet i mit liv, og andre har bekræftet over for mig, at deres erfaring går i samme retning.

Der er først perioden, hvor far og mor er ens hele verden. Det er bandommens år, den grænseløse forgudelses år, hvor blot det gælder om at blive som far og mor.

Derefter kommer ungdomsårene, hvor verden uden for hjemmet trænger sig mere og mere på i ens bevidsthed. Det er sammenligningens år, hvor kritikken af far og mor melder sig, hvor vi bygger vores egen personlighed op ved at vælge og vrage mellem deres og omverdenens meninger og væremåde. Det sker undertiden i den periode,  at den alt for blinde forgudelse fra barneårene slår over i sin modsætning: Den alt for blinde forkastelse, hvor intet af det nedarvede mere dur for os. Det er dog nok det almindeligste, og i hvert fald det lykkeligste, at noget af barndommens verden bæres over i den større og mere usikre verden, som nu åbner sig for os.

Den tredje periode begynder, når vi selv stifter hjem, når vi pludselig står med et ansvar over for ægtefælle og børn. Så bliver det igen lettere for os at se med vore forældres øjne. Vi genfinder deres problemer og måske også deres natur i os selv, og vi forstår og respekterer deres handlinger og meninger også på de punkter, hvor vi selv er kommet til andre resultater.

Dette er den dybere forståelses periode. Og jeg tror, det er en stor lykke for os, om vi kan beholde vores forældre så længe, at vi når frem til dette fordybelses stadium i det indbrydes forhold. Den lykke har vi haft i vores familie, og det har vi grund til at være glade og taknemlige for.

Vi kan ikke og skal heller ikke allerede nu gøre op, hvad mor har betydet for os. Det vil først efterhånden bundfælde sig i os, og det vil jo nok iøvrigt blive forskelligt for hver enkelt af os, alt efter hvilke oplevelser vi har haft sammen med hende. Men jeg vil prøve at tegne et billede af mors livsløb og af hendes personlighed.

Mor blev født den 4. februar 1885 i Emb Udflyttergård, som ligger lige øst for Emb Station og nu efter efter familien har fået navnet Gammelgaard. Da hun var 13 år, flyttede familien til gården Vesteraa i Serritslev, som nu vist også kaldes Gammelgaard.

Søren Marius Andersen Gammelgaard

Hendes far var den dengang kendte Søren Marius Gammelgaard, som var en særpræget og usædvanlig begavet mand, og som har haft stor indflydelse på mors hele livsindstilling. Han gjorde sig ret stærkt gældende i det offentlige liv, bl.a. ved en lang række situationsbilleder og meningsdannende artikler i Vendsyssel Tidende og Aalborg Amtstidende. Vi har liggende en hel bog fuld af hans skriftelige arbejder,  og den rummer adskillige bidrag af betydelig historisk interesse, ikke mindst til belysning af provisorietidens spændte politiske forhold og dens afspejlinger blandt datidens vendsysselske bønder. Den viser os billedet af en venstremad af Hørups radikale tilsnit. Og mor har fortalt, at han i en årrække var abonnent på Hørups blad Politiken, som dengang var uset på de kanter, og som betød noget helt andet i dansk politik end nu. Hans frisind strakte sig så vidt, at han flere gange lod den lokale afdeling af det da ganske unge Socialdemokrati holde hvervemøde i laden på Gammelgaard. Det fremgår af hans kommentarer, at han ganske vist ikke var enig med de dengang så forhadte socailister i deres politiske endemål. Men han forstod, at det var nødvendigt, at småkårsfolkene fik bedre kår, at de ikke ville få det, hvis de ikke selv sluttede sig sammen i kamp for dette mål. Som et kuriosum kan jeg nævne, at den, der stod for arrangementet af disse møder var forfatteren Erling Kristensens far, som var en pioner blandt landarbejderne på Embegnen, og som var kendt under navnet Socialist-Kristian.

Mors far er der ingen af os børn, som kan huske, han døde allerede i 1905 ( døde først 12.juni 1906)

Men moderen, Maren Bertelsen, som først døde i 1919, kan i hvert fald jeg huske, selv om jeg ikke har noget nuanceret indtryk af hendes personlighed. I eftermælet over hende blev der sagt, at hun var en klog, dygtig og stilfærdig kvinde, og det passer med min erindring. Jeg husker hende jo kun som en gammel kone, men hun står for mig med en næsten majestætisk ro og rejsning, også de billeder vi har liggende efter hende, viser en kvinde, af en mild myndighed, så her er nok et træk, som mor har arvet efter sin egen mor.

I hjemmet i Emb hørte også mors mormor til. Hun blev vistnok meget gammel ( Maren Pedersdatter hed mormoren, hun døde 12. september 1906, og blev 84 år gammel.), og af mors fortællinger ved jeg, at hun betød meget for bønene, og at hun og mor havde et særligt fortroligt og hjerteligt forhold til hinanden.

I mors hjem kom der efterhånden 13 børn. Fem af dem døde i årene 1892-1896, hvor diftereien, som lægerne dengang stod hjælpeløse overfor, hærgede helt pestagtigt. Og kun 5 af de 13 nåede de voksnes alder, nemlig foruden mor,

- hendes 8 år ældre bror, Christian Gammelgaard, som blev overretssagfører i København

- hendes 5 år ældre søster Hedvig, som blev gift med gårdejer Søren Kristensen, Hyldal Østergaard i Suldrup

- hendes 3 år yngre bror, Anders Gammelgaard, som overtog hjemmet i Serritslev

og hendes 4 år yngre søster, Johanne, som blev gift med gårdejer Chr. Pedersen, Vester Aasholm i Lørslev, og som er den eneste nulevende af mors søskende.

Mor har fortalt os, at årene med de mange dødsfald i børneflokken tog stærkt på hendes forældre og i sær på hendes far, som fra det tidspunkt tilsyneladende indstillede sin offentlige skribentvirksomhed. Og selv om mor selv kun var en lille pige i de år, hvor difterien hærgede, er der nok ikke tvivl om, at det har præget hendes eget sind dybt, at hun så tidligt og eftertrykkeligt lærte at regne med døden som en del af livets virkelighed.

Mors skoleuddannelse foregik først i hjemmet i Emb, hovr der blev holdt hjemmelærerinde til den store børneflok og enkelte nabobørn. Efter familien var flyttet til Serritslev gik hun i kommuneskole der, og i sine ungdomsår kom hun på højskole i Kvissel.

De hundredevis af breve, som vi børn igennem årene har modtaget fra mor, viser, at hun har haft mere udbytte af skolegangen end de fleste. Hun skrev et smukt og fejlfrit dansk i en særpræget og karakterfuld hånskrift, og både skrifteligt og mundtligt havde hun let ved at finde klare og knappe udtryk for sine tanker. Også hendes viden og hendes læselyst, som hun bevarede til det sidste, viser, at skolen havde sat noget i gang i hende, som fik varig betydning både for hende selv og for os. Selv efter at vi børn havde fået en videregående undervisning, end mor nogensinde havde gennemgået, kunne vi gang på gang komme ud for, at hun vidste bedre besked med tingene end vi.

Husholdning lærte mor dels i hjemmet, dels i forskellige lærepladser, hvoraf hun i sær har talt om Spangerhede ved Hjørring, hvor hun en tid var husholdningselev, eller jomfru som det dengang kaldtes. Da hun var omkring de 20, gennemgik hun et etårigt sygeplejekursus på Diakonissestiftelsen i København, og i 1906 blev hun ansat som hjemmesygeplejerske i den nyoprettede sygeplejeforening for Saltum-Hune kommune. Her traf hun far, som hun blev gift med den 12. november 1907. Hun var da 22 og han var 33 år.

De boede først i 11 år i Bonkegaard ved Sønder Saltum, og her kom de ældste 3 børn til verden, Peer i 1908, jeg i 1912 og Jacob i 1915. I foråret 1918 flyttede de til Skovbygaard i Vester Hjermitslev, men allerede samme efterår købte de Saltumgaard i Sønder Satlum, hvor de 3 yngste børn blev født: I 1922 en lille pige, som døde få måneder senere, i 1924 maren og i 1926 Johannes. I Saltumgaard boede de i 30 år, indtil de i 1948 flyttede til det hyggelige lille hus på Toldbodvej i Løkken, som de selv havde ladet opføre.

Johannes gravsten står endnu på Saltum Kirkegård.

Tiden i Bonkegaard og Skovbygaard har kun jeg spredte erindringer om, så det er fra årene i Saltumgaard og i Løkken, vi børn husker det hjem, som vi nu ved mors død skal tage afsked med. Foruden far og mor og vi børn var der endnu 2, som hørte med til vort hjem.

Foruden far og mor og vi børn var der endnu 2, som hørte med til vort hjem: "Moster", mors ugifte moster, Johanne Bertelsen, som boede hos os i Saltumgaard fra 1921 til sin død som 83 årg i 1936

Peers bedste Ane, som kom hen til Anders og Dagmar.

og vor kusine Ane, fars søsterdatter, som kom til os som 12årig pige, da hendes mor døde i 1927 ( 1926) De to har vi altid siden regnet med til vort barndomshjem, og de indgår i vore fælles minder. Det var for dette hjem og for denne kreds af mennesker, at næsten hele mors livgerning faldt, efter at hun var blevet gift. Af opgaver uden for hjemmet husker vi blot, at hun i årene 1922-30 var medlem af menighedsrådet i Saltum, og at hun ligeledes i en periode var medlem af værgerådet.

Jeg har nu givet et rids af de ydre begivenheder i mors liv, og jeg har nævnt navnene på dem, der levede sammen med hende, både i hendes eget barndomshjem og i vort hjem, som hun og far i fællesskab byggede op. På denne baggrund, som jo nok indeholder en væsentlig del af forklaringen på, at mor blev den, som hun var, vil jeg nu forsøge at give et billede af hendes personlighed.

Mor hørte til de mennesker, som gør indtryk på deres omgivelser, både ved sit udseende og ved sin væremåde. Ingen af dem, hun er kommet i berøring med, vil nogensinde glemme hendes karakterfulde ansigt, som med årene blev mere og mere beåndet og til sidst kun var lutter sjæl, præget som det var af årenes glæder og sorger og yndigt indrammet af alderens hvide hår, hendes kloge smukke øjne, som til det sidste udstrålede en indre balnace og fasthed, men som samtidig røbede en interesseret åbenhed, en uendelig mildhed og godhed over for alt levende, og hendes skikkelse, som med årene blev noget sammensunket og for hvert år mindre og mindre, men som dog viste sig i besiddelse af en så utrolig sejhed og styrke. Hun sparede aldrig sig selv i at gøre det godt for dem, hun følte et ansvr overfor. det, hun som husmor i et stort og upraktsik hus, har præsteret af slid igennem årene i Saltumgaard, må aftvinge den største respekt. Og hendes indsats i Løkken under Johannes stadigt framadskridende sygdom voer går enhver forstand, i sær i de  sidste 2 år efter fars død, hvor hun og Johannes var alene. Men ingen af os har nogensinde hørt mor beklage sig . Hendes bekymringer gjaldt altid de andre, aldrig hende selv. Over for sig selv var hun lige så hårdfør som hun var god, gavmild og hjælpsom indtil selvudslettelse over for os andre.

Mor hørte ikke til dem, som udleverede sig selv ti lden første den bedste. Hendes væsen var omgærdet af en vis fornem reserverthed. Hun havde ganske vist en venlig og åben forhåndsindstilling til enhver, hun kom ud for, men hun så sig sine folk an, før hun knyttede sig nærmere til dem. Ud over familien, fars og mors søskende og deres pårørende, var vennekredsen begrænset. Men de venner, hun vandt sig, var til gengæld venner for livet. Det har hun selv modtaget mange beviser på, ikke mindst i de sidste svære år. Og vi børn har mærket det i disse dage, hvor deltagelse og hjælpsomhed er strømmet os i møde fra den trofaste vennekreds, som også høre med i billedet af vor mor og vort hjem.

Fjender havde mor ingen eller få af. Jeg har i hvert fald aldrig hørt hende krænke eller ydmyge noget andet menneske, og hun talte ikke ondt om nogen, hun brugte i det hele taget aldrig store ord eller floskler, hverken om sig selv eller andre, over for sladder var hun fuldstændig tilllukket, og hun var sen til at dømme andre. Men når hun først for sig selv havde vejet sine medmennesker, vidste hun, hvad de var værd. Selv om mor aldrig fordømte noget menneske, tror jeg, at megen falsk og forloren storhed af sig selv har følt sig afsløret og fattig over for den urokkelige ægthed, som udstrålede fra hele hendes væsen. Forstille sig kunne hun ikke,   og det var også svært for andre at forstille sig i en stue med hende.

Mor havde et følsomt sind, og i den første tid, vi kendte hende, havde hun let til tårer, når noget bevægede hende. Jeg husker hendes utrøstelige sorg, da hendes første lille pige døde i 1922, og det var også meget svært for hende, at komme over Peers død som 24årig i 1933. Men sorg og modgang, som hun mødte mere af end de fleste, og hendes egen stærke vilje, hærdede og forædlede hende, og ved fars død og under Johannes langvarige sygdom var det hende, der kunne trøste og opmuntre os. Og under de få dages sygdom, der gik forud for hendes død, var hun rolig, tillidsfuld og tilsyneladende uden bekymringer for sig selv og andre. Hun lå der som et menneske, der inden for det muliges grænser har ordnet sin tilværelse, og som med ro kan se døden i møde.

I karakteristikken af mor kommer vi ikke uden om hendes tro. Kristendommen var en ægte sandhed for hende, som hun levede med hver dag i sit liv, søgn ikke mindre end hellig. Om hun nogensinde har haft problemer i sit gudsforhold, ved jeg ikke, men jeg tror, at det altid har været noget selvfølgeligt og inderligt for hende. Mens vi var børn, bad hun altid aftenbøn for os. Da vi blev voksne, talte hun ikke meget til os om disse ting, hun berørte dem højest i en enkelt vending i et brev ved en eller anden særlig lejlighed. Åndelig blufærdighed var nemlig også et træk i hendes væsen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at hun oprigtig ønskede, at vi skulle blive i den tro, som betød så meget for hende selv. Men hun har vel ment, at eksemplets magt på dette som på så mange andre områder er mere værd end alle forsøg på overtalelse og besværgelse. Og hendes egen tro var sikkert nok, og hun selv stor nok til at tåle og respektere enhver ærlig overbevisning, selv om hun ikke selv mente, at den var rigtig.

Chr. Ludwigs, biskop i Aalborg 1915-1930

I mors efterladte papirer har vi fundet et lille digt af den tidligere Aalborg-bisp Chr. Ludwigs, hvis liv og virke som præst hun satte højere end vist nok nogen andens. Det blev offentliggjort i avisen efter hans død i august 1930, og mor har altså klippet det ud og opbevaret det imellem sine personlige papier i 26 år. Det vil jeg gerne læse nu til sidst. Det er tydeligt, at det har sagt noget ganske særligt til mor selv, og jeg tror også, det fortæller os en hel del om, hvordan hun gerne selv ville være og gerne ville have at vi skulle kunne opfatte hende, når hun ikke selv var mere.

Lov mig dette, mine hjerteskære:

Naar jeg dør, engang i Herrens Stund,

lad der Jævnhed om min Ligfærd være,

Søndagsstilhed om mit sidste Blund.

I, kun I, skal Afskedsblomster lægge

paa mit Bryst og over Kisten hen.

Ingen fremmed Blomst maa Graven dække,

ingen Palmegrene smykke den.

Gem en fattig Synder tyst og stille

uden Plunk og Flag og Folk i Flok.

Tilgiv kærligt, hvad jeg handled ilde.

Syng mit Hjertes Salme. Det er nok.

Mig tilkommer ingen Ros og Ære

Har I nogen Tak, giv den til Gud.

Lad der Stilhed om min Ligfærd være

naar mit Lagen lægges nær de kære,

som gik forud efter Herrens bud.

Anders, Dagmar og Peers gravsten på Saltum Kirkegård.

Her slutter Sørens tale ved sin mors begravelse i Saltum Kirke. Hun kom til at dele gravsten med Anders, og hendes 2 sønner Peer og Johannes, som døde 4 år efter sin mor. Rundt om hende ligger andre af hendes børn, og hendes moster Johanne ligger der også - og der ligger de endnu - på Saltum kirkegård.