Det røde tørklæde

Fortællingen handler om Peers tipoldeforædre se evt. Anes Aner

Det var 2. søndag i advent i 1910 da Marie Christensdatter og Lars Poulsen fejrede deres sølvbryllup. I den anledning, var der blevet skrevet en sang.

I 1885 tog Lars, Marie til mage,

det ved enhver og os i sær som -

som samlet er til gilde her

og de to bo på heden, ja på heden.

Heden ja den var lidt mager,

men kom nu og se hvordan

rug og havre står på ager,

byg kartofler lige sådan

alt bliver for til hest og får

køer og høns og ged og en fed gris til jul hvert år.

Lars Poulsen han pløjer og harver og sår,

høvler og saver og banker

og går der en rude så er han parat,

og har man lidt tid så får man lidt prat

om hvad der er ham faldet i tanker.

Marie har en have

med blomster og så videre

når vi får sommerdage

så skal i bare se

For brudeparret ønsker vi

at de må længe leve

og at de to

med fred og ro

må sammen bo

i deres hjem på Heden, ja, på Heden

Jeg, der selv skriver festsange, har meget svært ved lige at gennemskue den sang, hvor versene har forskellig længde, og ikke system i ret meget. Måske var det en selvkomponeret melodi, som en spillemand spillede.

Med ved bordet sad Maries mor, Ane Kirstine Christensdatter, som var godt på vej mod de 88 år. Hvad der løb i gennem hendes hoved den dag, hvor hun fejrede sin datter og svigersøn, sammen med de øvrige gæster, er ikke godt at vide, men mon ikke hun var lidt flov ?

Det havde hun i hvert fald grund til - og det ville være en god anledning til, at give sin svigersøn et stort skulderklap.

Lars Poulsen, som var født i 1853 i Jetsmark sogn, var snedker og tømrer, og derfor havde han arbejde rundt omkring i nabosognene. Han er også i Hune Sogn, på Rimmergaarden for at arbejde, og her møder han Marie Christensdatter. De to blev forelsket.

Marie, der  var forlovet, og havde en lys og lykkelig fremtid foran sig, med en af de solide gårdmandssønner i Hune sogn - jo -  Marie havde udsigt til at blive frue på Engesvang. Men hun blev altså forelsket i den 8 år ældre tømrer Lars, og ham ville hun have.

Det skabte selvfølgelig opstandelse i familien. Forældrene ville ikke have det, men Marie trodsede dem, og ville have sin Lars, og for øvrigt ventede hun også hans barn.

Måske fordi, at barnet var temmelig meget på vej, var hendes far trods alt den ene af forloverne ved deres bryllup i Hune kirke fredag d. 4. december 1885, ligesom Lars Poulsens far Poul Larsen Attrup var det.

Maries forældre, der ikke alene syntes, at Lars ikke var god nok til deres Marie, de havde jo i den grad også tabt ansigt overfor sognets folk i almindelighed  og familien på Engesvang  i særdeleshed. Så det lå fast, at der i hvert fald ikke skulle gøres noget stort ud af det bryllup.

Alligevel var det en pyntet Marie, som trådte ind i kirken den fredag. Hun havde fået et rødt tørklæde af Lars, og selv om det var det eneste særlige ved hendes påklædning, så var det nok, når man bare havde fået det af den rigtige, og det havde Marie.

Den lille gård på Lundbak /Klostergårds Hede, hvor Marie og Lars levede deres liv

Det nygifte brudepar tog med Poul Larsen Attrup hjem til Klosterheden, eller Lundbak som det også hed i Jetsmark sogn. Nu kunne han komme på aftægt, og lade de unge tage over. Han og Lars mor, Ane Marie havde startet deres ægteskab der i 1847, hvor det de første år bare var en jordhule.  De havde bygget det hele ved flid og sparsommelighed, og de havde været heldige - Poul var også sluppet nådigt igennem krigen i 1864. Ja, det var faktisk et mirakel, at Poul Attrup havde overlevet. Han var blevet såret under krigen, og var kommet på lazaret i Odense, og det var mere held end forstand, at han holdt sig i live. Tilfældigvis - og heldigvis - møder Poul Attrup en soldat han har været i deling med, som genkender ham, og siger  "Er det ikke Attrup?". Soldaten var fra Odenses bedre borgerskab, og han tog  ham med hjem til sin familie, for han kunne godt se, at Poul Attrup var udhungret, træt og at han både havde ar på krop og sjæl.

Med kærlighed, omsorg, pleje og god mad kom Poul Attrup sig, og kunne vende hjem til sin familie - og han undlod ikke at fortælle dem allesammen , hvilket dejligt mirakel som havde reddet ham.

Da det blev juleaften nedkom Marie med hendes og Lars første barn. Det blev en dreng, som fik navnet Thomas, opkaldt efter Lars bror som var død som 23 årig 2 år tidligere.

Thomas blev i første omgang hjemmedøbt, men da det blev april måned, blev han fremvist i kirken. En af fadderne ved dåben, var Maries 10 år ældre bror Niels Christian.

30. december 1887 var der bryllup i Jetsmark kirke, Maries bror Niels Christian giftede sig med Karen Sørensdatter. Efter brylluppet skulle Karen med hjem til Hune, hvor hun skulle flytte sammen med mand og svigerforældre.

Marie var nok ikke med til brylluppet. Det ville nok ikke være passende, at deltage kun 11 dage efter hun var nedkommet med hende og Lars søn, der senere i Jetsmark kirke fik navnet Christen.

1889 var et begivenhedsrigt år for familien. Maries bror Mortens kone , døde i januar, Marie nedkom med pigen Pouline Marie i april  og senere hen på året, fik hendes bror Niels Christian og Karen deres første barn.

I 1890 gik det meget godt hos Lars og Marie, eller det vil sige, hos Marie og hendes  svigerfar, for det var de to der tog sig af det der hjemme, mens Lars var ude omkring at snedkere.

Samtlige personer i husstanden

hjoerring, Hvetbo, Jetsmark, Klostergaards Hede, , 286, FT-1890, C8452

De 2, svigerfar og svigerdatter, kunne åbenbart godt finde ud af tingene, det kneb mere - meget mere - for Maries forældre Ane Kirstine og Chresten, at finde sig til rette som aftægtsfolk hjemme i Hune sogn, Ane Kirstine kunne slet ikke med sin svigerdatter.

I 1892 havde hun fået nok, og hende og Chresten forlod Hune sogn og drog til Jetsmark sogn, hvor de flyttede ind hos Marie og Lars, Poul og de 3 små børn og deres lille nyfødte Ane Kirstine.

Hvor Chresten sov om natten, er der ingen meldinger om, men Ane Kirstine rykkede i hvert fald ind i sovekamret hos Marie og Lars.

Med 2 fædre/svigerfædre i huset, og en svigermor/mor gik børneproduktionen i stå, det var ikke nemt at få noget privatliv i det lille hjem.

Chresten Nielsen døde i 1895, og blev begravet på Jetsmark kirkegård d. 14. februar 1895, 8 dage efter sin død. Poul Larsen Attrup blev nu heller ikke boende, han flyttede til Sønder Saltum, hvor han døde i 1899.

Senere i 1899 nedkom Marie med hende og Lars sidste barn, Johanne Kirstine, og det til trods for, at Maries mor Ane Kirstine blev boende i sovekammeret. 

Thomas, Marie og Lars første fødte, blev konfirmeret i 1900. Men rask var han ikke. Han havde epilepsi, alligevel kastede han sig lige som sin far ud i snedkerfaget, og det omrejsende liv.

Thomas blev 19 år d. 24. december 1904, og måske havde han været hjemme og fejre julen, men var under alle omstændigheder rejst syd for fjorden for at arbejde, da julen var over. 30. december forsvandt han, og han blev først fundet 2 dage senere. Han havde fået et epileptisk anfald, desværre faldt han så uheldigt, at hans ansigt landede så direkte ned i jorden, at det var ham umuligt, at trække vejret - det kostede ham livet. Om Marie og Lars havde hørt at han var forsvundet, og dermed siddet fyldt med ængstelser da året skiftede om til 1905 er tvivlsomt.

Thomas blev begravet 9. januar 1905, og Logen Pandrup Haab skillingede sammen til en gravsten, så de kunne mindes ders ven og kammerat.

Til venstre: Bagerst Pauline og Marie. Forrest: Kirstine og Johanne. Til højre: Sønnen Christen.

Nu her ved sølvbrylluppet, var der næsten gået 6 år siden Thomas døde, og deres andre børn var med til at fejre dem, ligesom Maries mor Ane Kirstine, der nu havde sovet i sovekamret i 18 år, og sølvbrylluppet havde været en passende lejlighed for Ane Kirstine til at undskylde overfor svigersønnen, som i grunden havde fundet sig i det uden at kny.

Det var måske også deromkring, at Lars og Marie fik sig en plejedatter, Marie. Pigen var Lars søster Cathrines datter, som var født uden for ægteskab. Marie blev en del af familien på lige fod med de andre børn.

Christen havde giftet sig i 1914, og samme år blev han far for første gang - til pigen Ane Marie. Den oplevelse fik Ane Kirstine Christensdatter også med, inden hun var færdig med at leve, 92 år gammel i 1915. 23 år havde hun boet i sovekamret hos Lars og Marie.

Det var første gang i deres næsten 30 års ægteskab, at de ikke havde boet sammen med forældre, om det havde været godt eller skidt, kunne de ikke bruge til noget, det var sådan det havde været.

Nu fik Lars og Marie 11 år, hvor de bare var mand og kone med store og voksne børn, men så døde Christens kone Laura af tuberkulose, og de 4 børn skulle deles ud, Ane Marie, Marie, Petra og Lars.

Lars og Maries datter Johanne, der ikke havde fået børn i sit ægteskab med Albert fik Marie og Lars, mens børnenes morbror Anders tog Ane Marie. Tilbage var Petra, som Lars og Marie tog til sig. Hun var 5 år gammel - Lars var på vej mod de 73 - Marie ville fylde 65 næste gang.

Nu skulle de til at starte forfra, men i første omgang skulle de have Petra døbt, for det var slet ikke blevet nået mens deres mor havde levet. Familien fik Petra og Lars døbt samme dag i Jetsmark kirke.

Petra, hendes onkels tegning, af hendes hjem hos bedsteforældrene, og om hendes taknemmlelighed. Skolebilledet: Petra sidder i 2. række som nr. 5 fra venstre.

Petra var glad for at bo hos sin bedstemor og bedstefar, og var glad for at gå i den lille skole på Lundbak, og skrev senere bag på en tegning, af hendes bedsteforældres hjem - der også blev hendes- at hun ikke anede hvordan, det skulle have været gået, hvis hun ikke var kommet hen til dem.

Marie og Lars var også på mange måder moderne mennesker. Deres yngste, Johanne, havde i tidernes morgen fået lærerplads som kommis i Vraa Brugs, og var nu sammen med Albert brugsuddelere i Vittrup. Deres datter Pauline havde været på højskole - og generelt havde Lars og Marie ikke haft travlt med, at deres døtre skulle giftes og få børn.

Øverst: Lars i midten får sig en sludder med naboerne. Marie og Lars med ders døtre og de to i deres stue. Nederst: Lars og Marie sammen med deres datter Johanne og ders plejedatter Marie.

Når man som Lars og Marie, har den indstilling, at børnene skal dygtiggøre sig og leve sit eget liv, så har det også en pris. I mange år havde der ikke været nogen til at overtage ejenedommen, men det endte med, at Pauline overtog den. Hun havde været sen til at gifte sig. Først på hendes 39 års fødselsdag var hun blevet gift med sin Peter, og de 2 ville godt overtage ejendommen. Lars lod bygge et lille hus inde i Pandrup by til ham, Marie og Petra inden Pauline og Peter overtog ejendommen.

Petra måtte passe hendes bedsteforældre mere og mere. Lars Poulsen døde 22. juni 1938, næsten 85 år gammel - og 53 år efter han havde givet hans Marie sit ja og det røde tørklæde.

Det ville blive for meget for Petra, at passe sin bedstemor, som efterhånden var noget dement - og hun skulle jo også videre ud i livet, og få sig en uddannelse. Finalen blev, at Marie kom hen til Johanne og Albert i Vittrup, og at Petras storesøster Ane Marie, skulle flytte derhen og passe Marie.

Marie og Lars Poulsens gravsten samt deres søns Thomas. Ved siden af Petra Poulsen.

1. juledag 1939 døde Marie i Vittrup brugs, hun blev 78 år gammel. Hun blev begravet 2. januar 1940 ved siden af hendes Lars og deres søn Thomas.

Petra kom på højskole, blev senere uddannet skolelærer, og var lærer hele sit liv i Brønderslev. Hun blev aldrig gift og fik aldrig børn. Hun holdt meget af Pandrup og omegn, og det var her hun på sine helt gamle dage kom på plejehjem. Inden da, havde hun bekostet en restaurering af bedsteforældrene og onkel Thomas gravsted. Petra døde 30. marts 2005 - og hun ønskede, at blive begravet på Jetsmark kirkegård sammen med sin bedstemor og bedstefar.