Lars Jensen Nygaard Larsen kaldet Nygaard

Indledning

Nygaard var min elskede farfar. Jeg har tilbragt så mange timer af min barndom og ungdom sammen med ham og min farmor, som jeg elskede lige så højt. Jeg har på denne hjemmeside også skrevet om hans forældre Pier Bach og Jørgine, og det vil være en fordel, at man også læser den fortælling, så man ved lidt mere om hvad der lå til grund for hans barndom. Fortællingen foregår i og omkring Sulsted, og for den der ikke ved det, er Sulsted opdelt i 3: Gl. Sulsted, hvor han boede som voksen, Ny Sulsted, også kaldet stationsbyen, hvor han arbejdede og der i mellem Mellembyen.

Barndommen

Da Nygaard søndag d. 7. april 1918 skulle konfirmeres i Sulsted kirke, vidste han godt, at nu startede voksenlivet for alvor, som for så mange andre konfirmander.

Nygaard ville fylde 14 år præcis en uge efter konfirmationen og han kunne ligesom dele sin barndom op i 2 dele. Der var nok noget om snakken, først 7 gode år og så 7 dårlige. Det passede i hvert fald for ham.

Da han var omkring 7 år måtte han og hans familie forlade hans barndomshjem, som også havde været hans mors barndomshjem, gården Højgaard, fordi hans far spillede alt for meget kort, tabte alt for meget og passede gården alt for dårligt.

Selvfølgelig startede denne nedtur ikke fra den ene dag til den anden, men det var alligevel, da de måtte forlade gården, at sagens alvor gik op for dem. Det var ikke så langt de flyttede, for hans far blev møller på Vestbjerg Mølle, som lå et par kilometers penge fra Højgaard, lidt øst for hovedvejen. Men for Nygaard betød det også, at han mistede kontakten til de 3 ældste søstre, for de måtte alle ud at tjene. Han var ellers blevet godt forkælet af dem.

Det var her som 7 år gammel, at han begyndte at ryge. Hans far, havde stadigvæk fortsat alt for travlt med at spille kort og drikkeriet tiltog sikkert også, for nu skulle han jo også leve med den skam, at han ikke kunne have beholdt gården. Måske var Nygaard, hans søster Larsssine og hans mor lidt lykkelig når faren Pier Bach var væk, selv om de jo så sikkert måtte lave det arbejde, som faren ellers var ansat til. Det er som bekendt en stakket frist at pisse i bukserne, så var de lidt lykkelige når han var væk, så vendte det arrige spetakel jo hjem igen, og det var sikkert helt tosset når han til og med havde tabt i kortspillet.

2 år før konfirmationen var hans søster Elise kommet hjem og havde gjort ham til onkel. Nu boede de to, Elise og sønnen Ejvind ved dem. Nygaard kunne godt lide børn.

Godt et år før konfirmationen, havde Nygaard også været i Sulsted Kirke. Det var for at ligge sin mor i graven. Hun lå begravet lige derude, måske 20 meter fra hvor han nu stod, og skulle bekræfte dåben, den dåb der fandt sted godt 13 år før i samme kirke, der er så smukt dekoreret med kalkmalerier.

Nygaard blev konfirmeret og præsten sagde navnet: Lars Jensen Nygaard Larsen, for sådan var han blevet døbt. Lars Jensen efter sin farfar, Nygaard efter farens barndomshjem i Horsens sogn, og Larsen var familienavnet. Han var alle dage, lige fra han var en lille baby blevet kaldet Nyyyegaard, for der skulle nemlig trækkes lidt på det navn. Præsten skulle ikke give konfirmanderne karakterer mere, men skulle han have gjort det, havde Nygaard fået fine karakterer. Han var velopdragen, høflig og der sad et godt hoved på ham, han var rasende dygtig til hovedregning, god til at stavning og læsning. Han kunne nemt have fået sig en uddannelse, hvis altså alt havde været som i gamle dage, da familien havde gård og god indtjening. Men det kunne ikke bruges nu. Nygaard var når alt kom til alt nok ikke ked af, at forlade barndommen, som ikke havde været for sjov de sidste 7 år.

Ud at tjene

Folk kunne måske nok være bange for, at Pier Bachs søn slægtede ham på, og ikke kunne passe sit arbejde. Af ydre lignede han sin far, han var bare en mindre udgave, ikke så høj - ikke så grov. Han havde nok også arvet farens temperament, men det var som om, at Nygaard havde besluttet sig for, at det ikke skulle komme i kog i tide og utide. Men man skulle ikke tage fejl, han kunne nok banke i bordet, hæve stemmen, og så stoppede man op, lyttede og gjorde som han sagde, men som regel var et enkelt blik nok.

Men de folk, der havde troet, at Pier Bachs søn var som ham, kunne godt tro om. Nygaard passede sit arbejde, var flittig, og hænderne sad rigtigt på ham. I 1921 tjente han på Høgholt i Vestbjerg, en gård som lå lige overfor møllen, og som han senere i livet vendte tilbage til. På det tidspunkt i 1921, var hans far, hans ældste søster Elise og hendes nu 2 børn flyttet til Sulsted. Johanne var blevet gift med Jacob, de boede i Aalborg, Anna havde giftet sig med Peter, de boede i Nørresundby og Larssine tjente endnu i Aalborg. På en måde var Nygaard alene, det hjem han havde, boede en far, som han ikke gad, hvis han kunne undgå ham.

Ved folketællingen i 1925 tjente han på Danielsminde på Vestbjerg Kær, det var det år, hans søster Larssine havde født en søn på årets første dag over i København, senere det år, forlod hun sønnen, som kom i pleje hos Johanne og Jacob, og rejste til Amerika.

Nygaard står som nr. 7 fra venstre, hans senere svoger Christian står som nr. 2 fra venstre.

Nygaard var i bund og grund et rask og stærk ung mand - og så alligvel ikke. Da han som andre unge mænd, var på session, blev han kasseret. Han havde en skavank i sit ene knæ. Ikke noget der gjorde, at han haltede - eller som folk bemærkede.

Nygaard møder Astrid

Astrid Anno 1935

Nygaard vendte tilbage til Høgholt, som var ejet af Laurids og Pauline Andersen, det var "gode folk". Det er nemlig den betegnelse man fik, hvis man behandlede folkene godt, og det gjorde de. Her møder han Astrid Marie Petersen, som er 10 år yngre end ham. Han gør hende gravid.

For Astrids forældre Karl og Ane Marie, var det nok noget af en kamel at sluge. Astrid var kun 19 år, hun var deres ældste datter. For Pier Bach var det nok ikke så stor en sag, han havde slugt flere og større kameler igennem sit liv. Da han mistede gården, at hans datter Elise boede hjemme, nu med 3 børn med 3 forskellige, at hans yngste datter havde født en søn, og rejst til Amerika. Så at hans søn, som nærmede sig de 30, havde gjort en pige gravid, var ikke noget der kunne minde om en kamel.

Ane Marie og Karl, Astrids forældre, var jo nok lidt bekymret for, om at han var ligesom sin far, for de havde jo nok hørt et og andet, eftersom de næsten altid havde boet i Ajstrup eller Sulsted sogn. At Nygaard kom fra et hjem, der ikke var rigt, var det nok ikke så bekymret for. Karl havde været fodermester rundt om på de store gårde, indtil de i 1920erne forsøgte sig med et lille landbrug på Milbakken. Det var ikke gået for dem, og da Nygaard blev præsenteret for Astrids forældre boede i Svankærsholm. Et nedlagt mejeri, som var lavet om til 4 lejligheder for folk, som på den ene eller anden måde var kommet i bekneb. De fandt dog hurtigt ud af, at Nygaard var en god mand.

Astrid tog hjem til mor og far på Svankærsholm og fødte datteren Edith i 1934. Astrid nåede lige at fylde 20, og Nygaard var lige blevet 30 år. Det blev ordnet på den måde, at Edith blev boende hos bedsteforældrene. Karl og Ane Marie var vant til småfolk, deres yngste datter Lisse var kun 3 år da Edith kom til verden. Astrid tog ud og tjente igen, og så måtte Nygaard og hende besøge Edith når de havde fri.

Nygaard tog en beslutning - de blev gift og fik hjem

Nygaard besluttede sig for, at han ikke ville arbejde inden for landbrug, der var alt for mange dårlige minder - der var nedgangstider og han havde måttet gå på understøttelse i perioder. Han besluttede sig for, at han ville søge ind til statsbanerne. Han var heldig at blive ansat. Hvor var det en lykke, en fast indtægt, udbetalt i bidefaste klejner. Hvis han bare ikke brugte flere penge end han tjente, kunne det ikke gå helt galt. Nu var der mulighed for at betale en husleje, nu kunne de flytte sammen, den lille familie på 3, det krævede så bare lige, at de blev gift.

Det var naturligt, at det var Sulsted Kirke, der var rammen om deres bryllup d. 1. december 1936, ikke nogen fin middag, ingen fotograf, bare Astrid og Nygaard, der gik ind i kirken en ganske almindelig tirsdag og blev gift. Både Pier Bach og Karl var forlovere. Ane Marie og Karl havde måske inviteret Pier Bach hjem til et måltid mad i deres lejet hus i Mellembyen. Karl og Ane Marie, de hjemmeboende børn og Edtih havde nemlig forladt Svankærsholm. En af ejerne af det nedlagte mejeri, havde nemlig arvet et hus i Mellembyen, og han havde tilbudt, at de kunne leje det for små penge.

Nygaard og Astrid med Lisse og Edith.

Lejligheden Nygaard og Astrid havde fået var i Brødudsalget i Gl. Sulsted, lige overfor skolen. Der var i alt 3 lejligheder, hvor ejeren Skibsted, boede i den største med tilhørende brødudsalg. Det nygifte par skulle bo i den mellemste, som også var den mindste.

Nu kunne Edith endelig komme til at bo sammen med sine forældre. Hun var nu 2 1/2 år gammel. Men Edith ville ikke. Hun ville blive ved bedstemor og bedstefar og Lisse. Til sidst lykkedes det dog, mod at Lisse flyttede med. Bedstefaren græd mere end barnebarnet. Hver dag kiggede Karl, på vej hjem fra arbejde, ind til sin yngste datter og sit barnebarn. Da Lisse skulle starte i skole, flyttede hun atter hjem. Men Edith ville være sammen med Lisse, så hun tog tit med hende i skole. Lisse blev dog noget irritreret på den 3 år yngre niece, fordi der var et bogstav hun ikke kunne finde ud af.

Astrid gjorde rent hos Skibssteds, ejeren af Brødudsalget, og skrev om det arbejde:

"Jeg gjorde rent ved dem der havde brødudsalget, men det var ikke som i dag, hvor de har en rengøringskone en gang om ugen. Men det var hver dag, først om formiddagen og så igen om eftermiddagen. Om formiddagen skulle stuen og soveværelset gøres rent, over middag var det køkkenet og bryggerset. Vi havde jo kakkelovn og komfur skulle fyres med tørv og siden koks. Så skulle asken jo renses ud hver dag. Der var ingen badeværelse, der var toilet ude i gården. Det var vi 10 om at dele og Nygaard skulle altid tømme spanden. Den blev gravet ned i jorden. Når vi var i bad sad vi en balje. Nogle gange gik Nygaard hen på Mejeriet og fik et bad, det kostede vist 50 øre."

                             Astrid 80 år gammel.

Nygaard og Astrid passede deres daglige arbejde. Hun med rengøring- han gik eller cyklede de par kilometer til Stationsbyen (Ny Sulsted), for at passe sit arbejde på banen. Astrid blev altid godt behandlet af sin svigerfar Pier Bach, de få gange hun var sammen med ham. Nygaard lavede ikke splid i familien, så den lille familie troppede op og var sammen med Pier Bach til højtiderne, ellers kunne Nygaard sagtens undvære ham. Da der kom låg på Pier Bachs kiste, kom der også låg på Nygaards barndom, han talte aldrig om den siden.

2. Verdenskrig

Nygaard til højre og den danske politibetjent som fulgte hans arbejde på jernbanen. Her i juli 2013 har jeg endelig fået et bud på hvem politibetjenten er, takket være Helge Jensen. Det skulle være Jens Martinus Nielsen, som senere blev amtsborgmester for Nordjyllands Amt. Han giftede sig d. 21. oktober 1944 med Ella Gudberg Markussen, som var en Sulsted Pige, datter af Murer og handelsmand Frederik Markussen og Anine Margrethe f. Gudbergsen

Så kom besættelsen - og Astrid var helt ude af den, for hendes ene bror, Jens Anker, aftjente præcis sin værnepligt i 1940, da Danmark blev besat. Hvad kunne det ikke ende  med ?

Der var mange Sulsted-folk, som arbejdede for tyskerne, i sær i lufthavnen. Astrid og Nygaard vidste godt, at disse folk, ikke nødvendigvis gjorde det af lyst, eller fordi de ville gå tyskernes ærinde, men fordi, at det var arbejde. Et arbejde, der gav mad på bordet. Nygaard var ikke nød til at arbejde for tyskerne, men hans arbejde på jernbaneskinnerne var et oplagt sabotagemål og derfor krævede tyskerne, at det danske politi overvågede sporarbejdet.

Nygaard er manden med den høje hat midt på skinnerne. Det var det her sporarbejde, der skulle holdes øje med. Lavede de ansatte sabotage? Undlod de at lave nødvendige reparationer ? Ignorede de mistænksomme ting, som modstandsbevægelsen havde været i gang med ?

Hvis man bare har hørt lidt efter i historietimerne, så ved man, at den danske regering gik af i 1943, og dermed ophørte alt samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Ville tyskerne have nogle til at holde øje med jernbanearbejderne, mått de selv gøre det. Tyskerne havde indkvarteret sig på skolen, som jo lige overfor brødudsalget, mens byens børn var henvist til undervisning i præstegården, der i blandt Edith. Nu blev det en tysk soldats opgave, at overvåge Nygaards arbejde, som efterhånden foregik i 3 holds skift, for modstandsfolkene var jo mest aktive i nattens mulm og mørke.

Sulsted Skole, tyskerne fejrer Hitlers fødselsdag. Billedet kunne såmænd være taget fra Nygaard og Astrids køkkenvindue.

Når Nygaard skulle på arbejde, åbnede han døren, og der stod den tyske soldat. Han bukkede let for Nygaard, som vel gjorde det samme, og så gik de. Nygaard forrest, tyskeren bagved, med en pistol rettet mod ham. Om natten var der vel mest tale om patrulering på en strækning på omkring de 7 km. hver vej. Næsten til Vestbjerg i syd og et stykke mod Tylstrup i nord, måske skulle turen nås 2 gange.

Der gik de 2 i mørket, de mæglede ikke et ord til hinanden. Alligevel må der være opstået en eller anden tryghed ved hinanden efterhånden som den ene vagt tog den anden. Når arbejdsdagen var slut, gik de tilbage mod Gl. Sulsted, igen i gåsegang. Når de nåede Nygaards dør, bukkede soldaten let, og først når Nygaard havde lukket døren vendte soldaten om. Kiggede Nygaard ud af vinduet, kunne han se den tyske soldat gå over mod skolen igen.

Astrid havde taget en beslutning

Astrid havde som helt ung, taget en beslutning. Hun ville kun have 2 børn. Alle de mindre søskende som hun havde passet igennem sin barndom, skulle ikke overgå hendes børn. Hun havde godt nok en storebror, Christian, men det var hende som ældste pige, der havde passeet de små. der var kommet mange hos Karl og Ane Marie, 9 havde Ane Marie selv født, om end den ene var død som lille, men så havde de taget Ane Maries nevø til sig, da han kun var en uge gammel, så han, Karl, blev betragtet som en søn og bror.

Astrid skrev og fortalte om de mange søskende:

Da jeg var 6 år så fik jeg en søster, så var vi 6 børn, og jeg husker, at da min søster blev født kaldte min mor på mig "Se Astrid, det blev en pige, er du ikke glad for det, så er du ikke alene pige mellem alle de drenge". "Jo" sagde jeg, men tænkte, at så var der en mere at være barnepige på.

Astrids plan var dog lige ved at gå galt, for hun blev gravid, og da hun aborterede, kunne lægen fortælle, at det havde været tvillinger. Nå, men var der kommet sådant et sæt, havde Nygaard og Astrid nok også fundet ud af det.

Astrid og Nygaard blev husejere

Året er 1944. Edith er fyldt 10 år, og Astrid er gravid igen. Så spænger der en bombe, altså ikke en der har noget med krigen at gøre. Næh, ejeren af brødudsalget Skibsted, fortæller, at deres søn skal giftes, og det var jo ikke nogen ulykke, at de ventede barn, jamen, det var da heller ikke så galt. Næh, men det unge par skulle overtage brødudsalgt og de gamle rare ejere, fik nu selv brug for den lille lejlighed, som havde været Nygaard og Astrids hjem i næsten 8 år. Se det var en katestrofe.

Huset der senere fik adressen Kuskgårdsvej 15. Bagerst i billedet ses forpagtergården der lå ved præstegården. Edith kom hen at tjene på præstegården da hun var konfirmeret. Den blev rakt ned i starten af 1970erne. Da jeg var omkring 10 år gammel, kom en ældre dame forbi. Hun fortalte min farfar og mig, at hun havde boet i huset som barn, og at det dengang bestod af 3 lejligheder. Utroligt, for stort var det på ingen måder. Huset var hvidkalket indtil sidste halvdel af 60erne, hvor en gul mursten blev sat ud mod vejen og resten af huset blev kalket gult.

Der var krig, der var ingen lejlighed at få i Sulsted, og det skulle jo også helst være tæt på Nygaards arbejde. Klara Kroghs havde sat sit hus til salg. Det lå lige bag ved marken der hørte til brødudsalget, men det kostede 7.000 kr. Det var penge som de ikke havde. Men det var den eneste mulighed der var. Banken og Kreditforeningen var heller ikke afvisende, hvis de kunne finde en der ville kautionere. Der var ingen muligheder i deres familie, så de måtte rundt og spørge gode bedrestillede Sulsted borgere. De måtte i alt finde 4 kautionister, før de var dækket ind, den ene var Oskar Abildgaard.

Huset bestod af 2 lejligheder. Nygaard og Astrid skulle bo i den største, mens den anden ende var lejet ud til et ægtepar med en datter. Den tyske soldat måtte fra 1. december 1944 gå et par hundrede meter længere, når han skulle hente og levere Nygaard, for det var på deres 8 års bryllupsdag de flyttede ind i deres eget hus. 3 uger efter født Astrid sønnen Egon.

Huset Kuskgårdsvej 15

Gult: Udlejet lejlighed i 1944. Lejligheden blev ikke længe efter nedlagt og blev i stedet til baghuset.

Orange: Den oprindelige lange stue, der var i 1944. Senere blev den orange stue delt ( stiplet linie). Det ille stykke blev lavet til en forgang og den lyserøde stue og det meste af den orange stue blev lavet om til en stor stue.

Rød: Oprindeligt spisekammer, som senere blev delt i 2 ( stiplet linie) -den ene halvdel blev lagt til forgangen, mens den anden del, blev fyrets plads, som der var adgang til fra baghuset af. Dette skete nok, da de kom af med kakkelovnen ca. 1968.

Grøn: Oprindelig pulterum med skabe for enden. Det blev senere Egons værelse, senere blev det udvidet mod baghuset ( stiplet linie) for endnu senere, at blive en vinkel på stuen.

Lyserød: Den anden stue, som den var i 1944, og som altså senere først blev lagt sammen med det meste af den orange stue, og senere, nok omkring 1968 blev lagt sammen hen til den grønne stiplet linie

Lilla: Soveværelset, som senere, omkring 1960 fik badeværelse og pulterum i enden.

Lyseblå: Køkken, hvor der aldrig kom en vask.

Brunt: Bryggers

Blå: Dasset "Det bette hus", hvis dage var talte omkring 1960.

Astrid og Nygaard forbedrede og lavede om i huset gennem hele deres liv, således lavede Peer i 1993 en dør mellem forgangen og baghuset.

De søgte, ikke længe efter, at de havde købt huset, om at lejligheden der var lejet ud blev nedlagt, for nu havde de selv brug for pladsen. Ansøgningen gik igennem, men de kom nu ikke til at bruge pladsen til beboelse, det blev til baghus, hvor der i det inderste rum var plads til høns, som kunne lægge dejlige æg, og en gris -og når den var slagtet købte de en ny. Måske var det på det tidspunkt, at der kom en trappe, der førte op til loftsrummet.

Huset lå på en stor grund på 1400 m2 - og mod syd var der den dejligste udsigt ud over Byrholt, og togene kunne man se i det fjerne, for selv om huset ikke lå så højt fra vejen af, så var det som om, at landskabet blev lidt lavere lige på den anden side af huset - og man havde kig til de huse, der lå ned af grusvejen der gik langs grunden.

Nygaard og Astrid ville jo gøre alt for, at de kunne betale deres  afdrag, så Astrid begyndte, at gøre rent rundt omkring, så havde hun Egon med.

Soveværelset var enormt, og blev ryddet når der var stort gæstebud. Her sov de alle 4 inde, for Edith fik aldrig sit eget værelse. Her stod den gamle kommode, som Astrid havde fået, da hun skulle ud at tjene. Ovenover hang et gammelt firkantet sort spejl med lidt guldstafferinger, ellers hang der 4 billeder i soveværelset. Et af Ajstrup Kirke og et af Jesus, og så de 2 portrætter af Nygaard og Astrid. Soveværelset var så stort, at de omkring 1960 fik lavet badeværelse og pulterum i enden. Det var ikke rigtige døre der blev sat i. Det var faktisk skabsdøre. Forgangne kom til ved at tage et stykke af den lange stue og senere tog de spisekamret og lagde til, da de havde fået køleskab. Så blev det et pulterum, kun med et forhæng for. Her fik Egon værelse som ung, men der var kun lige plads til en seng. Det blev senere gjort lidt større, ved at tage noget af baghuset, men der kom aldrig dør i, så nu havde Egon et større værelse, det var det værelse, som mig og min mor og boede i indtil sommeren 1968.

Man kom ind i gavlen, bryggerset havde oprindeligt sikkert bare et støbt gulv, men på et tidspunkt blev der lagt de smukkeste sart grønne og svagt gule klinker i tern. Her kom der et bord med vask, den eneste vask de første mange år der var i huset, senere kom vaskemaskinen til.

Man gik videre ind i køkkenet, som på højre side havde et højt skab, komfur og plads til køleskab, da tiden var moden til det. Modsat var der køkkenbord "hele" vejen hen, eller de godt par meter som køkkenet var langt. Der kom aldrig vask i køkkenet. For enden af køkkenet var døren ind til stuen, men der var lige præcis plads til 2 små taburetter, som når de ikke spiste, var stablet ovenpå hinanden. Her sad Nygaard tit og fik sig en tår kaffe i underkoppen , som hedder spølskum-kaffe, med en sukkerknald eller 2 til, hvis der ikke lige var en småkage.

I den første oprindelig aflange stue, var der palds stil et spisebord, et par lænestole og vist også et dækketøjskab, senere fik de lagt de 2 stuer sammen , på nær det stykke, som så blev til forgang. Spisebordet holdt sin plads: Mellem de 2 vinduer med kig til vejen. Mellem dørene til soveværelset og køkkenet var dækketøjskabet sat, og modsat der plads til en lille sofa med bord og stole, en lille bogreol med radioen på. I hjørnet mod soveværelset stod kakkelovnen, da den røg ud, blev det fjernsynets plads.

Befrielsen

Det var en dejlig forårsaften, at rygtet gik, at tyskerne havde kapituleret. Naturligvis skulle det fejres. Det var dem der boede omkring dem som de fejrede aftenen sammen med, men sikkert også dem der boede i lejligheden hos dem. Mikkelsens som boede bagved, så Kjølby, som var Nygaards kødelige fætter. Der var Torps og så var der Charles, som boede der hvor senere Astrids fætter Harald boede, og siden Herdis og Holger. Han var ikke uvæsenlig, for han havde en flaske portvin med over. Festen foregik hos Astrid og Nygaard, for de havde jo den lille Egon. Måske var fødselsdags-Ajs der også med sine mange børn. Navnet havde han vist fået, fordi han en gang havde inviteret så mange med til sin fødselsdag.

Så vidt jeg mindes, har jeg fået at vide, at den tyske soldat kom forbi og gav hånd til Nygaard, da han og de andre forlod Sulsted.

Familien

Endnu her på billedet , er alt fred og idyl, men en dag meddelte Johanne og Jacob, at de ikke ville have mere med familien at gøre. Meget kan man sige om dem, men de holdt ord. De tilbageværende søskende fattede ikke noget af det hele og fandt vist aldrig ud af hvorfor.

Hvis man nu gik og troede, at Pier Bachs børn havde fået nok af kortspil, eftersom det havde kostet hele deres barndomshjem, så kunne man godt tro om. Anna, Nygaard og Elise elskede at spille kort. Var de samlet hos Nygaard og Astrid, gik der ikke længe inden kortspillet blev fundet frem, det lå ovenpå stueuret - og så blev der spillet kort. Ejvind var med som 4. mand, han kørte altid med Elise. Så var de 4 tabt for omverdenen. Der blev slået i bordet, og eder og forbandelser lød, når makkeren sad med dårlige kort, eller spillede dem dårligt - og latteren brød ud, hos dem der vandt stikket og spillet. Der skal 4 til whist og de var 4 - at Annas Peter og Astrid ikke spillede kort, var jo bare synd for dem, men de var nu ganske godt tifreds med det, for så skulle de ikke sidde over.

Her sidder Anna og Peter i deres hyggelige stue. Der var altid sådan en orden i tingene hos dem, men dugen skulle nok blive pillet af, hvis Annas søskende kom forbi for at få sig et slaw kort. Så kunne Peter vel læse Hjemmet færdigt ?

Juleaften var den lille familie alene, men juledagene tilbragte de 3 søskende også sammen. Der var 3 dage på højkant hvert år, 1. juledag, 2. juledag og Hellig Trekongersaften. Det lå ikke fast hvem der havde hvilken dag, men fast lå det, at også disse 3 dage var kortspillet fremme. Kun lige når maden blev serveret, holdt de pause, men det kunne kun gå for langsomt med at finde dem frem igen.

Nygaard tog alligevel hensyn til sin niece Elly. Da hun var en stor pige, og hun stadig boede i Sulsted, kunne hun godt en aften have lyst tl at besøge sin onkel og tante, men hvis hun så, at naboerne og Nygaard sad og spillede kort, så gik hun hjem igen. Nygaard havde en gang set hende gennem ruden, og havde spurgt sin søster Elise hvorfor Elly ikke var kommet ind.

Elise svarede, som sandt var, at Elly ikke havde lyst til at komme, når der blev spillet kort. Fremover, hvis Elly kom gående udenfor, sagde Nygaard til naboerne: "Nu kommer Elly, nu spiller vi ikke mere kort". Nygaaard kunne godt huske, hvordan han og hans barndom var sat til side til fordel for kortspillet. Han havde mistet så meget pga. de kort, det skulle hans niece ikke.

Nu var det ikke sådant, at de ikke kom sammen med Astrids familie, det gjorde de rigtigt nok.  Astrids forældre havde købt hus i Tylstrup kort tid efter krigen, og jævnligt tog de rutebilen, gik eller cyklede til Sulsted, eller Astrid og Nygaard med børn tog på besøg hos dem.  3 af hendes brødre boede hjemme i mange år, den ene, Karl forlod aldrig hjemmet. Han og Nygaard spillede 4-mands whist med 2 blinde makkere. Jo, de fleste af hendes søskende boede tæt på, mens 3 var flyttede længere væk. Lisse til Ebeltoft, Gustav til Sjælland og Christian boede i en tjenestebolig til Baggesvogn i Sindal sogn.

Julepakken fra Amerika

Egon og Edith og deres far og mor ventede altid spændt på julepakken.

En anden dejlgi ting ved julen hos Astrid og Nygaard og de 2 børn var julepakken fra Amerika. Larssine sendte hvert år, i god tid, en stor pakke fra USA, så den var fremme før jul. Hun forlod som tidligere nævnt, Danmark og søn i 1925 for at slå sig ned i New York. Her mødte hun Bill, og de 2 blev gift. Når Larssines pakke kom, så var der fest, for det var dejlige sager hun sendte. Tøj, ting og søde sager, som man slet ikke kunne få i Danmark dengang, og det var jo noget ganske særligt, at komme i skole i noget tøj, som kom helt fra Amerika. Edith kan fortælle, med julelys i øjnene, da Larssine sendte hende en flyverdragt/skidragt, der bare var så flot og smart. Larssine og Bill var på ingen måder rige, men den her pakke, vægtede Larssine højt og blev ved med at sende den. Jeg blev også selv begavet af hende: En fin lyseblå kjole med hvide blomster på, og 2 små håndklæder med høns på. Larssine sendte af og til også et brev, de blev gemt i den øverste skuffe i dæktøjskabet, hvor de andre skuffer var forbeholdt bestikket. Her lå også brevkniven, som alle breve blev åbnet med, samt blok, kuverter og en god kuglepen, hvis der skulle et brev den anden vej.

Astrid ville gerne have nye ting til hjemmet, og fik hun en ny skål, ja, så røg der en gammel ud. Fik hun et nyt møbel, blev det gamle der stod på pladsen brændt i haven. Nygaard havde ikke noget i mod at få noget nyt, bare de havde pengene til at købe for. Brevene som Larssine røg samme vej som møblerne og skålene efter Nygaards død, kun et enkelt, på den tid, usædvanlig flot julekort overlevede Astrids smid-ud-gen og var gemt i et fotoalbum.

Astrid og Nygaard blev bedsteforældre

Edith med Jørgen, Erik, Astrid løfter Bjarne, Nygaard og Egon forrest. Billedet er fra 1955, og der er endnu ikke toilet i huset, for vinduet mangler. Bliktaget blev skiftet i 1978-79. De 3 bagerste mænd blev alle DSBansatte, de 2 forreste mænd blev skattefolk.

Da Edith var 19 år var hun gravid, den vordende far var Erik, Ejnar Kroghs søn fra Tylstrup. Året var 1953, og vi snakker november måned.

Nygaard og Astrid havde besøg af Harald, en evig ungkarl, som mange år efter blev Astrids nabo. Edith og Erik kom hjem, og fødslen var gået i gang. Nu ville Astrid have mandfolkene ud. Hun sagde til Harald, at nu måtte han gå hjem til Hostrup, men det var alligevel alt for spændende for Harald, at gå glip af en sådan begivenhed. Astrid måtte til sidst mere eller mindre korporligt fat i ham, for at få ham ud. Nygaard, Egon og Erik blev "jawet" hen i baghuset. Her sad de så, den vordende far, vordende bedstefar og vordende onkel, mens grisen gryntede så lystigt i det uopvarmet baghus, sammen med høns der kaglede, og der til kom, at Egon havde fået en meget stor interesse for kaniner, så der var kaniner i baghuset, bagved og ved siden af baghuset. 500 havde han, da forretningen var størst. Fødslen trak ud, mandfolkene frøs - men det var værd at vente på. Edith fødte en velskabt dreng, som fik navnet Bjarne. Få måneder efter giftede Edith og Erik sig og fik et år efter brylluppet sønnen Jørgen. Erik gik samme vej som svigerfar, han blev ansat ved Statsbanerne.

Hverdagen i Gl. Sulsted og den sidste bliver teenager og stifter familie

Egon havde været med sin mor rundt for at gøre rent, men efterhånden blev han hjemme og legede med jævnaldrende drenge, senere kom skoletiden, og Astrid fik arbejde som rengøringskone på skolen om eftermiddagen, og kunne nu nøjes med et par jobs et par formiddage om ugen.

Nygaard, Egon og Astrid på tur til Grenen... Ud at se med DSB

Egon gravede kartofler op i kartoffelferien på Højgaard i Vestbjerg. Ikke en eneste gang nævnte Nygaard overfor sin søn, at det var hans barndomshjem, det gjorde for ondt. Nygaard og Astrid havde ikke bil, Nygaard havde heller ikke noget kørekort. Men de tog da på ture, selvfølgelig rundt til familien i nabolaget, måske til Astrids bror som arbejdede på Baggesvogn, måske af og til Lisse i Ebeltoft. Jævnligt tog de toget ned til Hadsten, hvor Edith og Erik og de 2 små drenge var flyttet ned. De boede der i en 3-4 år, inden de vendte tilbage til det Nordjyske, omend søndenfjords. Ofte gik søndagsturen til Hammers Hus, altså ikke borgruinen på Bornholm, men restaurationen med tilhørende kiosk inde i Hammer Bakker.

Her cyklede de ud, havde taget madpakken med, eller købte en is i kiosken, så sad de i kanten af den store skovlysning der var ved Hammers Hus. Her sad de sammen med en masse andre lokale folk, som man måske ikke mødte så tit. Nogle ture gik også længere væk. Nygaard havde ret til en årlig tur med statsbanen for hele familien. Et år gik turen til Skagen og de blev foreviget på et billede. Kunne toget ikke bruges og det var nødvendig med en bil, brugte de enten Hans Christian i Tylstrup eller Kjærluf, som havde overtaget brødudsalget og som kørte Lillebil ved siden af.

Far og datter i haven hos Astrid og Nygaard.

Hvor Edith fik en formiddagsplads da hun var blevet konfirmeret henne i forpagterboligen, var tiden en anden da Egon blev konfirmeret. Han fortsatte i skolen og fritiden blev brugt til at lytte til grammofonplader med Elvis og Cliff Richard, spille guitar og fodbold og så skulle håret have det rigtige sving, så folk i Sulsted troede, at han var selveste Elvis. Jo, Egon var teenager, et begreb der ikke fandtes da Edith 10 år før havde samme alder. Han havde også fået sit eget "bette" kammer, i pulterummet. Der var vist kun lige plads til en seng, hans grammofon og hans pladesamling. Tidligere havde det været et højdepunkt, når genboen Charles sorte hingste skulle hen og bedække i Forpagtergården. Egon og vennerne drønede hen for at se hvordan det gik til, men Charles boede der ikke længere.

Da Egon var knap 19 år gammel forlovede han sig med Eva, og året efter var jeg en realitet. Få måneder efter giftede de sig, og vi flyttede allesammen ind i Egons værelse, som blev udvideet ved at tage et stykke af baghuset. Her var der nemlig ikke mere grise eller høns og kaninavleren havde også indstillet karrieren til fordel for en læreplads på kontor hos V. Sørensen. Nu måtte Elvis vige for babyskrål og twist måtte vige for barnevognskørsel. Astrid sagde op på skolen, for at kunne passe mig, mens min far gjorde sin læretid færdig, og senere blev soldat både i Sønderborg, på Kronborg og i Nr. Uttrup. Eva, min mor, blev udlært hos Iversen & Iversen i Aalborg, en fin babytøjsforretning, så barnebarnet var standsmæssigt klædt, når Astrid skulle ud at vise hende frem. Nygaard havde banket i bordet og sagt, at jeg skulle hedde Nygaard til mellemnavn. Så jeg fik navnet Ann Nygaard Larsen, men min farfar kaldte mig nu altid Ann-Pan-Kaffekand´.

Astrid med Gråmis ved bagdøren. Om aftenen kravlede Gråmis og de andre katte op af pinden og sov på loftet. Om morgenen når Nygaard låste døren op sprang Gråmis ind i Egons seng.

Nok var det slut med både gris, høns og kaniner, men så havde Astrid og Nygaard katte, da der var flest var der 7, hvilken af disse 7 der gav mig en kattefobi er uvist. En kat skal fremhæves: Gråmis, som var en ganske særlig kat. De år hvor Egon gik i skole i Aalborg og senere kom i lære, da fulgte Gråmis ham troligt til bussen hver morgen, og hentede ham hver eftermiddag. Gråmis kunne ligesom køreplanen, og var Egon ikke med, gik den en smut hjem, og vendte tilbage kort tid før den næste bus kom. Da Egon startede sin militærkarriere, gik Gråmis op til bussen som den plejede, men der kom ingen Egon hjem med hverken den ene eller anden afgang. Da Gråmis indså det efter nogle dage, så de den aldrig mere.

Bo og mig.

Der boede vi så i 3 1/2 år hos min bedstemor og bedstefar, ja, det kaldte jeg dem de første år, men da vi flyttede i eget hus, fik jeg en ny veninde: Bettina. Hun havde en farmor og farfar og sådan nogle ville jeg også have. Året efter vi var flyttet, og vores værelse blevet lagt til stuen, og blevet tl en vinkelstue, fik Astrid og Nygaard deres sidste barnebarn, min lillebror Bo.

Larssine kom hjem fra Amerika

Larssine og Anna, gensynsglæde efter 45 år.

Alt var pudset og poleret, malet og lakeret, revet og fejet, klippet og nippet i 1970, for det var en kæmpe begivenhed: Larssine kom hjem til Danmark, og genså sine søskende og sin søn for første gang i 45 år. Hun var nu 69 år gammel. Hun havde ikke Bill med, han blev hjemme i New York, men det var jo også en bekostelig rejse.

Nygaard og hans 3 år ældre søster var glade for at se hinanden.

Nygaard, der stadig arbejdede, og først året efter ville blive folkepensionist, havde taget ferie. Hun kom, så og sejrede. Godt nok talte hun stadig godt dansk, men hendes udtale var dog noget amerikaniseret med årene. Hun havde også det amerikanske snit over sig, briller, tøjet og smykkerne. Hun vidste hvem alle sammen var, for hun havde jo hørt om dem alle i brevene. Hun var vel i landet i omkring 14 dage og stort set var der fest hver eneste dag. To gange mindst var familien samlet hos Nygaard og Astrid, og den ene gang var der inviteret så mange, at de blev nød til at rydde soveværelset. Larssine døde 19. januar 1972 Long Island, Queens, New York.

Pensionisten

Nygaard gik på pension i 1971. Astrid genoptog arbejdet på skolen fa 13.30-16.30, og jeg startede i 1. klasse, så når jeg fik fri, kunne jeg gå ned til dem, og være sammen med dem begge, indtil Astrid tog på arbejde. Min bror Bo, blev passet hos hjemmegående mødre, indtil han kom i børnehave, og selv om han kom tit, var det først senere, at han fik sin daglige gang hos dem.

Min farfar og jeg spillede kort, gris - 31 og 500 i lange baner. Engang syntes jeg, at det var sødt af ham, at han gad, men han var måske lige så glad for, at jeg gad. Vi malede flag, de havde nemlig et 1-binds leksikon, hvor der var en dobbeltside med alverdens flag, der var de nemme, de lidt mere indviklede og så var der dem, der var så svære, at vi alrig blev helt tilfredse.

Efter Nygaard var blevet pensionist, spiste de varmt mad til middag. Om formiddagen ordnede Astrid maden, vaskede tøj , vaskede gardiner ( for var der noget hun gjorde, så var det at vaske gardiner), hun strøg, tørrede støv af med støvkluden, som havde sin faste plads oppe under spisebordets ene hjørne, hvor den kunne sidde fast. Hun gjorde stadig rent 2 formiddage om ugen, en gang hos Fru Andersen, en gammel købmandsenke og en gang på kontorene på skolen, imens havde Nygaard også nok at se til om formiddagen.

Nygaard tog kasketten på - den havde med årene afløst den høje hat - og så ud i lokalsamfundet med portemonnaien i baglommen på de brune bukser, måske op til slagter Ejnar efter et pund fars til frikadeller eller karbonader, ind efter franskbrød hos Kjærluf og Magda, som havde overtaget brødudsalget for flere år siden og en sludder fik de hver gang. Så kom han forbi Skudstrups hus. Han og Skudstrup fik mange sludre gennem årene. Skudstrups havde været de første i byen der fik fjernsyn, og Egon havde tilbragt mange aftener med at kigge fjernsyn hos dem, Nygaard og Astrid havde også været derinde og se fjernsyn flere gange inden de selv fik et.

Nygaard skulle over til Elis og Lilly efter blade, mandag Familiejournalen, Hendes Verden og Hjemmet, onsdag var det Ude og Hjemme. Dem skulle der også snakkes med, de var også blevet i familie, for deres svigerdatter og Nygaard og Astrids svigersøn Erik var søskende. Til sidst til Brugsen, for det var her de fleste varer skulle slæbes hjem fra. Brugsen var leveringsdygtige i alt fra det uundværlige landbrød til mågestellet og juleplatter, alle 3 ting blev indkøbt der, for ikke at glemme det krasbørstige toiletpapir, som var lavet af noget nær det samme papir, som i dag kun bruger til små brune poser. I Brugsen arbejdede Astrids søsters søn Karl, eller Kalle som han gik under, så ham skulle han da også lige have en sludder med, og han måtte da endelig hilse hjemme, hvis han ikke havde set Sigrid og Poul den dag. En gang om ugen kom fiskebilen, så var der fisk på menuen. Nygaard kom i god tid, for så kunne man jo få sig en sludder med alle de andre der også skulle have fisk. Hver eller hveranden uge kom sodavandsmanden fra Brønderslev Bryghus, og så skulle kassen byttes. Mælkemanden havde også sin vante gang i byen, men Nygaard og Astrid købte nu deres sødmælk i Brugsen.

Nygaard er ved at formklippe et træ.

Haven var også et stort arbejde, og de bestilte jævnligt hjem fra Bakker i Holland. De havde en kæmpe køkkenhave, ja, faktisk 2, hæk hele vejen rundt om grunden. Det var her i haven, at Nygaard i en busk fandt 2 gamle mønter. Han have slået dem op i hans lille møntkatelog. Den ene kunne betale busbilletten til Aalborg, mens den anden, var noget mere værd, han fik hele 800 kr. for den. Når han rendte der og lugede eller rev de alenlange jordgange langs hækken, så fik han sig en sludder med Gregersen, eller med Kaj Mikkelsen, som havde smedeværksted hjemme på bopælen, måske en sludder med Herdis og Holger eller Martha Torp, som nu var enke. Hans fætter Kjølby var død nogle år forinden, men ha nvar også blevet omkring de 90. Man skulle egentlig tro, at Nygaard havde nok at gøre med at grave sin egen have, men han hjalp også med at grave i drivhusene hos Erik og Emmy. Han havde hjulpet Dollar-Erik, som havde fået navnet fordi han engang kom hjem fra Amerika i et dollargrin dengang Erik var opstartet med at have drivhuse i sin tid, og nu som pensionist gik han derop igen. Erik var nu gået fra at blive kaldt Dollar-Erik til at blive kaldt Persille-gartneren.

Nygaard kalkede også troligt huset og sværtede soklen, selvfølgelig inden pinse, som er den uskrevne regel for den slags. En lørdag formiddag var min far, min bror og jeg på besøg. Nygaard var netop gået i gang med årets kalkning, da der kom en misforståelse mellem vendelbomål og rigsdansk:

Bo - farfar jeg vil også male

Nygaard - nej, do må æn måål

Bo - jamen farfar, jeg vil heller ikke måål jeg vil male.

Jo, Nygaard havde en travl formiddag, inden jeg invaderede hjemmet. Men selv når jeg var der, skulle eftermiddagskaffen drikkes ude på taburetten bag døren til stuen. Kaffen var først hældt op i koppen, for derefter at blive hældt i underkoppen, lidt efter lidt. Så blev den slubpret ind, sammen med sukkerknalden i mangel af småkager. Ha nholdt øje med hvornår avisbudet kom med Aalborg Stiftstidende, som straks måtte læses. Imens stak jeg hånden i sukkerskålen, tog et par sukkerknalder og gik ud til Kaj Mikkelsens hund Laika. Den kunne nemlig danse i cirkler, når man holdt en sukkerknald over den.

Baghuset, som efterhånden var møbleret meget spartansk, skulle Nygaard også hen i, en cykel skule lappes, hvis den ikke kom op til Elis, som havde cykelværksted i sit baghus, en skål skulle klinkes og andre småreperationer. I det inderste rum i baghuset, havde kummefryseren sin plads. Tidligere havde de haft en bok oppe i frysehuset, som lå ved brugsen. Det var Hovn, der havde stået for det. Hans kone, Fru Hovn var lærerinde på skolen, og Astrid havde også gjort rent for dem. Her i det inderste baghus hang han le og hans sav. Her stod cykler og hans mintgrønne og hvide 3-gears Puch. Saven brugte han til at fabrikere havebænk, en vippe, en gynge - alt var malet svenskerrødt. Om efteråret og vinteren duftede det inderste baghus af æbler. Æblerne var samlet fra deres 7 æbletræer.

Om aftenen skulle der ses fjernsyn, TV-avisen 19.30 var lige så fast som det, at han skulle gætte kryds og tværs. Astrid gættede også, og ugebladenes krydsord var delt op mellem dem, ingen så meget som forsøgte at kigge på den andens kryds og tværs. Når ugebladene var læst byttede de med Familie Journalen med Astrids mor, siden med hendes søster Mary i Brønderslev, så fik de en bakke æg som tak.

Et par weekend ophold blev det også til. Turen gik den ene gang til Sønderborg i vores lille Morris Mascot, den anden tur til Sjælland, i efterfølgeren en Datsun, hvor turen bl.a. til Kronborg, hvor Egon jo havde været soldat, og til Sverige. Sverige var dermed det eneste udlandt Nygaard kom til - København så han aldrig.

De blev også inviteret til festivitas både hos Nygaards gamle arbejdskollegaer og Astrids kollegaer og naboerne selvfølgelig.Kortspillet med hans familie fortsatte, men i 1977 mistede den 3 medlemmer, både hans søster Anna og søster Elise døde det år, det samme gjorde nevøen Ejvind.Der var heller ikke mere kortspil med Astrids bror Karl, som var død året forinden. Nu var der kun de 2 yngste børnebørn at spille kort med. De to ældste børnebørn blev gift i de år og havde gjort ham og Astrid til oldeforældre.

Juleaften

Juleaften blev de ved at fejre hjemme. Børn, svigerbørn og børnebørn ko hjem, og da de 2 ældste børnebørn var blevet gift og havde fået børn, skiftedes de til at komme. Juletræet blev bestilt hjem i brugsen. Eftersom Nygaard jo havde sin daglige gang i Brugsen, skulle han nok få at vide hvornår træet var kommet, tog det med hjem i baghuset indtil det skulle pyntes. Forinden havde vi fabrikeret metervis af musetrapper og guirlander, som var kæbet sammen med tapetklister, rigtigt købe lim blev kun brugt til de papirshuse der var med Familie Journalen og som Nygaard samlede. Træet kom ind i stuen, og kassen med julepynt, som stod i pulterkamret, blev fundet frem med kugler i forskellige farver og den gamle stork kom også på. Så kom guirlanderne på. Bordet blev dækket med hvide duge og mågestellet, som jo var købt i Brugsen. Festen startede tidligt, helst kl. 17. Astrid kunne jo godt lide, at være foran, så ikke længe efter, blev der serveret suppe, her skulle hver helst spise 2 portioner, straks suppen var fortæret, kom and og sted med "hele svineriet til" inklusiv hjemmelavet agurkesalat og ribsgelé fra ribsene i haven, som troligt blev plukket hvert år. Når familien var ved at revne, var det tid til ris a la manden, hvor det lå fast, at der var en mandelgave til alle børn, og man var barn indtil man selv fik børn. De voksnes mandelgave havde Erik næsten altid held til at vinde. Nu skulle der vaskes op, så kvinderne gik i bryggerset, det var jo der vasken var, og i mens blev bordet helt ryddet, sat på plads, træet rykket frem ud midt på gulvet. Sanghæfterne var dem de gennem årene havde samlet med familiejournalen, og så blev der sunget Glade Jul - Dejlige Jul - Julen har bragt vesignet bud og Dejlig er Jorden. Kimer i Klokker ville de også gerne synge, men den var vi andre nu ikke meget for, vi havde mere sangstemmer til Højt fra Træets grønne Top. Så blev træet rykket tilbage, bordet slået ud igen, og så hentede folk deres gaver ude i bilerne. Hver havde en ståplads ved bordet, og alle ens pakker blev lagt foran på bordet. Der var ikke den palds man havde når man spiste, hvorfor ved jeg ikke. Jeg sad altid mod ryggen til køkkenet når vi spiste, men altid på den modsatte side, når der skulle åbnes gaver.Så gik det efter alder, den yngste åbnede først alle sie gaver. Nygaard var den sidste, han var alderspræsidenten.

Straks gaverne var åbnet blev de pakket ned igen. Her var ingen bånd der lå og flød, eller gaver der blev flået op, alle så hvad alle fik og af hvem. Da de nu åbnede gaver havde byttet ejermand blev de sat ud i bilerne igen. Astrid og Nygaards blev lagt inde på sengen. Så kom dugen og mågestellet på igen, for nu var der kaffe, slik, mandariner og appelsiner, æbler, lagkage og 7 slags småkager som Astrid havde bagt. Der var i hvert fald finskbrød, jødekager, vanillekranse og brunkager. Det var en hyggelig og rar juleaften, om end den var noget forjaget.

Den sidste dag

Nygaard havde egentlig et godt helbred, bortset fra, at han nogle år forinden havde fået noget kræft i læben, og med jævne mellemrum måtte til Århus Kommunehospital for at få det kontrolleret, og måske skåret lidt væk. Men så fik han en blodprop i hjertet og kom på sygehuset. Han kom over det, og lagde cigaretterne på hylden. Han begyndte dagligt at gå en tur om formiddagen, hvor jeg tit fik øje på ham inde fra skolen. Astrid fortsatte på skolen.

En dag i april 1981, kort tid efter, at han havde haft hele familien hjemme til sin 77 års fødselsdag, havde Nygaard bestilt tid hos lægen, for han syntes, at han var begyndt at få ondt i hjertet igen. Han havde fået tid d. 30. april om eftermiddagen. Den dag, var han ved at male en sæbekassebil til sit yngste barnebarn, men pakkede den svenskerrøde maling og penslen pænt sammen, og gik ind for at vaske sig, da Astrid var taget på arbejde. Han kunne male Bos sæbekassebil færdig når han kom hjem eller gøre det næste dag. Han var klar, da han ringede hen i lægehuset og sagde: "Jeg kommer ikke hen til jer, i må komme til mig, jeg er ved at dø".

Lægerne fik fat i hjemmesygeplejersken, som nåede frem. Hun ringede efter en ambulance, men Nygaad døde heldigvis inden den kom. Hvor var det ham vel undt, at dø i sin egen seng, i sit eget hjem. Nygaard blev 77 år og 16 dage, han blev begravet ugen efter, på Astrids 67 års fødselsdag, og kom til at ligge på hans fars  og mors gravsted på Sulsted Kirkegård.

Efterskrift

Nu nærmer julen sig igen. Her hos mig og min familie, vil der blive dækket op med mågestellet, som Astrid og Nygaard købte i Sulsted Brugs, om end suppen og lagkagen har forladt julemenuen og de 7 slags småkager er nedgraderet til en slags. Når vi danser om tæret, så er det sanghæfterne der var med Familie Journalen vi synger efter. Vi synger dem, som de også godt kunne lide, og mange flere. I stuen står en skål med de gamle glaskugler, som de havde på juletræet. Julegave-ceremonien er væk, det irriterer mig dog, at jeg ikke har det samme overblik, som jeg havde i min barndoms jul, hvor jeg kunne huske hver enkelt gave hver enkelt fik. Den anden dag, blev benene slået fuldstændig væk under mig. Min yngste datter, Frederikke, kom hjem med jødekager, hun havde bagt i skolen. Da jeg  fik en, blev jeg kastet tilbage til julen hos dem, med sådan en fart, at jeg blev overrasket. Tænk, en jødekage, bagt i et nedslidt skolekøkken, kan få alle minderne frem. Nu ved jeg, at min barndoms jul smager af jødekage.

Hvordan beskriver jeg et menneske, som jeg elskede højt ? Hvordan skriver jeg, så andre kan forstå, hvad præcis det er jeg mener ?

Har jeg nu det hele med? Selvfølgelig har jeg ikke det, det kan jeg ikke, det skal jeg ikke. Jeg beskriver nogle mærkedage igennem hans liv, og lidt der i mellem, og håber på, at jeg får essensen med. Detr var ingen nekrolog i Aalborg Stiftstidende over Nygaard, der var ingen dødsannonce i - for det var i en af de perioder, hvor avisen typografer strejkede gennem længere tid, som de havde for vane i de år.

Når jeg læser ovenstående igennem, bliver jeg forundret. Forundret over, at min farfar som ung, oplevede hvad det vil sige,  at gå fra hus og hjem - at komme ud at tjene, at miste sin mor, og til hans søn Egon, som 40 år efter bruger tiden på at lytte til Elvis, spille fodbold, og klimpe på guitaren inde på sit eget lille kammer. Eller hvordan baghuset i 1944 var en lejlighed for en lille familie, til at blive grisesti og hønsehus - for at blive et baghus, hvor dybfryseren stod, hvor jeg så ofte hentede en is. Men det var den udvikling der skete ikke bare i Sulsted, i Vendsyssel men i hele Danmark på de år, Nygaard var bare en del af den.

Astrid med tid til at slå en skrald-latter op og Nygaard, der også har det store smil på.

Astrid, min farmor, var et udpræget sort/hvidt menneske, der var de gode og de onde. Min far, min bror Bo og mig hørte ubetinget til de gode. Vi har aldrig, i hendes øjne, lavet en eneste fejl. Nygaard var et mere nuanceret menneske. Men begge elskede os og forkælede os grænseløst. Astrid kunn slå en skrald-latter op, mens Nygaard var mere til det stille smil, den underfundige latter, og hans øjne var så levende - der var altid et glimt i de øjne.

Min far og farmor. Trøjen hun havde på kaldte vi "Fødselsdagstrøjen"

Astrid blev 67 år og dermed folkepensionist den dag Nygaard blev begravet. Hun stoppede på skolen til sommerferien. Gennem de næste mange år fandt hun sin egen dagligdag. Fyldt med gøremål inde og ude. Haven skulle passes og plejes, gardiner skulle vaskes, krydsord skulle gættes, avisen og ugebladsromanerne skulle læses, fjernsyn skulle ses, i Brugsen skulle der handles, med naboerne skulle der sludres. Familien skulle besøges, eller kom forbi. Den blev større og større, for flere oldebørn kom til, et par stykker var blevet skilt og gift igen. Om søndagen tog hun ofte i kirke med Bo.

Hun blev med årene meget dårlig til at høre, men det ville hun jo selvfølgelig ikke indrømme, og følgende "goddag-mand-økseskaft" fandt sted:

Min far, Egon råbende: "MOR, DU HAR EN GOD KULØR"

Min farmor: "JA, A ÆR GO TE AT HØR"

En anden sjov episode, har også givet os et valgsprog i familien:

Edith og Erik skulle inden længe have udbetalt en del penge. Edith havde fortalt min farmor det, og havde sagt, at de muligvis ville have en ny bil. Næste gang de snakker sammen fortæller Edith, at de i stedet vil have en anden campingvogn. Min farmor spørger ind til bilkøbet. Edith fortæller, at det har de droppet, da de så skulle låne penge ved siden af, min farmor udtaler så: "Egons hår lige tjøpt ny bil - den er betålt kontant".

Vi sidder samlet hos min farmor og hun fortæller min far ovenstående.

"Mor" siger min far - "Det passer ikke, vi har lånt penge i banken"

Min farmor sidder lidt stille og udbryder så:

"Nu hår a så det - og det lawer a æn om på"

Astrid døde 23 år efter Nygaard. Det sidste år, havde hun måttet tage ophold på Solgården i Tylstrup. Hun døde den smukkeste sommermorgen af alderdom, hvis det ellers er tilladt i Dagens Danmark, at dø af noget så banalt. Hun nåede 3 mål, hun havde sat sig her livet. Hun oplevede årtusindeskiftet, hun blev tipoldemor og hun nåede at fylde 90. Hun havde dog satset på de 100. Hun blev begravet en varm sommerdag i juli 2004 ved siden af Nygaard. Hun opnåede i fin stil, at blive oldemor til vores 3 døtre, og se dem blive døbt i Sulsted kirke, og inden da oplevede hun, at jeg blev gift.

Det var en selvfølge, at en sådan begivenhed, skulle finde sted i Sulsted kirke. Jeg var døbt der, jeg var konfirmeret der. Der skulle være bryllupsfest, og der var bestilt musik og fotograf. Nu gik jeg ind til orgelspil med min far under armen, og op af kirkegulvet, ind i den smukke, smukke kirke med alle kalkmalerierne. Min farmor sad der, hun var mit vidne, og var sikkert stolt som paven. Min farfar var også med, han lå lige derude, måske 20 meter fra hvor jeg stod. Da jeg kom ud, lagde jeg en buket på hans grav, og fortsatte ud i livet.

Familien og Astrid og Nygaard selv og deres fotoalbum

www.arkivalieronline.dk og www.nordjylland.flyfotografiering.dk

En hver fejl er utilsigtet.