Når ens datter oplever historiens vingesus

Hjortnæs, Børglum Sogn 

Der var udsigt til en lang sommerferie i 2011 for vores ældste datter Lenette. Hun gik på Handelsgymnasiet og fra at hun fik læseferie i 2.G og inden hun skulle starte i 3G udsigt til 3 måneders ferie, kun afbrudt af nogle få eksamner. Et fritidsjob havde hun ikke haft siden hun fyldte 18 år, men havde søgt forskelligt, og var bl.a. i en jobdatabase.

Så blev hun kontaktet, om hun kunne tænke sig, at komme op på "Hjortnæs" som "au-pair" pige, da hende de havde regnet med, var sprunget fra. Hun var ikke længe om at betænke sig, heller ikke det, at hun kunne få egen lejlighed, og slipper for de håbløse forældre og irriterende søstre en hel lang sommer.

Hjortnæs ejes i dag af Anne og Mette, mor og datter.

Min svigerfar, Polli, var også veltilpas med hans barnebarns job, for han havde såmænd tjent hos Mettes farfar Helmer i sine unge dage. Det var dengang Helmer havde Eriksholm, og Mettes far, Ole, havde været en lille vakker dreng. Polli kunne fortælle Lenette, selv om han ikke havde arbejdet på Hjortnæs, så havde folkene det godt, og kosten var god. Sådan noget ved man, når man er opvokset i Børglum sogn.

Efter Polli havde sagt farvel til Eriksholm, havde Helmer og familie gjort det samme, og var rykket ind på Hjortnæs.

Man producere grise der, ikke forfærdelig mange flere end Lenettes ene onkel gør, og de har heller ikke ret meget mere jord end han, men alligevel, så har Hjortnæs det, som man ikke kan købe:

Historiens storhed og historiens vingesus.

Døren ind til loftsrummet

Man tænker ikke rigtigt over det, når man suser forbi, og kan se Hjortnæs dernede et godt stykke fra alfavej, men man mærker det straks man kommer ind på gårdspladsen, den er enorm, og det vil ikke virke unaturligt at man som minimum tog en cykel, når man skal ned i den anden ende. Alligevel passer gårdsplads, stuehus og længer sammen, for det hele er så stort. 

På vej op af trappen til Lenettes store lyse lejlighed, som kan gøre en småbørns familie i Københavnsområdet grøn af misundelse, er der en dør ind til "loftsrummet". En på samme tid, slidt og smuk dør. Jeg sagde til hende: "Tænk hvad den dør har oplevet". Ja, hvis den kunne tale, så var der nok stof til en roman eller 2.

Lenette nød til fulde sin tid på Hjortnæs, som "au pair". Hun indgik som en naturlig del af familien, og hende og børnene travede hver dag over til Mette og "karlene" for at holde formiddagspause. Hun kunne kun give sin bedstefar ret, på Hjortnæs har man det godt.

Lad os starte med den første Fuglsang ejer af Hjortnæs:

Christen Christensen blev født 2. oktober 1887 som søn af Christen Christensen og Maren Kristine Jensen på Sdr. Fulgsang i Aasted sogn.

Det er her i nordøst Vendsyssel, at Christen vokser op.

Christen var allerede som 22årig bestyrer af gården Solholt i Skæve sogn, da han giftede sig d. 2. november 1909.

Bruden hed Petrine Thomine, men blev kaldt Mine. Hun var født i Rubjerg sogn d. 25. september 1889 som datter af Kroejer Christian Godtfred Frederiksen og Kristine Marie Jensen. Jo, Godtfred, som Mines far blev kaldt, var ejer af Løkkens Vejkro. Men det var nu ikke over i det vestlige Vendsyssel, at Christen havde mødt sin Mine, for i 1907, havde Godtfred købt Knivholt i Flade sogn. Godtfred var nu draget videre, og havde med sin kone nr. 2 gang i Hjallerup Kro, og havde også fået sig et par små børn.

Knivholt, som han stadig ejede, blev drevet af hans søn Helmar, og det  var da også i Flade Kirke, brylluppet stod mellem de 2 unge mennesker, der var så unge, at der måtte en kongelig bevilling til.

De nygifte startede deres ægteskab på Solholt i Skæve sogn, og nu begyndte den unge Mine med jævne mellemrum at levere et nyt familiemedlem.

28. oktober 1910 fik de deres første søn, som blev opkaldt efter morfaren, Godtfred,  så fulgte Verner i januar 1911 og i maj  1913 Edith Kristine.

Det var i 1913, at det unge ægtepar 24 og 21 år købte Hjortnæs. Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at de var godt støttet hjemmefra - men det var alligevel noget af et sats. Måske var der lige nogle ting, som skulle bringes i orden inden familien flyttede, for det var først d. 1. april 1914, at de flyttede ind de 5 1/2 styk - ja, for Mine var med barn igen.

Jens Frederik blev født 16. oktober 1914, og så fulgte Kristian Helmar i  1916, Frode Jørgen i 1917, Karl Gunnar i 1920 og Bodil Berthine i 1924.

5 drenge og 2 piger voksede op på Hjortnæs i Børglum sogn.

Men lad os lige skue tiden tilbage til folketællingen i 1921. Her er det Christen Fuglsang selv, der står for optællingen, og modsat så mange andre, så lader han tyende stå øverst, og ham selv og familie nederst.

I bogen "Ud at tjene" som er erindringer fra Løkken-Vrå, har Aase Kjølby Nielsen skrevet om sin tid som husjomfru på Hjortnæs i 1952, og har altså også været der omkring, at min svigerfar tjente på Eriksholm hos deres søn Helmer.

Aase skriver bl.a. at på det tidspunkt boede kun Hr. og Fru Fuglsang der og deres søn Godtfred, som var bestyrer, de var 4 piger: 1 husjomfru, en kokkepige, en køkkenpige og en stuepige og så var der 10-12 mand ansat i driften, der for uden kom der en malkekone, og en fodermesterkone, som også tit trådte til.

Pigerne havde det godt, de havde alle en frieftermiddag om ugen, kun fredag eftermiddag var de der alle 4. Hver anden weekend fik de fri fra lørdag middag af, den anden weekend først fra søndag middag.

Hun fortæller endvidere:

"Hjortnæs var et godt sted at være ansat, også hvad kosten angik. Fru Fuglsang sagde altid: "Karlene skal have det de kan spise, for det er dem der gør arbejdet". Der skulle ikke mangle noget i folkestuen. Der var altid rigeligt".

Hun fortæller også, at det var et sted folk blev i mange år, og bl.a. nævner hun Jacob Kiel, som er nævnt ovenfor i folketællingen, han kom med i 1914 og blev der i mere end 40 år.

Desværre er det kun et uddrag af artiklen. Fundet på vendelboarkivet.

Det var vel meningen, at Godtfred skulle overtage Hjortnæs, da Christen døde i 1956, han var da i hvert fald kørt i stilling som bestyrer, men det endte med, at Helmer købte Hjortnæs i 1960 og Godtfred overtog Eriksholm.

Med sig til Hjortnæs havde Helmer sin kone Else og sine 2 sønner. Mine fraflyttede Hjortnæs, og lod de unge komme til, det skete ved en fest på Løkken Vejkro, hvor hun havde startet sit liv.

Helmer døde i 1980, nu var det Ole og Anne der overtog Hjortnæs, og efter Oles død i 1999 drev Anne det alene, indtil 2006, hvor Mette, som er 4. generation på denne herlige plet, som Lenette fik lov til at opleve en hel sommer, og har bundet et bånd til resten af livet og som hun kan og vil fortælle sine børn og børnebørn om.

Kilder:

Ude at tjene - erindringer fra Løkken-vrå, udgivet 2004.

www.arkivalieronline.dk

http://www.flemmingsherregaarde.dk/27328153

www.vendeboarkivet.dk

Skulle der være en fejl, er det utilsigtet, og jeg hører gerne fra dig.