Sulsted by og folk del 2

Sulsted By og Folk er - heldigvis - blevet meget lang, så nu er det på tide at lave en 2er. Jeg håber, at der med tiden kommer mange billeder - og kan du bidrage med noget - hører jeg meget gerne fra dig.

Her på billedet er det Jens Christian Nielsen Abildgaard med 2 af sine børnebørn Karen og Niels Børge. Han takker min farmors søster Sigrid, for blomsten han fik i anledning af sin 70 års fødselsdag d. 21. maj 1943 - og for den tid, hun tjente hos familien.

Jens Abildgaard døde 8. august 1955 og blev begravet på Sulsted kirkegård d. 13. august 1955.

Dette her fotografi er fra Sdr. Elkær. Det er Sigrids mand Poul Alfred Poulsen yderst til venstre, blev Sigrid og mig enige om. Kender du nogle af de andre, hører jeg gerne fra dig.

Her er vi på Sulsted skole. Yderst til højre i midterste række står Karl "Kalle" Poulsen. Genkender du nogle af de andre elever - hører jeg gerne fra dig.

Ja, sådan skrev jeg, og nu har det givet pote. Mogens Klitgaard har nemlig svaret mig, og han kender navnene på stort set dem alle.

Lærerinden er Frk. Madsen. Der blev bygget en lærerbolig til hende, det allerførste hus i Toftegårdsparken ( No. 30). Her boede hun indtil omkring 1971 hvor hun, så vidt jeg husker blev gift og flyttede til Sønderjylland. Huset solgte kommunen, som da var blevet til Aalborg Kommune, solgte til Lærer Sørensen.

Bagerste fra venstre: 1 Per Kristensen ( søn af Lærer Kristensen), han blev kaldt Reserve Jesus 2 Niels Bech 3 Henning Jensen 4 ?? 5 Søren Gregersen Nielsen  6 Bjarne Mølgaard 7 Mogens Klitgaard Nielsen  8 Kurt Svensson 9 Knud Erik ?? 10 Per Konnerup Jensen

Mellemste række fra venstre: Verner Christoffersen, Kurt Sørensen, Eva Jensen, Karin Lykke Jensen, Christian Christensen kaldet brusebassinnet, Jørgen Nielsen, Karl Poulsen, kaldet Kalle

Forrest række fra venstre Inge Fabricius, Inge Sørensen, Ulla Sølvgaard, Birgit Larsen, Birthe Fabricius, Barbara Hasselteufel, Hanne Ziegler, Mona Marie Sørensen.

Jeg siger tusind tak til Mogens for at få sat navn på børnene og lærerinden i denne klasse, mange navne kan jeg nikke genkendende til, men husker dem dog i en noget ældre udgave.

 

Min farmors bror Verners ejendom i Mellembyen ( på Småengevej). Sigrid og jeg kunne i første omgang ikke lige hitte ud af hvad det var for en ejendom, men da jeg kom hjem, bemærkede jeg vogterhuset i toppen af billedet, og da jeg så nærmere på ejendommen, mindede den mig om Verners. Ved at have sammenlignet med et luftfotografi fra 1950erne er det med sikkerhed Verners ejendom. Ved hans død i 1981 blev stuehuset straks rakt ned og et nyt bygget.

Poul Alfred Poulsens barndomshjem Svanen i Sulsted. Den eneste ejendom vi kender i dag som "Svanen" var der hvor Åse ude fra Svanen boede, der boede Pouls faster og onkel. Denne her ejendom ligger nede bagved, og den blev altså også kaldt "Svanen" og hvor Grindsted Flytteforretning har hørt til en del år. Jeg beklager genskæret fra blitzen - men billederne jeg tog af maleriet uden blitz gav så rigeligt genskær af mig.

Sigrid og Pouls hus på Elkærvej. De købte huset i 1958/59 for 16.500 kr. Huset var bygget af en murermester som egentlig selv ville bo der, men så overtog han barndomshjemmet, og forældrene flyttede ind i huset i stedet. Senere boede et par ældre damer i huset, indtil så de købte det. Pouls far flyttede med ind i huset, men boede der kun knapt et år, så døde han.

Billedet er taget efter 1972 for man kan se i baggrunden, at hegnet på sportspladsen er der, og fodboldbanerne flyttede fra Mellembyen ( Mindejorden) til den nuværende placering i 1972.

Her er endnu et skolebillede.

Igen vil jeg meget gerne høre hvem der er på billedet.

Bageste række fra venstre: 1,2, 3, 4 (lidt foran) Lærer Kristensens Per, 5,6,7, 8

Lærer

Forreste række fra venstre. 1,2,3,4 Karl Poulsen, 5 Karl Olav Nielsen, Hostrup, 6, 7 Kurt Munch, Vang Mark, 8.

Marie og Erlund Jensen, som boede på Stokbrovej. Marie gjorde rent på skolen, mens Erlund var ved vejvæsnet. Her er de fotograferet i 1989. Jeg kom rimelig tit i deres hjem, i det jeg boede nabo med deres datter Alice, svigersøn Ib og deres barnebarn Susanne.

Jeg husker tydeligt disse klistermærker, som jeg vil tro blev "udgivet" omkring 1980. Her har jeg scannet to ind, som jeg havde til at sidde på et fotoalbum. Meget sjovt.

Læs lidt om en af de særlinge, jeg husker fra min barndom i Sulsted. Pietrucha

Så var det en slægtsforskningskollega, gjorde mig opmærksom på et link om amerikanske aviser udgivet for skandinavere, Bien og Dannevang. Jeg tænkte, jeg da lige kunne søge på Sulsted, min barndomsby, og som no. 2 jeg søgte på, fandt jeg sørme en omtale af Sulsted Menighedsråds bandereklame på Sulsted Stadion "Målet er klart". Det pudsige er, at det var min bror, der trumfede reklamen igennem - og som selv fandt på det. Året var 1990, og foruden at det vakte opmærksomhed i lokalområdet, så var det også med i diverse satireprogrammer i den bedste sendetid - og nu sørme også omtalt "over there" til efterkommere efter danskere der havde forladt fædrelandet - for måske mange år siden.

Frysehuset

I denne uge - 47, 2013 er der en lille artikel i Vodskov Avisen om, at Frysehuset i Sulsted er reddet i denne omgang.

Ligesom de gamle transformatorstationer, er frysehusene ved at være uddøde. I Sulsted ligger det mellem Brugsen og det gamle forsamlingshus, som så i starten af 1970erne blev cafeteria.

Jeg har kun været inde i frysehuset en gang i mit liv. En af mine barndomsvenner, Helle Mølgaards forældre havde en boks der, og vi piger fulgte den meget huslige Helle derned. Det var meget spændende endelig at se Frysehuset indefra, og efter at have stået i den lille forgang, kom vi ind i det allerhelligste.. uha det var koldt, og jeg frygtede, at jeg aldrig skulle komme ud igen..

De fleste frysehuse skød op i det ganske land i 40erne, mens det fra Sulsted altså er en noget senere udgave, men bygget på samme måde.  Da jeg var barn og Helles forældre havde en boks, var det allerede "yt", folk havde egen kummefryser.

Annonce fra Folkebladet 1954.

Her er også en annonce fra Folkebladet anno 1954 - her fra legendariske Karl Johan

Her kan du læse mere om den fantastiske Wooler http://mo-ped.se/knallert/wooler.htm

Verner 04.11.2016 07:54

Nederste dreng nr. 8 er Jørgen Nielsen,Sulsted, rigtig god til at tegne.

Conni Pedersen 23.10.2016 19:09

Og den nederste række, dreng nr 8 tror jeg er Per Jørgensen.

Conni Pedersen 23.10.2016 19:10

Sorry - der skulle stå at Inger Andersen var fra Tylstrup Hede og Linda Hansen fra Nørregaard på Brændskov.

Conni Pedersen 23.10.2016 19:07

Det nederste skolebillede, da er det nr 4 fra venstre Inger Andersen nr 5 Linda Hansen. Læreren er Aage Hansen. Jeg tror nederste række nr. 8 er Per Jørgensen

Verner 05.09.2016 10:44

det er min gamle 8-9 klasse, men den kan ikke være her.

Ann Nygaard 12.08.2013 15:28

Hej Thomas. Tak for navnene. Din fætter kunne jeg, som en af de få, huske, jeg har set før, men vidste dog ikke hvem han var.
Ann

Thomas Justesen 12.08.2013 10:48

Hej Ann. Skolebilled kan jeg kende nr 5 forreste række er min fætter Karl Olav Nielsen fra Hostrup og nr 7 er Kurt Munck fra Vangs Mark, i Vestbjerg.

| Svar

Nyeste kommentarer

17.11 | 11:40

Hej, billedet er af Gudrun Marie Nielsen ligner meget min mor Christiane Bruun f. Løkkens Vejkro 10. april 1917 og billedet kunne være fra ca. 1940-1944

15.11 | 19:15

det er min farmor og farfar på brudebilledet du har, jeg har avis udklippet fra deres guldbryllup i alborg stifttidende som beskriver deres liv

15.11 | 18:57

hej Ann jeg har lånt dit slægt træet og de papirer du har givet min faster og hendes to fætre. Min farfar er Erland Peter Olesen hilsen Laila Sigaard Olesen
:

15.11 | 14:08

Jeg har en akvarel hængende fra 1946, malet af min Onkel Valdemar Nielsen, som havde hytte ved pebermosen. Forestiller en Mølle i Hammer Bakker - kender I den?