Sulsted kirke

Sulsted kirke, er min kirke. Her er jeg døbt, her er jeg konfirmeret, her er jeg gift og her vil jeg begraves. Godt nok har jeg ikke boet i sognet i mange år, og kommer vel næppe heller til at bo der igen - men begraves der - det skal jeg. Ikke noget med bisættelse for mit vedkommende, og ikke noget med, at det skal være andre steder end på Sulsted kirkegård.

Helt tilbage fra jeg til konfirmationsforberedelse, fik jeg historien om de 2 kirker: Hammer Kirke og Sulsted kirke, der ligger så tæt på hinanden.

I gamle dage bandt man 2 kvier sammen, og der hvor de lagde sig til hvile byggede man en kirke. Der skete nu dette, at rebet gik op. Den største kvie lagde sig til hvile, hvor man byggede Sulsted kirke, den lille kvie, hvor man byggede Hammer kirke.

Sulsted kirke ligger på kanten af Hammer Bakker og ligner en almindelig hvidkalket landsbykirke, men når man kommer indenfor, byder kirken på et overflydighedshorn af smukke kalkmalerier.

 

Man kan køre gennem Hammer Bakker fra Vodskov af, og kirken kommer lige der, hvor man finder ud af, at man nu er kommet ud af skoven. Den anden vej, er fra Hostrup og ned af Sulsted Kirkevej - og den 3. - som er den jeg synes er den rigtige - fra Sulsted, ned af Hammervej og dreje ned af Staprisvej.

Jeg kan godt lide at gå på kirkegårde og på Sulsted kirkegård ligger der mange personligheder, for husk, at under hver eneste sten ligger der et unikt menneske, som har betydet noget for mange eller for få. Når man er fra sognet, og slægtsforsker - så er det en lang historiefortælling. Her ligger skolekammerater, lærere jeg havde i skolen, naboer, mine barndomsvenners forældre, bedsteforældre, oldeforældre.  Blandt de der var sådan mere kendte i det ganske land er Malvina Steensen Blicher og den ræverøde politiker Knud Jespersen.

Malvina Steensdatter Blicher blev født i Randlev Præstegård 5. november 1818 som datter af Steen Steensen Blicher og Ernestine Juliane Berg. Hun var det 5. barn i en række på 10. Hun havde betegnelsen "Ynglingsdatter". Hendes far døbte hende 8. december samme år. Hun blev konfirmeret 1. søndag efter påske i 1833 - der det år faldt 14. april i Spentrup kirke, hvor hendes far nu var blevet sognepræst. Det var også i Spentrup kirke, at hun giftede sig 19 3/4 år gammel med den 11 år ældre forvalter Rasmus "Schade" Berg. En enkelt søn fik de - Ferdinand Edvard Berg, som blev født 28. april 1839 og døbt 21. juli samme år i Spentrup kirke.

Familien rykkede til Sulsted sogn, hvor Rasmus blev forvalter under Vang Hovedgaard. Her døde Malvina under juleslagtningen lillejuleaften 1874, og blev begravet på Sulsted kirkegård 3. janaur 1875. Hun var nu ikke så kendt af præsten, for han skrev i kirkebogen, at det var Madsine Berg, som var død. Det varede ikke længe inden også sønnen Ferdinand blev begravet på kirkegården. Han døde ugift 7. oktober 1875 og blev først begravet 24. oktober.

Rasmus "Schade" Berg, som var glad for både flasken og korspil døde i Adelgade No. 24 i Aalborg d. 26. august 1878. Dødsårsagen var "Kronisk underlivssygdom" - måske skrumpelever? Han blev begravet 1. september 1878 på Sulsted kirkegård. Stenen blev ikke sat da Malvina og Rasmus døde, men nu står den der, tæt pakket af de lyng, som Malvinas far holdt så meget af - der vokser i det landskab han elskede endnu højere.

 

Han kom til verden d. 12. april 1926 som søn af ugifte Johanne Nikoline Jespersen. Han blev ikke døbt, men navngivet Knud Wagner Jespersen. Knud boede i Sulsted sogn sammen med sine bedsteforældre indtil han var 13 år gammel, derefter kom han til at bo sammen med sin mor og hendes mand.

Han og hans familie gik med ind i modstandsbevægelsen, hans mors mand kom i koncentrationslejr, hvor han døde. Knud selv blev også fanget, og sendt til Frøslev lejren.

Han var formand for Danmarks kommunistiske Parti fra 1958 og frem til sin død 2. december 1977. Han kunne have valgt at blive begravet så mange steder, men følte åbenbart en stærkt tilknytning til Sulsted kirke, selv om han antageligt ikke var medlem af folkekirken.

Jeg har været her til mange store begivenheder i mit liv. Min egen dåb, min brors dåb, min egen konfirmation, min farfars begravelse, min brors konfirmation, mit eget bryllup, mine børns barnedåbe, min farmors begravelse og andre som jeg har holdt af, når de skulle have et sidste farvel.

Uanset hvilken begivenhed, sørgelig eller glædelig, kan man ikke andet end at blive overvældet af de fantastiske kalkmalerier - der gang på gang kan tage pusten fra en.

Her kommer der nogle billeder som jeg har taget  - du kan læse meget mere om døbefonten - om alteret - om kalkmalerierne her http://aalborgstift.dk/kirker/aalborg-nordre/sulsted-kirke/

Se endnu flere billeder fra Sulsted kirke her Kirker i Vendsyssel eller besøg selv Sulsted kirke. Døren skulle være åben når graveren går der.

Axel Jensen 16.11.2019 13:28

Fantastisk flot kirke, den skal vi snart op og se .

| Svar

Nyeste kommentarer

17.11 | 11:40

Hej, billedet er af Gudrun Marie Nielsen ligner meget min mor Christiane Bruun f. Løkkens Vejkro 10. april 1917 og billedet kunne være fra ca. 1940-1944

15.11 | 19:15

det er min farmor og farfar på brudebilledet du har, jeg har avis udklippet fra deres guldbryllup i alborg stifttidende som beskriver deres liv

15.11 | 18:57

hej Ann jeg har lånt dit slægt træet og de papirer du har givet min faster og hendes to fætre. Min farfar er Erland Peter Olesen hilsen Laila Sigaard Olesen
:

15.11 | 14:08

Jeg har en akvarel hængende fra 1946, malet af min Onkel Valdemar Nielsen, som havde hytte ved pebermosen. Forestiller en Mølle i Hammer Bakker - kender I den?