Klog og Knar

Familien Klog i Dronninglund

Akkurat som Skæve sogn havde deres Klog Familie se Klog og Skovpakket så havde de også en klog familie i Dronninglund. De 2 familier var slet ikke i familie med hinanden. For at gøre forvirringen total bar Klog-ægteparret de samme 2 fornavne, som familien i Skæve, nemlig Peder og Maren - her med et yderligere Cathrine koblet på.

Når man ser i folketællingen fra 1834 forekommer det at være en hel tilforladelig familie der bor der på Thorup Hede. Far, mor og børn og en enkelt tjenestekarl. Peder står opført som gårdmand.

joerring, Dronninglund, Dronninglund, Thorupheede, en Gaard, 1, FT-1834, B4745

Men naturligvis bedrog skindet - for ellers ville de slet ikke være med i Urban Hansens fortælling om Tyvebanden på Jydske Aas.

Per Klog, som han blev kaldt agerede klog mand, lige som Klog Maren var klog kone. Hun var så klog, at hun havde lavet sig en slags klinik hjemme på gården.  Det var det rene humbug - for hverken Klog Per eller fruen havde forstand på hverken sygdom eller gamle husråd, der havde vandret i deres familie gennem generationer.

Det var også fuldstændig ligemeget, de lavede et universalpulver Ensianrod, som var god mod appetit og fordøjelse, assa foetida, salpeter, Marie Tidselfrø, Bævergel, gråt hestepulver og kvægpulver blandet sammen og stødt.

Klog Per og Klog Maren kørte en enkelt dosering: 2 bende fik en halv teskefuld 2 gange om dagen, mens 4 benene fik en hel teskefuld. Mennesker fik blandet op i brændevin, mens de 4 benede måtte nøjes med vand. Kuren fortsatte indtil den havde afhjulpet det der nu engang var problemet.

Naturligvis havde de et andet middel, hvis det første ikke hjalp - det kunne godtfolk erhverve mod betaling, naturligvis.

Klog Maren agerede også troldkvinde. Kom krøblinge, vandskabninger og andet godt folk til hende, kunne de være sikker på, at hun kunne klare sagen, godt nok med lidt hjælp fra Vor Herre.

Mens Klog Maren havde travlt med at flænge en rønnebærgren, var kunden beskæftiget med, at trække sine usle klæder af, for rønnebærgrenen skulle føres 3 gange igennem kroppen på kunden. Derefter havde Maren et pulver klart, knust af knogler fra Dronninglund Kirkegård. Pulveret dryssede hun nu hen over kundens isse  og sagde "I navnet faderens, sønnens og den helligånds". Nu gned hun pulveret ind i håret på kunden, der vel mærkede, at en helbredelse var nær. Maren gjorde korsets tegn med pegefingeren og sluttede af med "Amen i Jesu Kristi Navn". Med i prisen for sådan en seance var også 9 dages kur af Pers universalpulver.

Nu kunne det lyde som en god forretning med sådan en klinik, og et godt supplement til gårdens drift, hvilket det sikkert også var, men for at tjene endnu mere, gjorde Klog Per og Klog Maren i hælervarer.

Som sådan var der ikke ondt skabt i hverken Per eller Maren, og de kunne jo - ret beset - heller ikke gøre ved, at folk ville betale for at blive helbredt af dem. Det var heller ikke et hjem, hvor skidt og kanel holdt til, selv om både Maren og Per "var henne" - hvilket vil sige i tugthuset. Maren i 3 år og Per i 2.

Men hvor fik de så hælervarerne fra ? Jo, bl.a fra Ramus Knar

Rasmus Knar

Rasmus Knar kom hen for at tjene hos Klog Per og Klog Maren, og han var ikke hele tiden beskæftiget i landbruget, han havde dels tid til at stjæle og dels tid til at gøre deres ældste datter Maren gravid.

Den lille pige, som var resultatet af, at Ramus Knar havde haft mere end et godt øje til ældstedatteren Maren, blev opkaldt efter sin mormor, og fik navnet Maren Cathrine. Hun kom til verden d. 15. april 1838 på Thorup Hede og blev hjemmedøbt samme dag. 4. juni blev dåben publiceret i Dronninglund kirke og blandt fadderne var Rasmus Knars søster Birthe Christensdatter, som ligesom broderen, ikke havde rent mel i posen.

På overfladen så alting fornuftigt ud hos Birthe Christensdatter og hendes mand Ole Christian Jensen, kaldet Ole Bjerre. De havde sagt ja til hinanden d. 20. april 1831. Ole var i de første år af ægteskabet gårdmand, senere optrådte han som husmand og tømrer og Birthe fødte ham 5 børn, 4 piger og en søn.

hjoerring, Dronninglund, Dronninglund, Bolle mark, 155, et hus, 155, FT-1850, C0395

Men ak- Birthe solgte hælervarer, og hvor fik hun så alle de rare sager fra? Jo, såmænd fra hendes 2 brødre Christen og Rasmus.

Deres far Christen Christensen var i folketællingen i 1801 gift med Birgitte Jensdatter, men samme år døde hun, og han giftede sig i stedet med deres tjenestepige Anna Margrethe Christensdatter, eller som hun senere blev kaldt Grethe Knar. Christen ernærede sig som smed og husmand på ejendommen Knorren, og Anna Margrethe gav den aldrende Christen 3 børn. Christen blev født i 1801, Birthe i 1804 og endelig Rasmus født 4. okotber 1808.

Da Rasmus var knap 2 år gammel døde hans far 71 år gammel, og opvæskten af den lille dreng var nu lagt i hænderne på moderen og de 2 ældre søskende, at Grethe Knar var en skidt kælling, som opfostrede sine børn til tiggeri og tyveri, og Rasmus Knar var - med en mor og 2 søskende - hurtigt oplært i kunsten.

I følge komissionens konklusion, startede Rasmus Knar sin kriminelle karriere allerede inden konfirmationsalderen, hans første udbytte var 1 pund smør, 1 pund flæsk, 8 tællelys og 7 Mark. Tyverierne var mest mad og klæder.

Fangekælder på Aalborg Slot

I 1835 tjente han i Voer sogn, hvor han vist mest var snushane for storebroderen, og bl.a. gav ham et tip om, at Jens Andersen i Bøgeskovhale havde 7-800 herlige rigsdalere i et skab. Chresten-Knar fik straks hans fortrolige Chresten Kaasborg med på indbrudet, men desværre for dem, vågnede Jens Andersen og slog fra sig. Det endte med, at de forlod ejendommen, som Urban Hansen skrev det "Med tomme lommer - og ømme lemmer".

Efter et par år som snushane for Chresten-Knar kom Rasmus Knar selv igen i aktiv tjeneste. Han flyttede til Dronninglund, hvor han kom til at tjene hos Formann, ejer af Dronninglund Hovedgaard. Det må have været for Rasmus Knar, som for et barn i en slikbutik, at se alle disse herligheder. Han og en møllersvend Niels Gravensten, kunne næsten ikke få nok. Ikke nok med, at de stjal fra dem de tjente hos, men også for andre på egnen.

I 1837 ankom han til Per og Maren Klog, og blev altså far til deres barnebarn Maren Cathrine i 1838. Men den lille datter kunne ikke holde sammen på forældrene, og da Klog-hjemmet genlød af barnegråd forlod Rasmus Knar etablissementet og flyttede ind til Jakob Blæsbjerg.

Jakob Blæsbjerg var absolut en af de store kanoner inden for det kriminelle miljø, og her holdt flere tyveknægte til, og planlagde deres rejser rundt om på egnen. Der var liv og glade dage for Rasmus Knar og forskellige kompaner. Han vender en smut tilbage til Klog-familien, men forsvinder så indtil 1840, hvor han nu gør "forretninger" søndenfjords, hvor han huserede både i Aalborgs forstæder og i selve Aalborg.

November 1841 var det slut med en lang og gloværdig karriere. Kommissionen ankom til Vendsyssel, og betjent Lundbymølle fik hurtigt fat i Rasmus, som blev sendt i fangekælderen på Aalborg Slot.

Det var nu ikke et sted Rasmus brød sig om, så sammen med Simon Bolle, Erik Svamp og Harboøre-Jens flygtede han. Det var natten mellem 12. og 13. juli 1842 Ligsom Rasmus Knar havde gjort Klog Per og Klog Maren fra Dronninglund sogn til bedsteforældre, så havde Simon Bolle gjort Per Klog og Maren i Skæve sogn bedsteforældre.

Det var nu ikke mange dage Rasmus-Knar nød friheden, således kunne Aalborg Stiftstidende d. 1. august 1842 fortælle, at Rasmus var blevet fanget ved  Sæby, hvor han havde gemt sig kornmark, Først blev han sendt tilbage til Aalborg, men inden længe, var han at finde i fangehullet på Voergaard slot, hvor han da også stak afsted fra en del gange.

Rasmus Knar blev døbt for 63 forbrydlser og fæstningsarbejde på livstid. Hans bror Chresten blev dømt for 56 forbrydelser og fik samme straf, søsteren Birthe blev tiltalt for 9 hælerisager, og skulle i forbedringshus i et år.

Rasmus Knar sad længe indespærret, nøjagtig som dommen havde foreskrevet han skulle, men engang i 1860erne blev han en fri mand.

Han var nu knap 60 år, hvilket jo i den grad var en høj alder den gang. Han kunne have optaget den kriminelle løbebane, men det havde han nok mærket nok konsekvens af. I stedet tog han hjem til sin hjemegn, til Enodden i Voer sogn, som havde været hans nabo til hans barndomshjem. Her havde han underholdt sønnen Jens, som havde set op til den noget ældre Rasmus.

Rasmus Knar tog chancen, at hans gamle barndomsven ville have noget med ham at gøre, og det ville Jens såmænd godt. Jens havde ikke fulgt hans idol i det kriminelle, han var blevet ejer af barndomshjemmet, han var gift og havde et par børn.

Meget havde de 2 altså ikke tilfælles, men som bekendt:

- hvad man i barndommen nemmer - man ej i alderdommen glemmer.

Jens og familie lod Rasmus bo i Enoddens Hus, og da der senere kom en anden ejer, fulgte Rasmus med i købet. De første år var Rasmus nu ikke at finde på Enodden om sommeren, for han tog arbejde som hyrde rundt omkring.

En dag tog han sig sammen, den gode Rasmus Knar, han gik op til ejeren af Voergaard Slot, Peder Brønnum Scavenius, bankede på og sagde Goddaw

- Goddag. Hvad vil De?

- A har spuer, te Di rester i Høvr

- Det kan godt være. Det må forvalteren om. Men hvem er De?

- Di kaller mæ Rasmus Knar, og der er det veét, at a var med i Skidtet 1840 aa har vat no oer hen.

-Nå, mestertyven, der har været i tugthuset. Dem om det. Vil De stjæle endnu?

- Nej, Hr. Godsejer, Nej

-Nå ja, vi kan jo se ad. Gå ned til forvalteren og meld Dem. Her har De en seddel, De kan få med. Farvel.

- Fowal, Hr. Godsjer.

På sedlen stod der:

Hvis hyrdepladsen ikke er besat, ønsker jeg overbringeren heraf antaget på prøve.

P.B. Scavenius

Sådan gik det til, at Rasmus Knar, der havde siddet i fangekælderen på Voergaard slot og forsøgt mange gange at komme ud i friheden, nu kom til, at gå ude i det fri rundt omkring på slottets jorde. En flot gestus af Scavenius.

Når sommeren gik på held, drog Rasmus Knar tilbage til Enodden i Agersted Bakker, og passede sig selv og sit helbred indtil foråret og Hr. Scavenius igen kaldte.

Men en dag kunne han ikke passe jobbet mere, og gav sig i stedet i kast med to ting: 1 at væve strømpebånd og 2. agere klog mand.

Mestertyven blev til Mirakelmanden

Rasmus Knar havde karisma, masser af karisma, og den slags er uendelig vigtig, hvis man skal overbevise folk om, at man kan et og andet.

Han var stadig, trods sin høje alder, en kraftkarl, han var kraftigt byget, var bredskuldret og et stort hoved med en fremstående pande og dybtsiddende øjne og store buskede øjenbryn og et stort hår, der med årene var blevet hvidt. Når han kiggede op over brillerne, fortælles det, at der var noget hypnotiserende ved ham.

Han tog i mod de der havde modet, siddende i en stol lavet af halm med sin skindtrøje og sin bredskygget hue. Han ejede mere end 50 bøger, hvilket absolut må siges, at være en imponerende samling efter datidens forhold, og de var da også hans kæreste eje.  

Han havde råd mod alt lige fra rotter, over tandpine til ulykkelig kærlighed og utroskab. For disse seancer ønskede Rasmus Knar naturalier - smør, fedt, flæsk, pølser og ost. Så meget, at Rasmus ikke kunne spise det hele alene.

Men Rasmus kendte nogle som han kunne dele med, for han var, trods han kriminelle fortid, et godt menneske. Han elskede børn, og han sørgede for, at de blev forsynet når de kom forbi, og det var både når han var hjemme på Enodden og da han boede på Voergaard. Det var også en fast tradition, at børnene der tjente på Voergaard besøgte ham hjemme i Enodden i juledagene. Men skidt-knægte, som han selv havde været, ville han ikke have noget med at gøre, Rasmus Knar var færdig med det kapitel i livet.

Mens folk på egnen havde travlt med at opsøge den viise Rasmus Knar, så var der øjensynlig kun få mænd efter Scavenius, som Rasmus Knar havde lyst til at opsøge, og mest af alt var det mænd, der kunne give ham sjælefred, eller havde gjort noget godt for ham. Han tog til Frederikshavn for at takke Christain IX, i det han havde benådiget ham. En anden var godtforvalteren på Voergaard, for at Knar kunne få lovning på, at hun kunne blive begravet mod nord på Voer kirkegård, for det var i den nordlige ende Rasmus engang havde begået indbrud, og det var han i sandheden flov over. En anden han opsøgte var Biskop Lind, som han havde kendt da han sad i kasjotten. Biskoppen gav Rasmus det, som han havde håbet på, nemlig lidt penge, men mere vigtigt var det for Rasmus, at folk kunne se, at han og biskoppen kendte hinanden.

Rasmus døde 26. januar 1888 - 79 år gammel. Han blev begravet d. 2. februar, og hvis godsforvalteren holdt hvad han havde lovet, blev Rasmus begravet nord for kirken.

Det var lidt om Klog-familien i Dronninglund sogn og deres "svigersøn" Rasmus Knar. Du kan læse meget mere om dem i Urban Hansens bog "Tyvebanden fra Jydske Aas".

Til toppen af denne side tryk her Klog og Knar