Jens Muus

Lidt af Jens Muus saga

Med venlig tilladelse fra Egnsmindesamlingen for Sulsted og Ajstrup sogne, kan vi bringe historien om landsbyoriginalen Jens Muus fra Tylstrup, der døde omkring 1925. Artiklen blev oprindeligt bragt i Egnsmindesamlingens årsskrift fra 1996.

Fortalt af Marinus Lange Tylstrup 1955.

TYLSTRUP Ved at læse en artikel i Aalborg Amtstidendes søndagsnummer for 6. april 1955 om et par af vor tids omvandrende originaler, der begge døde for ca. 30 år sidne, nemlig Jens Muus og Taale Pier, fik jeg lyst til at skrive ned, hvad jeg erindrer om Jens Muus. Disse omvandrende originaler er efterhånden ved at forsvinde fra vore landeveje.

Første gang, jeg erindrer, jeg så Jens Muus, havde han indlogeret sig i en lade et sted, hvor jeg var hyrdedreng. Det var i midten af firserne i det forrige århundrede. Da var Jens en ung mand. Han havde dengang et par kvinder med sig. Den ene hed Hanne, kaldet Støvleskaftet. Hun var et stort groft kvindfolk med en grov kæft. Den anden var en lille én. Hun blev kaldt Lyigreta (Lugtegreta). Hun slog sig for resten senere sammen med en anden af landevejens origginaler. Kren Jig fra Dronninglund-egnen.

Kvindeslagsmål på landevejen

Jens Muus klinkede og damerne hentede og bragte varerne. De var ret skikkelige, og vi hørte aldrig, at de rapsede, sådan som omvandrende sigøjnere, der også var en del af dengang. De stjal, hvor de kunne komme til det.

Efter et par år, hvor jeg var kommet til at tjene på en anden gård, hørte vi en sommeraften større ballade oppe fra landevejen et stykke derfra. Nogle af folkene gik derop for at se, hvad det var. Det viste sig at være Jens og hans selskab, der havde slået sig ned i vejgrøften. Damerne var kommet i håret på hinandne, og de sloges så hårene røg, mens Jens lå i vejgrøften og skældte ud.

En af karlene gav ham et smæk af sin stok. Det viste sig at være et udmærket middel til at få damerne til at forliges. De slap hinanden og faldt begge over karlen  med de groveste skældsord.

Drukneulykke

Hanne forlod for en tid Jens og vandrede om på egen hånd. Hun gik i lang tid i en stor mandfolkekawaj med mange slag. Der gik nogle år, hvor jeg ikke så noget til dem. Så hørte jeg, at Jens og Hanne havde fundet sammen igen og havde slåeet sig ned i en jordhytte i en af egnens moser.

En juledag kom Jens op til en af egnens lærrere og fortalte, at han havde fundet Hanne druknet i en vandfyldt grøft. Hun var gået ud efter vand til aftenkaffen og må være faldet i. Et tid derefter brændte det af hytten, der nu kunne brænde.

Jens gik igen op til førnævnte lærer, som skrev noget op for ham, om at huset var brændt, og han bad gode folk om at hjælpe ham lidt. Læreren glemte dog at sætte dato på, og Jens gik i flere år og samlede lidt skilling sammen på den måde.

Levede på polsk

Der gik nogle år. Jens var ved at blive gammel. Han havde slået sig ned i nærheden af præstegården. I samme hus boede også et andet par, der levede på polsk. Det generede præsten ( Pastor Balslev) at have dem så nær boende, og han fik et sognerådsmedlem hen for at se, hvordan det så ud. Det var så uheldigt, at begge par var henne at sove middagssøvn, og præsten slog hænderne sammen:

"Ja, der har vi beviserne".

Det blev nu ordnet således, at de skulle på fattiggården.

Ville ikke på fattiggården

Jens ville ikke ind på fattiggården. Han havde en tid fået 10 kroner om måneden i fattigunderstøttelse. Det beløb blev inddraget, og Jens kunne i stedet komme på gården og få føden der. Jens var rasende og en dag vi havde sognerådsmøde, som holdtes på gården, kom Jens ind i gangen, åbnede døren og kaldte på den føromtalte lærer, som var medlem af sognerådet, og bad ham komme ud. Da læreren kom ind igen, fortalte han, at Jens havde haft kniv i den ene hånd og et reb i den anden. Han havde sagt, at han både ville stikke sig og hænge sig, hvis han skulle på fattiggården.

Begravelseskransen

Jens veninde døde. Det var dengang skik, at når der ingen pårørende var, skulle sognerådsmedlemmerne bære fattiglemmerne til graven.

- derfor var jeg med til at bære og Jens gik som det eneste følge bag kisten. Jeg husker, han var i græsgrønne strømper og træsko. På kisten lå der en eneste krans, en lyngkrans. Den var fra Jens. Da vi sænkede kisten i graven, blev kransen liggende, men det ville Jens ikke have. Han skældte ud, og graveren måtte tage kransen op igen.

På fattiggården

Nå, jens kunne ikke blive ved at klare sig og meldte sig en skønne dag på fattiggården. Der levede han så nogle år, til han døde. Når vi havde sognerådsmøde, tog Jens imod os på gangen, og fortalte os, hvordan det kløede.

Han havde en sygdom, de kaldte narild. Han var de sidste år stokdøv. Når han talte kunne det høres over hele huset.

- her slutter artiklen fra Vodskov Avisen -

I Niels Hedins bog om Hammer Bakker, er Jens Muus også omtalt, og det giver anledning til, at Støvleskaftet var hans kone og Lytgreta måske i virkeligheden hed Caroline og var deres datter.

Der står:

"De gamle ved at fortælle om Mus-folkene, de ældste kan endvidere huske dem, Jens med tilnavnet Musen, der boede i en rønne i Hestedal, hans kone, der blev kaldt "støvleskaftet". Mus-Karoline deres datter, der løb landet rundt med skærslibere og havde været "gift" med halvtreds forskellige mænd, men det var ikke meget ,der blev tilbage efter Mus-folkene i Hestedal, en grøn plet, hvor græsset har overtaget over lyngen.

Det siges, at Mus-folkene flyttede fra Hestedal til Ajstrup Hede og her fandt Støvleskaftet engang ved juletider ynkeligt sin død i en "grob". Der havde været drikkegilde i Musereden og støvleskaftet havde nu fået den rabiate idé at ville til Sulsted til høkeren efter mere brændevin. Sneen stod tæt mod de lave, blindede vinduer i museboet og kvindfolket kom da heller aldrig længere end i "groben" på den anden side af vejen. Jens sad fremdeles natten over og lyede sig ved kakelén, han var dinglevorn og kuldskær i sin rus og fandt først konen ved daggry, da han blev vågen og savnede hende og gik for at lede efter hende. Da han fandt hende, var hun død. Støvleskaftets grumsee hoved stak frem af sneen som en bsk anklage midt i det jomfruelige land"

Ved hjælp af ovenstående artikel - Niels Hedin "Hammer Bakker" og "Tyvebanden fra Jyske Ås" er det lykkedes mig, at finde ud af noget om Jens Muus og Støvleskaftet. Det er jeg så grumme glad for, for en ting er navnene i kirkebøgerne og de gode fortællinger hver for sig, men det hele er nu noget sjovere, når man kan koble de 2 ting sammen.

I "Tyvebanden fra Jydske Aas", står der:

... Så slog han sig sammen med "Sangerinden" også kaldet "Støvleskaftet" Hanne hed hun, Stor-Hanne, sagde Jens. Hun var gift med "Fænomenet" en landevejstraver, der hed Jens Nielsen, men de travede hver sin vej. Hanne med Klog-Jens og Fænomenet med Løjte-Grethe. Det var i Grethes velmagtsdage, før hun kastede kæp med Kræn Eg. Klog-Jens drog om fra gård til gård til klinkede potter og fade og "støvleskaftet" sang i mens. "Du synger knøvt" sagde Brønnum, Raunsholt, til hende. "Ja, man bærer da ikke sit navn forgæves" sagde sangerinden og slog med nakken. Til afveksling søgte de markederne af rundt om i Vendsyssel og lod sig engagere som Kreaturtrækkere, det gav drikkepenge her og der og traktement oven i handlen. Det var skønne dage for Klog-Jens, men de fik brat ende. Hanne holdt nemlig skiftedag igen og gik på eventyr med rævklinkeren, også kaldet Maas-drengen, ham, dersammen med "Den svenske Spillemand" d.v.s. Niels fra Jerslev Fattiggård, fik skyld for at have myrdet Søren Aa fra Serritslev - hvad Niels også på sit dødsleje siges at have tilstået overfor Provst Sørensen, Jerslev.

Du kan læse mere om Klog-Jens Klog og Skovpakket

Støvleskaftet

"Støvleskaftet" kom til verden d. 5. august 1837 i Vrejlev sogn. Hendes mor var den ugifte Kirsten Marie Jensdatter i Høgsted, og den udlagte barnefader var Christen Sørensen. D. 13. august, altså kun godt en uge gammel, var der dåb i Vrejlev kirke, og "Støvleskaftet" fik det borgerlige navn Ane Johanne Christensdatter. Som 3 årig er Støvleskaftet plejebarn hos Søren Ibsen og Mariane Sørensdatter i Vrejlev sogn.

Hun fødte datteren Caroline Kristine Marie Larsen, som kom til verden d. 16. juni 1872 i Vrejlev sogn, her var "Støvleskaftet" en af sognets fattiglemmer, selv om hun umiddelbart før fødslen tjente i Voer sogn. Faren til den lille pige var Jens Martin Larsen fra Ajstrup sogn, med tilnavnet Muus.

Som man kan læse i artiklen bragt i Vodskov avisen druknede Støvleskaftet juleaftensdag. Begivenheden fandt sted d. 24. december 1900. Jens Muus lagde hende i graven 1. januar 1901, og det var altså hans krans på kisten, han sprang i for at redde.

I 1880 findes familien på 3 i Ajstrup sogn, ude i Barbarask

aalborg, Kær, Ajstrup, Tylstrup By, et Hus,Barbarask, 51, FT-1880, C4303

Nu er der jo, som man kan se, styr på fra vugge til grav for Støvleskaftets vedkommende, nu mangler vi bare det der ind i mellem.

Her må jeg sige, at jeg er lidt forvirret. I flg artiklen fra Vodskov Avisen, var ægteparret adskilt på et tidspunkt indtil de så fandt hinanden igen. Niels Hedin har i sin beskrivelse helt styr på datteren Caroline, som altså ikke er den samme som lytje-Grethe.

Urban Hansen beskriver, at Støvleskaftet først er sammen med Fænomenet, en mand ved navn Jens Nielsen. Det er indlysende at tro, at Fænomenet er den samme som Jens Muus, og at Nielsen blot er en forkert oplysning. I det Fænomenet jo stikker af sted med Lytje Grethe, og vi ved, at Jens Muus har fulgtes med begge de damer.

Støvleskaftet finder så sammen med Klog-Jens, og da dette forhold er forbi, tager hun hen til Maas-drengen. Man må jo så sige, at Maas og Muus kan forveksles, og at denne Mus-dreng er lig med Jens Muus. En anden mulighed er, at Støvleskaftet endnu senere end Urban Hansens beretning fortæller, finder sammen med Fænomenet igen.

Sikkert er det i hvert fald, at ægteparrets datter Caroline Kristine Larsen bliver konfirmeret 5. oktober 1886 i Sulsted kirke, fordi familien bor i Sulsted sogn, og altså ude i Hammer Bakker.

Jens Muus

Skal ret være ret, så er jeg meget tilfreds med, at have fundet faktuelle oplysninger om Jens Muus.

Han kom til verden på Ajstrup Hede d. 29. marts 1847. Han var søn af Laurs Jensen og Bodil Nielsdatter. Han blev døbt 24. maj samme år i Ajstrup kirke.

Enebarn var han ikke. Han havde en 10 år ældre bror - Jens Christian Larsen. Moren, Bodil, ernærede sig som spinder, og Laurs var vel ude at tjene rundt omkring.

Året 1858 var et barsk år for Jens Muus. Hans far døde 4. april 1858 - hans mor 30. december samme år. Nu var han mere eller mindre overladt til sig selv.

I 1860 er der en 13årig dreng, som tjener i Hammer sogn ved navn Jens Martinus Larsen, mon ikke det er vores Jens Muus ?

I 1870 er han nået så langt væk som til Taars. Her tjener han hos et ægtepar i Boller Skov. Han er nu på vej mod de 23 år. Et par år efter er det, at han og Støvleskaftet bliver forældre til Caroline Kristine MarieJ ens Muus er 25 år - Støvleskaftet på vej mod de 35.

Hvornår de 2 - Jens Muus og Støvleskaftet blev mand og kone er ikke lykkedes mig, at finde ud af, men i hvert fald står de opført som sådan ved folketællingen i 1880, boende i det vilde Barbarask, lige på kanten af Vildmosen.

Hvor familien befinder sig ved folketællingen i 1890 vides heller ikke, måske var det på det tidspunkt, at de boede inde i Hammer Bakker, eller der hvor de var væk fra hinanden, eller ja - hvad ved vi, men Caroline boede i hvert fald i Sulsted da hun blev konfirmeret i 1886. Caroline rendte rundt med alle mulige forskellige mandfolk, som Hedin beskriver det.

Ved folketællingen i 1901 bor Jens Martin Hansen på Ajstrup Hede, og står opført, som det han er - enkemand og på fattighjælp.

I  1910 flyttede Jens Muus fra Ajstrup sogn og tog ophold i Sulsted sogn. Som man kan læse af artiklen bragt i Vodskov Avisen, var pastoren godt træt af, at bo nabo med Jens Muus. Ved folketællingen i 1911 er Jens Muus rykket ind på Fattiggården, og her blev han frem til sin død.

I marts 1929 var Jens Muus fyldt 82 år, og det blev hans sidste fødselsdag. Han døde 20. juni 1929 på Sulsted Fattiggård, eller Alderdomshjem, som det nu hed, og han blev begravet d. 25. juni ved siden af Støvleskaftet på Ajstrup kirkegård.

Det var det jeg foreløbig har fundet ud af omkring Jens Muus og Støvleskaftet. Heldigvis blev de omtalt i 3 forskellige bøger, som jeg har læst, og det har til sammen givet mig dette herlige indblik, ikke bare de sjove fortællinger om dem, men også fundet de faktuelle oplysninger.

Jens Muus og Støvleskaftet var 2 stakler. Støvleskaftet, som allerede som 3 årig var plejebarn og Jens Muus som var forældreløs som 11 årig. Blot 2 af mange tragiske skæbner fra dengang. Naturligvis er vores sociale system bedre i dag, det ændrer dog ikke på, at der findes - den dag i dag - mennesker, som vokser op i problematiske familier under vanskelige forhold, hvor mange forskellige offentlige instanser gør noget, men ingen tager fat om det hele menneske. Det gør, at der den dag i dag, er mennsker der vil leve et liv som Jens Muus og Støvleskaftet. Tragisk - men desværre sandt.