Eneboeren

4. juli 1969 skete der store ting i vores lille hjem. Vi blev ejer af en karrygul Morris Mascot, og var nu mobiliseret som nogle af de første i Toftegårdsparken. En sådan fyrstelig vogn skulle selvfølgelig luftes med jævne mellemrum, og det blev den bl.a. til Vodskov, hvor min morfar og mormor boede. Vejen fra Sulsted til Vodskov, kan vel gå 3 veje uden man kan kalde det en omvej. Den ene gennem Grindsted og Uggerhalne, den anden gennem Bakkerne, som jo nok ville være for stor en prøvelse for Mascotten, og så den 3. mulighed, nemlig til gennem Hostrup til Vestbjerg, og så til venstre af Tingvejen.

Her på Tingvejen boede den helt store attraktion, som vi naturligvis kiggede efter, når vi susede forbi både på vej til Vodskov og på vej hjem igen. Et lille stykke øst for Vestbjerg, på Tingvejens nordlige side var "attraktionen"

Det var

 Eneboeren

I Egnsmindesamlingen for Sulsted og Ajstrups årsskrift fra 1998 har Ebbe Godtfredsen lavet en fortælling om ham, og da jeg naturligvis ikke bare kan skrive hans fortælling af, kommer her et resumé af denne attraktion.

Nis Jepsen, som han hed det meste af sit liv, blev født 19. februar 1892 på en gård der hed Bastrupgaard, der lå tæt ved Dybbøl. Sønderjylland var jo dengang tysk, og Nis skulle aftjene sin værnepligt i Berlin. Han drog afsted sammen med sin bror Rasmus i 1914, hvor 1. verdenskrig rasede. Tyskerne sendte de 2 brødre til Østfronten, hvor de kæmpede for livet og det de skulle kalde fædrelandet. I 1916 blev de overført til Vestfronten, hvor Nis blev ramt af en granat i venstre ben i efteråret 1917. Han kom hjem til Bastrupgaard, og håbede at det hele var ovre, men han blev snedt tilbage igen efter et halv års tid. Han blev taget til fange af franskmændene, og kom i fangelejr. Da krigen sluttede blev Nis frigivet - han ville følges med sin bror hjem, men ingen kunne finde Rasmus død eller levende. Nis gik alene hjem.

Hjem var selvfølgelig bedre en fangelejr, og alligevel ikke. Nis far kunne ikke lide Nis, måske hang det sammen med, at han var småt begavet, og da han kom hjem og både havde fysiske og psykiske mén efter krigen, udviklede forholdet sig til direkte had, og mange nætter sov Nis hos sin søster i stedet for hjemme på Bastrupgaard.

Efter genforeningen i 1920, søgte Nis mod Kolding, i håb om en bedre fremtid der og en flugt fra problemerne - troede han måske - men hans problemer flyttede med, han var blevet menneskesky og et nemt mobbeoffer.

Endnu en gang forsøgte han at flygte fra problemerne, og havnede i Sulsted Sogn, det har været omkring 1925. 

Rygtet siger, at han først boede i en jordhule inde i Bakkerne, senere boede han på Vestbjerg Kjær, for så endelig at slå sig ned på Tingvejen, hvor han skulle give 5 kr. i husleje om måneden. Eneboeren betalte altid til tiden, men krævede så også rigeligt kaffe hos ejeren.

Huset lå på en lille bakke, og jeg tror i grunden der var en god udsigt derfra ud mod Limfjorden, eller rettere det ved jeg, for efter Eneboerens død, og huset var rakt ned, var der jo tid til at kigge mod syd når man kørte på Tingvejen.

Eneboeren havde nu arbejde. Han arbejdede på Høgholt, der også ligger på Tingvejen, men noget tættere på Vestbjerg. Det var her både min farmor og farfar tjente da de mødte hinanden, og ved folketællingen i 1930 tjente min farfars nevø Ejvind der. Der er altså ingen tvivl om, at de alle har kendt ham.

Nok var Eneboeren menneskesky, men han deltog i fester på Høgholt, og en gang skulle han have fortalt, at han havde barn, som han af og til besøgte i det Sønderjyske. Ved hans begravelse kunne hans nevø fortælle, at der ingen børn var, men at Nis af og til kom efter familien på Bastrupgaard var gået i seng, og var væk igen inden de stod op. De kunne bare se, at han havde været der, og Nis kunne se, at de alle havde det godt, og vende tilbage til Tingvejen med lidt ro i sin,  så hårdt angrebet sjæl.

Eneboerens hus fra Tingvejen, og som jeg husker det. Nederst, som det så ud indenfor, her boede han sammen med sine grise.

For en 5er i husleje får man jo ikke alverden, og huset forfaldt mere og mere, men det var den slags, der ikke betød noget for Eneboeren, og det var i grunden også svært for omgivelserne at komme ind, fordi de netop ikke skulle ind. Hegn og pigtråd, mere hegn og mere pigtråd - og alligevel havde Eneboeren en udvej, for han trak sin knallert op på taget af huset, satte sig op og knallerten i gear, og så startede "autocyklen" som han kaldte den, inden han nåede Tingvejen.

Hvor skulle han så hen på knallerten ? Jo, han skulle såmænd både til Vestbjerg by og til Sulsted, og hvem ved, måske tog han også knallerten til Sønderjylland ?

I Vestbjerg bankede han en aften på købmandens dør, og bad ham om at passe på sine penge, for de unge lømler drillede ham ude ved huset. Købmanden indvilligede, men efter nogle år blev han jo træt af, at leje bank for ham, og foreslog ham, at han tog en af de "autoriserede" - Eneboeren gik, og gik direkte over til Mælkeudsalget, nu blev det hans pengeinstitut.

Sulsted kom han også til, for det var i Brugsen, at han indløste sin pensions-check, og han tog også årligt med på Sulsteds sogn sommerudflugt, i ført stiveste puds.

Eneboeren var et mobbeoffer, det siger sig selv, han er sådan en som de unge kan vise hvor seje de er, for deres kammerater - men der var også mennesker der var gode ved Eneboeren, og dem knyttede han sig til, så meget som hans sind nu tillod. Han fik et bad af og til ved et ægtepar, han fik en julekurv af købmanden og konen og kaffe fik han jo også når han skulle betale husleje.

I sommeren 1970 fandt nogle cyklister Eneboeren syg, og efter at læge Frandsen havde tilset ham, blev han indlagt på sygehuset. 14 dage efter var Niels Anton Jepsen, som han kort forinden  havde taget navneforandring til, hjemme igen, men det gik ikke. Han kom på plejehjem i Lindholm og der døde han 22. oktober 1970 og blev begravet på Sulsted Kirkegård.

Det var mit resumé af den glimrende artikel i årsbladet fra 1998, hvis du vil læse mere, må du melde dig ind i foreningen.

Eneboeren var virkelig ramt på krop og sjæl af at have deltaget i 1. Verdenskrig, og vi vil nok sige i dag, at han skulle have psykologhjælp, gået i terapi o.s.v. - det ændrer dog ikke på, at vi i dag har unge mennesker, som gerne vil til Afganistan, Irak osv. De vælger det frivilligt, ofte til stor sorg for deres pårørende. Det er - desværre - en risikofaktor, at man ikke kommer hjem med livet i behold - men få tænker over inden afrejsen, hvad det er for en sjæl soldaterne kommer hjem med i levende live. Mange af de der kommer hjem har store traumer og trods psykologhjælp, terapi og andet , gør flere af dem det, som Eneboeren gjorde, flytter ud i skoven, og har mindst mulig kontakt med andre mennesker.

Kilder: Egnsmindesamlingen for Sulsted og Ajstrup sogn - årsskrift fra 1998 

Jeg har tilladt mig at bruge fotos fra artiklen, da jeg er ret sikker på, at disse har været bragt i avisen, hvis det ikke er i orden, hører jeg gerne fra dig.

Jeg sidder tilbage og ærgrer mig over, at jeg ikke fik spurgt min farmor, farfar og min farfars nevø om Eneboeren. Men desværre, kan jeg ikke bruge denne ærgelse til noget.