Klog Drengene og Skov Pakket.

Forord

Jeg har sagt det før, og gør det gerne igen: Jeg holder af de skæve eksistenser. At jeg netop faldt over

Klog Drengene og Skov Pakket

skyldes udelukkende, at jeg fik en mail om, at jeg skulle aflevere de lånte bøger om Hammer Bakker. Fint nok, tænkte jeg, jeg holder en pause med dem der boede i Bakkerne, og faldt straks over Urban Hansens bog Tyvebanden på Jyske Ås, efter at jeg havde erlagt 60 kr. til den slunkne kommunekasse.

Selv om jeg er i gang med Dan Browns Det Mystiske Tegn, var der ikke ro før jeg fik læst Urban Hansens bog. Jo, jeg havde hørt om dem før, i hvert fald af Bjarne Thorndal, som holder foredrag om netop disse folk, men også om min tiptipoldefar Søren Rynke -  men hvordan tingene helt hang sammen, og hvem og hvorfor de var involveret, havde jeg ikke styr på. Det har jeg nu .... mener jeg da.

Det vil passe mig svært godt, hvis det skulle vise sig, at jeg var i familie med en af disse rødder. Ikke fordi jeg vil være stolt af deres bedrifter, men det er som om, at de vil passe meget godt ind i de andre særlinge som er blandt mine forfædre, Søren Rynke, Karl Skytte og Skraal-Line, for lige at nævne de mest markante forfædre. Nå, men der skal nok høres hurraråb og jubel, hvis dette skulle være tilfældet.

Som sagt er bogen skrevet af Urban Hansen, som kom til verden i Rise sogn på Ærø, hvor hans far var skolelærer. Han fik navnet Andreas Christian Urban Hansen da han blev døbt 6. august 1858, 2 måneder og 1 dag gammel.

I 1884 d. 15. august for at være præcis, blev der en gift mand ud af skolelæreren Andreas Christian Urban Hansen på Sæby Realskole, i det han sagde ja til at ægte og ære Jomfru Sofie Amalie Cordes i Nørresundby kirke. En af forloverne var hendes far murermester Heinrich Freidrich Cordes.

Ved folketællingen i 1890 optræder Urban som redaktør i Sæby, hvor fruen er henne, har jeg ikke kunnet spore. Efter næsten 10 års ægteskab blev de forældre til deres datter Ellen Urban Hansen. Hun kom til verden i Mølholt Skole d. 5. februar 1894.

 På Albæk kirkegård står der en stor markant sten over en af sognets markante mænd. Her ligger hans kone også begravet, ligesom datteren Ellen, som giftede sig Mikkelsen. Urban Hansen gik meget op i lokalhistorien, og det altså fra en egn, hvor han ikke havde sine rødder - naturligvis håber jeg, at han var en god lærer, men jeg håber at den fine sten skyldes hans arrangement i lokalhistorien bl.a. bogen "Tyvebanden paa Jydske Aas" - så lad os gå i gang med den lille fortælling.

Torsdag d. 13. november 1841 havde pastoren ved Skæve kirke meget travlt. 4 begravelser på en og samme tid - og så var de endda alle sammen blevet myrdet.

Maren Olesdatter 51 år

hendes 2 sønner

Christen Pedersen 20 år

Lars Pedersen 19 år

og

Christian Nielsen 20 år.

Præsten havde godt nok skrevet, at Maren var fyldt 81 år, men der var heller ikke noget at sige til, at han var blevet forvirret den stakkels mand, det havde været 13 meget hektiske dage siden de 4 blev myrdet. Ikke alene havde det været en stor sag i sognet, men i hele landet, og det havde også været den vej af både ministrer og kronprinsen. Men lad os nu gå tilbage i tiden - altså fra dengang hvor alt var fryd og gammen og der var bryllup i kirken.

Ja, selvfølgelig var der flere bryllupper i Skæve kirke, men d. 15. marts 1817 var det Maren Olesdatter der sagde ja til Peder Christensen, også kaldet Klog. Maren blev troligt ved at kalde sig Maren Barkholt, og selv om Urban Hansen mener, at det var hendes slægts kaldenavn, så er der dog noget der tyder på ved vielsen, at Barkholt ligesom Klog stammede fra Peders slægt.

Maren var ikke jomfruelig da hun sagde ja til sin Per Klog, for de havde allerede sønnen Christian, og senere kom de i spredt fægtning, men mere om det senere, for alle børn gjalt det, at de både lød tilnavnet Klog og Barkholt, men at de i kirkebogen blev opført som Pedersen.

Christen Pedersen 20. september 1815

Else Pedersdatter 16. december 1818, Bollerhøj, Skæve sogn

Laurs(Lars) Pedersen 19. februar 1822, Spaanhedens Hus, Skæve sogn

Laurs Christian  ( Lars Christian) Pedersen 2. maj 1824 Spaanhedens Hus, Skæve sogn

Ole Pedersen 2. februar 1827 Spaanhedens Hus, Skæve sogn

Achristinus Pedersen 20. decdember 1829 Hedehusene, Skæve sogn

Jens Pedersen 30. april 1835, Hedehuset, Skæve sogn.

Klog-Per og Maren fik ikke, som det ellers var almindeligt, et barn hvert andet år. Klog-Per var nemlig en strøjfer, sådan var han af natur.

Han var en lille vims og med årene blev han en  kroget mand, som havde næse for at finde de steder, hvor et genstridigt dyr skulle pelses eller en ko skulle kælve, og komplikationer var stødt til. Klog-Per kunne klare begge dele, så både skindet kom helt af og kalven kom helt ud. Han var derfor som regel ikke en ubuden gæst, for klog og dygtig var han. 

Når man strøjfer rundt omkring,så ved man jo naturligvis ikke så meget om, hvad der foregår i det lille hjem i Hedehuset - og havde man bare en smule ærlighed i sig, var det nok også det rareste.

Maren var nemlig en "skarnskvinde" af format, og hun havde måske problemer med at opdrage børnene, men opdrage dem i at stjæle og rane det kunne hun uden problemer. Det hele startede sådan set godt nok, de var ikke længe om at få børnene døbt, nogle gange var det i første omgang en hjemmedåb, som hurtigt efter blev publiceret i kirken, andre gange var det en hurtig dåb i kirken. Både Klog-Else og Klog-Lars Christian var klumpfodet, men bortset fra det, så var det forbavsende mange af børnene der overlevede - måske skyldtes det, at Maren i første omgang og siden hen flere af børnene kom uhæderligt til herlige sager, både ting som kunne sælges og ting som kunne spises.

Ved folketællingen i 1834 ser det sådan ud i Svarrehusene, eller Skovhusene som de også blev kaldt. Naboen - Johanne Nielsdatter - kaldet Skov-Hanne og hendes børn er heller ikke uinteressante, for dem havde Klog-drengene et glimrende samarbejde med.

Urban Hansen mener ikke, at Johanne Nielsdatter, Skov-Hanne havde været gift, men jo, det havde hun såmænd nok. Hendes børn var alle født i ægteskabet med husmand Niels Nielsen, som blot havde den frækhed, at forlade Skov-Hanne og denne jord d. 9. januar 1826. Skov-pakket som familien blev kaldt lagde ham til hvile på Skæve kirkegård 15. januar samme år.

Hans Nielsen 7. juli 1811 Vester Skoven, Skæve sogn

Thomas Nielsen 1. september 1815 Skovhusene, Skæve sogn

Ane Margrethe Nielsdatter 4. oktober 1817 Skovhusene, Skæve sogn.

Christian Nielsen 15. september 1821 i Skovhusene, Skæve sogn

Ellen Marie Nielsdatter 6. marts 1824, Skovhusene, Skæve sogn

Det var altså Skov-Hannes søn Christian, der blev myrdet samme dag som Klog-Maren, Klog-Chresten og Klog-Lars.

Havde de 2 familier boet dør om dør i 1834 - så boede de helt under samme tag ved folketællingen i 1840.

hjoerring, Dronninglund, Skæve, Skæve, Spaanhedens Skoledistrikt, Stagsted, hus 10, , FT-1840, B5851

Huset var et hus i bevægelse. Selv om flere af både Skov-pakket og Klog-drengene have opnået en alder, hvor andre jævnaldrende havde fast arbejde, så havde Skov-pakket og Klog-drengene meget travlt med, at holde forretningen kørende, og basen var og blev det lille hus, hvor 4 mord fandt sted d. 1. november 1841.

Hvad havde lagt forud for mordene ?

Jo, der havde lørdag d. 30. oktober været Legestue på Langholt, og alle troede, de første dage, at det var ved denne legestue, de skyldige mordere skulle findes. Legestue var hvor de unge på egnen kunne mødes og være sammen. I starten var det tænkt som en stor "legestue", men efterhånden udviklede det sig til, at bonden der afholdt arrangementet kunne tjene tykt på, at sælge de unge mennesker alkohol, men navnet "legestue" holdt altså ved.

Klog-børnene og Skov-Christian, der næsten lige var kommet ud af tugthuset, ville også være med, så alle Klog-børnene på nær de mindste to, Klog-Stinus og Klog-Hans og Skov-Christian tog altså også hen på Langholt.

De blev ikke budt velkommen, og mere rammende ord kan vel næppe siges om disse drenge og ene pige at "Vi er dem de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab"

Men de var nu stille og rolige, selv om de havde forhørt sig om Anders Stendal var til stede og de 3 senere myrdede bar kniv. Men i første omgang  ville de gerne spille kort. Da Klog-Christen, Klog-Lars, Skov-Christian endelig så, at kortbordet blev ledigt, ville de gerne have nogle af de andre med, men de fandt pludselig på undskyldninger, for at kortspil ikke lige var dem. Efterhånden mærkede man en anspændt stemning, og det var Anders Stendal, som fik gang i den ballade, som der ligesom var uundgåelig.

Anders Stendal havde en aften opdaget, at der var lys hos Mellergaard i Hugdrup i den ene stue, han havde sneget sig tæt på vinduet, og kunne se, at Skov-Christian og Klog-drengene var i færd med indbrud. Nogle dage efter gik en styrke fra Mellergaard til Hedehuset, og forlangte at få tyvekosterne tilbage. De benægtede alt, men så var det Anders Stendal ikke kunne holde sin mund, og følgende ordveksling fandt sted

Å, a så jer nok, I sven, a så nok, hodden i stod og ragt i sagerne i dej øster stou

- da sku do ha ladt dæ sij, så sku vi ha stukken dæ som i stud, svarede Klog-Christen - og fortsatte  - men vi skal hou dæ, do.

Nu var det altså Anders der ville åbne ballet. Han får sendt bud efter stærke og gode folk, som ligesom han, vil og tør tage kampen op mod de knægte der i alt for lang tid har hærget egnen.

Det lykkedes de lokale godtfolk, at få rakket ud med fynd og klem, trods det de 3 bar kniv, og der derfor flød blod. Klog-Else og Klog- Lars Christian får mulighed for at tage flugten hjem til Hedehuset, Klog-Lars ender i bækken, Skov-Christian bliver udenfor slået ned, og ligger som en død mand, Klog-Chresten tager flugten ud i en dam, hvor han til sidst bliver fanget med en krog, og må følge med i land, for så at blive forfulgt til Tøsbæk vandmølle, hvor han skubbes i bækken, og får lov at ligge. I det samme, som man har ladet Klog-Chresten ligge, kommer hans mor løbende med en stor økse i hånden, godt gal i skralden. Øksen bliver dog vrisset fra hende. De 3 meget forslået tyveknægte vendte i løbet af natten hjem til Hedehuset, hvor deres mødre gav dem en kærlig pleje.

Hvad skete der på mordaftenen d. 1. november 1841?

Selv de sejeste og mest hårdkogte tyveknægte måtte hvile ud efter sådan en omgang bøllebank, det var også tilfældet denne mandag aften, som var "en stille dag på kontoret", selv om brødrene Svamp-Erik og Svamp -Jens havde været forbi og dele tyvekosterne fra d. 29. med Klog-Chresten. Skov-Hanne havde børnene Skov-Ellen og Skov-Christian hjemme, ligesom en Maren Nielsdatter på besøg. Skov-Christian lå og slikkede sine sår.

Inde hos familien Klog er sønnen Ole fraværende og Klog-Per er på strøjftur. Klog-Maren sidder og stopper sin ene hose, i skæret af et af de tællelys, som Svamp-brødrene netop havde leveret.

Klokken er ved at være 9-10 stykker, da en klud hives ud af ydermuren, og et tilsværtet ansigt kigger ind til de intetanende folk, som vel er i gang med det der hedder "hjemmelig hygge". Pludselig stormer en tilsværtet mand ind og med et skovleskaf slår han Skov-Christian, som i første omgang afværger noget af slaget ved at gemme sig under dynen, men dynen trækkes af, og han bliver taget i benene og slæbt hen over gulvet og så bliver han gennembanket med stokkeslag.

Klog-familien har naturligvis hørt opstandelsen, og ved, at det lige straks bliver deres tur. Maren forsøger at beskytte sig selv og sine børn ved at sætte ryggen mod døren, men det forslår ingenting, da 2 maskerede mænd vil ind. Maren forsøger at afværge med en spade, som hun har fået fat på, men hun bliver slæbt udenfor og kastet på møddingen, hvor hun bliver gennembanket af 3-4 mænd. , samme behandling får Klog-Chresten, der havde forsøgt at gemme sig ved ovnen. Den klumpfodet Lars Christian, der også har lagt i sengen, hives også ud, men han lover højt og helligt, at han aldrig har stjålet, og at han heller aldig vil gøre det, og slipper for yderligere slag. Klog-Lars havde forsøgt at gemme sig på loftet, og havde en kniv med sig, men heller ikke han slipper. Han bliver hevet ned i stuen, og han lover højt og helligt at fortælle, hvor han har gemt alle skattene i skoven, og får et reb om halsen og lidt klæder. Hele den maskerede bande forlader Hedehuset med Klog-Lars løbende bagefter med reb om halsen.

Skov-Hanne finder sin søn Skov-Christian jamrende udenfor, han kommer ind og ligge ved bilæggerovnen ved 3 kvinders hjælp, Maren, der var på besøg, Ellen og Skov-Hanne selv. De forlader Hedehuset, selv om Klog-Chresten beder om hjælp.

Næste dag kan man konstatere, at 4 beboere i Hedehuset er blevet myrdet:

Skov-Christian ligger død på gulvet. Klog-Maren ligger på mødddingen, fuld påklædt på nær den ene sok, som hun var ved at stoppe, Klog-Chresten ligger i en blodpøl, og hønsene er i fuld gang med den lækkerbisken. Klog-Lars findes et stykke vej fra Hedehuset, med rebet om halsen.

Naturligvis satte man det i forbindelse med Legestuen på Langholt på egnen, og det var bestemt også en sag, som Aalborg Stiftstidende beskrev. Ikke bare fordi, at det var en drabelig nyhed, at 4 mord var begået, men også fordi, at avisen netop kort tid forinden havde beskrevet problemet med de mange indbrud på netop den egn, og at det netop var 4 af disse tyveknægte, der nu havde måtte lade livet. Akkurat som i dag, hvor landets regering jævn tit nedsætter en kommission, når landet står overfor et problem, gjorde regeringen det dengang.

De lovløse tilstande skyldtes i sær Herredsfoged Johan Christian Heiberg, som var en lille mand, med et godmodigt ansigt. Han var en herlig mand, som dog bare ikke egnede sig til at have noget at gøre med retsvæsenet, for det var sket mere end en gang, at de skyldige havde sluppet væk.

I mens kunne Klog-Maren, Klog-Lars, Klog-Christen og Skov-Christian jo ikke blive liggende, hvor de var fundet, så de 2 Klog-drenge kom i en papkasse og Maren og Skov-Christian kom i hver sin sæk og i første omgang fragtet til våbenhuset i Skæve kirke. Ugen efter de 4 mord, altså den 8., skulle de 4 lig obduceres. De blev fragtet til Hugdrup skole, så der var ordentlige arbejdsforhold for konstitueret stiftsfysikus Clemmentsen, distriktslæge Knudsen kunne besigtige de forslåede lig, mens en skriver fra Herrredskontoret skrev ned.

Efter endt besigtigelse og obduktion, blev de 4 ført tilbage til Skæve kirkes våbenhus, hvor de skulle ligge indtil de skyldige var fundet, og kunne blive konfronteret med det de havde begået.

Skriveren fra Herredskontoret var blevet færdig med at skrive Clemmentsen og Knudsens konklusioner efter at have obduceret de 4 lig i Hugdrup skole.

Christian Nielsen kaldet Skov-Christian

findes at være robust af bygning, heved 25 år gammel, nøgen, besudlet med snavs og blod. I panden et tørt, ubetydeligt, flere dage gammelt sår ( rimeligvis det, der blev tilføjet ham med gavlnaglen på Langholt) og adskillige ny, særlig på hvoed og hals, mave og bryst. Venster arm brækket i små stykker oven for albuen, underarmen rød, blå og opsvulmet. Højre arm hel, men såret og ophovnet. Venstre Ben: Knæskallen itu. Skinne og lægben knust, skinnebenet stikker en tomme frem. Højre ben: Læg- og skinneben splintret. På indvendig side et 3 1/2 tomme langt sår, hvor igennem skinnebenet stikker 6 tommer frem. På hele legemet ar af gamle sår. Samlige læsioner, med undtagelse af såret i panden og et dito på halsen, er, såvidt det kan skønnes, bibragt nogle timer før døden, og synes alle tilføjet med stumpe og tunge våben som knipler og poge med kanter og knaster. Våbene må være ført med stor kraft.

Kendelse: Hvor betydelige og farlige flere af læsionerne end er, kan næppe nogen enkelt af dem kaldes dødelig. I forening derimod må knusning af 7 ben i legemet, overrivning af flere blod- og pulsårer, hæftige slag på hvedet og flere beydeelige sår ubetinget have fremkaldt døden, om end den aflivede var i sin kraftigste ungdom. Døden er rimeligvis bevirket ved Apoplexia Nervosa som en naturlig følge af mishandlingens hæftige indvirkning på hjerne og rygmarv.

Chresten Pedersen Barkholt, kaldet Klog-Chresten

er mellem 25 og 30 år, nøgen, besudlet over hele kroppen med et tykt lag snavs og blod. På issen et 3 tommer langt sår ind til benhinden og således, at fingeren kan føres ind under huden ned mod vestre øre. Højre øre underløbet af blod, kroppen rød og blå. P venstre overarm et sår, der blotter knoglen. Højre arm og skulder ophovnet. Venstre læg- og skinneben knust, et stykke af skinnebenet stikker frem. Højre ben fuldt af sår, der blotter knoglerne. Læg- og skinneben splintrert flere steder, lægmusklerne knust og så blandet med bensplinter, at de forskelllige dele ikke kan kendes fra hverandre. Læsionerne er bibragt umiddelbart før døden, og med lignende våben som før omtalt, dog synes såret i hovedet, at stamme fra et mere skarpt instrument, f.eks. den spade, der blev funden på gerningsstedet.

Kendelse: Nogen enkelt absolut årsag til døden findes ikke,men der kan næppe være tvivl om, at en så stor mængde voldsomme kontusioner tilsammen er absolut dødelig. Hvis det store står på venstre side af issen er noget ældre end de andre (dvs hvis det er tilføjet ham på Langholt), er det rimeligt, at han har været ikke så lidt svækket og således lettere har ligget under for de senere mishandlinger.

Lars Pedersen Barkholt kaldet Klog-Lars

er robust bygget og usædvanlig fed. Alder 20-25 år. Iført skjorte, overstænket af blod og snavs. På hovedet flere alvorlige sår, der bløder endnu ved obduktionen. Meget størknet blod i håret. Halsen tilsyneladende forvredet, men uden spor af, at et reb skulle være snørt sammen om den. Ryggen rød og blå. Venstre underarm brækket, højre arm opsvulmet. Huden på albuen afskrabet. Begge ben røde, blå og ophovnede og på højre skinneben, der er knust, hænger huden i laser. Mange gamle ar over hele kroppen - på et par sår nær ( tilføjet på Langholt) synes samtlige læsiner at være tilføjet nylig før døden og med lignende våben som i foregående tilfælde.

Kendelse: Døde skyldes formentlig en hjernerystelse, fremkaldt af stærke slag i hovedet. Muligt, at et hjerteslag er kommet til. Under alle omstændigheder er læsionerne absolut dødelige.

Maren Olesdatter Barkholt. Peder-Klogs hustru

skønnes at være omtrent 50 år gammel. Iført klæder, besudlet med snavs og blod. kroppen rød og blå. Venstre skulder knust og i mange stykker. Venstre overarm splintret, så knoglerne stikker frem. Venstre læg- og skinneben knust. I venstre side brud af fem ribben, hvoraf det ene er trængt ind og har såret lungen. Alle læsiner er bibragt umiddelbart før døden og med lignende våben som anvendt overfor de andre. Forøvrigt ses det, at hun har levet nogle timer efter lemlæstelsen.

Kendelse: Skønt ingen af de enkelte læsioner, hvor betydelige de end er, kan siges uundgåelig at vlle have forårsaget døden, så er det dog aldeles utvivlsomt, at alle de nævnte beskadigelser, ti sår udvendig på legemet, et i lungen og knuste brud af ti forskellige ben, tilsammen må have haft døden til følge.

Det var altså nu et spørgsmål om, hvem der var skyldige i, at disse 4 forbrydere var forvandlet til lemlæstede lig. Man troede selvfølgelig, at det var blandt gæsterne til Legestuen, at de skyldige skulle findes, men det viste sig, at det kun havde den ene ting med Legestuen at gøre, at man havde udnyttet, at Skov-Christian og Klog-folket var mærkede og forslåede.

En anden skidt fyr, Jakob Slettingen, prøvede at pudse sin glorie, ved at fortælle Herredsfogeden, hvem den gravide Klog-Else havde sagt. Inden længe vidste alle, hvem de skyldige var:

Sognefoged Lars Jensen, Hellum

Gårdmand Lars Jensen Krog, Hellum

Mølleejer Peder Hansen, Aunkøt

Gårdmand Søren Jepsen, Krattet

Gårdmand Peder Jepsen, Aunkøt

Ungkarl Jens Chr. Pedersen, Østergaard, Stagsted

Ungkarl Anders Pedersen, Østergaard, Stagsted.

Jo, det var ordentlige folk, der bare havde fået nok, og altså taget loven i deres egne hænder. Skov-Christian havde f.eks truet Søren Jepsen først med en bøsse, som Søren havde fået slået væk, hvorefter Skov-Christian havde taget en kniv frem.

De 7 gerningsmænd, havde mødtes hos Anders og Jens Christians forældre, og moren var bestemt ikke meget for, at hendes drenge skulle være med i det, og havde så lovet, bare at være "vagthunde".

De forklarede, at da de havde fået gjort kål på Skov-Christian, som var den farligste, Klog-Chresten og Maren, og slæbte afsted med Klog-Lars, i en form for optog, så de kunne få tyvekosterne tilbage, havde sognefogeden og Peder Jepsen forladt optoget, da de nåede Anders og Jens Christians hjem. Mølleren Peder Hansen og Søren Jepsen forsøgte at fortsætte det lille optog, men tilsidst opgav de at slæbe Klog-Lars længere.

Det var d. 12. november, at de skyldige blev sendt afsted i vogn fra Sæby til Skæve kirke, hvor de blev konfronteret med ligene, og deres forklaringer blev læst højt.

Begravelsen

Nu, hvor de skyldige var blevet konfronteret med ligene, kunne de 4 begraves.

Det skete uden salmesang, uden blomster og uden kirkeklokkens bimlen - og uden familiemedlemmernes deltagelse. Kapellan Schønau bad en stille bøn, inden Maren og Klog-Lars blev sænket ned i det nordvestlige hjørne af kirkegården i den samme kasse og Klog-Christen og Skov-Christian i hver sin sæk blev begravet lige ved siden af. 4 mænd, vel sagtens fra sognerådet, var blevet befalet, at slæbe de nu 13 dage gamle lig til graven.

Nu, som dengang, er der i dette hjørne af kirkegården 2 tuer og herunder hviler de 4, ellers så tidligere kriminelle.

Så kom kommissionen

Havde Kapellan Schønau været nød til at beskæftige sig med Skov-pakket, ja, så havde Christian VIII det sandelig også.

Selv samme dag som Schønau hviskede de 4 navnes i kun få påhør i Skæve kirke, havde Christian VIII skrevet under på en lov, som blev offentliggjort, den begynder således:

Christian VIII, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarksen, Lauenborg og Oldenborg.

Vor Bevaagenhed! Da vi har bragt i Erfaring, at der i Skæve Sogn, Dronninglund Herred under Hjørring Amt, udi vort Land Nørre Jylland, er begaaet Mord og andre Voldsomheder, hvorunder 4 personer, Christian Nielsen, ogsaa Skov-Christian kaldet, Lars Pedersen Barkholt, Chresten Pedersen Barkholt og de sidstnævntes Moder, Maren Olesdatter, er myrdet og 4 andre Individer mere eller mindre mishandlet, samt at de omhandlende Forbrydelser skal være foranlediget ved Misfornøjelse over, at en Mængde i Omegnene begaaede Misgærninger, i hvilke de myrdede og mishanlede ansaas skyldige, ikke paa behørig Maade for Øvrighedends Side var bleven forfulgt, saa er det vor allerhøjeste Vilje og Befaling, at I, os elskelig Assessor i Vor landsover - samt Hof og Stadsret, Peder Jacobsen Tetens, vor Justitsraad, og os elskelig Carl Nicolai Petersen, vor Overavditør og Byfoged i Holstebro, Ridder af Dannebrog, straks retter Eders Lejlighed efter at sammentræde i en Kommission for at anstille Undersøgelser angaaende forommeldte morderiske Overfald, saavel som om det anførte Motiv dertil kan anses grundet

Foruden de udvalgte til kommissionsarbejdet, havde man hyret politibetjent Lundbymølle, en hårdkogt banen fra Aalborg. Kommissionen slog sig ned på Voergaard slot, og der brugte man, som I de bedste krimier, både fine og ufine metoder, til at folk til at indrømme deres ugerninger.

Når man nu skulle dømme de 7 skyldige, så måtte man også tage hensyn til, hvad det var for mennesker, de havde myrdet. Her brugte man ordet - som var det hunde - "aflivede"

at de aflivede personer idelig har været under Justitsens Forfølgning,  og navnlig

at Chresten Pedersen Barkholt har været anset ifl. Dronninglunds Herredstings Dom af 8. Marts 1832 for Hæleri med 20 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, 3 Gange ved Højesteret er frifundet for Aktors Tiltale, og "for første Gang" begaaet Tyveri ved Højesteretsdom af 15. April 1841 er straffet med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa vand og Brød

at Lars Pedersen Barkholt, foruden at være straffet for Betleri og ligeledes ifl. Højesteretsdom firfundet for videre Tiltale for Tyveri, har været anset med 8 Maaneders Forbedringshus for Tyveri

at Maren Olesdatter Barkholt for gentagne Tyverier er straffet med 2 Aars Forbedringshusarbejde og senere igen har været sat under Aktion, saavel for Tyveri som for Hæleri, men ved de overordnede Instanser er frifundet for videre Tiltale, og endelig

at Christian Nielsen, eller Skov-Christian, ved Højesteretsdom af 13. Juni 1839 har været anset for Indbrudstyveri med Straf og Kagstrygning og Tugthusarbejde for Livstid, hvilken Straf dog ved allerhøjeste Resolution af 10. Juni f. A. blev formildet til 2 Aars Forbedringshus

I dag har vi domme, hvor der er "formildende omstændigheder", og selv om man på den ene side godt kunne se: De myrdede var nogle banditter, og havde alle dage været det, og morderne var gode og solide folk, 4 var familiefædre, der bare havde fået nok af "bandekriminaliteten" og greb til selvtægt. Men lov var lov, og ingen formildende omstændigheder blev i første omgang taget i brug.

Sognefoged i Hellum, Lars Jensen, 44 Aar, Møller i Aunkøt Peder Hansen, 32 Aar, Brødrene Søren Jepsen, Krattet 32 Aar og Peder Jepsen, Aunkøt, 24 Aar skulle lade livet.

Brødrene Jens og Anders Pedersen fra Østergaard, 21 og 25 Aar samt Lars Krog, Hellum 26 Aar skulle i Tugthuset, Jens Pedersen i 1 år, de andre 2 i 2 år.

Sådan blev dommen i underretten i Sæby d. 13. marts 1843 og blev 17. juli 1844 i det væsentlige stadfæstet i Højesteret.

Men Kongen reddede de dødsdømte, så de i stedet fik tugthusstraf på livstid, og efter et par år, i 1848, blev de benåede.

Nu var det ikke kun kongen man kunne takke for det, men også Peder Hansens kone, Mathilde, som knejsede nakken og drog til København, hvor hun kom i audiens hos kongen, og kæmpede sin mand og hans medsammensvornes sag.

hjoerring, Dronninglund, Skæve, Avnskjødt, , 28, en mølle, FT-1850, C0398

Folketællingen i 1850 viser en samlet familie igen på Aunkøt Mølle. Mathilde er gravid, og føder  27. juli parrets eneste fælles barn Ane Johanne. 2. august 1858 var Mathildes kræfter brugt op og livet sluttede. Peder lagde hende i graven på Skæve Kirkegård 8. august. 1. april året efter giftede han sig med Jensine. Et langt ægteskab blev det nu ikke, Peder Hansen døde 52 år gammel på datterens Ane Johannes 12 års fødselsdag.

Resten af Skovpakket og Klog-folket

Det var jo - heldigvis - ikke alle der blev slået ihjel i Hedehuset, den mandag hvor de 7 rasende lokale borgere gik amok. De sorterede i, hvem der var værst - og lod de uskyldige eller mindre skyldige slippe.

En af dem var Klog-Ole. Han var end ikke hjemme den aften. Han var i Dorf i et ærinde. Han blev aldrig omtalt som kriminel, og var det derfor næppe heller, for sådan noget ved folk. Ingen ved - i hvert ikke - lokale folk - hvor han blev af - måske flygtede han bare langt væk fra familien og egnen.

Klog-Per, gift med Maren og far til Klog-børnene, var heller ikke hjemme på mordnatten, han var ude at strøjfe. Historien går, at han forgreb sig på datteren Klog Else, da han vendte hjem. Klog-Else klagede sin nød til Gleerup på Knudseje, som lokkede Klog-Per lige i fælden, ved at bede ham - sådan en pålidelig mand - gå til Sæbys Herredfoged med et brev. I brevet stod, selvfølgelig, at Klog-Per havde forgrebet sig på datteren. Klog-Per blev sendt til København, og blev ikke siden set i Skæve og omegn.

Klog Lars Christian, som havde tigget og bedt for sit liv og slap efter en omgang prygl, fik ikke et langt og lykkeligt liv. Faktisk døde han allerede som 20 1/2 årig på Hospitalet, som det nye fattighus hed i Skæve sogn.

Klog Else, som var klumpfodet, lige som sin bror Klog Lars Christian,  var gravid på mordnatten. Hun fødte en lille pige d. 5. marts 1842 på Hospitalet, og gav pigen navnet Anine Kathrine Marie Simonsdatter. Da der 29. april 1842 var barnedåb i Skæve kirke, var en af fadderne Ane Margrethe Nielsdatter, Skov-Ane Margrethe. Faderen til den lille pige blev udlagt til at være Husmand Simon Christensen Boller, han var bestemt ikke et af Guds bedste børn, men mere om det i en anden fortælling. Else blev nu heller ikke gammel. 29 år gammel døde hun af halssyge. Det var d. 11. maj 1847. Hun blev begravet 16. maj.

Klog-Jens, var 6 1/2 år gammel, da hans mor og 2 brødre blev myrdet i Hedehuset. Han selv, gemte sig under dynen, og fik nogle slag over armene. Men ellers slap han fra den blodige og voldsomme aften uden mén - i hvert fald på kroppen.

Jeg blev så glad, da jeg så, at Klog-Jens havde hængt ud med Støvleskaftet.  Nu var det ikke fordi, at Støvleskaftet var en skønhed ej heller en fin frue, men fordi, jeg har skrevet om hende og hendes senere ægtemand Jens Muus - du kan læse mere her Jens Muus.

I den skønne tid, som Klog-Jens havde med Støvleskaftet, eller som hun også blev kaldt "Sangerinden" og "Store Hanne", gik han rundt og klinkede potter og fade, mens Støvleskaftet sang. En Brønnum fra Raunsholt sagde, at hun sang knøvt, og det var noget det syngende Støvleskaft kunne bruge. Hun knejsede med nakken og sagde " Ja, man bærer ikke sit navn forgæves". En andet yndet arbejde for Klog-Jens og Støvleskaftet var markeder, hovr de trak kreatuerer, og dermed tjente en skilling og et måltid mad.

Men Klog-Jens fik ikke lov til at beholde Støvleskaftet. I 1872 fik hun barn med Jens Muus.

Ved folketællingen i 1880 finder man Klog-Jens i Skæve sogn, gift med Karen Marie Nielsen og med 2 børn. Ingen af de 2 piger er blevet døbt, men den ældste, en pige på 9, er Klog-Jens ikke far til. Pigen står i kirkebogen i Voer sogn som Johanne Thomine Nielsen, senere optræder hun som Marie Johanne Thomine Nielsen. Hun bliver gift i Torslev kirke og har i 1901 4 børn.

Hvad den lille pige, som Klog-Jens muligvis er far til, har jeg ikke fundet ud af. Var det hele noget rod inden, så blev det nok endnu mere rod, da Klog-Jens kone Karen Marie døde 17. marts 1882.

Klog-Jens blev hyrde på bl.a. Ormholt, men kom så, på Hospitalet, akkurat som hans bror og søster. Hospitalet var nu bare hans base, for han drog rundt på egnen. Tiggede gjorde han ikke, han tog bare selv. Satte sig til bords i folkestuen, og ventede blot på, at der blev stillet mad frem, hvilket der så også blev.

Klog-Jens var ikke kriminel, han omgikkedes ikke "bøllerne" - han var bare slet og ret doven anlagt. En gang spurgte en husmand i Ounstrup, efter Klog-Jens havde spist af hans mad, om han kunne hjælpe med en smule brolægning. Til denne sag svarede Klog-Jens

"A har lisaa travlt med a tik,

som Do har med aa pik"

Ved folketællingen i 1880 bor Klog-Jens i

Klog-Jens blev træt af at bo på Hospitalet, og flyttede hen til Ulv-Stine i Krathuset, her døde han 2. juledag 1897, 62 år gammel.

Mandag d. 11. januar 1830 blev der døbt en dreng i Skæve kirke. Han fik et af de mere specielle navne, og hvor Klog-Per og Maren havde fundet det henne, må stå hen i det uvisse.

Achristinus Pedersen

Han, Klog-Stinus, som han blev kaldt, var knap 12 år gammel, da hans mor og 2 brødre blev myrdet i Hedehuset. Han gemte sig, ligesom Klog-Jens under dynen, og slap med enkelte slag på kroppen.

Da han var konfirmeret, og kom hen og tjene hos Propriætær Pape, et stort sted, med masser af tjenestefolk, avlskarl, amme, lærerinde osv. I 1864 var han med i krigen i 1864. Efter at have klaret skærene i Krigen var en han en tid Skærveslager på hovedvejen mellem Sæby og Aalborg, og endnu senere blev han hyrde på de store gårde på egnen.

Til sidste måtte han dog tage ophold på fattiggården i Volstrup sogn, og her besøgte Urban Hansen ham i 1902.

Han mødte en mand, der på trods af, at være mærket af det hårde liv, havde en udlængselstrang. Han var ikke skabt til dovenskab eller ugerninger. I ren frustration over, at han sad fast på Volstrup Fattiggård, var han ikke særlig meddelsom overfor Urban Hansen.

Klog-Stinus tyggede nok vældig på den skrå, som Urban Hansen havde medbragt, og vendt og drejet sagen, og nået frem til, at det måske ikke var så tosset idé, at denne skolelærer var interesseret, og derfor skrev han et brev til Urban Hansen

Volstrup Sogns Fattiggord 4/3 1903

Jed beder at Did Undskølder at jeg Tager mig den Frihed. Til at Skrive Til Dem Angaaendes om Did vel gjøre mig den Tjeneste at Skaffe en Plas i Sommer Som gammel Hyrder på en Støre Gaard entet på Krengelhed eller Vaargord eller Lignende. Hvad lønnen Angor kan jeg ikke Saa Fuldom bestemme men det bliver i nærheden af 130 Kroner - For her vel jeg ikke være. Vil Did gjøre mig den Tjeneste at Skrive mig Til eller Tale monterlig med mig For vi Lider saa meget for Tobak Som vi Gammel ikke kan undvære

Volstrup Sogns Fattiggord Arcristinus Pedersen

 Urban Hansen kunne nok skaffe ham et arbejde, hvis han fik svar på en del spørgsmål, og sådan endte det.

Klog-Stinus fortalte, om hvordan de som vidner var ført til Sæby, hvor i sær han gjorde et stort nummer ud af, den dejlige mad han fik. I første omgang havde han dog ikke villet røbe hvem han genkendte, for det havde han lovet, men senere betroede han sig til Skov-Hanne, som gik videre med det, og Klog-Stinus måtte afhøres igen.

Urban Hansen havde bestemt også lyst til at spørge om en forsvunden mand i Sæby, Lyng-Lars, en huleboer som forsvandt sporløst lige i det område hvor Klog-Stinus boede dengang, og hvor han virkelig var en væmmelig person.

På et tidspunkt mente man godt nok, at Klog-Stinus ville krybe til korset, og indrømme sin ugerning, i det han havde hidkaldt sognepræsten, da han mente, at livet var ved at ebbe ud. Desværre - eller heldigvis - var Klog-Stinus i klar bedring, da sognepræsten kom, og han holdt sin mund.

20. marts 1905 var det ende gyldigt slut med Klog-Stinus liv. Han trak vejret for sidste gang på Volstrup Fattiggård og han blev begravet på Volstrup kirkegård. Han var, med mindre Klog-Ole stadig levede, den sidste af Klog-drengene, og dette var så stort, at præsten syntes, at dette skulle skrives ind i kirkebogen - og det blev det.

Nu hvor Klog-folket ligesom er fulgt til dørs, eller et godt stykke på vej, så må vi lige i gang med Skov-rakket.

Skov-Hanne

Det ene øjeblik sagde folk, at hun var uskyldigheden selv, andre gange lød det, at hun både solgte hælervarer og stjal. Men hun slap altså for videre tiltale.

Ved folketællingen i 1845  bor hun sammen med bl.a. Klog-Else og hendes datter Anine, men også med sit eget barnebarn Mette Cathrine Nielsdatter. Pigen, som var født 10. november 1840, og altså knap et år gammel, da mordene skete, var et resultat af Skov-Hannes datter Ane Margrethe og Hammer-Niels, mere om ham senere, for også han var en skidt knægt.

hjoerring, Dronninglund, Skæve, Stagsted, Et huus, 17, FT-1845, B7252

Skov-Hanne døde juleaften 1847 og på den anden dag i året 1848 blev hun begravet på Skæve Kirkegård.

Når Skov Ane-Margrethe ikke optræder ved folketællingen, kan det skyldes, at hun sad i tugthuset, i hvert fald blev hun dømt til 2 år med adresse der, for uskyldig var hun ikke. Hun var kendt for at hæle sammen med sin myrdede bror, og endvidere havde hun planlagt indbrud sammen med Jakob Slettingen og Hammer-Niels. Hammer-Niels var altså ham hun fik Mette Cathrine sammen med, og det endda selv om han var gift med en anden.

Skov-Ellen var ikke en del af det kriminelle miljø. Hun var en afholdt tjenestepige, som passede sit arbejde.

Skov-Hans, som var den ældste af Skov-børnene, startede ellers med prompt og pragt. Han var inde som soldat i 1836 og hans afdeling skulle overnatte hos Jørgen Smedegaard i Volstrup sogn. Her fremtrådte Skov-hans som en stor staldkarl som

"Rød, henskårne livkjole med hvide snore og med hvide bånd bag på klapperne, lyseblå benklæder, galoperende med hvide striber, høj, bredpullet chakot med hvid pompon så stor som en knyttet næve, hvidt bandolér og gehæng."

Han gjorde et godt og stort indtryk. Men et par år efter, var den gloværdige karriere slut, han blev medlem af Aalborg banden, og blev ligesom en del andre dømt til tugthuset på livstid.

Men Skov-Hans slap ud efter- ja nogle siger 10-12 år  - andre siger 18, men i hvert fald blev han en fri fugl igen, og bosatte sig på sin hjemegn.

27. marts 1857 blev han en gift mand, i det han giftede sig med Sofie Halte-Birgitte, som i virkeligheden hed Ane Sophie Christensdatter. Bruden var 43 og brudgommen 45.

Det modne nygifte par blev forældre til datteren Johanne Marie Nielsen d. 29. oktober 1857.

Først mistede Skov-Hans datteren Johanne Marie, som døde 7 1/2 år gammel 23. april 1865 og godt et år efter 26. august 1866 døde hans kone Sofie Halte-Birgitte.

Man kan jo ikke fortænke Skov-Hans i, at han blev glad for flasken. Han fandt sammen med Knud-Maren, som hed Maren Nielsdatter og var 20 år yngre end ham. De boede på Hospitalet, og til sidst havde de hele Hospitalet for sig selv. Her drak de og levede i sus og dus.

84 år gammel, havde Skov-Hans fået nok af livet. Som der står i kirkebogen "han aflivede sig selv ved hængning". Begivenheden fandt sted d. 27. juli 1892 og 4 dage efter blev han som så mange andre af Klog-folket og Skov-Rakket begravet på Skæve kirkegård.

Skov-Thomas var ligesom sin søster Ellen på den rigtige side af loven. Han tjente på Bøgeskovhale ved Flauenskjold. En dag var han taget til Flauenskjold Marked og da markedet sluttede fortsatte han festen på Flauenskjold Kro, hvor han blev skubbet ind i en kakkelovn, og slog hovedet. Han døde samme nat af sine kvæstelser.

Dette var ordene om Klog-Folket og Skov-Rakket. Jeg fandt faktisk Urban Hansens bog på nettet, så hvis du ikke vil låne den på biblioteket, kan du læse den her http://www.sandbol.dk/upl/16974/TyvebandenpaaJyskeAas.pdf

Til toppen af denne side Klog og Skovpakket