Vendsyssel VII

Aalborgs driftige nabo, har udvilet sig fra et ganske vist ret betydeligt færgested til den forhodlsvise anseelige handelsplads, byen nu er.

Hvor langt Nørre-Sunbys oprindelse ligger tilbage i tiden, vides ikke med bestemthed. Men allerde i slutningen af det 13. århundrede fik byen sin kirke, der blev skænket til Vitskøl Kloster af bistop Niels i Børglum. I den katholske tid hørtte færgestedet nemlig under Vitskøl Kloster.

Trods sin ælde har byen næsen ingen minder om fortiden. De småhuse, som da fandtes i Nørre- Sundby, modstod kun dårligt tidens gnavende tand og bleve derfor afløste af ligeså skrøbelige nybygninger, indrettede efter de vekslende tiders krav, og de sidste rester af det gamle Nørre-Sunby forsvandt for største delen under den store brand, der i 1865 omtrent lagde byen øde.

En ældgammel bygninger ejer Nørre-Sundby dog, nemlig

Øverst: Pontonbroen. Midten: Nørresundby kirke. Nedest: Parti fra den vestlige bydel.

hvis oprindelse, som foran nævnt , går lige tilbage til 1293. men der er i tidens løb sket adskillige forandringer ved den. Senest er den i 1897-98 forsynet med en ret betydelig tilbygning, hvorved kirkens gamle stil delvis er opfrisket.

Ligeledes har byen i de såkaldte

et minde af historisk interesse. På Skansebakkerne, der ligge nord for byen, opkastede de kejserlige tropper under deres okkupation af Jylland under trediveårskrigen en række forskansninger, og i den næste krig med Sverige toges de i besiddelse af Vendelboerne, da Wrangels korps havde besat Aalborg.

Også krigen 1864 kom Skansebakkerne til at spille en rolle, idet den danske hærafdeling, der var drevet tilbage nord for Limfjorden, satte sig fast her, mendens de forenede prøjsisk-østrigske hærmasser holdt Aalborg besat. Tyskerne sendte ved denne lejlighed nogle granater over mod Skansebakkerne, uden at prjektilerne gjorde nogen skade. Nu afgive Skansbakkerne en meget idyllisk plet, hvortil det lønner sig at foretage en udflugt. Aføde fabrikant Jul. Galster har nemlig i 1854 på en del af de høje bakkeskråninger anlagt en ret omfattende granplantage, der allerede er vokset godt til, og hans eksempel er bleven fulgt af en kreds af Nørre-Sundby borgere, der have beplantet omtrent resten af bakkerne, så at der med tiden her vil fremstå en meget anseligt anlæg.

Skansebakkerne, der er gennemskårne af flere sænkninger i terrænet, hvorved de få et meget malerisk præg, hæve sig i betydelig højde over byen, og man har herfra en prægtig udsigt ikke blot til Aalborg, men til store strækninger af egnen vest, øst og nord for Nørre-Sundby. I klart verjr kan man ved hjælp af en nogenlnde stærk kikkert se helt til Aggersund Bredning mod vest og til langrækken i øst, men selv for det blotte øje frembyder der sig herfra en meget vid horisont, idet det omliggende flade land med dets brogede blanding af gårde, huse, kirker, marker og agre intet steds spærrer synskredsen. Fra Skansebakkerne kan man desuden følge Limfjordens mange forskellige slyngninger, og når solen spreder sit gyldne skær over vandet, forlener det omgivelserne med dobbelt skønhed. Vest for Nørre-Sundby ejer byen endnu et lille lystanlæg. I hvilket findes en moderne pavillon

Øverst: Nørresundby Torv Midten: Lille reklame fra bogen. Nederst: Parti fra den østlige bydel.

Her afholdes jævnlig i sommertiden friluftskoncerter, ligesom der i selve pavilllonen er indrettet et sommertheater, der hele sommeren igennem hver aften giver theaterforestillinger. Under forestillingen er der servering i salen.

Nørre-Sundby er efterhånden bleven en meget moderne by. Den ene store nybygning resjer sig her efter den anden og udviklingen foregår med en fart, der ikke giver landets storbyer noget efter. Årsagen dertil må bl.a. søges i, at byen mellem sine borgere tæller en række meget driftige mænd, der nære en klippefast tro på Nørre-Sudnbys udviklingsevne. Disse bypatrioter fik for en del år tilbage sat igennem, at Aalborg Amts Andelsslagteri blev opført i Nørre-Sundby. Dét ligger i byens vestlige del. Og dette anselige anlæg er senere blevet efterfulgt af en række andre store fabriksvirksomheder, ligesom byen nu har fået sit eget gasværk og et af et konsortium opført vandværk.

Dette er bygget af firmaet Mortensen og Galster, der ejer byens gamle jærnstøberi Gabrielsværk. Herfra er udgået de fleste af de private vandværksanlæg, der efterhånden er opførte, dels i Nordjylland, dels i den øvrige del af landet.

Gabrielsværks Jærnstøberi er oprindelig anlagt af afdøde fabrikant Jul. Galster, en mand, der på mange forskellige områder har sat sig spor i Nørre-Sundbys historie. Foruden jærnstøberiet opførte han en række boliger til sin arbejdere, han anlagde et dampbageri og bidrog i det hele taget efter evne til, at byen slap så lempeligt som mulig over den store brand i 1865.

Side om side med de mere anselige bygninger i Nørre-Sundby finder man i omfang gennemført principet: Hver mand sit eget hus. Nanvlig i byens udkant mod øst og vest ses en mængde småbygninger beregnede for en a 2 familier og småhusene strække sig nu også et godt stykke op ad Skanse bakkens skråninger, hvert enkelt omgivet af sin have. Det er N-rre-Sundbys mange arbejdere, som have slået sig ned i didde henrivende omgivelser, der ligesom indvirker på beboernes hele væsen, så at man under en vandring mellem småhusenes rækker træffer en mængde glade og tilfredse ansiger.

Mod syd har Nørre-Sundby i de sidste år fået sit areal stærkt udvidet, i det en større strækning af fjorden her er bleven opfyldt. På det således dannede areal er Sæbybanegården anlagt og herfra fører spor til Nørre Sundby Statsbanegård, der ligger i byens vestlige udkant. Udfor det opfyldte areal findes tillige Nørre-Sudbys havn, der efterhånden er bleven uddybet så meget, at den kan anløbes af skibe med indtil 19 fods dybgående, ligesom den afgiver rigelig plads til de mange fartøjer, der losser og lader ved byen.

                                                                           Jul. Eilersgaard

Fra Aalborg kan man med den nyanlagte Sæby-Frederikshavnbane foretage flere interesante tr til det sydøstlige Vendsyssel. Landskabet er her ikke alene frugtbart, smukt og tiltalende, men naturen er af en så ejendommelig art, at man vanskelig andet teds finder noget tilsvarende.

Det er en bekendt sag, at hele det nordlige Jylland hæver sig op over havfladen, mendes de sydlige Jylland er genstand for en sækning; men ikke ret mange steder vil der som her findes et udstrakt landskab på flere kvadratmile, der påviselig har hævet sig op af havets und og nu ligger som en uafbrudt jævn, frugtbar og smilende flade, dækket med smukke gårde og bygninger, enge og skove.

Set fra enkelte ophøjede punkter i nørhende er udsigen over denne egn enestående i sit slags samt både skønne og storslåede.

Fra udgangspunktet, Nørre-Sundby Havnestation vil der på den første del af rejsen ad Sæbybanen ikke frembyde sig særlige seværdigheder ud over hvad der kan iagttages fra selve toget. Kun for landmænd vil det have sin store interesse at bese

der ligger en passende spadseretur fra Langholt station, ikke alene er denne herregård en overmåde smuk og vel vedligeholdt ejendom, men både kreaturbesætningen og det af ejeren oprettede stutteri for jydsk hesteavl er i sit slags ganske fortrinligt. Ved siden heraf er der lejlighed til at se en veludført engkultur og en udmærket avlsbedrift i det hele. Ved gåren er foruden have tillige en smuk lystskov. Ejeren, godsejer Ahlmann, er gæstfriheden selv, og der vil derfor ikke blive nægtet rejsende adgang til at bese gården.

Den rejsende vil her pludselig få et helt andet og ejendommeligt landskab for sine øjne. Han står nemlig nu ved den vestlige udkant af den omtalte udstrakte flade med en udsigt af 2 mil til Kattegat, 3/4 mil til Limfjorden med Hals og Muldbjærgene i yderst horisont og 2 1/2 mil til JYdske Ås mod nord. Umiddelbart i forgrunden ligge byerne Øster Hassing, Gandrup, Holtet og Gaaser og bag ved disse de to store skove Hals Nørreskov og Sønderskov. Fra højderne vest for stationen vil udsigten en sommereftermiddag, når solen falder på landskabet, være storartet smuk og tiltagende.

Der findes imidlertid ikke andre seværdigheder ved Gandrup Station og turisten vil derfor i almindelighed hurtigt drage videre.

Til Hals vil fra Gandrup være let befordring ad en god Chausse, hvis man ønsker at tage til denne by over land i stedet for at sejle med dampskib fra Aalborg. Til Hals Nørreskov kan man kun komme ad samme vej, og afstanden er henved 1 mil.

går der en vej fra den veestlige ende af Gandrup by, og ved de såkladte skiverhuse kan man for en billig penge blive sat over til Storvorde på Limfjordens sydside. Man skal imidlertid enten ride på færgemandens ryg ud til båden eller vade ud i hans træskostøvler.

Øverst: Langholt Hovedgaard. Nederst Dronninglund Slot. De 2 andre er taget ved Limfjorden tæt ved Rærup, da Tall Ship Race sejlede fra Aalborg i 2010.

er det første sted, hvor turisten bør gøre et længere ophold. Syd for byen ligger kirken, der er omgivet af en kirkegård, og tæt øst for kirken findes i marken en stor gammel ulvegrav, der måske er en af de bedst bevarede af den slags. Lige indtil 1840 og mulig senere bleve endnu gamle heste skudt ved denne grav og væltede deri, ligesom også selvdøde kalve kreaturer bleve anbragte her.

Skønt denne skik og den omstændighed, at graven har stået vel bevaret indtil de nyeste tider, kunde tyde på, at der har været ulve i denne egn sent op i tiden ,kan det dog oplyses, at disse dyr er forsundne herfra for over 150 år siden.

Tidligere, da egnen var meget skovrig, har den imidlertid været arnested for disse dyr, og Ulsted har utvivlsomt sit navn heraf, idet flertal af ulve netop i almuens sprog udtales "ull".

Fra kirken bør man gå tilbage til den syd for byen løbende offentlige vej og ad denne mod øst indtil man når en sti, som fører op til sognets højeste punkt "Lundebak" kaldet. Herfra er der en fortrinlig udsigt til alle sider, dels over hele det omgivende smukke landskab med velbyggede huse og gåre med marker, enge og skove, dels over Limfjorden og Kattegat. Alt det lave land, som omgiver bakken mod syd, øst og nord, er, som omtalt, en i en forholdsvis nyt tid hævet havbund, hvis undergrund i en ringe dybde er fuld af mulingeskaller; her er tillige ofte fundet rav.

Fra Hals Nørreskov i syd til Melholt by i nordøst ca. 1 mil, strækker der sig

På den første og højeste af disse ligger der en rullestens havstok, der ligeledes afgiver bevis for, at alt det lavere land lige ind til "Lunebak" har været hav og selve disse revler, der ligge omtrent en snes alen over den nuværende havflade, er utvilvsomt dannede på havets bund ,vhor der også nu findes lignende revler. Det er altså en stor og interessant landhævning, som her har fundet sted og utvivlsomt fortsættes den dag i dg.

Mellem disse rimmer eller sandrevler har der dannet sig en stor mose, der ligger mellem Ulsted og fiskerlejet Hou ved Kattegat. Den er ialt henved 1 mil lang og 1/2 mil bred og svarer til den lille Vildmose på fjordens sydide. Af mærkværdigheder findes her både multebær og urhøns, men man må være velkendt for at finde disse ratiteter.

Indtil for omtrent 100 år siden var hele terrænet øst og syd for Ulsted og Lundebak en eneste stor og mægtig skov af el, eg ogbøg, og der var heri en sådan mængde vildt, at beboerne hele sommeren måtte holde nattevagt for deres marker. Blandt andet fandtes her også vildsvin, af hvilke det sidste blev skudt 1783. Den heldige skytte kørte med dyret op til ejereren af Gl. Vraa, der var den jagtberettigede og ventede sig en stor belønning, men hans heltedåd blev kun belønnet med en gammeldagsrigsort ( 24 sk = 50 øre) hvorover han selvfølgelig var meget misfornøjet. For ca. 100 år siden var der ligeledes sammenhaængende store skove lige fra Hals til Dronninglund Storskov, men heskaberne på Gl. Vraa og Dronninglund ,der ejede godset, gjorde deres bedste for at ødelægge dem, og bønderne hjalp trofast til. Endnu er der dog, som et blik over egnen vil udvise, en stor mængde skov tilbage, hvorfor denne del af Vendsyssl endnu har bevaret et smukt og tiltagende udseende. Fra Ulsted er der en god 1/2 mil til Hals Nørreskov og ca 1 1/4 mil til Hals. Det kan anbefales unge raske turister, at tage med dampskib fra Aalborg til Hals og derfra til fods til Ulsted hvorfra der kan fortsættes med bane nordpå.

Fra Ulsted fører jærnbanen over til Dronninglund, fra hvis station der kun er en kort spadsereretur til

Denne gamle herregård var oprindeligt et nonnekloster og kaldes Hundslund Kloster. Første gang i historien omtales det i et testamente af 1268. 1393 tilskødede Dronning Margrethe klosteret en del gods for at holde en evig messe for hendes egen, hendes forældres og venners sjæl; men det var iøvrigt et rigt kloster med store jordegodser helt ned til Limfjorden, derunder Hals og Ulsted. 1536 blev det ved reformationen inddraget under kronen og borfolenet; men det pålagdes besidderne at holde klostret ved hævd, og skaffe klosterjomfurerne ders tilbørlie underhold, og endnu 1568 var der nonner. 1581 overdrog Kong Frederik II ejndommen til familien Lindenow, der vedblev at eje den indtil 1672, da den solgtes til kandsler Peder Reetz. Dennes enke solgte 1690 Hundslund med afbyggergården Skovgaard og gods til Chr. Vs dronning Charlotte Amalie, som omdøbte gårdene til Dronninglund og Dronnninggaard, og som enke opholdt hun sig ofte her om sommeren. Ved dronningens død 1714 gik begge gårde tilligemed Børglum Kloster i arv til Frederik IV, der 1716 atter overdrog disse godser til sin søster prinsesse Sophie Hedvig, stiferinden af Vemmetofte Kloster. Hun overdrog 1730 Dronninglund til gehejmeråd overkammerherre von Plessen, med hvem hun skal have levet i hemmeligt ægteskab. Senere har Dronninglund haft en mængde ejere, blandt hvilke brigader Hlling, en præstesøn fra øerne, der i ostindisk tjeneste havde erhvervet sig store rigdomme.

Dronninglunds hovedbygninger er opfrøt dels af Dronning Charlotte Amalie og dels af brigader Galling (1787), hviken sidste har givet gården sin nuværende skikkelse. Avlsbygningerne er opførte af den første Lindenow, og det Lindenowske samt det Rosenkrans´ske våben findes over vindebroen mod vest.

Kirken var oprindelig som klosterkirke meget mindre end nu; men den gamle sognekirke blev snere nedrevet og føjet til Klosterkirkns østre ende. Både Dronning Charlotte Amalie og prinsesse Sophie Hedvig have restaureret og prydet kirken. Et epitaphium viser den første Lindenows og hans hustrus billede i legemestørrelse og forskellige ejere af Dronninglund er begravede i kirken.

Hovedbygningens indre er i tidernes løb blevet en del mishandlet ved opsættelse af skillerum, overkalkninger og på anden måde. Den nu værende ejer har begyndt at restituere de gamle forhold.

Hovedbygningen vil kun undtagelsesvis være tilgængelig for tilrejsende. Derimod vil adgang til den smukke have som oftest kunne fås efter indhentet tilladelse. Dronninglund er bekendt for sin smukke beliggenhed og sine mange storkereder. Som avlsgaard blev den tildels ødelagt i dette århundredes begyndesle, navnlig ved bortsalg af udstrakte egnstrækninger. Kun ved store bekostninger fik afdøde indenrigsminister Skelle, der som bekendt ejede gården, atter avlbrugt bragt på fode.

Hvor den nuværende Dronninglund Station ligger, var der for få år siden ikke en eneste bygning. Der er nu ved at danne sig en hel købstad og udviklingen går hurtig fremad. En lille mil øst for stationen ligger i en smuk egn ved Kattegat

Den har en skibsbro, der strækker sig flere hundrede alen ud i havet, hvor der er gode bade. Endvidere findes her en ny smuk kirke, et anseligt missionshus, en gæstgivergård og en lægebolig med en køn mønsterhave.

En mil nord for Asaa ved Kattegat ligger den for sin skønne beliggenhed bekendte landsby

hvor der er en god kro, og hvor man ad åen kan foretage små sejlture i højst idylliske omgivelser. Byen besøges almindelig af lystrejsende og har fået forøget interesse ved anlæg af en terrakottafabrik. En hjemvendt amerikaner forefandt her udmærket ler til denne fabrikation, og han laver særdeles nette ting til billige priser. Besøgende interesser det meget at se på arbejdet, når man ikke vil til Asaa, er den nemmeste vej til Vorsaa fra Agersted station. Man kan da samtilidig bese den gamle herregård Rugtved, hvor der i gamle dage var et slot, som dronning Margrethe lod nedrive. Afstanden fra Aagersted til Vorsaa er omtrent 1 mil og der er bekvem vej.

Fra Dronninglund station tager man med banen til Ørsø holdeplads, der ligger tæt ved den bekendte

Denne er den største og smukkeste skov nord for Limfjorden og utvivlsomt de nsmukkeste skov i det nordlige Jylland navnlig som følge af det meget kuperede terræn, der både åbner adgang til storartede udsigter og afgiver skønne dalpartier og stejle skrænter. Fra en stillads på en af de højere bakker har man en af de mest imponerende udsiger i Danmark. Man kan hrfra ikke alene overse det meste af Vendsyssel, men også følge Limfjorden fra Hals til langt forbi Aalborg, samt en stor del af Kattegat med Læsø.

I klart vejr kan man se både Hjørring og Børglum Kloster og sejlerne såvel i Vesterhavet som Kattegat. Der kan herfra tælles indtil over 30 kirker.

I den egentlige sommertid træffer man sjælden en så ren luft,  som udfordres for at nyde den fulde udsigt, men selv med mindre klar luft er udsigten imponerende og uforglemmelig.

På åen ved byen er der en henrivende smuk af træer overskygget sejlads, og tæt ved ligger en festplads, der omtrent hver helligdag om sommeren benyttes til fest og dans.

Vest for skovriderboligen er der en af høje graner indhegnet plads, hvor en tidligere ejer af skoven med familie har sit gravsted. Stedet virker i høj grad højtideligt ved sin majestætiske ro og skønhed.

Hidtil har der ikke været nogen restauration i skoven, men banens anlæg vil sikkret medføre, at denne mangel snart afhjælpes. Skoven har tidligere tilhørt Dronninglund, men ejes nu af godsejeren på Voergaard.

Da det på hele den heromhandlende rejsetur, med undtagelse af Vorsaa og Asaa , ikke findes gæstgivergårde eller hoteller, må den rejsende selv medrbringe madkurv og drikkevare.

                                                                                               J.Kr.L.

Her slutter del VII af rejsebeskrivelsen fra 1898