En rejsebeskrivelse i Vendsyssel del I

Når man farer gennem landet i det rullende tog, er det fornøjeligt, at betragte de skiftende billeder af natur og folkeliv, som i farten indrammes af kupévinduernes karm.

Sidder der så ved ens side et stedkendt menneske, der kan fortælle et og andet om den egn, man har for øje, kan der stundom komme mere indhold og fylde i rejseindtrykkene.

Udgiver af denne lille bog har bedt mig være en sådan tjenende ånd på farten gennem Hjørring Amt og jeg skal gerne forsøge mig som Cicerone, i det jeg med vor misbrugte landsmand, etatsråd Trap, under den ene arm og L. Both under den anden træder ind i kupéen ved Sulsted for- jævnlig med dem som kilde - i flæng og spræng at meddele lidt om det. De ser, og lidt om det der skuler sig bag høj og klit. Jeg kan da straks ad vindeut på venstre hånd - mod vest præsentere Dem det ganske tæt ved banen liggende

Sønder Elkær og Harald Branth. Det er kun tegningen til venstre som er fra bogen. Sdr. Elkær har været ejet af Reventlow-Mourier de sidste mange år.

en gammel herregård, de alt nævnes tidligt i det fjortende århundrede.

Valdemar Atterdag lagde som Erik Menveds arvtager beslag på denne og 11 andre vensysselske gårde, der - mærkeligt nok - efter de urolige tider fandtes i adelsens besiddelse ( som en art ulovlig hittegods).

Det er nemlig ikke aldeles uden grund, at Vendsyssel i fortiden kaldtes "Landet nord for lov og ret" Senere gik gården over til familien Rodsteen m.fl. Nu minde kun palisader i borggravene o mden forhenværende Kongsgaard. Derimod er den i vor dygtige landmands, godsejer Harald Branths hænder bleven en af landets videst kendte ejendomme. Thi den er nu avlsstedet for den berømmelige og højældle Elkjærstamme, der f.eks ved jubilæumsskuet i Århus 1897 dominerede kvægudstillingen og tog de højeste præmier hjem i alle hold. ( En ung 2års tyr, Jyllands største skønhed i de hornedes lejr, fik 1. præmie og sølvmedalje, såvel enkelt tyr som i samling). Men der er også arbejdet ihærdigt med besætningen. Da godsejer Branth tiltrådte gården, gav hver ko 3400 pund mælk årligt. Nu er den gennemsnitlige årlig mælkeydelse bragt op til næsten 7000 pund mælk pr. ko og besætningen er endda i stræk udvikling.

Den bedste malkeko giver 12.200 pund mælk årligt og 465 pund smør. Elkjærstammens betydning for jydsk kvægavl anerkendes af alle. I årenes løb er der solgt mange hundrede avlsdyr til avlsforeninger og private. Flere ny stammer af Elkjærblod er under dannelse. Og de to sidste års statsforsøg på gården har godtgjort, at det i mange år gennemførte arbejde på at danne sikre smøremmer er lykkedes.

Nu sælges årligt 14 tyre til 575 kr. pr. stk og ca. 20 kvier til 200-500 kr. hver. De smukke dyr ses fra Sulsted Station, der ligger på gårdens mark. På denne arbejder desuden år efter år en betydelig del af vor fremadstræbende landboungdom, der søger uddannnelse ved denne interessante bedrift. På den videre vej til Brønderslev søger øjet ( Ligeledes mod vest) hvileløst ud over

på sommerdage fremtryller fata morgana her sine luftslotte og fantasilandskaber over den vide, varmeflimrende falde. Men det hænder også, at brande løbe hen over det sortbrune mosedække, i det flammende ildlinier jage springende harer og luskende ræve foran sig, mends urfugle af og til styte sig i luerne, som møl flyve i lyset.

Det 1 1/4 kv. mil store øde - der i 1574 af Frederik II overdroges til Peder Munk, Estvadgaard - hører nu under Birkelse og omgives af en række større ejendomme (Hjermitslevgaard der afbrændtes af Skipper Clement, det gamle Hammelmose, Tagmark m.fl.) hvis plovjern har skåret over 1000 tønder land fra mosen for at skænke dem til kulturen. Med tiden vil det uvejsomme uføre afgive plads for tusinde af hjem. Hidtil have de lærde holdt for, at stedet har været dækket først af havet og så af birkekrat. Dette bekræftes såvel af grøfterne i mosens omegn, der ofte er hvide af strandsand, som af birkerødderne i tørvemassen. Men i den senere tid er det tillige påvist, at der under uføret også henligger et gammelt beboet højland, der må have "sænket niveauet" i en senere periode, thi man finder under mosedyndet stensatte grave fra århundrederne omkring Kristi tid.

En over landet kendt dam, der er "synsk" på en egen måde, i det hun kan "mærke på sig" når der er oldsager i nærheden, fremdrog for nogen tid siden på en spadseretur fra en vig i mosen et lille fintformet romersk kar. Er det en gag i fortiden gået til bunds med en skibbruden viking? Er det sænket i mosen som et offer til guderne? Eller er det jordet med en høvding på et tidligere - nu sænket - højdedrag ? Dette hører til mosens mange interessante gåder.

Som en mørk kæmpesnog snor den 8 mil lange

sig om mosen.

I gamle dage krævede den hvert år sit offer af menneskeliv. Nu må den gøre nytte, nede ved fjorden som sejlvand for de liggende mosekulturer, her oppe ved længdebanen som den frodige strøm vandrer

(26 tdr. Hartkorn) e nmægtig grøn flade, som er vildmosens fortsættelse. Stamhuset Birkelse udlejer en stor del af arealet, endog til fjerntboende landmænd.

Disse anvende det dels til ungkreaturer, der hist og her finde læ i primitive træskure, dels bruge de det til høslet. Under denne danne de brogede flokke af høstfolk maleriske grupper derude, særlig når de slå nattelejr under vognene. Fler af engene er ved anvendelsen af thomasslakker bragt op til at give rigt udbytte.

På det højdedrag, der rejser sig som et forbjerg ude i lavlandet, står mod nord som en ensom spejder

Denne har i sin tid båret navn efter vor hellige frue og forretter foruden sin gejstlige tjeneste et lille borgerligt tillidshverv som sømærke for dem, der færdes derude i vest for klitrækken.

Lidt længere mod vest ligger

med berømte kalkmalerier, der bl.a. er kendte for deres drastiske fremstilling af lasterne.

Tittende op af haver og plantninger ligger i Nordøst

Portrættet har jeg fundet i Hjørring Amts Landøkonomiske Selskab 1845-1945. Der står i øvrigt, at han blev født i 1851 og døde 18. august 1934. Hans kone var død nogle år forinden. Ægteskabet var barnløst.

en af Vendsyssels få sammenbyggede landsbyer - Dens beboere danne "et lille folk" for sig og indtage et højt standpunkt som landmænd, i det de i stort omfang drive rodfrugtfrøavl og en fremskreden engkultur.

Her bor en husmand, der er værd at ende for dem, som interessere sig for det fremskridtsarbejde, derstiler pa at løfte landets talrigste stand op til en højre kultur. Det er sognerådets formand, Isak Svendsen. Fra sin fader overtog han huset med 1 hest og 3 køer. Ved ypperlig drift har han drevet det op til at kunne holde 2 heste og 10 køer foruden ungkreaturer og en mængde svin m.v

Nogle få golde bakkeskrænter har han (ved anvendelse af flydende gødning) bragt op til en forbavsende frugtbarhed. Ved beplantning af forhen nøgne høje og skrænter har han - forsættende faderens arbejde- skabt et smukt anlæg med et fortrinligt udsigtspunkt, og hans hjem står omgiven af en dejlig have med smukt udskårne hække, plæner, blomsterpartier og frugthaver. Midt i plantagen findes en fordybning (Gryden) med amfitheatrask ordnede rækker af græsbænke, hvor den intelligente befolkning samles til foredrag og møder. Der bliver stedse flere og flere, der bænke sig om den åndelige føde, som serveres i den samme "Gryde".

Isak Svendsen høre til højskolens mænd og er tillige en af Amtslandboforeningens Husmandskonsulenter. Den, der kender lidt til de hundrede rørende småtræk, vi se af husmændenes kamp for tilværelsen, kan kun ønske sådan en mand. Velsignelse til at hjælpe sine standfæller et stykke videre ad den smukke fremtidsvej, han selv har vidst at følge. Da vil der komme en tid, da de danske husmænd i mere end en retning har det bedre end mangen større ejendomsbeidder i vore dage.

Øster Brønderslevs stadselige kirketårn ses viden om. I kirkens søndre mur har siddet en ( nu oldnordisk museum opbevaret) runesten, der sendte hilsen fra Sven Germunds søn til efterslægten om, at kirken er helliget Kristus. Skulle den have samme betydning som den i Vester Brønderslev Kirke i sin tid fundne sten, i følge hvilken denne kirke er "tilkendt kristne mænd" og altså formenes oprindelig at have tilhørt vore hedenske fædre ?

De spredte ejendomme samle sig nu igen til en by, Brønderslev, der er skabt af banen, så at den skød op med en næsten esbjersk fart.

Den kan man ikke fare forbi med en kort bemærkning. Byen er endog nået så vidt, at den har sit eget blad, hvis redakør vil modtage de høje rejsende på perronen og gøre dem bekendt med stadens seværdigheder.

Altså Hr. Redaktør Christensen har ordet:

Så vidt jeg kan se, er begge billeder taget fra hver sin ende af det nuværende Algade. Dengang var det både Jernbanegade og Algade. Foto altså 1898 hvor bogen blev skrevet.

Man får lettest overblik over den vidtstrækte by ved at tage vort udgangspunkt fra Øster Brønderslev, hvor vi før oven for slap.

Lidt nærmere ses hovedgårdene Burholt og Nibstrup, begge omgivne af høje træer. et par bøsseskud længere til venstre begynder en række af huse, der samle sig omkring nogle store bygninger med ølbryggeri, teglværk m.m og Brønderslevs anselige gamle vejkro i baggrunden. Det er "gamle" Brønderslev, der er at betragte som forstad til den ca. 1/4 mil udstrakte stationsby Brønderslev, hvoraf man nu begynder at se de første bygninger og dens 3 østre vindmøller.

Toget ruller rask nærmere ind imod byen og samfærdslernes knudepunkt. Særlig fæster øjet sig ved 2 store 2 etages højtbeliggende bygninger, den ene er meget imponerende og bygget i T-form. Det er byens kommuneskole, og den anden er Realskolen.

Nu ses den 4de vindmølle og den første dampskorsten, så nærmer man sig en række anselige flere etagers bygninger. Togets fart sagnes, vakumbremsen drøner, i det vi passere det i provisoiretiden opførte store kgl. Posthus og bums ! Standse vi lige uden for stationsbygningen.

Straks når man har passeret ventesalene, står man midt i den unge blomstrende by Brønderslev, som fremmede har beæret med navnet "Vendsyssels Esbjerg". Lige foran stationen ligger hotellet og afholdsrestaurationen, kun adskilt ved "Brønderslev Avis" redaktionskontor.

Ti højre fører Jernbanegade til Algade, hvis længde sammen med Vestergade og Østergade udgør 1/2 mil. For midsten af Algade til venstre er byens torv.

Omtrent lige ud for stationen løber byens anden hovedgade, Bredgade. Denne er forbundet med Alagde ved Nygade, Mejlstedgade og Skolegade.

Brønderslev er i en levende opblomst. Den langstrakte form hidrører fra, at byen omkring 1870 egentlig kun bestod af det, vi foran betegnede som det "gamle" Brønderslev. Men da jernbanen anlagdes, kom stationen til at ligge 1/4 mil vest for den daværende by. Den ved banens anlæg stærkt øgede trafik gav stødet til, at man tog fat på byggeriet, men kun nølende nærmede det sig hen mod stationen for ikke at skille sig fra den gamle by, indtil det endelig gik op for den almindelige mening, at skridtet burde tages fuldt ud, at man burde bygge ved stationen - Først da kom der fart i udviklingen, og nu har byen omkring 2000 indbyggere.

men det er egentlig kun de sidste 10-12 år, at byens udvikling rigtig tog fart og har vakt opmærksomhed også udadtil, og nu står den for øjeblikket i stærkere vækst end nogen sinde før. Det viser bl.a. også vort skolevæsens mærkelige stigning. I 1887 foregik ungdommens offentlige undervisning i byskolen i blot 2 skolelokaler og med 2 lærere. Året efter udvidedes skolen til 5 senere 8 lokaler med 8 lærere. Nu er dette i høj grad utilstrækkeligt. Ungdommen skal nu inddeles i 12 klasser. Og så er undervisningen endda samtidig udvidet på andre måder: Ved oprettelse af realskolen og ved udvidelse af biskolen, foruden hvad tilgang der har været til private skoler.

Og al den udvidelse er foregået de sidste 10 år. Og en noget tilsvarende vækst har byen taget på andre områder. Af industielle foretagender bør nævnes fabrikken "Pedershåb" oprettet i 1886. Ejer fabrikant P. Nielsen, der begyndte ganske småt, nu er denne fabrik for bygningsbeslag langt den største i Jylland, og måske den største i hele landet.

Endvidere skal nævnes "Aktieselskabet Brønderslev Cementstøberi" der leverer cementrør m.m. til en stor del af landet, samt Th. Carstensens store farveri i forbindelse med uldspinderi og væveri.

I 1894 fik Brønderslev og omegn sin selvstændige avis, der udgår 6 gange om ugen i stort 5-spaltet format.

Til fremme for Oplandets omsætning afholdes i Brønderslev 12 årlige månedsmarkeder, af hvilke det i september vistnok er Vendsyssels største kvægmarked. Og i år begyndes efter ministreriel ordning med ugentlige torvedage.

Byen og egnen fik for 2 år siden sin egen bank, der tillige er forbundet med en sparekasseafdeling. Endvidere finder her en ældre sparekasse, der næmest kan tælles blandt landets største. Hvert år tilføjes byen mange store og anselige bygninger, og omsætningen har på et kortere åremål overgået sig selv flere gange.

Til venstre for stationen fører Nørregade ud til plantagen "Hedelund" hvortil i 1897 er føjet et nyt smukt anlæg med små vandfald, park og ukigshøj.

Ved sydsiden deraf ligger Amtets sygehuse kønt omgivet med plantninger.

Fra Thorshøj haves en af de mest ejendommelige udsigter her i landet. I sydvest overskues en flere mil grøn flade, så aldeles plan, at det nærmest tager sig ud, som om den var nivelleret. Øjet taber sig i det fjerne, som så man ud over et uendeligt hav.

Og lidt vest for Brønderslev kun et par bøsseskud fra Thorshøj, ligger Kornumgaard ( ca. 34 tøner Hartkon), der ejes af Enkefru Møller.

Og Brønderslev i syd ligger som en perle midt i landskabet. Omkring i dette er befolkningen stærkt i færd med plantninger om ejendomme og som markhegn. Man ser vel ikke ret meget deraf endnu, men om 20 år vil disse mangfoldige plantninger give landskabet et pynteligt udseende og bidrage til et mildere klima.

Med en venlig hilsen til Hr. Christensen, vor vejviser gennem staden Brønderslev, fare vi videre.

Tæt nord for byen ud til højre, træffe vi gården med det gammel nordiske navn Thorsmark. Bakketinderne syd for denne prydes af adskellige Gravhøje fra bronzesalderen bag disse ligger

for hvis moser og tidligere søer elsdyr og rensdyrtakker samt uroksekranier fortælle om den dyreverden, der dukkede op på disse egne, efterhånden som isgrænsen veg længer nord på. Såvel her som i Jerslev( Navnesognet til det gamle delte Jarlslef Herred) ja over hele Vendsyssel findes ennu den dag i dag en rigdom på oldsager.

Før har egnen endog bogstavelig været som oversået med fortidsminder og med - opkøbere, hvis opmærksomt lurende rotteøjne nok skulle opdage, hvor der var noget at hente.

Men museerne i Hjørring og Aalborg have gjort en god gerning i retning af at redde resten fra undergang.

Børnene fra egnens kommuneskoler forsømmer sjældent den interessante time i historisk anskuelsesundervisning, som de hente sig ved et museumsbesøg under den årlige sommerudflugt til byen. I egnen mod vest øjnes

hvor bl.a. Else Marsvin skal ligge begravet.

Den har delt skæbne med en del vendsysselske kirker, der i nedgangsperioder har mistet deres tårne. I følge Trap have ikke mindre end 8 af de kullede vendsysselske kirker tidligere haft tårne, således uggerby, Horne, Mårup, Jelstrup, Rakkeby, Tolstrup og V. Brønderslev kirker.

Som det ses ligge de felste af dem ude mod vest, hvor storm og sandflugt har hærget egnen, efter at skovrydderens økse har fældet træernes værn.

Men sanflugten og den armod, den bredte, har jo unægteligt gjort større ulykke end at hindre kirketårnenes genopførelse. Den har endog begravet hele kirkesogne. I det 16. århundrede lå Kjettrup sogn derude mod vest - syd for Løkken. Det måtte nedlægges i 1571, efter at sandflugten kun havde levnet efterverdenen en rigtignok meget smuk erindring

hvis kønne have og skyggefulde park nu årlig give læ for en skare af vesterhavsbadende sommergæster. Men er end en del af Vendsysselsbegravet, er landsdelen ingenlunde død. Kast blikket ud over egnen og De vil hurtigt se, at der er kraftig vækst.

Den fremmede vil undrende se, at gåde og huse i reglen ikke sale sig i selskabelige landsbyer, men ligge hver på sin jord spredte, som om en kæmpenæve havde kastet mange håndfulde solbeskinnede terninger ud over egnen.

Derved får denne et ejendommeligt præg af rigt liv og virksomhed. Og dette præg lyver ikke. Arbejdet fremmes kraftig under denne ordning, der bedst gør bonden til herre over sit eje.

I nogle og tyve år fra 1866 til 1888 er amtets besåede areal vokset med henved en tredjedel, således at det (1888) nåede op til ca. 157.392 tønder land.

Men fordi man i en udpræget selvstændighedsfølelse helst vil være på sit eget, har man ikke haft øjenene lukkede for samvirkets betydning.

I ganske få år i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne rejste Amtets landbostand ikke mindre end 65 stormejerier ( 50 andelsmejerier og 15 fællesmejerier) med et samlet koantal af ca. 50.000 køer, en kæmpehjord der - bunden i et kobbel af almindelig bredde  - ville fylde landevejen fra Hjørring til Frederikshavn.

Vendelboen har altså ikke tabt de nresolutte vilje, han allrede røbede i sin tid, da han med spær og økse forfulgte Knud den Hellige ned gennem landet efter at have jaget ham fra Børglum gamle Bispesæde, som vi just nu se knejsende på højdedraget mod vest.  ( Vi kommer nærmere siden ved vort besøg i Løkken). men handlekraften har lykkeligvis skiftet retning, således at den sejrende går ad det fredelige fremskridts veje.

En mand, hvis navn er nøje knyttet til den store samlede landboarbejde, bor for resten en halv mils vej mod øst på den vakre gård Saxager.

det er amtsrådsmedlem Jens Sørensen. De mange tillidshverv, man har pålagt ham, gør ham i den grad, eftrstræbt af besøgende Vendelboer, at man i en ret træffende spøg har sagt, at han ligesom Helligknud må søge fred i kirken. Om søndagen under kirketjenesten er nemlig den eneste tid, han har ro.

Et andet fornøjeligt vidnesbyrd om denne befolknings beslutsomhed danner i øvrigt den pyntelige

hvis viftende træer og vajende flag drager øjet hen på sig mod vest, i det toget løber op foran vraa Station var den frodigt voksende stationsby af samme navn.

Denne højskole blev i 1872 bygget i  Stenum. Vendebobønderne kom til at holde af den, men da den lå dem for langt fra alfavej, flyttede de den i 1890 med forstanderens tilladelse de halvanden mil ud til jernbanen ved Vraa, i det de dels stillede en ret betydelig pengesum til forstanderens rådighed og dels mødte med flere hundrede vogne for at "hente skolen" -det vil sige de materialer, der kunne bruges af den gamle bygning - sådanne vogntog har man ikke set siden hundredeårs-festen for Stavnbåndets løsning, men det betød sikkert noget i samme retning: Fremskridt for danske bønder.

Før vi løbe ind til den gamle landstad Hjørring, kaste vi ved affarten fra Vraa et blik mod øst til det hvide stadselige

Vrå Højskole øverst og Vrejlev Kloster nederst.

der alt i 1268 nævnes som et nonnekloster. Efter reformationen gik det over til en afsat bisp, Jørgen Friis, og senere til forskellige adelige familier, tildels beslægtede med Grev Holstein- Ledreborg, der i 1871 har ladet deres i klosterkirken bevarede kister restaurere. Nuværende ejer kammerjunker Engelbrecht. Tæt ved ligger Rønnovsholm, det gamle tjeret, der fik navn efter sin senere beboerinde Anna Rønnov. Enken efter Jens Bilde til Vrejlevkloser. Nuværende ejer F. A. Behrens.

Her slutter første del af rejsen gennem Vendsyssel - fortsæt med 2. del - som handler om Hjørring.