Vendsyssel del II - Hjørring

Da siden er lidt fattig på billeder i starten tager vi lige en reklame. Se flere sjove gamle reklamer under "Alt godt fra havet"

røber alt ved beliggenheden sin gamle høvdingerang - Fortidens herskersæder lagdes gerne så højt, at man derfra kunne have et vågent øje ud over det omligggende landskab.

Og Hjøring har været stor. Den har haft sin blomstrings og fofaldstider. Da den katholske gejstlighed var landets virkelige herrer, boede seleve den ukronede hersker, Bipsen her.

Hans gård, Bistrup (Bispetorp) lå der, hvor avlsbruger Jens Christensens ejendom ligger på Østergade. ( Gamle borgere fortælle, at de omliggende (frasolgte) ejendomme endnu i dette århundrede have betalt en lille skattepart som tidligere dele af den forhenværende bispegård.

Når hans højærværdighed ikke vogtede sti land fra Brøglum Kloster- 2 mil mod syd - boede han her, hvor klokkerne fra de mange kirker og kapeller ringede til ottesang og til ave, mendens katholske processioner af lysklædte abbeder, priorer og munke ved festlige lejligheder drog gennem gaderne.

Så kom herremandsvældet med reformationen.

Bisperne måtte lægge deres krigerske og vedslige dragt for atter at krybe i præstekjolen og formindske deres væbnede følge. Adelsvældens ridderlige kavalkader spærængte gennem gaderne i Hjørring, der var sttiftest hovedstad.

Men dens store tid var forbi

Byen med de store minder (på Svend Grahes tid var den endog møntsted) sank dybere og dybere i de sørgelige tider, der nu fulgte og den plukkede iøvrigt fra alle sider, så at en kommission af adelsmænd, blandt hvilke Jørgen Kruse af Hjermitslevgaard, endog foreslog at flytte de fosultede borgere i Hjørring og Sæby til den ny købstad, der i Christian IV tid påtænktes anlagt ved Hals.

I nogle år holdt Hjørring sig langt nede.

Endnu i 1778 er en gejstlig post aldeles ellevld over den nedladenhed en Grev v. Osten har vist ved at beære med sin høje nærværelse denne by "hvis port kun er bom, hvis omkreds kun en gade".

Af Hjørring gamle storhed havde tiden nemlig intet levnet, thi som nævnte post synger

Hjørring blev sig selv ej lig,

da den i handel fik en altfor mægtig grande.

Dens velstands største del er plydret udi krig

og resten røget op ved tre fatale brande.

Srore ildebrande hærgede nemlig byen i 1649, 1693 og 1802. Men ulykken var ikke endt dermed.

Den fjerde store brand gik over byen i 1816 og fremkaldte blandt andre beklagelige følger et af sognepræst Søren Møller forfatte Jammerdigt, som ikke giver salig rejsers bekendte "historiske beskrivelse for den mærkværdige og megt frygtelige ildebrand 1728, til Guds ære og Pris" synderligt efter, om Hjørrings skæbne skriver han:

Vor klode rundt på fastland og på øe

som menesker selv stæderne må døe,

De fødes, vokse, for igen at tale,

De smigre sig at stå på grunden fast,

men pludselig om jorden aldrig brast,

kan over dem den røde hane gale,

Ved krudt og tjøre, svovel. Hør og Hamp

lig Hjørring i en studs gå op i røg og damp.

og så kalder han de høje magter til hjælp, i det han sjunger:

"og du, stifamtmand Blom i kraft træd frem

du nogle år i Hjørring havde hjem,

du vil medborgere omkring dig sanke

og efter evne i det tørre land

men riig collekt forlindre Hjørrings brand

og læge den fortvivlede skavanke;

Med opråb: Børn på brandhjælp ikke spar

vor Viborg har endnu af ilden mange år.

Og amtsforvalter - brave Seidelin

Størst kongens skade var, stor også din,

som Fidibus opbrændet hele cassen,

men trøst dig, var du i det mindre troe,

din største lykke skal af asken groe,

vær håbefuld, frimodig og gelassen.

Den gamle Bispestad stod således på bare bakke og måtte landet over tigge lidt brandhjælp ( Hjørring museum indeholder interessante dokumenter fra denne indsamling). I øvrigt havde byen jo alt længe delt skæbne med de omboende bønder og var sunket dybere og dybere.

Men med det nye liv, der spirede landet over ved bondefrigørelsen, fik også byen på voksekraft.

De kække småskuder, der fra gammel tid løb fra kystpladserne over til Norge, fik rigere fragt af langbrugernes produktoer, væsentlig opkøbt i Hjørring.

Den fattige brune lyngdragt, der under landets fornedrelse havde lagt sig som en pjaltet trællekappe over egnen, veg pladsen for grønne marker - landet voksede.

Den var fremgang over hele linien.

Vor grand seigneurs trumfede stundom i hotelbordet, så de store blanke sølvspecier hoppede i den første tømte puncheboller, der tjente som pullie.

Ejendommene stod hjemme og voksede af sig selv i værdi. Med jernbanen - 1871 - fulgte en ny vækst fremad, også for byen.

Der ikke gangske ubetydelige areal mellem den gamle by og jernvejsstationen fyldtes hurtigt med huse og gårde, og ud ad landevejene vokse husene op så hurtigt, at man begynder at tor på en sammenhængende gade langs de hovedveje, som endnu levende mænd i sin tid var med til at fundere med enebærris over de vildsomme ufører, gennem hvilke fortidens hanlende slæbte deres befordringer på daglange rejser ad strækninger, der nu kanp må tage en times jernbanekørsel.

Så kom der bud fra vore markeder i udlandet, at den tjenstvillige damp, der havde hjulpet mangt et fremskridt her hjemme, også havde ført andre verdensdeles sælgere dertil. Folk, som høstede to gange årligt, og hvis sorte eller brune arbejdere kun havde nøjsomme dyrs fornødenheder.

En tid hjalp her som andet steds vore dygtige købmænds snille. Men dels voksede vore konkurrenter i dygtighed, dels smækkede vore naboer ude i Europa snart den ene snart den anden port i for vor levende udførsel.

På dette tidspunkt, da det syntes, at alle døre var lukkede og fremtidsvejen spærret, var det, at vore frigjorte bønder vist deres udviklingsevne, i det de sluttede sig sammen til en række landøkonomiske arbejder fra sogn til sogn, fra hered til herred og fra amt til amt, indtil man landet over stod som en stormagt.

Et af landets betydeligste centrer for denne udvikling blev Hjørring ved den dygtige vendsysselske bondestand som samles der.

Handelsstanden blev ikke, som nogle frygtede, ødelagt derved, men finder og baner med held - også med økonomisk held - nye veje.

Byens yngre forretningsmænd have desuden sat et hidtil særdeles vellykket arbejde ind på lidt efter lidt at gøre den til en fabriksby.

Endelig er Hjørring Vendsyssels Vinorg, i det amtmanden tvende herredsfogeder og forskellige andre myndigheder residere her.

Efter disse få oplysninger kunne vi gøre en kort tur gennem byen.

En hel del landsmænd bevare kun Hjørring i deres bevidsthed som en indesneet by, i hvilken de indfødt jævnlig modtage ders livsfornødenheder ned gennem skorstenspiberne, medens kommunalbestyrelsen alt føler sig stolt, når den kan holde gadelygterne over toppen af snedriverne.

Dette er rimeligvis en af grundene til, at selv sommerfremmede føle undren ved at rulle ind til Hjørring mellem lysegrøn bøg og hængende birk, et indtryk, der forstærkes, når man ser byens hyggelige

med det hosliggende parti villahaver.

Denne del af staden prydes af to fine og ejendomelige bygninger, som begge skyldes tegninger af den landkendte arkitekt Kampman, der har levet sin barndom i Hjørrings gamle hyggelige provstegård. Den ene er byens - i 1891 - opførte

Den er ikke bygget i nogen efterlavet stil. Men man kan ikke se de rundbuede vinduer, det slanke spir. Dørvåbenet med byens gamle skythelgeninde, den hellige St. Cathrine, uden at tænke sig den indrammet af gammelstadlige omgivelser, fine rødmussede rådherrer med hvide pudderparykker, blomstrende veste og lange fløjelsfrakker, samt stive skønjomfurer, der trippe ærbart forbi med nedslagne blikke og en hyazint i hånden.

Skolen er rest af Hjørring Arbejderforening med støtte at stat og kommune - Den arbejder med 6-7 lærere og 140 elever fordelt i en halv snes klasser, af hvilke 2 dag klasser. Lige over for ligger den af samme mester i 189 opførte bygning for

Den fremmede ser staks, at den skyldes en ny og ejendommelig kunstnerfantasi. Over døren vogter troskaben og styrken, symbolisert i en løvelignende hund. Et kraftigt vædderhoved sidder på vagt over et kønt frontvindue. Men over pyramidetaget, der er brudt ved en lille kvist og et karakteristisk gavlparti, truer en vagtsom drage den frække, der tænker på at røre skatten.

Sparekassen er stiftet 11. september 1844 og har gjort sig fortjent ved at støtte forskellige almennyttige og veldædige institiutioner. Den indtager en værdig plads mellem byens pengeinstitutioner af hvilke iøvrigt må nævnes Diskontobank og Landbospare- og Diskontokassen.

Lige overfor de nævnte arkitektoniske sjældenheder er man nu i færd med at opføre en også af Kampmann tegnet bygning for

Den vil forhåbenlig i forbindelse med de alt nævnte institioners hjem gøre pladsen ved jernbanen til en karakteristisk pryd for byen.

Omgivelserne mod vest er prægede af skøndhed, fred og stille flid mellem blomsterduft og fuglesang. Men denne overdøves unægtelig jævnligt af vældig tummel og vognfærdsel fra den i øst liggende stationsplads, der om aftenen pranger med "det hvide ys" fra fire elektriske buelamper.

Hjørring er nemlig den af alle jydske stationer, der næst Esbjerg modtager mest vognladningsgods.

Fra en ret imponerende del af de ankommende jernbanevogne lyder der et kor af brøl, vrinsken, brægen, grynten og hvinen, der ikke kan have været værre i Noah Ark.

Og det langt overvejende tal af disse gæster er svin, hvis hvinende og hujende tog deler sig i to strømme af lange halvfede rygge, der drives hver til sit bestemmelssted henholdsvis som privat svin og andelsgrise, der i kortest mulig tid omdannes til fineste bacon og andre for engelske ganer bestemte delikatesser.

er tillige afleveringsplads for Hjørring Amts Andelssmørforretning og repræsentere sammen med denne en samlet årsomsætning på 4 millioner.

Det modtger mindst 20.000 svin årligt pr. bane og noget mere pr. vogn, hvilket vilde danne et samlet jernbanetog på 430 fulddadede jernbanevogn og et almindeligt vogntog, der her en længde på 8 danske mil.

Med det andet etablissements

respektable svineflok vilde et sådant vogntog nå lige fra Hjørring ned mellem Randers og Hobro.

Hjørring Slagteri har bl.a æren af at have indført den nye intessante hurtigsaltningsmetode Auto Cure, der i korthed sagt foregår på følgende måde:

I tvende 32 fod lange cylindriske kæmpebeholdere anbringes indtil 420 flæskesider, og de 6 fod vide cylindre lukkes lufttæt med et jernskjold der vejer sådan noget som 7000 pund. En vakumspumpe suger derefter luften ud ikke blot af beholderen, men også af flæsket, så at hver pore gaber.

Når dette er opnået åbner man for et par andre under cylinderen anbragte beholdere, hvis indhold, 36. ooo potter lage, øjeblikkelig bruser ind og fylder de luftomme rum.

Efter yderliger luftpoumpning fuldendes salningsporcessen, i det man med en trykpumpe sammenpresser lagen, der i løbet af 4-5 timer gennesalter flæsket, hvilket før tog 14 dage.

Fra det østlige hjørne af Parallelevejens Allé kast vi blikket ud af Aalborgvejen til et ret betydeligt bygningskompleks

og epidemihus. Rejst 1891 og allerde omgiven af vakre haver og anlæg.

Hele etablissementet har 72 senge med 10-11.000 sygedage. Det er fortrinligt udstyret og er særlig forsynet med en udmærket operationsstue, hvis spejlblnake terazzogulve ikke tillader den mest påtrængende bakterie at hage sig fast. Skønt det endnu er ungt har det æren af flere interessante operationer.

Lidt længere ude ligger

der nu omfatter 50 tønder land og hvis planteskoler give et klækkleligt bidrag til det omfattende småplantningsarbejde, Vendelboerne nu have oppe.

Herfra har man en køn udsig ind over Hjørring.

Vi spadser så igen til Østergade, for hvis østre ende vi finde den pyntelige

20 hjørringensiske håndværkermestre eller sådannes enker have her et hyggeligt og lunt alderdomshjem, opført efter tegning af arkitekt Axel Møller.

Stiftelsen er med medborgeres støtte bygget i 1891 af Hjørring Håndværkerforening, der desuden under navn af Hjørring Haandværker- og Borgerforening ejer Hotel Du Nord med have, smukke foreningslokaler og

på hvis udvidelse den for tiden arbejder.

hører med til Hjørrings seværdigheder. Dens kønne allé af elmetræer kaster en egen posi over den, både når kronerne ved vintertide prange som hvide koralgrene med blinkende krystaller, og når beboerne ved sommeertide kun behøve at lukke vinduerne op for at befinde sig i det grønne, hvor fulgene synge, og svalerne pilsnart krydse gennem de summende insektflokke. Her ligger den gamle

som en hyggelig madarin under træernes grønne solskærm og

Den er rejst i 1882, har en smuk sal og har været landboernes samlingsplads under de sidst svundne års politiske og landøkonomiske udvikling.

I dens rummelige gård afholdes hver mandag egnens ugemarked. Tæt mod vest ligger

Hvis tidligere fryd har fået en lokal spottefugl til at synge-

Der var engang et vand. Pst vand ! hm Vand ?

et lille springevand.

Det sprang - tre -fire tommer

falderi - - faldera.

Nu springer det ej mer,

 for det er taget ner -

Sie transit gloria mund ! Engang glde det som byens eneste vandløb gennem Strømgade og blev ved vintertid så bredt, at kavallerne, der skulde følge deres hjernsdame til bal på rådstuen, måtte møde i langskaftede støvler, beredte til at tage den elskede på ryggen, for at hun kunne slippe tørskoet over.

på torvet er bygget 1838 - i stedet for et lille bindingsværks baghus, der lå midt på torvet - og forligskommissionens sæde.

Men det har kendt "bedre dage".

Dengang tiderne uro endnu ikke havde grebet sindene, da gamle glade rødnæsede embeds- og soldebrødre skrev drikkeviser og talte begejstret for "gemytligheden" holdt retsvæsenet, dommere, sagfører o.s.v. et åndrigt snapsting i en tæt liggende vinhandel.

Der fandt man i det tider udtrykket for den offentlige mening, derfra udgik byens "bevingede ord" og dér længtes sindene hen.

Man vil endog vide, at en længst hedenfaren dommer ,der ikke kunne blive færdig med eet par sejge, men højst uskyldige vidner, lod dem "smække ned" (føre i arrest gennem "lemmen" i gulvet) medens han gik til frokost.

har byggelysten ladet i fred heroppe. Ovenstående illustration ( Lillle Kirkestræde) giver et billede af det. Beværtningen i forgrunden, den enlige storkemutter på taget og  den skikkelige, stilfærdige bindsværks præstegård i baggrunden fortæller mere end mange blade karakteristik.

opført 1886 efter tegning af Paulsen og Olivarius, Randers, ligger ved Jernbanegade.

Det nette, næsten hygelige ydre, der nu fremhæves af et kønt haveanlæg, minder ikke meget om strenge arrestreglementer og blege ansiger bag sorte gittre.

I virkeligheden er dets arrester heller ikke stærkt beslaglagte. - Vi havee haft perioder, hvor de alle stod tomme, skønt både Hjørring by, Vennebjerg Herred og Børglum Herred har ret til at lægge beslag på dem.

Vore dages ædrueligehedsarbejde har gjort sit i den retning.

De i byen liggende kirker er trende

hedder den ca. 700 år gamle sognekirke, hvis hvide i den yngre middelaldel tilbyggede tårn hæver sig pynteligt op over bølgende grønne trækroner.

Den har efter en resturation i 1855 korsform og dens altertavle fra fjerde Kristian tider ( Christian IV) skåret af Peter Ibsen.

Den sydlige korsarm skal være opført i 1849 af det nedbrudte St. Annæ Kapel. Et nylig restaureret billede af den i 1632 afdøde hjørringensiske rådmand Peder Nielsøn Bagi med familie giver et ganske godt begreb om tidsånd og drager kort efter den første brand (1649).

I kirkens gravkapel hviler forskellige medlemmer af den adelige familie Lunge fra det tæt uden for byen liggende Fuglsig, for hvem den sorte sørgefane, den hvide våbenfane og den røde blodfane i mange år vajede under de gamle hvælvinger.

menes at være bygget i det 1200 århundede og

der antages at være noget yngre, er sognekirker for landsognene af samme navn.

De indeholder begge interessante gamle kalkmalerier af hvilke det i St. Hans kirke af den hellige Christofforus med Jesusbarnet skal være et af de bedst i landet. Det stammer antageligt fra 1450 - Billederne i St. Olaj kirke, der forestiller en kvinde, der byder en mand et bæger, antages at være portrætter af den herremandsfamilie, der lod kirken udsmykke (1576)

give et udmærket billede af byens jevne og kraftige vækst. Der ligger i Skolegade et lille uanseligt hus under de gamle træer. Man kan ikke se det, uden at mindes sangstrofen

Der gaar atter hjemad til den lille by,

hvor min Skole ligger lunt i Lindens Ly.

Byens gamle, der søgte skolen for 50 år siden, sad her, 120-130 børn fordelt på to klasser, beskæftigede med deres "indbyrdes undervisning".

Senere måtte der bygges nye lokaler i den såkladte Skolegyde, hvor der atter og atter udvidedes, skønt man siden tillige fik Realskolen og desuden Hedeskolen for landdistriktets børn. Men den 20de Maj 1894 drog hele skolen i højtidig procession med protokoller og - spanskrør ned tl den efter tegning af arkitekt Axel Møller opførte

der er forsynet med udmærkede gymnastiklokaler, badstue, damp-centralvarmeapparat og høje, lyse klasseværelser, hvilke nu i alt rumme noget over 800 børn, et antal, der med Hedeskolens ungdom omtrent når de 900. Og kommer dertil børneasylet med puslingerne fra de mange små hjem, så vi tæt op mod de tusinde.

indeholder over 5.000 genstande, er grundlagt og ledet væsentligt af tandlæge Lønborg Friis. Det har en tid haft lokaler i teknisk skole, men er nu nærmest husvild, i det man foreløbig har opstillet den i nogle af de forladte skolelokaler.

Dette er så meget mere beklageligt som den ledes på en måde, der har bragt landets betydeligste museumsledere til at udtale om ders levende anerkendelse.

Foruden oldsager og mosefundne dyrelevninger samt værdifulde samlinger af mønter og gammel dansk litteratur - ejer det et interessant stof til et folkemuseum, navnlig dragter, der har igvet ypperlige bidrag til en række folkelivsbilleder fra fortiden op til vore dage. Vi hidstille et par af dem, en bondemand og en bondepige fra slutningen af forrige århundrede. Den jydske kappe, der for et halvt århundrede siden gjorde, at alle de kvindelige markedsgæster mødte med bevingede hoveder, findes nu kun på musset; den kønne Læsødragt bliver sjældnere og sjældnere, og selv det klædelige hovedtørklæde, hvis fine draperi før gav Vendelbopigerne en ejedommelig ynde mere, vil snart høre til fortidens romantik.

Blandt almennyttige institutioner i byen bør nævnes

I aktiebrænderiets gård i Nørregade - øben hver søgendag fra kl. 8 til kl. 12 og fra kl. 2 til kl. 8, sønd- og Helligdage indtil middag.

Et stort og fortjenstfuldt arbejde har kommunen offret på planningssagen.

Den får på sit høje udsatte stade sin rigelige part af vinterens sne fra de mellem de to have drivende skyer, men når foråret bringer den snart sluttede krans af anlæg, haver og alléer til at knoppes, blomstre, duft og genlyde af hele vårens jubel, står Hjørring som en både synlig og hørlig protest mod den gamle skadelige løgn, at træer ikke kunne trives i Vendsyssel.

Der ligger velplejede plantninger såvel nord og øst som syd og vest for Hjørring

Hovedanlægene er

der for statens regning er anlagt som planteskole i 1821. På et billede fra trediverne ligger der endnu så spædt, at man kan se de bugtede gange over trætoppene.

Nu er det en stor skyggefuld have, hvis bedste frugter er de mange rødmussede æblekinder, byens børn få ved sommeropholdet her i den friske luft.

Desuden afgiver det plads til byens og egnens friluftsfester.

Hovedindgangen er en herlig skyggefuld allé, foran hvilken Fredenk den syvendes buste ( modelleret af Poulsen) står i et prægtigt blomserparti. Den afsløredes på Grundlovsdag i 1866, og i mange år var det skik, at grundlovsprocessionerne drog forbi den, i det alle deltagerne blottede hovederne.

Til venstre står en af samme kunstner udført marmorbuste af konsul Chr. H. Nielsen, der i en lang årraække var fremskridtets banebryder for denne del af landet. Hans søn Konsul Jørgen H. Nielsen, er sjælen i det ovennævnte plantninsforetagende. Ham skyldes endvidere de vellykkede hyggelige plantninger om flere af vore offentlige bygninger og byens nyeste og kønneste anlæg den i 1878 plantede

hvor de beplantede højder spejle sig i en lille søs krusede vande.

Foran den hyggelige pavillon - der tillige rummer byens sommerteater - er der en prægtig hvileplads.

På stille sommeraftener kan der være helt vakkert under musikkens skiftende stemninger, medens det hvide månelys og pavillionens kulørte lamper kappes om at dekorere søens mørke spejl.

En af billedhugger Poulsen udført karakteristisk Bautasten for Dalgas står kønt ovre på den granklædte bakkeheld.

På en toft lidt sydvest for det ældste anlæg ligger et snart udtørret vandhul. Det er en gammel "hellig" kilde, om hvilken godt folk endnu i dette århundrede samledes St. Hans aften for at hente sundhed i dens velgørende vande.

I den katolkse tid stod her et kapel, der gav gejstligheden gode indtægter.

Byens hoteller er "Skandinavien" og "Kypers Hotel". Desuden er der et mindre landmandshotel og tvende meget pyntelige afholdsgæstgiverier.

For fuldstændighedens skyld vedføjes følgende tal angående

Byen har, foruden de 2 nævnte betydelige svineslagterier, to stormejerier, tre brødfabrikker  ( Bagerens, arbejdernes og et tilhørende landmænd), tre brændevinsbrænderier og gærfabrikker, et bajerskølbryggeri, to hvidtølbryggerier, tre sodavandsfabrikker, en sukkevarefabrik, tre jernstøberier og maskinværkfabrik, et bomuldsvæveri, to maskinsnedkerier, et savskærei, et maskindrejeri, to cementstøberier, en tobaksfabrik, tre blad- og bogtrykkerier.

Byens elektriske lysstation er på private hænder, idet den drives af et konsortium. - Ad sit ca. 2 mil lange ledninsnet leverer den lys til de fleste af beyns større bedrifter og til banegårdens ladeplads, ligesom den leverer drivkraft til forskellige industrier.

her slutter rejseberetningen om Hjørring fra 1898, udgivet i 1899 - gå videre til del III