Vendsyssel del VI

Med Frederikshavn som udgangspunkt følge vi dernæst

Det første stykke af denne - fra Frederikshavn til Sæby - vil blive Vensyssels "Klampenborgbane". Den byder nemlig på en af de skønneste ture i landet.

Mod øst har man Kattegats brede spejl med fiskerbådenes duvende sejl. Og i vest hele vejen et hyppigt skov- og kratklædt højdedrag, der snart trækker sig tilbage som en skønhed, der vil beskue hele sin pragt i spejlet, snart skyder sine grønne smålunde med en skovbund af violer og anemoner helt ud til banen. Dog mangler der heller ikke partier af storslagen ægte jydsk vildhed.

Toget standser først ved

med det glade Frederikshavns "sommerlyst". I nærheden ligger Flade Bakker, mellem hvilke landets smukkeste beliggende præstegård - som Flade Præstegård ikke uden grund har ord for at være - dølger sig lunt, omgiven af fløjelsbløde enge og skyggefulde træer.

Fra Bangsbo skov titter de Skeelers´, Billers´ og Arenfeldters´gamle herresæde frem, og soppe fra Pikkerbakken har man et ligefrem storartet udsigt over landet rundt om og over søen med Hirtsholmens nette husklyger og Frederikshavns anselige havn.

Vi ruller vider gennem et af Danmark hyggeligste og mest velhavende fiskerlejer Bangsbostrand til

hvis nye, røde bygninger ligge overordenlig pynteligt i landskabet - som jordbær på grønne blade. Bakkepartiet her med de ejendommelige skjulte dale og det vide udsyn er et yndet udflugtssted.

Herfra er der kun et kort stykke vej ned til

Men sige eder, hvad stedet hedde

det vil jeg ikke, fordi

derhen, jeg frygter, alverdens søgte,

og freden var da forbi

 Disse strofer kunde gerne være sungne om Sæby, i al fald før dets guldgrube, jernkilden, var funden, og før jernbaneforventningernes rastløshed havde kastet deres uro ind i sindene.

Kunde man da overraske byen, uden at vognens hoppen på den toppede stenbro kaldte forbavsede ansigter frem bag de små hyggelige ruder - fandt man den oftest i en mild, fredelig Tornerosesøvn, ligesom lullet til ro af sangen fra det brede, hvide møllefald, som findes ved Frederikshavnsvejen, lige før åen glider ud i havet. Alt var lige så stille som på selve den lune lille kirkegård lige over for vandmølen. Kun kirken stod på den yderste pynt som en ensom, tungsidig munk og lod nu og da sin malmrøst klinge ud over byen.

Neden for lå fiskerbyen stille og indestængt for sig. Familierne er gifte sådan ind i hinanden, at kun "indfødte" kunne skelne mellem de mange, så godt som enslydende navne. De tavse gader lå uforandrede fra det ene besøg til det andet.

Når den unge gut fra byen havde sejlet hele den larmende jord rundt, grebes han af en stille højtidsføleslse, i det han efter hjemfærden gik op mellem de lave huse, hvis nystrøgne tag over de stedse blanke ruder gav dem en vis lighed med aldrende madammer, hvis hvide kappestrimler omrandede gamle, kendte ansigter.

Og ulken kunde smilende vende skråen i munden, når han i bodens vinduer endnu genfandt den samme lakritsstang, der tidligere havde fristet hans barnlige nydelsestrang. Der stedo den - kun lidt mere gårnet og bøjet af alderdom, medens den tankefuldt støttede panden mod ruden, som om også den sov.

Nogle få driftige næringsdrivende og besøgende lanboere kunde ganske vist et par gange om ugen sætte større liv og fart i byen; - men så stille kunde det være.

Og bag de ntavse by, oppe mellem højderne, lå eet for landet næsten ukendt skønhendsrig - Danmarks smukkeste skov - bevogtet af det alvorlige  Gedebjerg, hvis lynggroede top stak op af det dyrkede lands tæpper som et pjudsket vilmandshoved.

Roede man ved vårtide fra den tæt uden for skoven liggende savmølle ind under bøgetræernes buer, måtte man være mer end almindelig forhærdet, for ikke at føle sig greben af stedets vidunderlige skønhed.

Der er billedhuggere, som har forsøgt at fordoble den kvindelige skønhed, de har villet fremstille, ved at trykke den i hånden et spejl, der gengiver gudindens fine smilende ansigt eller hendes nakke.

Øverst: Sæbygaards å anno 1898 og lidt reklamer fra dengang. Farvefotoet er fra 2012.

Et sådant spejl har Sæbygaard Skov i den brede å, der slynger sig mellem dens brinker. Snart danner spejlbilledet store, glasklare kummer, over hvis himmeldybe blå bøgekronernes sollyse fletværk strækker sig, snart ligger vandet som mørke, hemmelighedsfulde vinduer bag grenenes silkegrønne gardiner, og snart minder en hængende bøgekvists enkelte, nys udfoldede blade om en klynge raketstjerner, der synke lysende i en mørk høstnat.

Nå, så smuk er skoven kun i nogle dage. men den høre til de skønheder, der bevarer sine venner. De få den kærere år for år. Der er hyggelige kroge for rolige alderdom, iønlige stier for ung kærlighed, vilde partier for efterårets jagt med hidsende råb og dødsangst flugt gennem det raslende løv, mægtige højtidige tempelber med søjler af ranke stammer og hvælvinger af lysegrønt løv, i hvilket øjet finder en vidunderlig velgørende hvile. Stundom træde skovens træer ærbødigt til side og åbne udsigten til Sæbygaard, der ligger mellem stive, tætklippede lindemure, fornemt tilbagetrukket i bevidstheden om at være en historisk berømthed.

Men så blev Sæby "opdaget" som man siger.

Og de, der fandt den, var naturligvis vore malere, repræsentanter for folkets højest udviklede skønhedssans.

De rakte først Paris-æblet til denn før upåagtede plet. Og når Sæby nu stolt fremlægger listen over de kunstens storheder, der har gæstet den, repræsentere de hele alfabetet lige fra Aagaard til Zacho, lige fra Russer- og Grækerhoffernes yndling, Mønsted, til vor gode danske Groth. I stedse større flokke vende de med trækfuglene "tilbage hvert eneste år". De er alt på færde, når de første mrogen - spadsernede komme. Der glider en båd op under de endnu dunkle løvporte. Den store, hvide flade, der rejser sig over dens tofter, er ikke etsejl, men et vældigt lærred. Der i lysningen sidder allrede en solbrændt maler ved sit staffeli og - sin morgenpibe. Tobakkens bl.a. duftende ringe hvirvle legende op fra hans kones "næsevarmer" .

Og dér ad skovvejen kommer en glad maler gyngende på cyklens lufringe og med en våd skitse spændt på strystangen. De blive ikke trætte af at gengive Sæbygaad Skovs vekslende skønhed, lige fra den tid, da anmonerne stå om den unge bøg som hvidt kniplingsbrus om en baldames fod, indtil det faldende løvs brogede farver dukke op og forsivne, komme igen og males ned i mølleslusernes fald.

Og så kom forfatterne. Selv digterkongen, den store Ibsen, kunde knapt løsrive sig herfra. Her var det, han drømte "Fruen fra Havet". Som man fostår af indledningen, kunde han, vel her finde noget af dette indestængte og stillestående, der virker som længer på denne stolte frue. Men fra "Ibsens bænk" oppe på skrænten hvade han- i ramme af mørkt løv - søen i dens skønhed og i dens vildhed, dette, som "drager, frister og lokker - ind i det ukendte" hele "Havets magt", således som den er personificeret i den gådefulde, mægtige sømandsskikkelse, der vilde hjem og hente sin brud, om han så skulde komme og "hente hende som druknet mand fra svarte sjøen".

Men imidlertid havde arbejderne under brøndgravning ved et teglværk fundet en rig jernholdig vandåre, der vil blive en rigdomskilde for Sæby, samtidig med at den er bleven en kilde til ny sundhed og velvære for mange mennesker.

Ganske vist var det fundne vand aldeles uanvendeligt i det øjemed, i hvilket man først søgte det. Men ved analyse fandt laboratorierne til gengæld, at det stod over de fleste evropæisk berømte kurbrønde, og lægerne så med glæde, hvordan det i forbindelse med de fristke søbade og skovluftens friske ozon gjorde underværker på de syge, der begyndte at indfinde sig i stedse større tal, og hvis bleg ansigter kunde smile så takneligt i sol- og luftbadet, at man formeligt kunde føle livsglæden med dem.

Og med de syge fulgte de trætte. Der skal være tvansgarbejdsanstalter, hvor de modvillige som straf blive stillet i en brønd ved en pumpe med fødderne i vandet. Såsnart de et øjeblik lade armene synke, stiger vandet dem til brystet, til hagen, til munden, så at tilsidst dødsangsten tvinger dem til at tage fat. Det turde være, at adskillige forretninger - også af dem, der af omverdenen følges med misundelige blikke -har en vis uhyggelig lighed med sådan et pumpeværk, som drukner den, der ikke slider med feberagtig hast. For dem, hvem slæbets forbandelse har ramt på den måde, er det en velsignelse - selv om det skal ske ved forudgået forøget stræb - at kunne slippe "pumpestangen" nogle uger for at søge fristed i et lille jordisk paradis som dette, at lade de sladrende vande synge sindet til ro, for bagefter af følge Folmer Spillemands Råd:

- ved strejftog i mark og lunde at lade de svale vinde fifte sig raske og sunde

På den måde blev det ene stormands- navn efter det andet nævnet i Sæbys fremmedprotokoller. Og hvor Godtfolk er, kommer godtfolk til..... men så var freden rigtignok også forbi.

Det før så stille Sæby får at vide, hvad det betyder at være berømt. Hver søndag fra vår til høst bringer en sand folkevandring ad alle land- og vandveje. Fra Aalborg, fra Hjørring , fra Frederikshavn og fra landet kommer cyklerne svirrende fra den tidlige morgen og sportmændene veludviklede bryst drikke den frisek, svale skovluft i lange, nydende drag. De følges af kvikke boldtspillere, hvis idræt ingen sinde er indrammet smukker end her, mellem fløjelsgrønner plæner, blinkende åglimt og kønne grægrupper.

Så kommer vogntogene med gæster fra Fredrikshavn, og endelig lyder damppiben, der bringer hele skibsladninger af sommerlyse, syngende og jublende mennesker. Musikkorps spiller foran den smukke skovpavillion, brogede lufballoner i fantastiske skikkelser stige fra lysningerne op over trækronerne, fulgte af mængdens beundrende blikke.

Rundt om lejre sig mer eller mindre sluttede selskaber, der ikke skamme sig over at lade verden vide, at de er glade. De før enkeltvis glidende både blive til flydende corsotog af unge herrer og damer, der ikke synes at have mindste anelse om, at de tage sig særlig godt ud i disse omgivelser. -

"Og så går dansen, den går ej træg, ud i den grønneskov" indtil fyrværkeriets stigende og svindende stjerner kandle ders "Sie transit gloria muni" ud i natteskumringen over denne letsindige mennesklæsts hoveder..... så man skynder sig hver til sit.

Vognene nordpå rulle ad den prægtige strandvej, hvis sovende fiskerlejer mellem tavse haver minde om Øresundskysten.

Men ude på Kattegattets "natdunkle blå" ses dampere, snart belyste af kulørte flammer, snart røbende, hvor de færdes i natten, i det de opsende raketbundtrer, der fylde luften med stjerner, svæmere og guldregn, så at de alvorlige fyrstationer rundt om blinke helt gemytligt ved at se de mange store børns løjer.

Læsø: Østerby kirke i baggrunden. Badehotellet - og lidt flere reklamer fra dengang

Det må jo imidlertid indrømmes, at sådan en søndag kan virke lidt generende for syge og trætte og hvilesøgende, navnlig hvis de selv på "ensomme" skivstier træffe en himmelglad begravelseskasse på et hundrede medlemmer med koner og børn og fuld musik i spidsen.

Derfor er søndag også brønd- og badegæsternes udflugtsdag.  - Man søger fra den rige natur hen til sandets regioner i nord og vest, fra sidskenpip og drosselslag til hjerjlens triste skrig om vrag.

Andre besøge Læsø, den mærkelige sømandsø med de tangtækte huse, hvis kvinde i mange år har dyrket jorden, medens mændene var på langrejser elelr fiskeri.

Eller man søger syd på til det henrivende Voersaa for at løse Thomas Langes ejendommelige roman "Aaen og Havet" på den vidunderlige, stemningsfulde scene, hvor de stilfærdigt gribende optrin fandt sted. Og ønsker man just skovensomheden, da er denne heller ikke fjern. I Dronninglund Storskov, hvis vældige "Ørnetræer" øjnes milevidt til alle sider, er der så ensomt, at det er mange for meget af det gode. Der hviler endnu så megen mørk og tavs foritdsalvor mellem stammerne, at det nok ikke er uhørt, at voksne mennsker gribes af panisk skræk, hvis de tilfældigvis lades ene en times tid midt i den tungsindige skovstilhed.

Eller sportsmændene gøre fisketure. Ved at følge åen langs skovstien bemærker en ørredfisker hurtigt de lynsnare skygger, der nu og da jage hen over åbunden. Ingen fisker mærker de elektriske stød, som dette syn hver gang meddeler ham lige i hjertekulen, uden at det ender med, at han en dag gør udvej for fiskeredskaber og følger sin oddernatur. Men også i det salte vand der der et fængslende fiskeri, der morer mange.

Og jagten ? Ja den falder jo først efter høt, når de vilde fugles kiler kløve luften som spydsod, der jager den flygtende sommer mod syd.

Hvorvidt det eller er noget ved den, kan udenforstående ikke komme til klarhed over. Spørger man rent ud egnens jægerre, om der er meget vildt, svare de Nej med et mistænksomt blik og en ivrig hovedrysten. Men hører man om aftenen, på de toddyduftende hoteller, denen og hin gråhærdede nimrod forklare, hvor mange dyr han har nedlagt på en dag, ja i et eneste skud, så skulde man tro, at der må være "trippende fuldt" af harer, høns og andet vildt, hvis d´herrer ikke have udryddet det aldeles af jordens overflade.

men selv de, der blive hjemme, ville ved bade- og brøndhotellets heldige beliggenhed kunne forblive uberørte af søndagsstrømmen.

Mendesn selv brønden ligger gæstfrit med åbne haller neden for et lille, net arrangeret klippeparti - træder hotellet yderst ud på skrænten med ryggen til skoven og facaden således hævet op over rerrænet nedenfor, at man har alt i passende afstand, således som hvilsøgende mennesker med anstrengte nerver har ret til at fordre det. I det hele er der taget de zarteste hensyn just over for sådanne, der komme for at søge den kur, somlægernes kunst i forening med stedets milde natur vil kunne yde dem.

For dem byder Sæby Kuranstalt noget så raffineret som varme søbade, og for dem er halvdelen af den brede veranda glasdækket, så at gæstrne, når vejrliget er vel "friskt" kunne sidde i læ, samtidig med at de have den frieste udsigt til havet derude og til de mange vekslende skuespil, der byder, i det det snart står som en mørk mur mod horizonten og snart ligger som en smilende tumleplads for de gyngende fiskerbåde. Så kan scenen foandres, i det lunefulde byger drage ders guldfrynsede draperier hen over havfladen. Det er også stundom hændet, netop her på Østkysten, at skylagene antog en underlig gådefuld spejlglans, medens fata morgana højt oppe viste de undrende beskuere den svenske kysts fremmedartede klippeformationer med glidende, indenskærs sejlere elelr saluterende fæstninger. Dette hører dog naturligvis til sjældenhederne. men et pragtfuldt syn byder hver dag, der oprinder, i det solen dukker op af søen og maler sine fantastiske landskaber i skyerne eller straks viser sit lysspredende ansigt over havranden, i det den i horzontens dis antager de pudsigste former og giver en mægtig illustation til sangen:

Nu danser solen morgenrød

hen over Østerhavets skød -

og kaster sølv på alle sejl

og guld på havet blanke spejl.

Så spiller og skinner og leger og flimrer ruderne langt, langt bort, som øjne, der le dagen i møde. Gryets purpur farver husene i den lille by og de hundrede fine røgsøjler, der stige til vejrs.

Og samtidig med, at sollyset rører kirkens tag og skovens toppe, jubler klokketoner og hver fugletung sin morgensang og kalder alt levende ud i guds vågnede natur for at lære, at morgenstund har guld i mund - også sundhedens guld.

Sæby (eller Søby) er stedets ældste navn.

Det hed en tid Marie sted efter det nord for kirken liggende kloster. Deraf byen sit våben: Maria med Jesusbarnet. Den gmale klosterkirke er nu byens gudshus. Dens ejendommelige dekoration og mange indetavler ville interssere besøgende.

Byen, der hørte under de Børglum bisper, fik købstadsrettigheder af Chr. I. 1469.

I den nyere tid, først i dette århundrede, var den vidne til et interessant sammenstød mellem bønder og borgere på den ene side og embedsmændene på den anden.

Den bekendte degn Martin Dietz, en velbegavet personlighed, der optrådte som bøndernes juridiske rådgiver, blev nemlig efter et sammenstød med amtmand Sporren i Hjørring forfulgt med militær. En styrke på en snes mand forsøgte forgæves at bemægtige sig hans person. Så rykkede kaptajn Stricker ud med 200 mand af Aalborg Garnison. Da hans vældige trommeslag bragte ruderne til at klirre og Dietz forsvarere til at ryste, lykkedes det ham at bringe hele familien Dietz md 45 "medskyldige" som fanger til Aalborg, hvor alle idømtes hårde strafe.

Den prægtige skov ved Sæby tilhører Sæbygaard, oprindelig Børglumbispernes eje, senere tilhørerende kongen, Christoffer Stygge, Otto Rud, Familien Brahe og Pachs samt Elisabeth Bille, der har efterladt sig et ondt rygte og udødelighed som spøgelset på gården. Blandt ejerne nævnes endvidere helten Niels Juul og senest familien Ahrenfeldt.

Herregårdens sale indeholde særdeles interessante minder fra forskellige ejere og tidsaldre.

Byen blomstrer nu op såvel ved en livlig handel som ved værkflid ( f.eks. ved en beydelig maskinfabrik), men dens prægtige beliggenhed vil særlig gøre den til midtpunkt for et stort fremmedbesøg, der vil give dens tvende hoteller, dens nye afholdshjem og talrige pensionater fuldt at gøre.

Fra Sæby station går turen dernæst syd på med et sving ud mod havet og dernæst ind i en ret mager egn, der breder sig syd for byen.

På et af de højeste og mest udsatte punkter ligger Karup kirke - og her oppe har den virksomme lærer Christensen anlagt en af Vendsyssels største frugthaver. Der er ca. 500 frugttræer i 60 sorter og 1500 frugtbuske. Ved vårtid er den hvid og rød af det frodigste blomsterflor - et smukt vidnesbyrd om, hvad flid og kyndighed kan udrettee i en ellers tør og skrarp egn.

Sommergæsterne have også fundet vej til lærer Christensens vakre villa. Den liller på et af Vendsyssels ypperligste udsigtspunkter. Man overser derfra 40 kvadratmil og de smukke beplantede bakkepartier ved den gamle adelsgård Tveden byde forskellige udflugter.

Vi passerer dernæst

Fra oven af: Villa Kildal ( Lærer Christensens ejendom) - Dybvad - og nederst Badskjær skole.

Holdeplads, overfor hvilken en nyt teglværk ligger færdigt til at forsyne de byggelystne langs banelinien.

Kort efter bliver egnen frodigere, kløvertæppet højt og tæt og ejendommene venligere. Straks efter at have forladt Hørby station rulle vi gennem det gamle adelige herresæde Haven´s skove, hvis prægtige ørnebregner og mange små idylliske partier ved sommertid vil kalde ad turiststrømmen.

Ved den næste station, vi passsere - Dybvad Station - ligger et meget stort teglværsk-etablissement, der er opført af "De forenede Nordjyske Teglværker" og som belaver sig på, at lave sten i millionvis. Her ligger desuden et stort fællesmejeri på omtrent 2000 køer. Der er grøde i luften, så den projekterede by næppe vil lade vente længe på sig. De hvide mure af det ærværdige gamle Dybvad, der bærer årstallet 1640, ville snart kunne titte ud til en lovende ungdom, der vokser op rundt om det.

På denne egn bor den bekendte lærer Jensen, Badskjær Skole. Han hører med til de danske lærere, der, foruden at gøre en gerning i folkeskolen, har optaget en gerning af betydning for befolkningens økonomiske velfærd, ikke mindt for det nye, der vokser, husmandsbruget. Som bekendt er f.eks. vor ægeksport i årene 1888 til 1897 vokset fra 41/2 mill. til 11 1/2 mill. snese æg. I arbejdet for denne udvikling har lærer Jensen heroppe taget en fremragende del, dels ved direkte vejledning, dels ved et godt eksempel.

De præmier, han og hustru i en årrække har hjembragt fra fjerkærsudstillingerne, danne en hel udstilling. Med de udmærkelser, de ligeledes have modtaget for havebrug, biavl og krægavl, have de hentet mindst 200 præmier hjem fra ind- og udland.

I nærheden bor en af de mænd, der har gjort sig særlig fortjent af plantningen i Vendsyssel, skovrider Nyholm.

I vest øjne vi nu

der bl.a. er bekendt som stedet for den lynchjustits, ved hvilken beboerne i 1841 hjalp sig selv til rette over for en fræk og nærgående tyvebande, hvis mest fremragende medlemmer man dræbte.

Desuden har man her fundet lvningerne af et fortids glasværk, af hvis gammeldags fabrikata, der er fundet interssante prøver. Sandsynligvis har det udnyttet den skov, der i sin tid strakte sig her. Og utvilvsomt har det stået i nær forbindelse med byggearbejderne på det nærliggende Voergaard.

I sognet bag Jerslev lever en af Vendsyssls forsvindende originale "Huleboere". I en lyngbakke har han gravet sin hule. 11 alen lang og seks 6 alen dyb. Mod vest og øst dannes væggen af jorden. Kun mod syd har han af tørv og små sten opført et slags dige, hvor nogle huller tjener som vinduer. På dette dige og støttet mod bakkebunden hviler nogle rafler på kryds og tværs. Loft og tag dannes af græstørv og jord, medens røgen fra det underjordiske rum hvivler ud gennem et hul i taget. Her har den 72-årige gamle - Søren Rynke kaldet - boet i over ti år, når lærken slog sin trille over lyngen, og når den barske vinter jog markens vilde dyr hen i nærheden af menneskelige boligere. Men en juledags morgen vækkedes han på den ubehageligste måde ved, at en del af jordloftet styrtede ned over ham. For ikke at sove umiddelbart under den vinterkolde himmel måtte han flytte sit usle leje, hvilket imidlertid var besværligt, da hele det jordtunge loft bæres af en mængde - ikke joniske - søjler, der står så tæt og uregelmæsssigt, at et menneske næppe kan klemme sig igennem det mærkelige virvar. Hans bohave såvel som atmosfæren i huseln trodser enhver beskrivelse.

Se billederne under fortællingen om Søren Rynke

Ved Præstbro station findes alt en lille flunkende ny by, hvis røde tage stråle i solskinne. Her er forsamlingshus, mejeri, maskinværksted og boliger for forskellige næringsdrivende.

Tæt ved ligger det prægtige gamle

hvis pyntelige portal og tårn bringer selv vor forvænte slægt til at studse, skønt de er opførte så langt tilbage i tiden som i 1588-91, efter at skipper Clement havde brændt borgen og jaget dens ejer, Bisop Stygge Krumpen, op fra hans frille og ind i - bagerovnen. Senere blev Ottto Banner, herre til Asdal, ved magtskifte ejer af Voergaard, og hans enke Fru Ingeborg Skeel, har opført den midterste og interessanteste af de tre fløje, vhoraf det nuværende Voergaard består. Om denne uhyggelige kvindes ondskab og gerrighed går der endnu den dag i dag mangfoldige sagn i egnen. Bl.a fortælles der, at hun en dag på vejen til kirken højest egenhændigt klippee fingrene af en lille pige for at vænne hende af med at plukke ax af kornet.

Da hun manglede penge til at betale den sidste skibsladning af  gullandske sandsten, hvormed bygningen i rigt mål er forsiret, lokkede hun ved falske signaler skibet til at strande, drog omsorg for, at ingen af besætningen kom levende i land, og tilegnede sig så ladningen som strandingsgods. Og med bygningsmesteren affandt hun sig på en nem måde ved simpelthen at puffe ham ud i borggraven.

Intet under at fru Ingeborg "spøgte" efter døden. Rigtignok blev hun senere manet ud i et morads, "pulsen" et stykke fra gården, men hun "kommer igen" og når hun er nået så vidt, at hun kan kigge ind ad Voergaards vinduer, så skal slottet forgå.

Gården er et af landets interessanteste fortidsminde. Den har været skuepladsen for adskellige kampe. Således satte svenskerne sig fast her i 1644, men bleve fangne af Vendelboerne under anførstel af Vogn Vognsen Norman til Steenshede ( nu Ottestrup). Den har f.eks i sine fanghuller karakteristiske minder fra bonde-trældommens tid. Den nuværende besidder, Godsejer Scavenius, er en af de mænd, hvis indflydesle bidrog til, at det mangeårige arbejde for Østvendsysselbanen endelig satte frugt.

Ikke langt fra Voergaard flyder den anselige Vorsaa. På vejen nd ad denne passere vi

der allerede på Dronning Margrethes tid var et slot, så krigsberedt med tredobbelte volde og grave, at den kloge dronning fandt det rådeligst at lade den nedrive.

Så glider båden, som følger åens bugtedee løb ind under prægtige løvhvælvinger. Fuglesangen fra alle kanter glitrende solblink og blødt dæmrende, gørnne skygger gør denne tur så overordenlig smuk og stemningsfuld, at man fostår, at de stede blvie flere der fra Sæby og egnen s andre turistcentrer besøge det dejlige Vorsaa

her slutter del VI af rejsebeskrivelsen fra 1898.