Vendsyssel del III

Et overblik over et mægtigt stykke af Vendsysel vinder man fra den umiddelbart ved Hjørring liggende

Milevidt tl alle sider ligger gårde og huse spredte mellem frodige agre.

Maskinmejerier og teglværker sende overalt ders røg højt tilvejrs fra sltten dernede.

I stille vejr er dette overordentlig dekorativt. De mørke røgsøjler med de store solrandede kroner stå som fantastiske kæmpetræer mod himlens skære og fine farmer.

I de flade Vidstrup Enge, hvor havgusen skyder ind, som var det havets gamle vej til Hjørrings nærhed, holder egnens utallige storke generalforsamlinger.

Så kommer en forpjusket vold, klitten, med en eneklt skinnende hvid sandbræmme hist o her, og bag denne ilende skibe, som man let følger med kikkerten på deres vej ad det store stolte hav, vor nære nabo. Om vinteren, når jorden er frossen, kan man høre dets hamren lige ind til byen.

Havet ,det evig skiftende hav.

Om aftenen kan det brøle langs kysten som et rasende vilddyr, og morgenen derefter ligge i solblinket, så smilende mildt som et barneøje.

Kun ilanddrevne tømmerstumper og splinter hist og her fortæller, at det i nat slugte skibe og mund.

Omtrent i nord ligger nogle høje bakkedrag, Tornby Bjerge, hvor man indtil for en halv snes år siden påviste en mægtig stensætning, efter hvilken højen, hvor den stod, kaldtes Hjarnehøj - Man troede, at her hvilede kon Hjarne-Ring efter hvem Hjørring mentes at have fået navn.

Nu er oldtidsgraven ødelagt - En stump af dens store sten ligger som dørflise foran gravkapellet på Hjørring Kirkegård.

Et andet sagn om Hjørrings navn fortæller den lidt til højre for Møllebakken liggende Klonhøj ( Klenodiehøj). Den skat, højen gemmer ,sank atter i jorden en nat, da nogle borgere var ude efter den og ikke kunde holde mund, da troldfolket koglede allehånde billeder op for ders ræde blikke. Da klenoodiekisten sank, beholdt en af skattegraverne i hånden en ring, der blev indsat i St. Hans kirkes dør. Derfor hedder byen Hjørring, det er Højring.

Rundt om ligger en række gamle adelsgårde - i sin tid egnens eneste frie besiddelser. Nu står de som de gamle minderige stammer, om hvilke en frejdig og frodig ny vækst er skudt op.

Tæt vest for Hjørring ligger den gamle herregård Lundergaard med spor af volde og grave ( Nuværende ejer: Proprietær Ifversen).

Lidt længere ude Aastrup. I 1406 Asædorp, senere kongelig slot, 1317 pantsat af Christian den anden til Ridder Niels Høgh. ( Nuværende ejeer proprietær Hasselbach).

Noget i syd ligger Sejlstrupgaard. Børglubispernes gamle Lehnmandssæde, der nu ejes af Godsejeer Severin Segelcke.

Længer mod vest Hovedgården Villerup ( forhen Villetrop) tilhørende familierne Smalsted, Kaas og Unger, nu Proprietær de Linde) og endelig i syd

Collage af billeder fra Børglum Kloster sommeren 2012. se evt .flere under "Ud i det blå"

der våger på sin høje bakke som en gammel kongeørn i den højeste trætop.

Dets historie er flette så fast ind i fædrelandets, at det bør fredes som et af Danmarks interessanteste steder.

Svend Estridsen, der under kampen med kong Magnus havde sit tilhold i Jylland, byggede efter sigende borgen og denne blev gennem mange hundrede år vidne til blodige fejder og våbengny. Hefra lød ildevarelende  og vrede hævnråb fra Vendelboerne, dda de i 1086 mødte for at kræve Helligknud til ansvar for den "næseskat" - tienden - han vide aftvinge dem.

Her herskede fra 1128 de hvide Præmonstatensermunke og Børglum kirke blev domkrike for hele stiftet.

I den stod det Mariebilled , til hvilket Dronning Margrethe senere skænkede en adelstensbesat guldkrone - den Christian den Tredie senere ( tillige med Kirkens guldklak) lod smelte til sold for sine tyske krigskarle. ( Måske er nævnte Mariabilled den samme store træfigur, som den nuværende ejer af "klostret" har skænket musset i Aalborg. Den kan ligesom de kinesiske mandriner nikke venligt med hovedet, hvilket må have gjort et dyb tindtryk på datidens enfoldige glade givere).

På "klostret" rådede snart fromme brødre, der bragte lægedom og hjælp til befolkninge og ellers syslede fredeligt i urtegård og ved karpedam, snart regerede vældige bisper, der hverken veg tilbage for at sætte deres pansrede næve i bordet for selve kongen eller skyede gennem den uhyggelige banstråle at overgive de dem betroede medkristne "til satan til kødets fordærvelse" osv.

Historien melder således om Biskop Oluf Grob der i 1260 blev ihjelslået af en slægtning i Hvidbjerg kirke, hvilket forårsagede, at kirken såvel som morderen og alle hans mænd blev lyst i kirkens ban. Endvidere biskop Thyge, der gjorde oprør mod Kristoffer den Aden, jog klerkerne bort og gjorde klostret til en befæstet borg, som senere indtoges af den kullede greves jernklædte ryttre. Den ovennævnte kirkens mand er blandt andet bekendt, fordi han underholdt sine svende med det gods, de røvede fra de skibbrudne, dem man rimeligvis af og til lokkede ind på kysten. Der går nemlig sagn om, aat sligt i fortiden skete derved, at man i mørke nætter trak om på klithøjene med en okse, mellem hvis horn man havde surret en lanterne. De søfarende troede da, at det var et duvende skib og nærmede sig tillidsfuldt, indtil et stød mod revlens forræderiske sand fortalte dem, at de var dødsdømte.

Endelig var der den sidste bisp Styge Krumpen, en af de vestjydske bisper, hvis forbrydelser på strandingsfolk og vrag bragte Christian den Anden til at spørge:

"Have I da aldrig læst det femte og det syvende bud"?

Efter hans afsættelse gik "Klostret" over til forskellige adelige og kongelige. Frederik den Tredie, Charlotte Amalie, Frederik den Fjerde og Prinsesse Hedevig har ejet gården.

Den anselige kirke var førhen magtens midtpunkt. Nu blev det den pragtfulde riddersal, hvor rigets adel flokkeds - Den er smukt restaureret af den sidste ejer, godsejer Rottbøll o gmeget er der forandret i tidernes løb. Men de over syvhundrede år gamle klostremure trodse endnu storm og uvejr, og den høje hvalte kirke, dermåler sine 124 fod i længden, troner endnu på Børglum Bakke.

Når bønderne nu køre ude i egnen i ders stadselige selvejerbefordringer, pege de med pisken derop og fortælle de unge, hvordan de i ders barndom hørte de gamle fortælle om livet på hovmarkerne deroppe og om de kvartmil lange tog af bøndervogn, der måtte møde til høstarbejde, når herren til Børglum Kloster lod dem kalde.

Stedet gemmer minder om fortidens tunge romantik.

I kirken findes en kampesten, hvorpå en abefigur skal minde om en munk og en nonne, der blev indmurede, fordi de brød deres hellige kyskedsløfte, og endnu lever sagnet om underjordiske gange over til nonnerne på Vrejlev Kloster.

Fra Bålhøj tæt ved gården kan man tælle 44 kirker, hvor iblandt den nærliggende Ingstrup kirke, i hvis tårn en mand en gang søgte redning efter at have forført en søster til herremanden i den nu forsvundne gåd Igilstorop ( den lå ved den senere udtørede Ingstrup sø, hvor der findes et voldsted som endnu kaldes slottet). Herremanden indebrændte forbryderen i kirketårnet der blev vendt forkert, da man atter opførte det. Men den forførte kvinde gemte sig i skjulsmark.

Men så virker det befriende at kaste blikket ud over det herlige friske hav, hvis brede mørkeblå bue med skumhvide bræmmer indtage hele den vestlige horizont.

Vesterhavet er Jyllands frygteligste fjende.

Ikke blot vælter det jævnlig under stormens hånlatter vore småbåde og sender besætningen i land som ukendelige lig. Men det æder også på mange steder selve landet. Ud over Løkken, tæt neden for Børglum Bakke, lå for et par hundrede år siden Landsbyen Kyndetorp. Nu står den klare blå sø over det sted, hvor den lå, som

Alle disse triste minder bringe en stemning op, der svarer til Hostrups vemodige strofe:

"Jord, i hvis faavn der hades og der myrdes slægt efter slægt".

Men så virker det befriende at kaste blikket ud over det herlige friske hav, hvis brede mørkeblå med skumhvide bræmmer intage hele den vestlige horizont.

Vesterhavet er Jyllands frygteligste fjende.

Ikke blot vælter det jævnlig under stormens hånlatter vore småbåde og sender besætningen i land som ukendelige lig. Men det æder også på mange steder selv landet. Ud for Løkken, tæt neden for Børglum Bakke, lå for et par hundrede år siden landsbyen Kynderop. Nu står den klare blå sø over det sted, hvor den lå, som over hine sjunkne eventyrbyer, fra hvilke fiskene i stille aftener ville kunne høre klokkeklang.

Og søen fortsætter sit røvertogt. Når vinterstormen sender de hvide kæmpesøer ind mod land, skyde de sig ind under kirkegårdsbakken ved Lyngby.

Det stejle klitfald er kun få alen fra kirkgårdsdiget. Hvis den ikke bliver flyttet, varer det ikke længe før, som Karen siger i Elverhøj - hvide dødnigearme fra skrænten pege ud over havet.

Og hvor bøgerne ikke har kunnet nå hen, sendte havet sin frygtelige forbundsfæle. Flyvesandet, der fik overhånd, da en forarmet og uvidende slægt huggede skovene om, bl.a for at - vinde land. De nåede det modsatte.

Så kom efter lange tørke- og lavvandsperioder det hvide melfine sand vandrende som snefog og begravede store tykker af Danmark, vel omtrent 9 kv. Mil ialt.

Stundom skete ødelæggelsen lidt efter lidt, årti efter årti, men til andre tider så hurtigt, at det overaskede folk midt under markarbejdet - Efter klitskred i Rubjerg-Mårup finder man midt nede i klitten pløjemarker med potteskår fra fortidens møddinger. Andre steder, f.eks. i Tornby, kan man finde gødninshobe, som bønderne aldrig fik tid til at sprede, og herfra fotæller man endnu, hvordan de måtte klippe aksene af kornet, fordi sandflugten i løbet af sommeren havde begravet marken lige op til akshøjden. I Tornby finder man også gamle brønde fra fortidsboliger, som sandet begravede.

Og sagnet fortæller at ved kjøbstad lå

længe før Hjørring blev til.

Der holdtes thing - kongstrandsthing - langt ind i middelalderen.

Også ved ved Skallrup lå en hel by, hvis frugtbare jorder  ( i nord og nordvest) er begravne under sandet, hvor man senere har opsagt disse for fra klithusene at dyrke de gamle udmærkede agre.

Men havet er også kystboens uadskillige ven. I hans barndom ruller godvejrets bløde dønning den nøgne knægt i havstokken, som var den en vældig godmodig legekammerat, i hans ungdom øver han sit mod og sin kraft i kamp med havet;  i manddommen er det den urolige "blå ko" han må ud at malke, når den nogenlunde er til at komme nær. Med stedte kammerter eller fremmede, og narrer det hans ikke engang, så at han blvier derude - gælder den alderbøjede fiskers kæreste daglige udflugt havbakken, hvorfra hans gamle skarpe mågeøjne se de hundrede interessante ting, som vi landkrabber ikke ane noget om.

Når havet går hult og blander sig med strandsandet så at søerne ikke længere er stigende og dalende vand, men grå rullende sanbjerge, hvis fjeldtunge slag knuser store skibe, som stærke køber knækker trænødder, da har det fra gamme ltid givet ham tømmer til hjemmet.

Det er først langsomt gået ind i kystboens bevidsthed, at dette ikke er havets gode gaver til ham, Det troede man fast på i sin tid. Derfor bad man i kirkerne om rige strandinger omtrent som man nu beder om en rig høst.

Og som havet giver mad til de mange munde i hjemmet giver det gødning til mark og have.

Havet er for fiskerne selv livet.

Selv om det gør ham sorg, vilde han lige så lidt kunne undvære det, som fisken kan undvære vandet og fuglen luft under vingerne.

Men for hele folket er havet ved at blive den store sundhedskilde, hvor det i stigende tal søger at genvinde de tabte kræfter, som nutidslivet slider så voldsomt på.

Der kommer en tid i byerne, da man synes, luften er så fyldt med bakterier, at den står som lunken sulevælling op til fjerde etage, så tyk af støv og fnug, at man måtte kunne karte den.

Så er det en vellyst at forlade det altsammen for at drage ånde i den bakteriefri og støvfri luft, der kommer renset ude fra det store hav og fylder hver eneste af de 600 millioner lungeceller, som hver af os daglig burde kunne forsrøge med frisk livsgivende luft.

Hør en by på frastand. Den er et virvar af titusinde lyd, hundreder af dampkeler. Togsignaler, sporvognsklokker og de evigt kimende telefonklokke, der kalder og fordrer opmærksomhed og hundrede hurtigt tagne beslutninger.

Der kommer en tid, da det ganske stilfærdigt, siger stop i "hoved"kontoret, ligesom de melder sig dødtrætte, de mange små centrer, der gør os til sunde villiemennesker. Så giversr det en velsignet hvile, at tage til kysten, hvor man lægger sit hoved på sandet hvide pude og lader havets dybe mægtige røst synge den trætte til ro, medens det vældige lufdrag af organer den af lægerne lovpriste "kargymnastik" der just udfordres for at skabe unge, glade, sultne og tørstige mennesker af de syge og sorgfulde individer, som søgte herud.

Har De set, hvor sten, muslingeskaller og havplanter få en underlig lokkende friskhed, når de vædede af søerne spille farvrigt i skolens straaler.

Det ser ud, som om der langs kysten lå en skat af gult rav og gennemsigtige ædle stene i alle farver, blandede med sjældne muslingeskaller, så fine som rosenblade.

Den samme friskhed vinder mennsker herude i det tredobbelte bad af sol, luft og hav.

Når kontorstøvet og snusfornuften er skyllet af dem, så ser man først, hvad vorherre har ment med alle de skabninger, og kommer til at holde af dem, fordi barnet påny er fremme i dem.

Og som børn se de sig glade på den prægtige billedbog. Hav og Himmel ruller op for dem i skiftende scener.

 Snart ligger havet som den stålblå vandvej for de tusinde af skibe, der hver med sit ærinde, sin historie og sin skæbne fortæller om alle Jordens egne, snart ligger det i hemmelighedsfuld lysegrå dis som det store gådefulde væsen, så at man kan gribe sig i at se spørgende på fiskerne, som kommer derude fra. De kunde måske fortælle os om dets hemmeligheder . Og så blander et lunefuldt bygevejr alle billederne mellem hinanden, så at man på engang ser både der ligger i blankt vindstille - og skuder, der pile frem gennem stormskumring med skråtliggende takkelage, mendens det hvide skum sprøjter foarn bougen. Og i næste øjeblik kunne de rjse sig og glide fredeligt gennem en himmelport, dannet af en pragtfuld regnbue, som løfter sit farverige hvæving over deres våde vej.

men når "Solen ringes ned" i de fjerne kirketårne sesr man ude over søen et af klodens dejligste skuespil, i det solen synker i havet under en ubeskrivelig farvepragt, efterladende et strålebundt i vest.

Solnedgang anno 1898 og anno 2012 er stadig lige smuk

det danner den lysende vifte, med hvilken dagens dronning tilvinker sine venner et mildt godnat, medens fiskeren vandret til sin hytte for at hvile ud til "sin tidlige færd".

Uden at man ret ved af det, kommer man til at holde af ham og hans - De høre hjemme i alt det, som fulgene høre til den grønne skov.

Når bådene stikke til søs som en mågeflok, følger man dem interssert med øjnene og man glæder sig eller føler sig skuffet, alt efter som de vende hjem med rig fangst eller med tomme hummertjner eller garn.

Begynder stormen at ruske i tagene og klitbakkerne blive levende af skikkelser, kvinder og børn, der spejde ud over havet , deler man ders ægstelse og jubel over hver mand, det slipper frelst i land. Og således lever man sig på kort tid sammen med dem derude, at man føler vemod den dag, man skal forlade dem for at vende tilbage til sit arbejde.

Intet under, at kysten i sommermånedrne år efter år bliver tættere og tættere befolket af feriegæster, der hver har sit yndlingsopholdssted, som atter og atter vinker ham ud i den fri, friske og herlige natur ved havet.

Øverrst: Raketskud, postkort fra Nr. Lyngby, nederst: Redningsbåd, solnedgang og sten på Saltum strand januar 2012.

Men derhjemme i de vinterlune stuer glemmer man heller ikke vestkystbeboerne, eller hvad man følte for dem første gang, man hørte kanonskudet fra klittoppen brøle ud til fiskerne:

 "VOGT JER ! Søen rejser sig."

 Når man i bladene læser vinterens standingsberetninger, synes man at høre, hvorledes redningshusets porte med stormrusk blive slåede på vid gab.

Fra alle sider dukke mørke fiskerskikkelser frem af mulmet. Hestene, der skulle danne det lange forspand, komme jagende fra forskellige kanter, og er i ruf for vognen med redningsbåden.

Under råb og piskesmæd kører den efter befordringen med raket apparat, strandingslys og andet materiel.

Hele det natlige optog sluttes af e nskare ængstede kvinder og havvoksne drenge, som anstrenge derres naturskærpede sanser for gennem nattemørket og brændingens toren at øjne det stranded skib elle at høre mandskabets hjerteskærende råb om hjælp.

Ligger det nødstedte fartøj forholdsvis tæt ved stranden eller stå elementerne i et kog, så at selv de stærkeste mænds kamp vilde være håbløs, ser man kort efter raketapparatets ankomst en hvilende lysstribe fare som et lyn ud over skibet, førende med sig en smækker op til 850 fod lang line, der - hvis den fanges af den derude - straks bringer en tykkere trosse og en lille sort tavle på hvilken der i tre forskellige sprog siges de nødstedte, hvorledes de skulle befæste tovet og bruge redningsstolen. Straks efter gør denne sin tur frem og tilbage. Hver gang, den drages ind mod land, fører den med sig et frelst menneske, som snart gynger højt i luften, snart nås af de vrede søer, der springer til vejrs efter det som vilde dyr, der i sidste øjeblik ville hindre ders bytte i at undslippe.

Det er med stolthed, man ser vestkysboen ved redningsarbejdet. Alt det segje og lansomme er som blæst bort af stormen, og i de ranke alvorlige mænd, hvis rolige øje spejder ud over søen, ser man den vendelbo, om hvem historien har adskelligt at melde.

Skal "Båden" ud sker det med en fart, man ikke skulde tiltro disse tungklædte skikkelse. I det øjeblik den sydende sø skyder sig ind under den, svinge alle mand sig om bord, tage plads på toften og strække de mægtige årer ud, hurtigere end det kan siges. Og så begynder den kamp mod styrtesø og brænding, som intet følende menneske ka nse uden at gribes af en dyb bevægelse. Jubel over det heltemod, de djærve mænd vise og hovrfor ikke tilstå det, et tilbagetrængt angsskrig ved tanken om, hvad der kan ske i næste øjeblik, hvis en af de fjeringvej lange bølgevolde vælter båden eller en af de pludseligt springende bradsøer styrter knusende ned over den.

Den der har set Vendelboerne atter og atter vove denne dyst, under hvilken de ikke slap taget, før de brgte de stampede frelste i land, eller før de selv bukkede under for havets vælde - thi det hænder jo også af og til -han er for bestandig fiskerens ven.

Hele den forstillingskreds som igennem disse indryk samler sig om vestkysten gør også sit til at drage befolkningen ud til de pladser, hvor både natur og menneskeliv er så vidt forskellige fra skuepladsen for døgnets smålige forretsninskævl.

Jeg skal nævne nogle af de mest søgte pladser på vestkysten:

Furreby Mølle og bæk. Til venstre: Chr. Steensen. Til højre: Niels Jensen.

ligger så tæt ved Børglum bakkes fod, at en cykel, der har fået frt ned ad den snede vej, når det på få minutter efter at have løbet over Gurreby Å, mellem hvis skrænter havet stundom i vrede sender små rullende søer ind i land.

Løkken er en ejendommelig klitby, i hvilken den smukke nye kirke endnu står som en fornem besøgende. Sandet ligger stundom som snedriver i gaden, og man fører en sej kamp for at holde det vest for byen, der ellers vilde forsvinde i dets hvide flod. - I gamle dage gik det jo også stundom adskillige Vestkystpladser sådan, at først kom sandbølgerne. De skred lidt efter lidt videre ind i landet, så at husene kom til at stå på strandbredden, højvandssøerne slikkede ind under dem, og få år efter tog man fisk, hvor man før drev sin kreaturhjord.

Tæt ved Løkken er havet endnu på vej indad, f.eks ved Furreby, hvor en gammel kæmpegrav er ved at synke i dybet. Den 100årige Jens Kodal der døde i 1891 havde set havet tid efter anden æde en ottende del mil af Furrebys sogn vestlige areal. Og i Lyngby har havet i mands minde slugt en gård med jorder og alt.

Men kan havet end således være farligt for kystlinjen er selve Løkken strand så bred og hvid, sikker sevntskånende, at den afviger en uovertræffelig badeplads.

At den også bliver skaattet som sådan viser de mange kørende badehuse, der stundom kunne minde om nybyggervogne på prærien, et indryk, der dog forsvinder, når man - i ærbødig frastand naturligvis -ser dørene åbne sig for elegante badeklædte skikkelser, der hurtigt ile ud i den saltfriske sø for straks efter at dukke op som havmanden, der løfter sit våde skæg som Venus, født af havets skum, eller som små legende amoriner.

På en høj kittop hr stedets bade etablissement ladet opføre en hyggelige pavillion, fra hvilken der er en storartet udsig ud over egnen, indadtil lige fra Vildmosen op til Hjørring udad til det mægtige hav og ved klitbakkens fod til den ejendommelige lille by, hvis historie bekræfter, at skæbnen som havet har sin bøglegang, op og ned.

Engang var Løkken Vendyssels betydeligste handelsplads med fobindelse på Hamborg, England og Norge. Tre-etagers pakhuse fortælle om den store tid, da en syvendepart af hele Jyllands kødudførsel og en meget betydelig kornhandel dirigeredes herfra.

Af det halve hundrede fartøjer, der besøgede den livlige skudehandel, havde mange hjemme i Løkken, og adskillige af rhederne udstedte anvisninger på Hamborg og England, der gik som en art seddelpenge. C. Klitgaard fortæller i sin pjece om skudehandlen interessante ting herom.

Efter samme kilde har Løkken også sine krigsminder fra århundredets begyndelse, da den med leer og forke, senere med lanser og gevæer, væbnede milits havde vagt langs kysten. Når englænderne vilde i land for at røve kvæg og fødevarer eller for at begrave ders døde, skød de for at skræmme beboerne.

Ja, Løkken blev endog bombaderet den 29. juli 1808 af en engelsk fregat og en svensk kaper, der vilde tage tre skuder, som havde søgt tilflugt på rheden.

Men nu er Løkkens store dage forbi. Et af de største købmandshuse er omdannet til et badehotel og gamle Løkkenborgere pege vemodigt på en trappesten, der ligger som minde fra den gode tid. Den er halvt opslidt af mange kunders trin.

Løkken kæmper tappert for sit opland og ejer eks. et anseligt jernstøberi. Og af og til sender lykkends lunefulde gudinde vældige fiskestimer til kysten der er kort tid - i nogle dage - gør byen til et lille Lofoten med de mange fremmede fiskere, opkøbere, spekulanter o.s.v.

Men kun en ny udvikling kan bringe Løkken op til dets gamle storhed. Måske spåer de mange badegæsters muntre latter fra hotellets lune have om nye muligheder ofr den ejendommelige lille kystby.

Som denne er original, er befolkningen noget for sig. Den livlige forbindesle med Norge har givet ikke få berøringspunkter med Norges kystbefolkning.

Hævdvunden i Løkken er således den norske folkeskik, at naboer og genboer holde fast på deres ret til at trykke næserne flade mod ruderne i huse, hvor der er gilde. Hænges der et stykke  for de festlysende vinduer, varer det ikke længe før en eller flere træsko flyve ind mellem gæsterne gennem det klitrende rudeglas.

Mændene "bruge havet" lige op til de islandske fjorde og hvert hus har sine, snart frejdige, snart vemodige fortællinger om kampene på havet. En herlig gammel skikkelse er den landskendte redningsmad Chr. Steensen. Han har reddet 14-15 menneskeliv tildels ved svømning i det vinterkolde hav. han er en hel historie bog, men ikke let at åbne.

Også en anden yngre Løkkensfisker Niels Jensen( Kjær) har sin tunge historie. I  et storfuldt januardøgn drev han 22 timer på en kæntret båd, indtil et skib tog ham op og førte ham ind til Göteborg. han ved ikke, hvad der var mest rædselsfuldt. Den første del af rejsen, da den ene af hans slægning og bådkammerater efter den anden sagde deres sidste farvel, før de sank, eller den sidste del, da han ene i nattens mulm så søerne som vilddyr rejse deres sorte rygge om ham og jage ind under de skrøbelige plankr, på hvilke han drev.

Løkken er en by hvor man med rigt udbytte kan leve en sommermåned, og den har i sin livlige postforbindelse, doktor og apotek fordele, som adskillige tilrejsende sætte pris på.

Her slutter del III af rejsebeskrivelsen fra 1898 - gå videre til No. IV

Han blev født 28. juni 1834 i Furreby sogn, hjemmedøbt d. 29. juni s.å og fremstillet i Furreby kirke d. 16. november 1834. Han var søn af Steen Christensen og Dorthe Christensdatter.

Han giftede sig 9. november 1860 med Ane Severine Christensdatter.

De fik børnene:

Christen Steensen f. 20. december 1861

Anthon Steensen f. 15. oktober 1864

Dorthea Steensen f. 9. oktober 1867

Kirsten Steensen f. 17. oktober 1870.

Ane Severine døde i barselssengen dagen efter hun havde født Kirsten, Kirsten døde 19. oktober 1870. Både mor og datter blev begravet d. 26. oktober på Furreby Kirkegård.

Christen Steensen levede herefter alene med sine børn, en husbestyrerinde og sin far.

Dannebrogsmand og retsvidne Christen Steensen døde 10. december 1913 i Furreby, og blev begravet på Furreby kirkegård 16. december 1913.

Her er han og hans husstand ved folketællingen i 1880:

Samtlige personer i husstanden

hjoerring, Børglum, Furreby, Furreby By, et Hus, 36, FT-1880, C7017