Pietrucha

Der er nogle mennesker, som man oftere tænker på fra fortiden - end andre. Hvorfor ved jeg ikke, men sådan har de fleste det vel.

En af dem, som jeg tænker på af og til, er

Pietrucha.

Jeg har aldrig talt med ham, og alligevel er han en del af mine barndomsminder.

I de år, hvor han var i min bevidsthed, boede han i Hvorupgaard, hvor han levede af at være skrothandler/produkthandler.

Når en gammel hvid hanomag med åbent lad kom kørende, med diverse vaskemaskiner, udstødningsrør, kedler, oliefyr, jernstænger osv. bundet fast med selvbinderstrik. Ja, så vidste man at en af egnens originaler var ankommet til Sulsted.

Byens ungdom - der i blandt mig selv - hang ud på Brugsens trappe. Herfra havde vi en glimrende udsigt - til stort set hele verden. Det var nu ikke fordi jeg erindrer, at jeg har set Pietrucha i Brugsen, men han holdt ofte ovre hos Elis og Lilly, som havde bladkiosken lige overfor brugsen. Han skulle vel hente tobak eller ugeblade, for det var det Elis og Lilly solgte, foruden glansbilleder, påklædningsdukker og fødselsdagskort, men det var ikke det, man forbandt med Pietrucha.

Naturligvis gik ungdommens og hele verden i stå, når Pietrucha ankom, for bare det at se ham, komme ud af Hanomagen var et kunststykke.

Han var lige så lille, som han var rund, og her mange år efter er det mig svært at dømme, om han var breddere end han var høj. For at Pietrucha kunne ramme Elkærvejs sorte asfalt oppe fra Hanomagen, var han nødsagdigt til at gøre et lille hop, med et solidt greb i Hanomagens dør og sæde.

Altid, i hvert fald de gange jeg så det, landede han solidt og med en god fjedring, ikke nogle tegn på ledbåndsskader, forstuvninger og den slags.

Pietrucha var sikkert begavet nok til, at fordele lades vægt ligeligt, men det var som om, at han ikke lige tænkte over sin egen korpus, så det var som om, at Hanomagen rettede sig ud og blev flere centimeter højere, når Pietrucha havde forladt den.

Nu kunne man rigtig studere ham. Kombinationen af, hans meget beskidte erhverv og det faktum, at han ikke gik i bad hvert eller hvert andet år gjorde, at hans lød var så mørk, som vi andre måtte solbade en måneds tid eller 2 i syden.

Pietruchas hår var også en sag for sig selv. Glinsende sort - og det kunne ligne brillantine der holdt det hele på plads, men det kan nu også være, at det bare var, at det kun så vand, når det Vor Herre åbnede sluserne. Frisuren var svensk- så lige en hånd igennem om morgenen, og det hele sad godt tilbagestrøget en hel dag.

En gang husker jeg, at han stod der på Elkærvej, i helt rent arbejdstøj. Hvid undertrøje, der var hvid, og arbejdstøj der ikke var beskidt. Heldigvis, var det hele "back-to-normal" næste gang jeg så ham, og - ja - jeg siger heldigvis, for det var sådan at Pietrucha skulle se ud.

Naturligvis havde Pietrucha været en lille nyfødt baby engang. Hans liv begyndte på det der i dag er Sulsted Kirkevej i Hostrup, af den simple grund, at forældrene Michael og Catharina samme år, havde købt en lille ejendom/hus på venstre side, når man kommer fra Hostrup af. Naboen var såmænd min farfars moster Caroline Mathilde, der havde boet der både med sin 1. og 2. ægtemand, og der den dag Pietrucha kom til verden, boede på aftægt hos datter og svigersøn, der havde et par børn.

Michael Pietrucha, kom til verden i Lukawiec i Polen d. 2. februar 1899. 16 år gammel rejste han til Danmark, hvor han åbenbart havde fået arbejde i Vester Hassing sogn. I 1917 rejste han videre til Voergaard Slot, hvor det var landets daværende udenrigsminister, og senere statsminister, Erik Scavenius der var ejer.

Ved folketællingen i 1921 kan man se, at der var mange ansatte. Kokkepige, Stueige, Mejeripige, Magasinforvalter, forkarl, røgter, svinepasser, staldkarl, kusk en masse hjælpepiger og landarbejdere.

Der var en del polakker, men også et russisk ægtepar og en enkelt svensker. Disse udlændinge boede i huse for sig.  De, der havde stiftet familie, boede i eget hus, mens de, der var singler boede nogle stykker sammen.

En af dem som Michael Pietrucha boede i samme hus som, var Catharina Bugajska. Hun var kommet til sognet i 1914 fra Nykøbing Mors - og altså ikke Nykøbing Falster, som virker mere logisk, når vi snakker roepolakker.

Hvornår Catharina kom til verden, står hen i det uvisse, måske vidste hun det ikke selv ?

Folketællingen i 1921 siger 15. oktober 1891. Folketællingen 1925 siger 10. oktober 1889, folketællingen 1930 har ingen dato, men siger 1891. Ved sønnens fødsel står der, at hun blev født 14. september 1888. Ak-ja. Men det lader til, at hun blev født i Krakow i Polen.

6. maj 1923 blev Michael Pietrucha og Catharina Petrucha gift i Det Katolske Kapel i Aalborg. Det varede stadigvæk en 3 år før den katolske kirke stod færdig.

21. februar 1924 nedkom Catharina i Voergaards Hus med en dødfødt søn. Han blev begravet på Voer kirkegård 4 dage efter af den katolske præst Bender fra Aalborg.

5. november 1924 bor ægteparret stadig på Voergaard Slots jord, men flytter altså kort tid efter til Hostrup, hvor de d. 4. juli 1925 blev forældre til deres søn, som pastor Vesten samme dag døbte

Johannes Pietrucha

Et par måneder gammel, blev han fremvist i selvsamme kapel, som forældrene et par år tidligere var blevet viet i..

Hvor længe familien Pietrucha boede i Hostrup ved jeg ikke, men i hvert fald flyttede familien. Hvor Pietrucha før havde boet sydøst for Gl. Sulsted, flyttede han nu lidt nord for Ny Sulsted, sammen med sine forældre på en lille ejendom.

Her begyndte Pietrucha vel sin karriere som produkthandler/skrothandler og derved begyndte han at komme til min onkels far, Ejnar Krogh i Tylstrup. Min onkel Erik, kan huske hvordan Pietruchas mor bagte småkager til familien hvert år til jul, men hvor ingen, absolut ingen, spiste dem, og for øvrigt heller ikke måtte.

Jeg har ingen erindring om, at han boede lidt uden for Ny Sulsted, men han må have gjort det, mens jeg har levet. Måske solgte han ejendommen, da Bjørnsonsparken blev udstykket til parcelhusgrunde? Jeg har heller ingen erindring om forældrene, men de må have levet mens jeg levede, vil jeg tro.

I hvert fald flyttede Pietrucha til Hvorupgaard, hvor han fortsatte forretningen. Min onkel Erik, kan huske hvordan han og nogle arbejdskollegaer ved DSB en dag skulle den vej af Pietrucka og købe noget. Pietrucha bød dem indenfor, og den ene af Eriks kollegaer var meget opdraget og meget renlig - så han satte pænt sine sko ved døren. Det fortrød han grueligt - ligesom han fortrød, at han sagde ja tak til en kop kaffe. Pietrucha serverede kaffen i en brugt kop.

En dag hørte jeg, at Pietrucha var død og vel også begravet, da jeg endelig fik nyheden. Det var en underlig fornemmelse. Han havde jo ikke som sådan betydet noget som helst for mig, men alligevel var han en del af min barndom og siden hen mine barndomsminder.

Efterskrift

Kan du supplere med yderligere oplysninger - eller det helt vilde skulle ske, at du har et billede af Pietrucha, hører jeg meget gerne fra dig.