Det er menneskeligt at fejle også for stenhuggere.

På Tversted kirkegård står denne fantastiske smukke sten - med en lang inskription over sognepræst Schibbye og dennes hustru.

Stenhugger er dygtige håndværkere, selv om de i dag har alle mulige hjælpemidler. I gamle dage, krævede det endnu mere håndværkersnilde. De skulle være sikre på deres hænder, vide hvad de ville, forstå sig på proportiner, være dygtige til at skrive, holde stilen. Se muligheder frem for begrænsninger i stenen. Deres håndværk - gravstenene - står over det ganske land på kirkegårdene og fortæller et stykke dansk kulturhistorie.

På Lyngby kirkegård - solens sidste stråler rammer stenen, som i al sin enkelthed bliver varm og smuk.

Stenhuggere i Vendsyssel var sikkert også udmærkede mennesker, men de lavede fejl som alle mulige andre. Men de kunne ikke bare viske ud og lave om. Deres fejl var hugget ind i stenen med hammer og mejsel.

Her kommer fortællingen om 3 vendelboer - 3 forskellige steder i Vendsyssel, som har den ene ting til fælles: Der står noget forkert på deres gravsten.

Resterne af Rubjerg Gamle Kirke.

Willum Hansen

I april 2009 var der en artikel i Nordjyske Stiftstidende om Willum Hansen, der ligger begravet på Rubjerg gamle Kirkegård.

Det var nok sådan det så ud da Willum blev begravet.

Willum Hansen gjorde det umulige: I følge gravstenen døde han 31. april 1877.

Kigger man i kirkebogen, kan man se, at Willum Hansen døde d. 1. maj 1877 og blev begravet d. 8. maj. Præsten i Rubjerg sogn var ellers meget flink til at skrive dødsårsagen, men i Willums tilfælde var man ikke klar over hvad der havde kostet ham livet.

Historien går, at stenhuggeren tilbød at rette fejlen for 2 kr. - men det syntes enken Maren Jensdatter alligevel var for dyrt, så derfor står stenen der den dag i dag med den forkerte dato. Rubjerg gamle kirke er væk - eller næsten væk, man brugte murstenene til at bygge en ny kirke, året var 1904. Folk var blevet trætte af det evige arbejde med sandet, og at kirken lå så lang fra hvor de boede.

Willum Hansen var gårdmand i Ulstrup i sognet. Han og Maren fik i hvert fald 15 børn sammen, ca. 1/3 døde som små, heraf et par stykker af kighoste. Senere flyttede de til Nr. Rubjerg.

Maren Jensdatter døde d. 30. december 1897 og blev begravet 6. januar 1898. Hun havde de sidste år boet hos deres søn Jens Peter Willumsen, som havde landbrug i Sdr. Rubjerg. En anden af deres sønner -Jens Willumsen  var gårdmand og der til lige strandfoged.

Willum skulle have inspireret Anne Marie Løn til at skrive "Willums veje", og det havde Willum måske aldrig gjort, hvis der var blevet skrevet rigtigt på hans gravsten.

Sørine Madsine

- min tipoldemors søster-

Hvis man tror, at Willum Hansen er en enlig svale, kan man godt tro om. På Volstrup Kirkegård står en sten, hvorpå der står:

        Chr. Christensen

             Magtesløs

f. 20-10-1863 d. 25-3-1940

        Sine Christensen

f. 18-8-1860 d. 25-5-1940

Chr. Christensen Magtesløs (udtales Maeløes) var sikkert rigtigt nok født 20. oktober i 1863, og når man kigger i kirkebogen døde han, som der står på gravstenen d. 25. marts 1940 på Sæby Sygehus, og blev begravet på Volstrup kirkegård 2. april samme år.

Sine Christensen var ganske rigtigt født 18. august 1860, som datter af Søren Christian Nielsen( Søren Rynke) og Mette Cathrine Sørensdatter. Hun blev døbt i Hørby Kirke d. 18. november samme år i Hørby Kirke og hun fik navnet Sørine Madsine Nielsen.

I 1883 fødte hun sønnen Kristian Nielsen, men hun blev ikke gift med den udlagte barnefader. Kristian Nielsen optræder i senere folketællinger - den ene gang som "vanvittig" en anden gang det lidt pænere "sindsyg".

I 1886 gifter hun sig med Peder Kristian Svendsen. Hun bliver også gravid, men barnet er dødfødt. 1. februar 1890 er der folketælling over det ganske land, da optælleren kommer til Sørines dør, må hun fortælle, at hun selv samme dag er blevet enke. Peder Kristian Svendsen er død.

Her ved folketællingen i 1890 bor Sørine sammen med sin søn, her kaldet Christen  og sin mor Mette Cathrine. Sørine er rigtig nok enke, omend hun ikke var det dagen før, men hendes mor er ikke enke. Hun har flere år forinden forladt sin mand Søren Rynke. Her i 1890 tror Sørine, at hendes far er død, og det var nok også nemmest for Mette Cathrine at kalde sig enke. Hun blev boende hjemme hos Sørine til sin død i 1897,.

27. november 1891 giftede Christen Christensen og Sørine Madsine sig i Volstrup kirke. De fik 8 børn sammen, 2 var dødfødte drenge og en datter dør 8 år gammel. De har endvidere Sørine Madsines brors søn Ingvard Peter Nielsen til at bo hos sig i Store Uggerholts Hus i Magtesløs. Men næsten samtidig med morens død,  blev Sørine klar over, at hendes far, Søren Rynke, slet ikke var død, og det endte med, at han kom på aftægt hos dem.

Søren Rynke var glad for sin datter og svigersøn, og fra artiklen der først blev offentliggjort i Vendsyssel Tidende og siden i bogform kan man læse:

Han (Johan Skjoldborg) formåede Søren Rynke til at genoptage forbindelsen med døtrene, hvoraf den ene boede i Albæk og den anden i Volstrup sogn. Samme døtre havde for øvrigt i mange år haft den opfattelse, at deres far var død, men meddelelsen i Vendsyssel Tidende i 1896 afkræftede dette. Det var også Johan Skjoldborg der fik det ordnet sådan, at Sørren Rynke i 1910 flyttede fra Vrængmose og tog ophold i det lille hus nær ejendommen Magtesløs ved Store Uggerholt i Volstrup Sogn, hvor den yngste datter var gift.

Datteren på den større og bedre gård i Albæk var efter hans opfattelse langt fra det værd som datteren i Magtesløs, gift med en fattig, men begavet husmand. Derfor var det også ret naturligt, at Skjoldborg forud for sin Amerikarejse i 1910 traf foranstaltninger til, at Søren Rynke flyttede fra Vrængmose til et lille hus nær Magtesløs. Han kom hertil medbringende en klædekiste fyldt med bøger og gamle aviser og et sulekar med fordærvet sul.

Ved folketællignen i 1921 har de stadig 4 hjemmeboende børn og 2 slægtninge til at bo, den ene er deres barnebarn.

Søren Rynke døde i 1911. Ved folketællingen i 1921 har de stadig 4 hjemmeboende børn og 2 slægtninge til at bo, den ene et barnebarn.

Nu sker der det, som der står på stenen. Christen Christensen dør på Sæby Sygehus og blev begravet på Volstrup Kirkegård.

Sørine dør i flg. gravstenen præcis 2 måneder efter sin mand, men det er ikke det der står i kirkebogen. I følge den døde hun 20. maj og blev begravet d. 25. maj 1940. Måske har stenhuggeren kigget på Chr. Christensens dødsdato, måske er han kommet til at se på begravelsesdatoen, i hvert fald var det den dato der kom på stenen. Præsten har næppe skrevet forkert, selv om han nok heller ikke var fejlfri, for ude i højre margen står der, at "attesten" er ordnet 20. maj 1940, og det ville den næppe være blevet hvis der 5 dage til konen døde.

Jakob Kjelgaard

Hvem vil ikke gerne være 9 år yngre?

Hvem vil ikke gerne holde 2 fødselsdage om året?

          Jakob Kjelgaard

    f. 31.7.1887 d. 5.2.1947

     Ane Marie Kjelgaard

    f. 2.1.1877 d. 6.12.1975

Stenen "faldt" jeg over til brug for min slægtsforskning, lige som Søren Rynkes datter Sørine Madsine. Jakob Kjelgaard kommer ind i min slægtsforskning af 2 veje.

1. Hans mor og Peers tipoldefar var søskende

2. Min farmors søster blev hans svigerdatter.

Gravstenen står på Øster Hjermitslev Kirkegård, og ser lige som den på Volstrup kirkegård, meget rigtig ud.

Får man øje på stenen, så vil man måske lige tænke: "Ak-ja, hun fik en mand, som var 10 år yngre end hende selv, og alligevel mistede hun ham så mange år før hun selv gik bort".

Men Jakob Kjelgaard var slet ikke født i 1887 - han blev 9 år yngre på sin gravsten - for han var født i 1878. Ikke nok med det, men hans fødselsdag har der åbenbart altid været tvivl om.

Var han født d. 30. juli som der stod i kirkebogen ved hans fødsel og dåb og hans død? Eller var han født d. 31. juli som han optræder med i en folketælling og som der står skrevet på hans gravsten?

Jakob blev indskrevet i Tolstrup kirkebog som født 30. juli 1878 - døbt 29. september samme år.

Jakob Kjelgaard var søn af teglværksforpagter Nikolaj Thomsen Kjelgaard og Gjertrud Dorthea Jakobsen. Nikolaj var forpagter af Øster Hjermitslev Teglværk under Hjermitslevgaard. Nikolaj og hans tvillingebror Niels Brix Kjelgaard kom til Øster Hjermitslev fra Slettegård i Hjortdal sogn, og begge giftede sig og fik efterkommere, som findes i og omkring Brønderslev.

Gjertrud Dorthea (Thea) var Nikolajs 2. kone. Hans første kone havde født ham 7 børn, Thea fødte ham 9. Jakob var den første søn hun fødte, og han blev opkaldt efter hendes far.

Jakob Kjelgaard giftede sig med Ane Marie Bertelsen d. 28. november 1902 i Thise Kirke og præsten, der åbenbart har haft svært ved at hitte ud af om brudgommen var født d. 30 eller d. 31, så han valgte bare at skrive 3. juli

Folketællinger skal altid tages med et gran salt. Det var almindelige gode borgere i sognet, som gik fra dør til dør og skrev op hvem der var i husene og på gårdene. Nogle var dygtige til at stave, nogle var knap så dygtige. Ved folketællingen i 1916 brugte Jakob fødselsdatoen, som står i Kirkebogen - 30. juli .Men her står der så pludselig han er født i 1877.

Folketælling 1921 og Jakob står her med 31. juli 1878

5 år efter var der folketælling igen. Her holder Jakob Kjelgaard på, at fødselsdagen er d. 31. juli, årstallet er 1878. Til gengæld bliver Ane Maries fødselsår rettet fra 1877 til 1876. Jo, de havde noget "døew" med de tal.

Nærbillede af stenen

Jakob Kjelgaard døde 5. februar 1947, det der står på stenen. Han blev begravet d. 10. februar på Øster Hjermitslev Kirkegård. Jakob står i kirkebogen opført, som ved sin fødsel og dåb, til at være født 30. juli 1878, men på gravsten står der:

Uddrag af kirkebogen ved hans død.

Jeg ringede til min farmos søster, som stadig lever i bedste velgående, om hun vidste noget. Det gjorde hun ikke. Underligt, at der ikke er nogle i familien, der har undret sig over, at Jakob Kjelgaard skulle have giftet sig som 15-årig med en 9 år ældre kvinde, for så få måneder efter at blive far for første gang.

Jakob Kjelgaard ville sikkert gerne være 9 år yngre, men havde nok foretrukket at være det i levende live.

Hvor mange fejl der findes rundt omkring som disse, er ikke til at vide, men de findes det beviser de 3 ovennævnte sten.

Moralen må være, stol på de fleste stenhuggere vil hugge inskriptionen rigtigt ind i stenen, men tag for en sikkerheds skyld en gravsten, hvor navn og datoer bliver sat på - med mindre du ønsker dig, at blive et særligt tilfælde, hvor stenhuggeren har hugget forkert - hvor dine efterladte enten ikke vil opdage det - eller ikke vil finde ændringen værd at betale og så satse på at der er en af dine efterkommere vil gå op i slægtsforskning og opdage det om 100 år eller mere.

Kilder: Kirkegårdene, www.arkivalieronline.dk  Nordjyske Stiftstidende 9. april 2009. www.ddd.dda.dk .

Skulle der have indsneget sig en fejl eller 2 hører jeg gerne fra dig.

Min tipoldemor Augustava Mathilde Dorthea Nielsen havde en bror Mads Christian Nielsen. Meget ved jeg ikke om ham, dog ved jeg, at han giftede sig med Gregersine Elise Karoline Jensen d. 27. januar 1885 i Albæk kirke. Jeg har fundet ud af, at de fik 2 børn, måske flere, Jensine Petrea og Ingvard Peter Nielsen. Han blev født 8. oktober 1890 og døde 11. november 1982. Han ligger begravet på Østervrå kirkegård, og har været omtalt i avisen i hvert fald 2 gange - den ene om sin bedstefar, den i familien nok så berømte Søren Rynke, og så da der blev skrevet en nekrolog på ham.

I nekrologen står der, at han var ugift - alligevel er han begravet sammen med et "kvindemenneske", en Johanne Pedersen.

På gravstenen, som du kan se her  http://danskkirkegaardsindex.dk/oest/oest_visbilled.php?img=/oest/pics/pict2293.jpg står der, at Johanne Pedersen var født 1895 og døde 1934.

Hun hed Johanne Juliette Pedersen og var husbestyrerinde hos Ingvard. Hun døde 17. oktober 1934 og blev begravet 23. oktober 1934, så dødsårstallet er rigtig nok - men hun blev født, som der både blev skrevet ved hendes fødsel i Sankt Hans sogn og ved hendes dødsfald, så var hun født 22. december 1894, og altså ikke 1895, som der står skrevet på gravstenen.

Det er nærliggende at tro, at det var Ingvard der bekostede stenen, og at de i virkeligheden måske levede som mand og kone. Måske havde Johanne børn, som opfattede Ingvard som deres far ?