Bryder og Cirkusdirektør Magnus Emanuel Bech Olsen

Magnus Emanuel Bech Olsen i baggrunden et uddrag af hans bælte da han blev verdensmester i brydning. Senere blev han restauratør og cirkusdirektør og var en tørstig herre.

 Min morfar og en berømthed

 

Min morfar, Gunnar,  fortalte om ham, med et smil på læben og et glimt i øjet. Alligevel havde jeg glemt hvad denne verdensmand hed, og måtte have hjælp. Magnus Emanuel Beck Olsen var navnet, og han var ikke en kedelig herre.

Min morfars mor, Ane Cathrine, var meget religiøs, og forbød hendes børn alt det der for et barn var sjovt. Biograf var forbudt, cirkus var forbudt og selv det at lege var noget nær forbudt. Problemet var bare - set fra Ane Cathrines vinkel -  at hun havde sat 3 børn i verden, som alle var født med et lyst sind og en trang til at opleve livet og nyde det.

Når min morfar ikke måtte komme i cirkus, måtte cirkus komme til ham.

Det gjorde det så i form af Cirkusdirektør Bech Olsen, eller som min morfar sagde Cærkusdæræktør, for han lærte aldrig at sige hverken Cirkus eller direktør trods det han blev 86 år gammel.

Når "cærkusdæræktør" Beck Olsen forlod sin ejendom med kusk og hestevogn hen på aftenen og vinkede til den lille dreng , der stod med åben mund og polypper, vidste den lille dreng , at en stor oplevelse ventede næste morgen. Så gjalt det bare om, at komme tidligt op og stå og vente, og håbe, at mor Ane Cathrine ikke fattede mistanke.

Bech Olsen skuffede ikke. Han kom tilbage i hestevogn, med kusk - høj cigarføring og en anselig blæser på. Beck havde endnu en gang tilbragt en aften og nat i værtshusmiljøet i Aalborg - og det hændte, at han var omklamret af et par letlevende damer. Det forhindrede dog ikke Beck Olsen i at hilse på sit publikum og sine beundrere - og en sådan var den lille Gunnar i hvertfald.

 

 

 

Hvem var så Magnus Emanuel Bech Olsen ?

Ja, vendelbo var han godt nok ikke. Han var født i København, opvokset i Køge, flyttede til Tyskland - rejste Europa tyndt - tilbage til København - en smut til Amerika - tilbage til København og herefter bosatte sig i Ny Lindholm. Herfra drev han i mange år sit eget cirkus Cirkus Bech-Olsen, helt frem til sin død.

Han voksede op i Knapmagerhuset i Køge, og køgenserne opfatter ham som en af deres. Han var dog født i København d. 7. december 1866, og i kirkebogen er der åbenbart allerede virak om det fædrene ophav.

Der står i kirkebogen i Sankt Johannes sogn, at Magnus far var arbejdsmand Niels Jakobsen og moderen Marie Hansen født Olsen. Men Bech Olsen sagde altid, at hans far var murersvend Jacob Magnus Bech. Hans mor havde været husbestyrerinde hos Jacob op til fødslen.

Ved folketællingen i 1901 bor Jacob da også sammen med Magnus Emanuel Beck Olsen, hans kone og børn.

Magnus blev udlært murer som 17 årig. Som murer rejste han til Tyskland, nærmere bestemt Hamborg, hvor han stiftede hjem sammen med hustruen Oline Vilhelmine Agnes. 3 børn fik de i hvert fald mens de boede i Hamborg.

Det var her i Hamborg, at Magnus E. Bech Olsen stiftede bekendtskab med græsk-romersk brydning. Kombinationen af, at det var svært at få arbejde som murer og at han var en dygtig bryder gjorde, at Magnus satsede på en professionel karriere.

Han rejste Europa tyndt under navnet

Den uovervindelige dansker

Familien flyttede tilbage til Danmark og København i 1896, og efter en kort tid i Victoriagade, bliver Magnus restauratør af Café Bræddehytten, og familien - der nu er udvidet med endnu en søn bosætter sig der. Magnus var en populær vært på Café Bræddehytten, hvor slagtere, kreaturhandlere og andet godtfolk holdt til.

Magnus havde dog slet ikke lagt brydningen på hylden. I 1897 blev han lærer i Brydeklubben Hermod, og samme år vandt han Manchesterbæltet i en drabelig kamp mod grækeren Antonio Pierre. Han var nu så stor en berømthed, at han kom på tændstikæsker og man for 20 øre kunne købe et lille gækkebrevsrim om netop den stærke bryder.

 

"Du tror dig stærk, og du higer efter,
At maale med hele Verden Kræfter,
Og blive Bech-Olsens Overmand,
Men Peter, det gaar vist ikke an.
Du mener, du kan hævde Styrken,
Og li'som Bech-Olsen vælte Tyrken,
Og blive Alverdens Bryderskræk,
Hu ha, du lille, du er en Gæk"

Den 13. januar 1900 forlod Magnus kone, børn og sin far i Helgolandsgade og rejste til Amerika. Opholdet varede højst 1 år, for ved folketællingen i 1901 bor han atter at finde i Helgolandsgade nr. 1.  Foruden familien har Magnus 7 ansatte: En køkkenchef, en smørrebrødsjomfru, 4 tjenestetyende og en karl. Blandt de kendte der hang ud i Bræddehytten var Georg Brandes og Holger Drachmann.

I 1903 blev "Den uovervindelige Dansker" overvindelig. Først tabte han til en tyrker, og senere samme år til "Stærke Jess fra Odder". Det var også året hvor Bræddehytten blev solgt.

Det kunne da godt være, at Magnus var færdig som bryder, men så måtte man bare gå nye veje. Han optrådte adskellige gange i forskellige varietere og cirkusser. 

Det med Cirkus havde givet Bech Olsen mod på tanden, og i 1908 købte han sit eget cirkus, som meget passende kom til at hedde Bech-Olsen, den første forestilling foregik i Frederikshavn.

 

 

Ikke noget at sige til, at den lille Gunnar var imponeret når den store mand kom forbi og hilste eller når andre cirkusartister lagde vejen forbi. Min morfar elskede cirkus og var en trofast gæst resten af sit liv.

I 1914 forlod ægteparret København og 4 år efter bosatte de sig i Ny Lindholm på Kristines Hvile, hvor han byggede et ridehus til sine heste. "Cærlusdæræktøren" optrådte nemlig selv med et nummer med 12 Hannovere Heste.

 I 1922 slap Oline tøjlerne. Tilbage sad enkemanden. Nu var det i den grad de 2 kuske han havde boende der greb tøjlerne. Det kunne kun gå for langtsomt med at kuske og hestevogn med den store mand fandt de små beværtninger i Aalborg.

Magnus Emanuel Bech Olsen døde 19. februar 1932 hjemme på ejendommen. Han blev begravet d. 24. februar på Københavns Vestre Kirkegård. Efter hans død gik cirkusset fallit.

Så om end Magnus Emanuel Bech Olsen hverken var født i Vendsyssel, eller lod sig begrave der, så boede han her i 18 år, og satte kulør på hverdagen, til morskab for mange og til forargelse for lige så mange.

Ann Nygaard august 2012.

Kilder: Min morfars fortælling og diverse hjemmesider her på nettet.

Malene Koch 14.10.2015 10:58

Det lyder utrolig spændende da jeg på en måde jeg ikke helt har fundet ud af endnu har familie forhold til ham så skriv gerne tilbage. Hilsen Malene
Malene 809

Steffen Riis 20.03.2015 15:23

Vil du venligst sende mig din mail-adresse, så jeg kan sende dig nogle oplysninger om Bech Olsen

| Svar

Nyeste kommentarer

17.11 | 11:40

Hej, billedet er af Gudrun Marie Nielsen ligner meget min mor Christiane Bruun f. Løkkens Vejkro 10. april 1917 og billedet kunne være fra ca. 1940-1944

15.11 | 19:15

det er min farmor og farfar på brudebilledet du har, jeg har avis udklippet fra deres guldbryllup i alborg stifttidende som beskriver deres liv

15.11 | 18:57

hej Ann jeg har lånt dit slægt træet og de papirer du har givet min faster og hendes to fætre. Min farfar er Erland Peter Olesen hilsen Laila Sigaard Olesen
:

15.11 | 14:08

Jeg har en akvarel hængende fra 1946, malet af min Onkel Valdemar Nielsen, som havde hytte ved pebermosen. Forestiller en Mølle i Hammer Bakker - kender I den?