Stine født i fattighuset i V. Hjermitslev

Den lille gravsten på Vodskov Kirkegård.

Jensine Christine Larsen kaldet Stine

På Vodskov kirkegård er der et lille beskedent gravsted. Det eneste der er på gravstedet, er en lille sten og en stedsegrøn busk. På stenen står der den simple inskription

Kristine Larsen 1894- 1980 Tak

De færreste mennesker der går en tur på Vodskov kirkegård vil få øje på gravstedet - og får man øje på det, vil de fleste nok bare tænke: "Det ser da lidt kedeligt ud" og går videre. Kun få mennesker, måske ingen - har tænkt over, hvem denne Kristine Larsen var. Men histororien om hende er værd at fortælle, for under denne gravsten ligger et meget fint og kærligt menneske begrave.

Der var næppe gåsesteg på menuen, da Jensine Christine Larsen kom til verden d. 10. november 1894, for hun blev født i fattighuset i Vester Hjermitslev.

Jensine Christine var datter af Skraal-Line og Slueg-Ajs. Hun var Skraal-Lines10. barn, de 8 havde hun fået sammen med Slueg-Ajs. Skraal-Line var 45 år da hun fødte Jensine Christine og hun blev da også hendes sidste barn. 3 af hendes børn var døde som små.

Boline Marie Jensen, for såddan hed Skraal-Line, giftede sig d. 22. septmber 1882 i Saltum Kirke med Anders Larsen, som var Slueg-Ajs borgerlige navn. Folk havde næppe heller syntes, at det var for tidligt, at der kom et ægtepar ud af de 2, for Skraal-Line havde født 2 af hans børn, og et tredje var lige om hjørnet. En af de 2 sønner Boline havde for tidligt havde ikke overlevet længe.

Slueg-Ajs og Skraal-Line havde deres hjem på Langbakken i Saltum Sogn, men engang mellem november 1887 og 1. februar 1890, var de blevet nød til, at tage ophold på fattighuset i V. Hjermitslev, og det var altså her de boede da Jensine Christine kom til verden.

Fattighuset i V. Hjermitslev, som ligger på Blæshøjvej, cirka midt mellem V. Hjermitslev og Saltum Kirke

Slueg-Ajs kunne hverken læse eller skrive, så da Jensine Christine blev skrevet ind i kirkebogen, havde han nok ikke nogen viden om, at præsten skrev Christine med Ch, at hun som oftest stavede det med K, men det var også ligegyldigt, for hun blev slet og ret kaldt stine. Hun var opkaldt efter sin bror, som var død et par år tidligere. Han havde heddet Jens Christian.

Stine blev døbt d. 15. april 1895 i V. Hjermitslev Kirke. Bland fadderne var hendes bror (halvbror) Niels Larsen Esbersen og hendes mosters mand Silius Carl Marinus Jesppesen.Fra hendes bror Christian Larsen, kaldet Christian Lassen, ved vi, at hele familien havde et enkelt rum i fattighuset - og i det rum boede de altså 9 mennesker.

Den 5. juli 1895 mistede Stine sin morfar, og det gamle ordsprog "Det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget" kom til sin ret. Stine og familie flyttede fra fattihuset til morfarens hus på Langbakken, som de arvede. Morfaren havde købt huset få år tidligere, da en søster til Skraal-Line skulle overtage barndomshjemmet. Huset de nu flyttede inde i lå sammen med 2 andre huse, og de 3 huse blev kaldt "Bette Amerika". Bette Amerika lå i Saltum sogn, men "Amerikanerne" havde alligevel deres gang i V. Hjermitslev, så der er ingen tvivl om, at folk vidste, at når alt kom til alt, var det ikke meget finere at bo i Bette Amerika end i fattighuset.

Stine var meget overladt til sine søskende, for Skraal-Line, der var vaskekone var af sted fra kl. 5 om morgenen til 6-7 stykker om aftenen. Sleug-Ajs var ikke så arbejdsom som sin kone, han var mere til reparationer af ure og bøsser, han var jæger og skød gerne hunde, for at bruge fedte til at koge salver og sælge salven mod ru og sprukne hænder.

Stines bror Christian har fortalt, hvordan "den lille" - altså Stine - ofte måtte græde sig i søvn, fordi han og de andre søskende skulle passe på hende, men meget hellere ville ud og lege.

Lille Juleaften 1902 var der en vældig storm, som satte sine meget tydelige spor på husene i "Bette Amerika". Det ene hus, der væltede muren mod vest, og hos Slueg-Ajs og Skraal-Line væltede muren mod nord. De 3 familier fandt denne lillejuleaften sammen over i det 3. hus hos Mathias Mathiasen, som var murer.

Om familien fik hjælp af Mathiasen til at få muren rejst igen vides ikke. Det må man håbe, for familien blev boende i "Bette Amerika". I 1906 ved folketællingen bor Stine stadig hjemme sammen med sine forældre og sin søster Ane Cathrine.

Stine blev konfirmeret d. 9. april 1909 i Saltum Kirke. Det er ikke utænkeligt, at hun ligesom sin bror Christian ved sin konfirmation, måtte gå alene i kirken, fordi forældrene ikke havde pænt nok tøj til en sådan begivenhed.

Stine forlader Saltum sogn, og dermed "Bette Amerika" d. 31. oktober 1910. Hun skulle tjene hos Peter Nørgaard, på gården Sdr. Nørgaad lidt nord for V. Hjermitslev kirke. Det fremgår af hendes skudsmålsbog, at hun blev der i 4 år. Så hun skal ikke beskyldes for at rende fra pladsen. Hvad grunden var  til, at Stine ikke fik plads før er usædvanligt, og ikke mindst fordi det var et fattigt hjem.

Kort tid efter at Stine forlader hjemmet fik Skraal-Line nok af Slueg-Ajs og "Bette Amerika" og forlade mand og hjem og flytter tilbage til fattighuset sammen med datteren Ane Cathrine. Ane Cathrine var pukkelrygget, står i folketællingen i 1916 opført som vanfør.

Rosa og Erna Nørgaard har skrevet i poesibogen.

Stine var nok ikke forvænnet med fødselsdagsgaver, men et år fik hun af sin søster Ane(Anna) en poesibog. Ane har selv skrevet på den første side. Poesibogen er i vinrød velour med guldskrift på. Stine har sikkert elsket den højt, for hun elskede små sirlige, fine ting.

 Selv om der ikke er skrevet noget årstal ind i poesibogen, så har hun formegentlig fået den i 1910, da hun fyldte 16 år. Det var få dage efter hun var kommet til Sdr. Nørgaard. På side 2 har Ane lades som om, at hendes lille datter har skrevet et vers til moster, og på side 3 og 4 har Peter Nørgaards 2 ældste døtre Rosa og Erna skrevet.

Stines søster Ane var nok medvirkende årsag til, at Stine kom hen at tjene hos Peter Nørgaard og hans hustru Jensine. Ved folketællingen i 1906 er der på gården hos dem en tjenestekarl ved navn Johannes Marinus Olesen. Denne Johannes blev i 1910 gift med Ane, og de kaldte deres 2 døtre Rosa og Erna, akkurat som Nørgaards piger hed.

Ane, var nok medvirkende årsag til, at Stine kom til at tjene hos Peter Nørgaard og hans hustru Jensine. Ved folketællingen i 1906 er der på gården hos Peter Nørgaard en tjenestekarl ved navn Johannes Marinus Olesen. Han blev i 1910 gift med Stines søster. De 2 ældste

Når Rosa Nørgaard skrev "Din veninde" i den vinrøde poesibog, var det næppe en tilfældighed, men måske det første vidnesbyrd på det som var Stines store evne og medfødte gave: Hun gik ind i folks hjerter. Til trods for, hendes fattige opvækst, blev hun venner med høj og lav. Flygtige bekendtskaber blev hurtigt udviklet til nære venskaber. Hun havde en godhed, var mild og humoristisk. Hun samlede venner og var bindeledet i hendes famiie. Hendes omgangskreds var stor.

I skudsmålsbogen kan man se, at Stine d. 1. november 1914 begyndte som tyende hos Johannes Kjær, som også boede i V. Hjermitslev. Stine beholdt kun den plads i 1 år.

Til almindelig skiftedag i 1915 kom Stine hen til lærer Erik Jensen og hans kone Inger Marie Jensen, født Olesen. Blandt Stines gemmer var der 3 fine gamle fotografier af ægteparret. At Stine var afholdt af ægteparret og deres børn, kan bekræftes ved, at deres søn engang sendte penge til Stine, så hun kunne besøge ham i København, selvom det sikkert var flere år siden, Stine havde tjent hos Jensens. Men sådan var det med Stine, når folk først havde mødt hende, glemte de hende aldrig.

Det var måske netop mens Stine var tjenestetyende hun igen blev fotograferet. Fotografiet er sikkert taget i Jensens stue. Sikkert er det, at det ikke er taget i hverken fattighuset eller "Bette Amerika". Stine sendte billedet til sin søster Ane Cathrine, som var sypige i Ingstrup.

Da lærer Jensen skriver i Stines skudsmålsbog d. 1. november 1919, blev der sat det sidste punktum i skudsmålsbogen. Det er nærliggende at tro, at Stine startede på en ny plads 1. novmber 1919, og at denne plads beholdt hun til efter 1921, hvor Skudsmålsbogen blev afskaffet.

Stine boede stadig i Vester Hjermitslev i 1922, hvor hun stod fader ved sin nevøs dåb i Hune kirke.

Stine, populær som var, stod fadder til mange af sine nevøer og niecer. Hun blev gennem hele livet inviteret med til konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdagen og hun måtte have haft et ikke lille gavebudget.

Stine forblev ugift, men fra hendes poesibog kan man se, at hun har været temmlig forelsket i en mand ved navn Ejnar. Der verserer også rygter om en Krogsgaard. Hun har også skrevet en novelle. Novellen hedder "Kristine og Jægeren" Rim om utroskab - og handler om hvordan de lover hinanden evig troskab, og at hun blot skal vente på ham mens han er soldat. Kristine bliver budt til gilde på herregården og den unge herremand byder Kristine op til dans og hun er jægeren utro. Jægeren meddeler, at han vil komme hjem og vil giftes med Kristine, men Kristine tør ikke se ham i øjnene og derfor drukner hun sig selv. Jægeren finder dog aldrig ud af, hvorfor han ikke blev gift med Kristine. Det hele er skrevet på rim.

Virkelighedens Stine kunne jo let være blevet i Vester Hjermitslev resten af sine dage. Men historien fortæller, at hun kom i huset hos en bankdirektør i Aalborg. Stine forlod derfor engang i 20erne ikke bare Vester Hjermitslev, men også Vendsyssel.

Da hun ikke arbejdede hos bankdirektøren mere, startede hun en rulleforretning i Chritiansgade i Aalborg. Hun havde da fået sin egen lejlighed, og hun fik hurtigt nye venner og veninder i Aalborg uden dog hun glemte de gamle.

I 1928 fik hun et barn. Ikke hendes biologiske barn, men hendes nevø Gunnar, som på det tidspunkt var 9 år gammel. Gunnar var søn af hendes søster Ane Cathrine. Ane Cathrine havde giftet sig med Christian Karl Christiansen, en enkemand med 3 børn. Ane Cathrine havde født ham 2 sønner, men da hun i 1928 skulle til at nedkomme med sit 3. barn, så blev Gunnar sendt over til Stine, hvor han blev boende indtil han skulle ud at tjene som 13-14 årig.

Stine havde alle dage været glad for børn, så det passede både hende og hendes veninder særdeles godt, at der flyttede en lille sød dreng ind. Normalt vil man nok tænke, at det da var skrækkeligt for sådan en lille dreng, at flytte fra far og mor og søskende.

Men Gunnar havde i Stine der var langt mere værd end hans mor nogensinde blev. Han og Stine havde samme humor, kunne grine af alting og ingenting. Begge var født med et lyst til at opleve og en evne til at se lyst på tingene. Stine var også det kærlige og omsorgsfulde menneske, som et hvert barn har behov for.

Gunnar og hans lillebror Oskar kort tid inden han flyttede hen til sin moster Stine.

Gunnar hjalp moster Stine med rulleforretningen. Når han kom hjem fra skole tog han det ny-rullede tøj, lagde det i sin legevogn og så gik han rundt i Aalborgs gader og afleverede det hos folk. Da han var en sød, køn og opdragen dreng faldt der ofte en skilling af, og på den måde klarede de to sig gennem dagligdagen. Ser man billedet for sig, kommer man nemt til at tænke på Daniel der i Matador går rundt med trækvognen for sin far Mads Skjern, og det er ikke nogen dårlig sammenligning.

Stine har sikkret gerne ville have en fast indtægt, nu hun var blevet forsørger og d. 1. december 1929 - lige fyldt 35 år -fik hun ansættelse i administrationsbygningen på Boulevarden i Aalborg som rengørinsassistent. Medvirkende årsag til at hun fik det jobbet var sikkert, at hun året forinden havde fået lærer Jensen til at skrive en udtalelse.

Anbefalingen fra Lærer Jensen

Stine flyttede senere i Møllegade 11, hvor hun boede i baghuset. Her havde hun en lille lejlighed - med stue, soveværelse, et lille køkken og et pulterum. Lejligheden blev opvarmet med kakkelovn. Møblerne var mest nogle som venner og bekendt havde kasseret, men der var hyggeligt og der var varme.

Stines venner og familie blev budt eller kom af sig selv. Senere flyttede hun i Rantzausgade i en lille lejlighed på kvisten, og senere igen fik en lejlighed på Gundorfslund 18. Det var her at Stine for første gang fik sit eget toilet. Her snakker vi 1963, og stine var på vej til de 69 år.

Stine passede sit arbejde i administrationsbygningen, som begyndte tidlig morgen. Hvert år i påsken stod den på hovedrengøring. Men hun tjente også en skilling ved at tage ud som barnepige, som kogekone og som rengøringskone hos private. Rulleforretningen var lagt på hylden for længst. Penge havde hun sikkert ikke mange af, men alligevel så brugte Stine de penge hun havde til overs på at rejse. Hun tog på ture med veninderne bl.a. en 3 dages tur, hvor hun sirligt har noteret alle de steder de skulle se, hvor de skulle spise og hvor de skulle overnatte. Hun var gode venner med det berømte bysbarn fra V. Hjermitslev Thomas P. Hejle og hans kone Gerd. Hun rejste flere gang til København for at besøge dem. Hun tog også sin søster Ane Cathrines steddatter med en tur til København.

Om end Stine ikke længere boede i Vendsyssel, så rejste hun så tit hun kunne, rundt til familien og vennerne nord for fjorden. Hendes søskendeflok var en lidt broget skare, nogle var fattige, nogle lidt bedrestillet, nogle glødende socialdemokrater, en var blevet meget religiøs, en bror begik selvmord og tilbage stod enken og børn. Men Stine kunne rumme dem alle og alle satte pris på hende. Hun blandede sig ikke i politik, hun blandede sig ikke i religion, men ingen tvivl om, at hun havde sine meninger. Hun var nok socialdemokrat og almindelig troende. Hun var næppe aktiv i fagforeningen, men hun deltog gene i deres arrangementer.

En ung Stine fotograferet i Løkken.

Stines bror Christian "Lassen" fortæller i sine erindringer, at det tætteste de havde været på et juletræ i hans barndom, var en tom sirupsflaske, som de satte en grangren i og dansede rundt om. De fik æbleskiver og sødsuppe med dertil hørnede 2 svesker og nogle rosiner.

Efterhånden blev Stines juledage anderledes. Da hende nevø Gunnar havde stiftet hjem var Stine fyldt 50 år. Hun tog rutebilen d. 24. december og ankom til middag hos Gunnars, hvor frokosten var grønlangkål og til aften det traditionelle julemad som vi kender i dag. Det er sikkert og vist, at Stine har nydt det hele. Maden - juletræet - sangene - børnene - liv og glade dage.

En chik Stine på handlen sammen med en veninde.

Et år fik hun en julegave af Gunnars søn, Kjeld. En gave som stadig eksisterer. Han havde købt det fineste juletræ vel 20-25 cm. højt, som står på en spilledåse, og når man trækker spilledåsen op spiller den en smuk julesalme, men træet lige så stille drejer rundt. Der er ingen tvivl om, at Stine har holdt af dette træ, og måske lod tankerne gå tilbage til dengang, at det var sirupsflasken der var juletræ.

Stine tog bussen hjem d. 24. om aftenen. Hun kunne ikke overnatte, for juledagene var fyldt med familie- og vennebesøg.

Som årene gik blev Stine jo ældre og ældre, og hun blev også mere og mere dement. Det endte med, at hun måtte tage ophold på et plejehjem. Hun kom til Liselund i Vodskov, så kunne Gunnar og hans kone Jenny nemt besøge hende.

Hun boede der ca. 1 års tid inden hun lige så stille sov ind den 12. februar 1980.

Stine blev begravet på Vodskov Kirkegård, fik et lille beskedent gravsted. På gravstedet blev der lagt bårebuketter fra de mange venner og familiemedlemmer som holdt så meget af hende. Der blev bestilt en poleret sten , som kostede 520 kr. det blev ialt 1.068 kr for stenen med inskriptionen, som kom til at lyde:

Kristine Larsen 1894-1980 TAK

Da bårebuketterne var visnet og stenen sat, blev der plantet en lille stedsegrøn busk på gravstedet.

Lad hisorient om Jensine Christine Larsen være et bevis på, at der bag enhver gravsten på en hvilken som helst kirkegård, ligger et menneske begravet, som levede et liv, elskede og var elsket, havde en skæbne, et sind og en sjæl.

Stine efterlod sig mange fine ting, som hun havde samlet gennem hele livet. Nips, duge, porcelæn, gamle fotografier, poesibog, udklip, skudsmålsbog, breve. Derfor kan hendes historie blive fortalt - og det er den værd.

Kilder:

Stines poesibog, skudsmålsbog, fotografier og udklip. Kirkebøger og folketælllinger fra www.arkivalieronline.dk Lisbeths Thorensdahls flotte hjemmeside www.vesterhjermitslev.dk barn af Vendsyssel fra 1985, Peter Olsens indlæg "Småkårsfolk i ulvetider".

Skulle der være indsneget sig en fejl, er det utilsigtet - og hører gerne fra dig.