Peder Larsen alias Pier Bach

Pier Bachs barndom og barndomshjem

Degnen ved Hammer Kirke gik fredagd d. 13. november 1864 ud til "Helene Kilde", som han altid gjorde, når der skulle være dåb i kirken. Dåb skulle der nemlig være. Ane Marie Pedersdatter og Lars Jensens søn skulle døbes. Han var blevet født d. 15. august samme år i Nygaard på Langbro  ved Vodskov. Han fik navnet Peder - og det var der ikke noget mærkeligt ved - for hans morfar hed Peder, og var død få måneder forinden. Den lille dreng blev lige som morfaren kaldt Pier. Endnu kunne det lade sig gøre i Hammer sogn, at børnene fik faderens fornavn som efternavn. Det var ellers begyndt at vinde indpas, selv i de små sogne på landet, at børnene fik faderens efternavn.

Da Pier var blevet døbt, rejste de tilbage gennem Hammer Bakker, og da de kom ud af skoven, kunne de se gården Nygaard ude i det flade landskab.

Fra Nygaarrd var der en dejlig udsigt, mod nord Hammer Bakker, mod syd - mod den voksende købstad Aalborg - mod øst til Vodskov og mod vest kunne man måske skimte Vestbjerg og Mejlsted, som senere skulle blive hans hjem.

Hans forældre var ejere af gården. Gården havde været af hans oldefar, Anders Larsen, gården var så gået i arv til Anders datter Christiane Andersdatter, der sammen med sin mand Peder Pedersen, havde givet gården videre til deres datter Ane Marie og hendes mand Lars Jensen. Christiane, Piers mormor, blev boende på gården frem til sin død i 1876. Så der var det lidt særlige ved Nygaard, at det i 2 generationer var døtre der havde overtaget barndomshjemmet. Peder var således 4. generation på gården. Hans forældre, bedsteforældre og oldeforældre var respekterede gårdfolk i sognet, og stod faddere til mange lokale børn.

Enhver der bare har lidt kendskab til Vodskov, kan kende skolen og kirken, ingen af delene var bygget da Pier Bach blev født. I baggrunden Hammer Bakker, og ude til venstre i baggrunden skimtes en gård. Nygaard og nabogården Langbrokro kan man ikke se, de ligger til venstre i billedet - længere ude end den går man kan se i bagggrunden. Fotografiet fortæller meget godt om det åbne landskab dengang. Billedet er fra 1918.
Aners Chrsitian Andersen Wodskou, Piers onkel, som senere skulle blive tipoldefar til Anders W. Bertelsen

Pier Bachs slægt

 

Pier Bachs forældre var blevet gift i 1862, da Ane Marie var 18 år gammel. 7 måneder efter fødte hun en datter, som kun blev få måneder gammel.

Så blev Pier født, og godt nok blev han døbt Larsen, men blev nok i det daglige - åbenbart ikke kaldt Pier Nygaard, men Pier Bach.  Det var jo helt almindeligt: Man hed ét og blev kaldt noget andet, ofte efter stedet man boede. At Pier blev kaldt Bach og ikke Nygaard kan undre. Men ved Pier Bachs død, står der pludselig i kirkebogen, at han blev født på Bakgaard. Det kan være nærliggende at tro, at Piers far Lars Jensen, havde forsøgt, at omdøbe den gamle kendte Nygaard, til Bakgaard, men det åbenbart atter er gået i glemmebogen. Pier Bach kunne såmænd også være godt nok - men det burde måske have været "Pier-niær-a-bak", for det var ligesom den vej hans liv kom til at gå.

Men ingen tvivl om, at han havde en god og tryg barndom. Ane Marie og Lars Jensen behøvede ikke at sende børnene ud at tjene, de kunne nok selv brødføde dem.

Lars Jensen, var egentlig født i Dronninglund sogn, men hans forældre havde købt en stor gård i Ulsted sogn - Elsnab, så det var i bund og grund en fin bondeslægt Peder blev født ind i.

Da Pier Bach var 4 år gammel døde hans moster. Hans mor var ud af en lille søskendeflok på 3. Moster Kirstine havde i 1853 giftet sig med Anders Christian Andersern Wodskou. Hun fødte ham 6 børn, og oplevede, at 2 af dem døde inden hun selv døde i 1868. Anders Christian Andersen Wodskou giftede sig igen, denne gang med Grethe Marie Fredeiksen. De fik i alt 8 børn, og en af disse børns efterkommere er altså den landskendte skuespiller Anders W. Berthelsen.

Piers onkel Anders Christian Andersen Wodskou med sin nye kone Grethe Marie Frederiksen og 4 af deres børn.
Pier Bach fotograferet hos Tønnies i 1881

Pier blev konfirmeret d. 6. oktober 1878 i Horsens kirke og her fik han bedømmelsen mgx i kundskaber og mg i opførsel. Jo, det var en klog, begavet og velopdragen søn de havde på Nygaard, køn var han også. Ane Marie var ikke med i kirken den dag hendes ældste søn blev konfirmeret, for hun havde dagen før født sit 8. barn.

Så siden Pier blev født var der kommet mange flere børn på Nygaard, faktisk fik Ane Marie og Lars 12 børn i det hele, omend nogle døde som små. Men det var jo ganske almindeligt på den tid. Man regnede med et vist tab. At de alligevel talte med i den samlede stilling, kunne folk se ved, at den yngste blev døbt Dusine.

Det e muligt, at Pier aftjente sin værnepligt, men ellers boede han hjemme på Nygaard både ved folketællingen i 1880 og 1890 sammen med sine søskende og sine forældre.

Pier blev boende hjemme helt frem til han skulle giftes. Hans udkårne hed Jørgine Johanne Kristine Christensen og boede 3-4 km. fra Nygaard mod vest og hun var ikke et ringe parti.

Jørgine Johanne Kristine Christensen

 

Jørgine fotograferet hos Tønnies i 1884

Jørgine blev født d. 19. oktober 1861 på gården Højgaard, Mejlsted i Sulsted sogn, og var altså små 3 år ældre end Pier Bach.

Hendes forældre, Elise Marie Jørgensdatter og Christen Madsen havde i deres unge dage, som næsten nygifte, omend ikke bygget gården Højgaard, så i hvert fald købt den, og givet den navnet Højgaard. Begge stammede fra Vadum sogn, hvor begges forældre var gårdejere. Højgaard var Elies mors navn.

Jørgine kom ligesom Pier fra en stor søskendeflok. Hun var nr. 5 ud af 11, men også hos Christen og Elise var nogle af børnene døde som små. Da Jørgine møder Pier Bach, bor hun hjemme på gården sammen med sin far, som var blevet enkemand i 1884, sine 2 brødre og en enkelt ungpige. Hendes søstre var blevet gift og var begyndt at stifte familie, så det er nærliggende at tro, at det var Jørgine der stod for husholdningen på Højgaard.

Ægteskabet.

Jørgine og Pier Bach blev gift 17. februar 1891 i Sulsted Kirke. Begge fædre, Christen Madsen og Lars Jensen var forlovere, og de var sikket enige om, at det var et passende ægteskab, lige børn leger som bekendt bedst. Det nygifte par flyttede ind på Højgaard. Lars Jensen var nok ikke skræmt af, at hans søn, skulle flytte ind i sin konens hjem, det var jo netop på den måde, at han selv var blevet ejer af Nygaard. Pier Bach blev kørt i stilling til at overtage gåren. Hvorfor Jørgines 2 brødre ikke skulle overtage vides ikke.

2 dage efter at Jørgine er fyldt 30 år bliver hun og Pier Bach forældre for første gang, en lille søn, der bliver døbt Lars Jensen Larsen. Men den lille purk bliver kun godt 1 år gammel. På det tidspunkt er Jørgine gravid igen og føder datteren Elise Marie. Christen Madsen, morfaren er en af fadderne, men han når dog ikke at opleve Elise vokse op, for han dør i 1895. Nu er det Pier Bach som er gårdejer af Højgaard.

Senere følger døtrene Anna Marie, Johanne Frederikke og Larssine Kristine Mathilde, inden Jørgine og Pier Bach endelig bliver forældre til en søn igen. Han får navnet Lars Jensen Nygaard Larsen, men bliver kun kaldt Nygaard. Hans søstre bliver kun kaldt ved deres første navn, og Elise endda tit kun Lise.

Lars Jensen, Piers far, døde i 1905. Nu var der lagt op til, at Pier Bach også skulle overtage den mødrene gård, for det var lige som om, at hans brødre ikke var interesseret i landbrug, måske var Pier Bach det heller ikke selv. Men foreløbig bliver hans mor på Nygaard.

 

Beskrivelse
Pier Bachs lillesøster Jensine Margrethe Johanne Larsen kaldt Margrethe.

Ved folketælligen i 1906 er alt fred og idyl på Højgaard i Mejlsted, i hvert fald på papiret. Jørgine og Pier Bach bor sammen med ders 5 børn og 2 tjenestefolk. Efter Nygaards fødsel kom der ikke flere børn, men da hun fødte ham, havde hun også været på vej mod de 43 år.

Ikke dårligere gik det på Nygaard i Hammer Sogn. Ane Marie var godt nok enke, men havde 3 børn boende hjemme, 4 tjenestefolk og 2 logerende. Jo, det var også en god gård, som Pier Bach skulle overtage.

Nu var hverken Pier Bach eller Jørgine måske ligefrem født med en sølvske i munden, men de var langt bedre stillet end så mange andre folk på egnen. Begge havde kunnet bo hjemme hele deres liv. De havde egen gård, sunde og raske børn - og sådan kunne det hel jo have forsat, hvis det ikke lige var fordi, at Pier Bach havde en last - og at det hele begyndte at gå "Niær-a-bak".

En last - og det hel brast

 

Pier Bach elskede at spille kort. Hans bror Lars Larsen og konen Emma var blevet gæstgivere på Vodskov Gæstgiveri(kro), og nok ikke sjældent lagde Pier Bach vejen forbi. Sikker under påskud af, at han skulle se til sin mor i Nygaard, som jo nu var alene om det hele - og så var det nemt for Pier Bach lige at fortsætte det stykke vej mod øst hen til Gæstgiveriet.

Når først Pier Bach fik spillekortene foran sig, glemte han alt om det der skulle passes og gøres derhjemme på gården, og da det heller ikke var ham forundt altid at sidde med gode kort på hånden, så tabte jo også penge, som han var nok var overbevist om, at han ville vinde i det næste slaw kort. Jo, Pier Bach vr besat af spilledjævlen.

Enhver kan jo sige sig selv, at det ikke går i længden - at gårdejeren sidder på kroen og spiller kort og får sig en lille en til halsen - og det ender da også med, at hele korthuset vælter.

Familien må flytte fra Højgaard engang mellem 1910 og 1912. Pier Bach bliver ansat som Møller på Vestbjerg Mølle, som lå i Vestbjerg, mellem Tingvejen og Bakkerne. I 1916, ved folketællingen, tjener han sølle 400 kr. Hans formue er lig 0. Nu var 400 kr. mere end en almindelig voksen tjenestekarl tjente, men for Pier Bach var det en lille indtægt.

Det var kun de 2 yngste, Larssine og Nygaard der boede hjemme på det tidspunkt, resten af børnene var sendt ud at tjene. Elise som tjente på Sulsted Gæstgiveri, vendte dog hjem i 1916. De var lagt op til, at Jørgine og Piers ældste datter skulle giftes. Elises havde gjort brudekjolen klar, og føder sønnen Ejvind. Men ak - den nybagte far og kommende brudgom fik kolde fødder. Hun giver sønnen navnet Ejvind Højgaard Larsen. Højgaard, sikkert for at mindes de gode barndomsår.

Familiesagnet går, at Pier Bach spillede 2 gårde væk, og det er sandsynligt, at han tabte flere penge end Højgaard kunne børe, men Nygaard havde han nok slet ikke penge til at købe, så da hans mor vil sælge gården, bliver hun nød til at sælge til fremmede folk.

Jørgine havde måske ikke haft bukser på, for så havde hun nok evnet, at Pier Bach holdt sig langt væk fra spillekortene, men hun var alligevel den faste base i hjemmet. Der for må det have været ganske forfærdeligt, da hun døde 6. januar 1917. Hun blev begravet en uge efter på Sulsted Kirkegård. På gravstedet ved siden af var Malvina Steensdatter Blicher begravet, St. St. Blichers elskede datter, som sank død om under juleslagtningen i 1874 ikke langt fra Højgaard.

Havde Pier Bach ikke spillet kort før, så kom der for alvor gang i det kortspil. Opdragelsen af den yngste Nygaard måtte Elise sørge for. Hun blev boednde hjemme sammen med Ejvind. Da Pier Bach også fik sig en til halsen eller 2 og samtidig var født med et iltert temperament, så var det sikkert også skønnere, at se hans hæl frem for hans tå.

Lige så uheldigt det er, at være gårdejer og sidde og spille kort, lige så uheldigt er det, hvis man er ansat som møller, og bliver ved med at spille kort. Ikke bedre går det, da Pier Bachs mor, Ane Marie, dør i 1919. Måske havde hun hjulpet sønnen en gang i mellem med lidt klingende mønt. Pier Bach, Elise -der nu igen var gravid - og Ejvind måtte flytte fra møllen i 1920, og flytter ind i et lille hus syd for Sulsted. Huset lå ganske tæt på hovedvejen, men alligevel meget lavt i forhold til denne. Mod vest var der derfor ikke meget udsigt, andet end til jordvolden op til hovedvejen. Mod øst havde Pier Bach stadig udsigt til Hammer Bakker, som han havde haft hele sit liv. Elise har nok at se til, da hun i 1921 bliver mor igen. Hun giver pigen navnet Elly Marie Jørgine. Heller ikke i den forbindelse med den fødsel, blev det nødvendigt, at finde brudekjolen frem.

De andre af Piers Bachs børn var jo efterhånden også ved at starte på deres voksenliv.

Et meget dårligt fotografi - men her står fra venstre: Elise, Nygaard, Pier Bach, Johanne, Anna og de 2 svigersønner Peter og Jacob.
Rasmus Schade Berg, Pier Bachs nabo på Sulsted kirkegård.

Pier Bach dør

Kortspillet var måske ikke aftaget med årene, men han kunne måske nøjes sig med at få sig et slaw kort med Elise og Ejvind. Måske var Pier Bach også blevet mere "tålle" med årene, i hvert fald, så blev hans eneste svigerdatter kun mødt med venlighed, da hun kom ind i familien. Naturligvis havde Pier Bach også nogle gode sider. Pier Bach var også så småt begyndt at døje med helbredet. Han havde i flere år døjet med luft. Alligevel besluttede Pier Bach sig for, at han ville gøre Sulsted Forsamlingshus et besøg, for der var andespil, og det kunne jo være, at det netop var dagen, hvor lykkens gudinde ville tilsmile ham. Det var lørdag d. 15. oktober 1938, han gik den kilometers penge til forsamlingshuset og satte sig til rette. Om han vandt melder historien ikke noget om, for pludselig faldt Pier Bach død om.

Spil blev hans besættelse - hans skæbne - hans død

Pier Bach blev begravet d. 20. oktober 1938 på Sulsted kirkegård ved siden af Jørgine. Måske har Pier Bach fået sig en sludder og et slaw kort med Malvina Steensdatter Blichers mand af og til, Rasmus Schade Berg, for hvem livet også var gået "niær-a-bak". Begge gravstene står der endnu - eller det vil sige - Jørgine og Piers står der igen.

Jørgine og Pier Bachs børn som voksne

Elise blev boende sammen med sin far Pier Bach med børnene Ejvind og Elly. I 1932 kom et tredje barn, Esther. Nogle år efter Pier Bachs død, købte Ejvind et lille landbrug i Rærup, og Elise flyttede med. Senere endnu flyttede Elise og Ejvind i et lille hus i Vodskov. Elise fik aldrig brug for brudekjolen. Hun døde i 1977 og ligger begravet på Vodskov Kirkgård.

Anna giftede sig d. 20. december 1922 i Sulsted kirke med Peter Edvard Hansen. De bosatte sig i Nørre Sundby og arbejdede begge en menneskealder på Bates Papirsække. Ægteskabet var barnløst.

Johanne giftede sig 10. september med Jacob Nielsen. Han var lige som Johanne opvokset i Sulsted sogn. Jacob var portør på Aalborg Sygehus, og ægteparret bosatte sig i Aalborg, hvor de fik i hvert fald 3 børn. Endvidere havde de Larsines søn Svend fra han var lille. Familien boede forskellige steder i Aalborg, men boede en del år på Farverensvej i Kærby. Familien skiftede i 1962 efternavnet Nielsen ud med Høybye.

Larsine fødte  1. januar 1925  i København en søn som fik navnet Svend Aage Bach Larsen. I december 1925 emigrerede Larsine til Amerika og bosatte sig i Bronx, New York. Svend voksede op hos Johanne og Jacob. Larsine giftede sig med William Robert Emerson. Hun døde 19. januar 1972 i New York.

William Robert Emerson, kaldet Bill  var født 20. september 1891 i England. Han var emigreret i 1914 til USA. Han døde 30. janaur 1974 i New York.

Nygaard var kommet ud at tjene da Pier Bach stadig var møller. Nygaard tjente bl.a. på Høgholt i Vestbjerg. I 1936 giftede han sig med Astrid Marie Petersen i Sulsted Kirke. De boede resten af deres liv i Sulsted. Nygaard var ansat ved Statsbanerne i mange år. I ægteskabet kom der 2 børn.

Først den ene vej - og så den anden vej

 

Stenen havde stået på gravstedet siden Jørgine blev begravet i 1917. Der var gjort plads, så Pier når han en gang var væk, kunne stå øverst. Han var vel manden i huset ?

I 1981 blev deres søn Nygaard begravet på samme gravsted, som er så stort, at der sagtens kunne stå en sten i hver side. Men en dag i 90erne tog Nygaards kone, Astrid, en beslutning. Pier Bach og Jørgines sten skulle væk og Nygaard skulle rykkes ind på midten.

Pier Bach og Jørgines sten blev sendt over bagved kirken, tæt på kapellet, blandt alle de andre nedlagte gravsteder. Men Jørgine og Piers gravsted var jo netop ikke nedlag. Min farmor, Astrid døde i 2004, og derefter forsøgte jeg at overtale min far og faster til, at stenen blev flyttet tilbage, hvor den blev sat i 1917. Jeg kunne ikke bære, at den gik tabt for eftertiden. I foråret 2008 blev stenen flyttet tilbage dog trukket tilbage i forhold til Nygaard og Astrids, som altså har beholdt sin midterplads.

Efterskrift

Pier Back var min oldefar. han var medvirkende til ,at jeg hedde Nygaard, eftersom han gav min farfar navnet. Min farfar talte aldrig om sin barndom, men holdt alligevel på, at jeg skulle hedde Nygaard. Der var hverken gård eller penge jeg kunne arve efter Pier Bach, så det jeg har med fra ham er, dels en ydre lighed og så hans temperament. Jeg kan hilse at sige, at det er ikke noget man skal spøge med, og bliver i familien kaldt det Larsenske temperament. Vi der har arvet det, vi er nemlig flere, lever med det, og ved, at vi er arveligt belastet  - i lige linie fra Pier Bach og måske endnu længere tilbage.

Ann Nygaard december 2009 redigeret august 2012.

Kilder:

Familien og familiealbum

www.arkivalieronline

www.ddd.dda.dk

Ved du hvem du er med Anders Bertelsen på  bekræftede min "mistanke" om, at vi var i familie.  

http://www.dr.dk/DR1/ved-du-hvem-du-er/Udsendelser/udsendelser.htm#/31376/00:20

Ole Hessellund Pedersen 20.03.2019 00:23

Min farmor Ane Kirstine Larsen, f. 5. august 1872, var søster til Peder Larsen Bach.

| Svar

Nyeste kommentarer

17.11 | 11:40

Hej, billedet er af Gudrun Marie Nielsen ligner meget min mor Christiane Bruun f. Løkkens Vejkro 10. april 1917 og billedet kunne være fra ca. 1940-1944

15.11 | 19:15

det er min farmor og farfar på brudebilledet du har, jeg har avis udklippet fra deres guldbryllup i alborg stifttidende som beskriver deres liv

15.11 | 18:57

hej Ann jeg har lånt dit slægt træet og de papirer du har givet min faster og hendes to fætre. Min farfar er Erland Peter Olesen hilsen Laila Sigaard Olesen
:

15.11 | 14:08

Jeg har en akvarel hængende fra 1946, malet af min Onkel Valdemar Nielsen, som havde hytte ved pebermosen. Forestiller en Mølle i Hammer Bakker - kender I den?