Kristine og Jægeren
Kristine gik tit i Skoven ene
Og hørte Fuglesang paa Grene.
Hun glæder sig i den unge Vaar,
Thi hun var lige fyldt atten Aar.
Og som hun saa ned i Blomstens Bæger
Kom hen til hende saa smuk en Jæger,
Han smilte venligt og
hilste glad:
"O, maa jeg følges med dig" han bad.
Og hen ad Stien blandt Blomsterhække
De fulgtes hjemad til Byen begge.
Og mødtes atter i grønne Lund,
Da Maanen straalede stor og rund.
Snart som trolovede med hinanden,
De gik i Skoven De gik ved Stranden.
Og alle sagde, i Byen var,
Der
ej at finde saa smukt et Par.
Den
Jæger skulde Soldat dog være,
Kristine knapt kunde Sorgen bære,
At skilles saa fra sin elskede Ven,
Da De tog Afsked hun segnet hen.
Han trøstede hende: " Min Skat jeg kommer
jo atter hjem til dig næste sommer
Vær
mig kun trofast og vær mig huld.
Jeg selv skal være dig tro som Guld".
Kristine svarede: "Før skulde briste
Mit Hjerte, førhen jeg dig skal miste,
Drag rolig bort over Hav og Sø,
I fald jeg svigter dig, vil jeg dø."
Saa drog han bort, Taarerne randt stride.
Hun
gik i Lunden ved Aftentide.
Hun tænkte kun paa sin Jøger tro,
Hun var je længere saa glad og fro.
Paa Herregaarden der blev et Gilde.
Den unge Herremand gerne ville,
se glade Folk han bød alle ind
og Gæsterne mødte
glad i Sind.
Kristine var
ogsaa budt til Stadsen.
Hun saa kun til ved de andres Tjasen.
Den unge Herremand kom da til:
"Med dig, du smukke, jeg danse vil"
Hvi er du sorgfuld og er saa stille:
"Hej Musikanter, nu skal I spille".
Og snart berusede Toner Klang.
Kristine rask han i Dansen svang.
Se Maanen blegnede i Morgenstunden
Kristine vandrede igennem Lunden.
Men ej alene hun vandrede der,
Nej, Herremanden
var hende nær.
Af Vin
og Letsind og Sans beruset
De gik, mens mildt morgenvindens sused´.
Han var saa køn, og hans Tale sød,
Hans Kinder blussede af Elskovsglød.
Da Solen hævede sig over Himlen,
Og stille flygtede Stjernevrimlen.
Den Herremand
havde hun bønhørt.
I Lunden sa hun forladt, forført.
Snart flygtede rusen og Sorgen Bæger
blev fyldt til Randen, da hendes Jæger
skrev hende til: Næste søndag staar
jeg har dig og vi til Lunden gaar.
Jeg trak mig fri, snart vi Bryllup fejre,
Vor Kærlighed skal vel alt besejre.
"O, Skændsel" sukkede Kristine da,
"Hvor skal jeg nu hente
Trøsten fra".
Hvordan skal jeg med min Synd mig vende?
Min Ven bedrog jeg, hvor skal det ende?
Jeg tør ej se ham i Øjne mer,
O, Elskede, aldrig du mere mig ser.
Det Søndag Morgen til Kirke ringed
Den Jæger sig over Hegnet svinged.
Han jublede højt: "Hvilken Glæde der,
Her er jeg atter
Kristine nær".
I Søen hist noget hvidt han skimtede,
I Solen det gennem Løvet glimtede.
En Kvindeskikkelse kold og død.
Saa stille hun over Vandet flød.
Han stirred angst og med bange Mine
O, Rædsel, det er jo hans Kristine!
I Hast han hende til Landet bar,
For sent, for sent! Ingen redning
var.
Sin Synd hun havde med Døden sonet,
Og Freden paa hendes Pande troned.
Den Jæger aldrig fik Rede paa,
Hvorfor saa sørgeligt det mon gaa.
Men bort han drog til det fjerne Lande.
Han ej blive ved Danmarks Strande.
Gaa ej ved Midnat den Lund for nær.
Kristine søger sin Jæger der.
___________________
Her slutter Stines drabelige fortælling om "Kristine og Jægeren"