Nogle gange, er det tilfældigheder, der gør, at man får snuset noget godt op.
Peer
havde sin facebook profil til at stå åben, da jeg pludselig ser, at en af hans venner, har slået et billede op af en gravsten, med ovenstående vers. Nej, tænkte jeg - hvor godt - det er et rammende vers om Vendelboen og Vendsyssel.
Det viser sig, at stenen står på Brønderslev Kirkegård, at forfatteren hed Jørgen Sørensen - og at verset er det sidste i en sang han har skrevet,
og hele sangen lyder:
Hvor mågerne skriger mod skumhvide bølger,
hvor markerne mødes med himmel og hav,
hvor fyrbakken skråner mod lerede skrænter,
og strandbredden lokker med sten og med rav,
hvor
klitten bli'r gul af den blomstrende snerre,
hvor
tårnfalken står i den lysende luft,
hvor
brombær får farve i solvarme kløfter,
og
havbrisen blandes med hyldenes duft,
hvor fiskernes jolle i færgernes følge
fra daggry kan skimtes på Skagerraks vand,
hvor kirke og gårde med kalkede længer
står hvide i sollyset in over land,
hvor
sproget får liv af det lavmælte lune,
når
sindet er sorgløst, og tanken bli'r kåd
hvor
styrke og mandsmod forties i tale
men
stundom blev røbet ved djærveste dåd
kun dér vil jeg være, når foråret kommer,
når trækfuglen flyver med kursen mod nord.
Kun dér kan jeg finde den fuldendte tværing
med guld i sit hjerte og bjesk på sit bord.
Straks måtte jeg jo selv op på kirkegården og fotografere stenen, men jeg takker Helle Smidt mange gange for det gode
tip.