Min historie

Er det ikke lidt "pral-vårn" at ligge "mæ siel" så højt på hjemmesiden ???

Jo, det ligner heller ikke god vendelboskik, at gøre et nummer ud af sig selv. Men god opdragelse siger mig alligevel, at man lige præsenterer sig først - og så er det logisk, at der derunder kommer flere undertitler. Så derfor !!!!

Her vil med tiden komme lidt små historier fra mit eget liv. Store og små begivenheder.

Jeg nærmer mig i skrivende stund de 48 år - og nærmer mig således den sidste halvdel af mit liv. Jeg er nemlig af den overbevisning, at jeg bliver 96 år - og det holder jeg fast i, indtil det modsatte er bevist.

De første 3 måneder af mit liv, boede jeg sammen med min mor hos min mormor og morfar i Vodskov på Solvænge No. 5. Da mine forældre var blevet gift, flyttede vi ind på mit fars værelse, hjemme hos min farmor og farfar på Kuskgårdsvej No. 15 i Sulsted. Sommeren 1968, hvor jeg var knap 4 år gammel, flyttede min far,mor og mig ind i vores nybyggede hus i Toftegårdsparken No. 28, året efter kom min bror til verden. Her boede jeg, indtil 1986 hvor jeg og Peer flyttede sammen i vores hus Klintøs Allé No. 7, i Brønderslev. Godt 8 år efter flyttede vi hen i vores nuværende hus.  

Hvis du synes, at min lillebror ser højst ud på billedet til venstre, er det synsbedrag - det er jo tydeligt at se på de andre 3, det er mig der er højest og klogest forøvrigt også. ;O)

Vi er en lille eksklusiv skare.

Den første der blev opkaldt efter gården Nygaard, der ligger lige i svinget på Langbrokrovej i Vodskov, var min farfar. Han blev godt nok født på gården Højgaard i Vestbjerg, der havde tilhørt hans mors slægt, og som hans forældre havde overtaget, men han blev opkaldt efter farens barndomshjem.

Nygaard blev brugt som hans fornavn, og derfor var der ikke nogen grund til, at hans og Astrids 2 børn, Edith og Egon,  skulle have det navn. Men Egon var populært i Sulsted, og for at folk havde styr på ham, blev han i starten kaldt Nygaards Egon, og så blev det til Egon Nygaard.

De 2 første børnebørn min farmor og farfar fik, fik mellemnavnet Krogh, som var deres anden bedstefars kaldenavn. Måske var det derfor, at min farfar bankede i bordet, da jeg skulle døbes. Min mor ville have jeg skulle hedde Ann Bettina, min far Ann Maria, men så var det så, at min farfar sagde: Hun skal hedde Ann Nygaard Larsen. Sådan blev det jo, og medlem nr. 2 var inkluderet i klubben. 5 år efter kom min bror til.

Da min farfar døde i 1981 blev jeg alderspræsident i klubben, en titel jeg stadig har. Men Bo og jeg har gjort vores til, at vi er blevet flere medlemmer. Jeg først med mine 3 døtre og senere min bror med sine 4 børn. 

Sølle 10 medlemmer er det blevet til siden 1904  til i dag - men vent I bare og se, om 108 år, er vi blevet mange.

Er der en kirke, der betyder noget for mig, så er det Sulsted kirke. Den er så vidunderlig smuk, med alle sine kalkmalerier, sit smukke alter, smukke døbefont m.m. Se mere af denne vidundelige kirke

http://aalborgstift.dk/kirker/aalborg-nordre/sulsted-kirke/kor-og-altertavle/

Jeg er ikke særlig religiøs, jeg har heldigvis ikke behov for det, men jeg kunne heller ikke drømme om, at melde mig ud af foreningen. Jeg er et veltilpas passivt medlem, der kun vågner op, når der er store begivenheder i min familie.

Når man snakker kirkelukninger rundt om i Danmark, så er det som med så meget andet: Hjernen siger, at det er fornuftigt, hjertet siger nej. Jeg kan hilse at sige, at jeg nok skulle komme på barikaderne, hvis man overvejede at lukke "min" kirke, Sulsted kirke.

Jeg er døbt i kirken, jeg blev konfirmeret der og jeg er gift der. Vores bryllup var meget traditionelt, lignede vel min oldemor og oldefars i samme kirke i 1891, og alligevel var der nyheder, vi sagde ikke JA til døden os skiller, men til kærligheden os skiller, vi sang den smukke salme: "I blev skabt som mand og kvinde", hvor melodien nok var en ældre sag, men teksten først var skrevet i 1988. Brudebilleder blev der selvfølgelig også taget, og her satte vi "trenden" med at blive fotograferet udendørs, nemlig i Hedelund i Brønderslev.

Selvfølgelig skulle vores børn døbes i Sulsted kirke, det stod ikke til diskussion.

En klog mand der var alvorlig syg sagde: " Jeg har altid vidst at jeg skulle dø, det er først nu, jeg tror på det".

Vi ved det jo godt, også jeg, og når jeg  så skal jeg begraves, og begraves skal jeg, ikke bisættes, det er ikke lige mig, så skal det foregå fra Sulsted kirke, og jeg skal ligge på Sulsted kirkegård, der har jeg hjemme.

Der skal synges "Nu falmer skoven", for den blev ikke sunget da jeg blev døbt, da jeg blev konfirmeret og ej heller da vi blev gift, selv om jeg pressede hårdt på. Årstiderne var ikke til det.. men når jeg dør, skal den synges, for uanset årstiden udenfor, så falmer min egen skov.

Jeg skal ligge der sammen med mine forfædre, St. Steensen Blichers ynglingsdatter Malvina og den ræverøde gamle politiker Knud Jespersen.

Peer er jo mere Brønderslev-mand, og vi har da joket om, at der på hans sten på Brønderslev kirkegård skal stå:

Endelig fik han fred

( konen ligger i Sulsted)

Egentlig er det måske lidt tidligt at præsentere jer for min fobi, men nu faldt jeg lige over billedet af min fars elskede Gråmis. Gråmis var en sjælden klog kat. Hver morgen fulgte den min far op til bussen, og hentede ham om eftermiddagen ved samme busstoppested. Hvis min far ikke var med bussen hjem, gik Gråmis hjem igen, tog sig en lur, men var igen at finde ved busstoppestedet når næste bus kom. Den dag min far skulle ind som soldat i Sønderborg, tog han afsted som vanligt, og Gråmis fulgte ham, men da Gråmis havde ventet på min far i 3 dage, og han endnu ikke var kommet hjem, så de aldrig Gråmis mere. Måske gik den ud i verden for at lede efter ham. Pinden man ser i baggrunden kravlede Gråmis og de andre katte op af hver aften, og sov på loftet.  De var 7 i alt da de var flest. Når min farfar så om morgenen låste døren op, der ses til højre, så pilede Gråmis ind i min fars seng.

Jeg boede sammen med mine forældre hos min farmor og farfar indtil jeg var knap 4 år gammel. Det skal ikke undre mig, at Gråmis eller en af de andre rødder har sprunget ned til mig i enten kravlegården eller barnevognen. Senere i mit liv, som teenager sprang en vildkat på mig, som vi havde en del af i Gl. Sulsted, og det var i de samme år, hvor vores nabo, Lærer Sørensen, havde en kat, som yndede at besøge min far, og en morgen sprang ud fra sofaen, hvor jeg netop sad i. Jo, her blev grunden lagt til Galeofobi, Felinofibi og Ailurofobi, som  åbenbart alle er navnet på en fobi for katte. Nu kan man godt tro, at jeg ikke kan lide katte, det kan jeg såmænd godt, men jeg er overbevist om, at de ikke kan lide mig. Det kan til nød gå, hvis jeg møder en kat i udendørs - hvis jeg er på cykel vil jeg blot holde øje de næste mange, mange meter. Er jeg gående, vil jeg begynde at løbe... Indendørs går det slet ikke, jeg skriger, får hjertebanken og hopper op i sofaen, stolen, på bordet - og nogle skal komme og redde mig. Selvfølgelig er en kat ikke så farlig som f.eks en tiger, men oprigtigt talt, det kan min hjerne ligesom ikke indse. På et tidspunkt, ville vores børn gerne have kat, hvilket jeg fortalte dem var en umulighed. Hvor til de svarede: "Så kan du flytte ud i brændeskuret".🤔

Der er 2 episoder der kan være i spil som "Det første jeg husker". De skete næsten samtidig - måske inden for et par dage - men jeg vælger at starte med Gaflen.

Min far, min mor og jeg flyttede ind i vores nye hus i Toftegårdsparken sommeren 1968. Det var mine forældres første selvstændige hjem. Køkkenet var lige et par år før elementkøkkener kom frem. Den lille spiseplads var udstyret med 3 tremmestole - en blå til min far - en rød til mig - og en hvid til min mor. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer sådan til at tænke på Guldlok. Netop i dette køkken foregik "Gaffel" episoden.

Min mor havde indtaget Aalborg, og var kommet hjem med høsten af sine indkøb, som bl.a. var et sortskaftet bestiksæt. Da min far kommer hjem fra arbejde, viser min mor stolt bestikket frem inklusiv gaflerne med 3 korte stænger. Min far bekendtgjorde, at han med bestemthed ikke kunne og ikke ville indtage sine måltider med sådan en lille gaffel. Dagen efter gik han ned til min farmor og farfar og han kom hjem med en gaffel - med 4 lange stænger. Resten af min barndom spiste min far med den gaffel, selv om bestikket nogle år efter blev udskiftet med noget andet. Ak-ja.

Forleden dag kom jeg i tanke om en episode. Da jeg var omkring 10 år gammel, tog jeg med vores genboer på besøg i et sommerhus, hos nogle af deres bekendte. Det var sådan et aftenkaffebesøg, og når jeg var med, skyldtes det nok, at jeg om dagen havde leget med deres jævnaldrende søn, Anders. Han har en storebror, som er 3 år ældre, og han har altså været omkring de 13 år. Det blev et forfærdeligt uvejr, med lyn og torden. Anders og mig var for små til at måtte gå ud, men Jørgen måtte godt gå ud. Han havde så sat sig ind i et baghus - skur til sommerhuset og filosoferet over tilværelsen. Mørket var faldt på, men da der med jævne mellemrum kom et lyn, fik han set, at der stod en æske corn flakes. Det var godt nok kun smulder, men pyt, det gik. Ved midnatstid kørt vi hjem, der var stadig et ganske forfærdeligt vejr med bulder og brag - men det begyndte også at buldre og brage i Jørgens mave. Han kastede op og var syg hele natten og hele næste dag. Han blev spurgt efter, hvad han dog havde spist, og han måtte indrømme, at han var gået til corn flaksene i sommerhuset. Hans mor tænkte i første omgang, at de var fordærvede, men da hun snakkede med sommerhusejerne næste gang, kunne de fortæller, at der var vaskepulver i corn flakes æsken.

Da jeg var barn var der ikke en hal i hver lille landsby, heller ikke i Sulsted, den nærmeste var Vadum. Vadum havde nemlig været smarte nok til at få banket hal og svømmehal op inden kommunesammenlægningen. Håndbold spillede man på græs udendørs i Mellembyen og badminton spillede man enten i skolens gymnastiksal eller i Vadum Hallen, hvor Sulsted Idrætsforening havde fået et par timer onsdag aften fra 21 til 23. Badminton var populært, og min far og genboen Finn spillede da også. Onsdag var der tilfældigvis også åben i svømmehallen for alle, så jeg fedtede mig med i bilen, så jeg kunne svømme sammen med Susanne. Susanne var min nabo, og hendes forældre Alice og Ib spillede også badminton. Jeg havde - naturligvis - fået meget strenge ordre på, hvornår jeg skulle være omklædt og klar til det gule parcelhus igen. Jeg ventede og ventede - men der var ingen Far og ingen Finn. Jeg måtte så tiltuske mig en plads i Alice og Ibs bil - en vw1600 hvor der foruden mig og Susanne også skulle være plads til Alice og Ibs badmintonmakkere Hanne og Hans - og deres på det tidspukt 2 børn - Aksel og Peter. Vi sad tæt, så er det sagt... Da vi nærmede os Sdr. Elkær kom min far fræsende for fuld fart den modsatte vej !!!  Ham og Finn havde fået sig en sludder udenfor da de kom hjem, og det var først da min far og kom ind og min mor spurgte hvor jeg var, at han kom i tanke om mig. Ak-ja.

Dette fotografi blev bragt i Oplandsavisen 03.04.2013. Man vil gerne vide hvem der er på billedet.

Da jeg så dette her billede i Oplandsavisen, kom jeg i tanke om de børnefødselsdage jeg var med til som barn.

Med 3 døtre har vi holdt mange fødselsdagen, for børnehaven, for klassen, og selv den dag i dag, går i sær Lenette op i, at hendes fødselsdag bliver fejret med pompt og pragt.

Da jeg var barn, holdt vi selvfølgelig også børnefødselsdag, som her på billedet. Det var nu ikke hvert år hverken mig eller veninderne fik lov til den slags, men der var jo altid nogle stykker i løbet af året alligevel. De flestes mødre gik hjemme, eller havde kun nogle få timers arbejde om dagen.

Det lå rimelig fast hvad menuen var: 1 sodavand pr. mand, 25 cl. luksus fra Brønderslev Bryghus, Landkær eller Saltum, hvor den røde var - og er - min favorit. Hjemmebagte boller med smør og kagemand med slik. Kagemanden var i starten wienerbrød, men heldigvis, blev det almindeligt med Brunsviger, med tilhørende slik ovenpå. For at gemme på det dyrbare slik, puttede man det i sin serviet, som man havde foldet. Her lå skattene indtil man ville nyde et stykke. Det var nu bare ikke at håbe, at slikket havde fedtet sig helt ind i servietten, og man var nødsadiget til at spise slikket med papir. Når man havde spist en bolle og et stykke kagemand, så var det ud at lege. Ikke noget med forældre planlagte skattejagter, som vi selv har holdt så mange af.

Selvfølgelig havde vi gaver med. Typisk var det glansbilleder, hønseringe, et par blyanter, en pakke tuscher. Den slags var alt sammen muligt at købe i Sulsted. Af og til havde ens mor købt noget mere eksotisk i Borgerporten i Aalborg. Den bedste gave jeg nogensinde fik som barn til en børnefødselsdag, var et rødt ringbind, med mit navn klistret udenpå med sorte bogstaver. Jeg kan endnu fornemme den vilde glæde over at eje et sådant.

Noget jeg lige kom i tanke om...

Min faster er en nydelig dame, som nærmer sig de 79 år. Da hun fyldte 70 holdt hun selvfølgelig fødselsdag. Normalt plejer jeg selv at lave kort til folks fødselsdage, konfirmationer osv. - men det kan være en så særlig anledning, at jeg synes, at der skal et købt kort til. Jeg havde udtænkt, at jeg ville give hende sådan et kort med årstal på, og så nogle oplysninger fra året indeni. Men ak - da jeg stod og læste det her oppe hos Arne J. lagde jeg kortet tilbage. Der stod nemlig, at både Brigitte Bardot og Sophia Loren også var født i 1934 - og det synes jeg ville være synd for min faster - den ellers nydelige dame -  at få sådan et kort på sin fødselsdag.

Samler

Når folk spørger mig, hvad jeg samler på, lyder svaret altid "Ingenting - jeg har bare meget af alting". Jeg elsker mine ting. Har jeg først kastet min kærlighed på en ting - holder det livet ud. Jeg er ikke underlagt moden - påstår jeg  - det er ikke det samme som jeg ikke kan lide ting der er på mode - men jeg kan så også lide dem når de er yt igen.

Der er ting jeg har mere hang til end andre ting

Kander

Jeg har ikke behov for at eje alle kander i hele verden, men jeg kan godt lide smukke kander, det kan være formen, farven, mønstret. Jeg har kander her der og alle vegne. Nogle bruger jeg til vaser, nogle bruger jeg til vand - nogle hænger eller står til pynt  - heldigvis har jeg ikke tal på hvor mange kander jeg har, og jeg er slet ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide det.

Skrin - dåser - Kasser

Jamen, jeg holder af dem - jeg holder virkelig af dem. Igen handler det om, at de skal være smukke. Jeg kan godt lide det slidte look, det rå look. Ingen kasse - dåse eller skrin går forbi min næse - og bliver vendt oppe i hjernen,

dur - dur ikke.

Jeg har alt muligt i mine skrin, dåser og kasser. Alt sammen ting, som jeg kunne have et andet sted.

Lysestager

Gud-i-himlen jeg har lysestager. Alt for mange lysestager. Igen bliver hver enkelt vurderet og fundet fin og flot eller not.  Jeg kan gå ind i en genbrugsbutik - og siger til mig selv: Jeg skal ikke have lysestager, kander og dåser og den slags  - jeg har så rigeligt - for så netop at gå ud med... ja, som oftest det jeg ikke skulle have.

Rammer

Siden jeg for mere end 20 år siden startede med den første anevæg, er jeg altid på udkig efter rammer - jeg har vel et par hundrede stykker der ikke er oppe - og jeg har vel 200-300  rammer som er oppe eller står fremme..

Urtepotteskjulere

Jeg plejer at sige, at jeg er den nord for Alperne der har flest urtepotteskjulere. Jeg har også mange, alt for mange, men jeg er faldet af på den med årene. Nu køber jeg mest i genbrugsforretninger til ganske få kroner. Her kan man nemlig være heldig og finde nogle meget flotte nogle.

Da jeg var ung drømte jeg om en lejlighed i Aalborgs Vestby med udsigt til Lystbådehavnen. Mit køkken skulle være tapetseret med gamle aviser, der skulle have en omgang lak. Det blev aldrig til noget - men alligevel har jeg bevaret min uendelige kærlighed til vand. Jeg drages af vand, og jeg har på mange sommerferier krævet, at jeg havde udsigt til vand. Jeg har måtte bide i det sure æbel ind i mellem, ja vist og måtte nøjes med udsigt til naboens fortelt eller bagdel når han var ved at tømme toiletspanden!. En gang var vi på camping på Als. Jeg havde fundet en plads med en paradisk udsigt, og den var skam hverken reserveret eller besat, men alligevel skulle campingchefen spørge naboen der var fastligger, da vi ville tage en snert af hendes havudsigt. Hun accepterede nu uden problemer. Mange gange har vi camperet i Tversted, og her har jeg altså ingen havudsigt - men her har vi så til gengæld sat hele skidtet op på det forkerte nummer. Ha, det var et ømt syn, da alle mand hjalp med at skubbe campingvogn med opslået fortelt de få meter hen til næste nummer. Vi kunne jo godt være blevet liggende - i et par dage  i hvert fald - men så kom der altså nogen der havde reserveret netop denne plads. Det var også det år, hvor vi havde glemt bordet til forteltet - for ikke at nævne, at det var det år, hvor miniovnen var stået af, og pigerne gik i op i køkkenet for at lave mad, for så at få at vide, at det var nogle gamle gryder vi havde. Ak - ja, det campingliv.

Det slog mig, da jeg genså artiklen om sigøjnere, som du kan læse her https://picasaweb.google.com/112276729513360005870/SigJnereAvisartikel# at jeg da lige måtte skrive om sigøjnere.

Jeg husker sigøjnerpladsen i Aalborg, som vel lå ved Håndværkervej. Jeg er ikke helt sikker, men det er sådan jeg husker det. Jeg huske hegnet der var rundt om - og jeg husker campingvognene og  de glade farver på tøj, flag og blomster. Jeg kom jævnligt forbi, fordi vi som regel hentede min mor fredag aften og lørdag middag, når hun havde fået fri hos Nytorvs Møbler. Det var lidt som kunne man se "Løven i buret" når man susede forbi.  Pladsen blev nedlagt - det må have været en gang i 70erne, og mit næste bekendtskab med den lidt flatterede gruppe af mennesker, var da min fætter giftede sig, og dermed fik en svoger som var sigøjner - Villy - som jeg godt kunne lide. Han var altid i godt humør ved familiefesterne, og i sær husker jeg, da vi var til familiefest og det blev over midnat  og det var Villys fødselsdag. Han stillede sig op, og sang "Jeg er sigøjner".

Villy blev ikke så gammel, han havde nu også fået en del af de våde varer - og opholdt sig en del på Vejgaard Kro - som viste ham den respekt at lukke butikken og tage med til hans begravelse.

Så møder man dem selvfølgelig hist og pist - og nu også på Kreta, er de begyndt at være de seneste år. Døtrene bliver sendt ind på restauranter for at sælge blomster - bling-bling lygter eller andet mens fædrene holder udenfor i deres biler. Fred da så også være med det - men det værste - mest ydmygende - jeg har set:

Vi sad på vores stamrestaurant Horoatiko i Agia Marina på Kreta. Den ligger lige på et hjørne, og der er rimelig meget gang i den. Pludselig kommer en lastbil fra 50erne - måske en fjerkræsvogn - med mange luger små luger. I en af luerne i bunden, var lågen væk - her sad en gammel sigøjner kvinde på halm, - og når hun krummede ryggen - hvilket hun gjorde -kunne hun kigge ud. Aldrig i mit liv har jeg set noget så ydmygende - og alle - også personalet havde kun hovedrysten til overs for denne behandling af et menneske.

Heldigvis er det ikke noget man ser i Danmark - mon ikke de fleste "gamle" danske sigøjnere lever et ganske almindelig liv.

Orkanen og Falken med en smuk himmel i baggrunden.

Det ligger der - alt fra centralt og i en afkrog af Vendsyssel. Naturligvis fører flere veje til Fårup Sommerland, men de to gængse veje er enten en lille ussel sidevej midt i Saltum by eller så den krogede vej, hvor man svinger lige efter Saltum Kirke.

Jeg husker dengang det var nyåbnet, og hovedattraktionen var trampolinerne. I dag alle mands eje i et hvert hjem med børn og en klat jord, dengang ganske attraktivt. Der var udendørs bowlingbane, skydning, robådene og kanoerne. Mere var der vel ikke, men det var også nok til, at både gadefesten for børnene i Toftegårdsparken skulle foregå der, ligesom det var turen værd at cykle de 25 km. hver vej.

Da vores børn tog hul på skolelivet, var det ligeså vigtigt med et sæsonkort til Fårup, som det var at lege i frikvarterne. Ikke altid til vores udelte begejstring, måtte børnene i tide og utide fragtes og passes på ( det var nu Peer der tog den tjans) weekend efter weekend.

I dag er der masser af gang i den. Lynet, Falken, Orkanen osv. er med til at sikre, at omkring 650.000 mennesker besøger parken hver sæson. Så var det, at Kristine blev ansat deroppe for 3 sæsoner siden, og siden har hun været en stolt Fårup medarbejder. Man fornemmer tydeligt, hvor stærk en ånd der er blandt medarbejderne.

I går var vi deroppe sammen hele familien, og vi havde en rigtig hyggelig dag. 6 timer var vi i parken, men kommer man der sjældent, så skal man afsætte alle timerne fra de åbner til de lukker - og man skal ikke komme mere end 3 gange før det er billigere med sæsonkort.

Her en ultra kort video som Lenette lavede på vores tur.

I morges fandt jeg ud af, at der havde været jordskælv på Kreta, vest for Chania. Jeg har tilbragt mange ferier vest for Chania, nærmere bestemt i Agia Marina - og jeg kom til at tænke tilbage på dengang jeg og Peer oplevede jordskælv. Det var også ud for Kreta, men vi var nu på ferie på Santorini.

Vi var 10 afsted på ferien til Santorini i 2002, men da klokken efterhånden var mange, var det kun Peer og jeg som stadig var vågne. Vi sad på vores smalle altan, hvor man lige akkurat kunne sidde i en havestol når den var helt ind mod væggen og klaske benene op på altangelænderet. Udsigt var der ikke meget af, det var nærmest som et gårdmiljø med en pool i midten, som vi delte med hotellet overfor. Mens vi sad der og nød livet, begyndte det at gynge, ikke ryste.

Næh, gynge, som var man til byfest og prøvede luftgyngerne. Man vuggede lige så stille frem og tilbage. Jeg - der ikke havde drukket alkohol - tænkte: "Jeg er dehydreret", og satte benene i altanens betongulv. Peer, som havde drukket alkohol, tænkte: "Jeg har drukket for meget" - og satte sine ben i gulvet ligesom jeg.

Hotellet overfor havde et meget højt vindue lige overfor vores altan, og der hang en lysekrone, som vi fik øje på, den gyngede freeeeeem og tilbaaaaage, freeeeem og tilbaaaage. Langsomt - vuggende - og på sin måde beroligende.

Var der panik på os ? Nej, det var der absolut ikke, jeg kan sige, som det var: Vores hjerner fattede det ikke, det var så ganske ulig alt andet vi nogen sinde havde oplevet, at vores hjerner ikke havde lært netop dette faresignal.

Da det hele var ovre, og her må jeg igen sige, jeg aner ikke hvor lang tid der gik, gik vi stille og roligt i seng. Næste dag, fik vi vished om, at det var et jordskælv vi havde oplevet, og at det havde målt, jeg mener, at det var 5,6 på Richterskalaen. De andre var godt trætte af, at de ikke havde oplevet det - mens andre gæster- 2 unge par, spurgte forsigtigt indtil, om vi havde oplevet noget mærkeligt aftenen før. Da vi ikke bare svarede ja, men også kunne forklare hvad det var, blev de helt lettede.

Som jeg skrev, så var året 2002, og det var altså godt et halvt år efter 11. september, dette betød at de sædvanlige krydstogtskibe med rige amerikanere ikke havde vind i sejlene. Vulkanøen Santorini, eller i det hele taget Europa, var alt for tæt på fjenden. En dag tog vi - som man skal unde sig selv - bussen ind til Fira. Hovedbyen på Santorini, hvor der ikke bare er udsigt til vulkanen, men stedet med de hvide huse og blå tag, som er afbilledet på talrige postkort fra Grækenland. I Fira, er der masser af guldsmede - naturligvis for de rige krydstogtsgæster - men når de nu ikke kom, så blev vi budt indenfor. Det skulle jeg så bare ikke nyde noget af, der var så meget guld, diamanter og ædelstene, og specielt husker jeg et girafsæt, altså en halskæde, et armbånd, en ring, et par øreringe som var udformet som giraffer, hele herligheden kostede 750.000 euro - og jeg kunne jo nok regne ud, at jeg skulle arbejde en del år for bare at få råd til låsen bag på den ene øresticks. 🙂

Som jeg skrev ovenfor, så er Santorini en vulkanø, og netop det sidste vulkanudbrud i 1950 havde min far og hans kone Marianne talt med en kvinde et par år forinden, som ikke bare havde oplevet vulkanudbruddet, men som også stadig levede med konsekvensen af dette.

Hun og hendes retaderede søster, var de eneste 2 fra deres familie, som havde overlevet vulkanudbruddet. Kvinden havde set det som et kald - vel fra Vor Herre - at det var hende, der fra det øjeblik og resten af sit liv, måtte tage sig af sin søster, og da de talte med hende, holdt hun stadig ord, selv om de begge havde nået en høj alder.

Træt, hævet og skæv i ansigtet efter bedøvelsen 4. november 2013.

Åhhh, ak og ve ... jeg er så bange for tandlæger. Jeg ved godt jeg ikke er alene om at have et anstrengt forhold til denne art af mennesker. Jeg ved jo godt, at tingene i dag er langt mere humane end førhen.. Jeg tænker på hvor Line i Emil fra Lønneberg skal have rykket en tand ud, og når jeg tænker tilbage på min tid som lægesekrætær, så var der også en sjov episode. Praktiserende læger er jo lønnet af Regionerne, dengang amterne, og som en af ydelserne, som det offentlige tog på sig, var når en praktiserende læge rykkede en tand ud. Min chef var nu ikke selv klar over denne lægelige behandling også var en af hans opgaver, men han fortalte det da til en patient, en gammel mand som jævnligt kom på besøg i klinikken. Nogle måneder gik, og den gamle mand kom en dag, og sagde, at nu måtte doktoren gerne rykke en tand ud, som gjorde ondt. Det var muligt, at amtet mente, at dette burde doktoren gøre, men doktoren nægtede !!!

Tilbage til min tandlægeskræk... der ligger jo altid en årsag bag, og min angst skyldes en voldsom behandling som barn af skoletandlægen. Den første skoletandlæge i Sulsted, så ikke et problem i, at jeg min mælketænder ikke faldt ud som hele tænder, men som stumper. Han startede så egen klinik og 2 kvindelige tandlæger overtog klinikken. Da jeg glad og fro kom til tandlægen, så kan det ellers nok være, at de par damer tog fat. De rykkede samtlige stumper ud, der var fordelt både i højre og venstre side, i overmund og undermund uden bedøvelse.. Jeg var et stort blodigt ophovet ansigt, da jeg forlod klinikken. Min mor var så rasende - og jeg havde fået et knæk og en skræk for resten af livet.

Et par tandlæger har haft svært ved, at tro på, at jeg virkelig er så bange, som jeg fortæller. De synes, jeg virker så rolig og fattet !!!! Da jeg i tidernes morgen var SSA elev stod der i min evaluering: Du fremtræder rolig.. Jeg fattede ikke, hvad den udtalelse havde med mig at gøre, for jeg føler mig ikke rolig.. Men det er måske min evne til at skjule min uro, der gør, at jeg arbejder i psykiatrien - måske er det derfor, at tandlæger ikke kan se min angst.

Det er som bekendt en stakket frist at pisse i bukserne, men jeg er ikke for voksen til at indrømme, at jeg var jublende lykkelig, da min tandlæge ringede for en måned siden, 40 min. før jeg skulle komme, at alt udstyr var gået ned. Ny tid... og det var så i går... mandag d. 4. november 2013 kl. 9, knap 2 timer efter jeg havde fået fri efter en nattevagt, så jeg havde små øjne. Tandlægen havde til gengæld store og gode øjne og fandt fluks et hul !!!!! Mens bedøvelsen virkede ville han lige starte på tandrensning... jamen, gud i himlen hvor gør det ondt og efter sådan en nattevagt godt træt, så er man altså bare meget mere sensibel... 50 min. efter kunne jeg forlade klinikken, lykkelig for at slippe ud med livet i behold... Både jeg og tandlægen overlevede altså endnu en gang et stævnemøde !!!!

Jeg har det ikke i mig... pessimisten. Selvfølgelig kan jeg godt have en dårlig dag - men allerede næste dag, er jeg næsten altid ovre det. Der er ikke noget at gøre ved det. Det ligger til familien - både min mors og min fars, selv om min mors nu nok er den mest sorgløse. Da min morfar over nigth blev benamputeret, tænkte vi: Mon han ikke får en nedtur. Men nej, han fik det ikke... Men som han og jeg snakkede om, det handlede ikke om: "Vil du have et eller to ben" - nej, det handlede om: " Vil du have et ben eller vil du dø". Måske var det ved samme lejlighed, at han stolt fortalte, at han havde tabt sig - i hvert fald 6-7 kg. Jeg svarede ham, at det var s.. da klart, når han manglede et ben. Næste dag spurgte jeg chefen, som var læge, hvad sådan en benstump står i rent kg. mæssigt, og han mente, at det ca. vejede 6 kg. :)

Forleden stoppede en af min kollegaer, og hun havde skrevet et kort, hvor hun bl.a. gengav et gruk af Piet Hein:

Pessimister er dog

de reneste tåber -

de tror på det modsatte af

hvad de håber.

Nej, de optimister

som livet beror på,

er dem, som tør håbe

på noget, som de tror på.

Da jeg var barn havde man fri fra skole når der var valg. Folk skulle dengang stemme på skolen, og derfor fik vi fri. Min far var til gengæld på sin gamle skole den dag, for han sad der som valgtilforordnet. Når han kom hjem, stod den på DR1 og rejemadder. Senere blev der bygget til skolen - inklusiv en hal, og valgstedet blev flyttet fra klasselokale E til hallen. Det var her jeg stemte første gang. Jeg husker valget tydeligt, det var det år Poul Schlüter blev valgt som statsminister 1. gang. Jeg stemmer altid til folketingsvalg, kommunalvalg, regionsvalg - tidligere amtsvalg, jeg har stemt de gange der har været for eller i mod omkring EU spørgsmål, men kun 2 gange har jeg brugt min stemme ved et EUvalg. Peer og jeg har altid taget op og stemt sammen, det kan jeg se, at vi er mange der gør. I går var så første gang vores mellemste datter Kristine kunne stemme. Allerede var det noget ganske særligt, da valgkortene forleden dumpede ind i postkassen: Hun fik sit valgkort ned til sig -mens de gamles blot blev hængt på køleskabet mellem postkort, indbydelser og de allerede indkøbte julekalendere. 3 mand drog altså ned i Brønderslev Hallen i går - kæmpede os vej til bord No. 4, som vi rykkede til for et par år siden fra bord 2. Så i kø igen til at afgive vores stemmer, hvilket dog var vældigt godt, for så kunne vi da lige studere de lange stemmesedler.

Kristine der har levet den halve barndom i hallen, når hun har trænet håndbold, var overrasket over hvor mange mennesker der var - hvor hurtigt det gik - og jeg tror også, at hun var overrasket over den stemning der er på sådan en valgdag. Det er jo også en højtidelig dag.

I den anden ende af landet bor Kristines onkel, han stillede op til byrådet i Solrød Kommune, og i dag - d. 20. november - havde de endelig fået talt stemmerne op - og sørme jo - ved niecens første valg - blev onklen valgt ind... og dermed fik slægten vist sit første byrådsmedlem.

Da jeg var barn dampede jeg frimærker og i sær når min far kom hjem med dem i massevis i februar måned, når folk havde sendt deres selvangivelse ind, i dag er det hele jo ganske elektronisk. Siden den tid har jeg vist kun dampet tapet af - men i dag har jeg dampet igen. Årsagen er denne herlige etikette.

I lørdags var jeg til min fætters fødselsdag i Ellidshøj Klubhus og på vinflaskerne sad denne smukke etiket. Jeg tiltuskede mig 2 flasker - tomme naturligvis, og fik dem slæbt ud i bilen midt under festen !!!

Fotografiet, som er fra Ellidshøj Station, vækker minder. Min faster og onkel, altså selv samme fætters forældre, boede i et banehus i Ellidshøj. Ved et sådan besøg i Ellidshøj, som typisk foregik på søndage. Undtagen var dog da der var bilfrie søndage - der blev besøgene henlagt til lørdage. Min faster og onkel boede i et banehus, og et hvert besøg hos dem krævede, at vi dels kørte på den brolagte hovedgade og dels over jernbanenoverskæringen. Ellidshøj var den sidste overskæring i hele det ganske land, som havde en manuel betjent jernbaneoverskæring. Det vil altså sige, at der sad en mand på stationen med et godt vindue og holdt øje med, om der kom tog. Se det var en meget stor attraktion at se ham sidde inde i glaskanappen - eller endnu bedre, se ham være ude og dreje bommene ned.