Min barndomsjuleaften foregik hos min farmor og farfar. De boede i Sulsted, ligesom jeg selv, og i hele måneden fulgte jeg hvordan julen sneg sig ind alle vegne, når
jeg dagligt lagde vejen forbi.
Min farmor skulle helst være færdig med det hele inden det hele var begyndt. Hun bagte, kogte og kokkerede, men mere om menuen senere.
Foruden mig, min bror, min mor og min far var min faster og onkel også altid fast inventar. Mine 2 fætre var det også indtil de blev gifte, og måtte nøjes med hvert andet år.
Juletræet var bestilt, betalt og hentet i Brugsen, den gamle skotøjsæske med pynten blev hevet frem fra pulterummet, suppleret med mine hjemmefabrikerede musetrapper og guirlander. Glimmer var
der altid men aldrig fehår. Da lyskæderne kom frem, var det slut med levende lys, som min farmor var hystrerisk med.
Vi satte os til bords. Hvid dug med mågestellet
inklusiv mågeglas. Øl, vand og hvidtøl. Alle havde måske ikke ligefrem faste pladser, men hvilken side af bordet man sad på, lå ganske fast. Jeg sad altid med ryggen tl køkkenet. Vi startede med hjemmelavet suppe
- og vagt var vi færdige med første portion, før min farmor pressede med næste portion. Derefter hed det flæskesteg, andesteg med hjemmelavet agurkesalat og ribsgele - mens rødkålene var købte. Vi
var måske mest til at slå lidt mave, men det kunne slet ikke komme på tale, ris a la manden måtte på bordet. Der var en mandel... som min onkel Erik havde held til næsten altid at få. Vi små - altså
børnene - fik naturligvis også en mandelgave... Barn var man indtil man selv fik børn.
Så gik damerne i opvasken, mens herrerne slog pladerne ind
på bordet, og juletræet ud midt i den lavtloftede stue. Vi sang vel typisk 3 salmer og 1 sang. Vores sanghæfter var samlet igennem mange år med Familie Journalen. Efter veloverstået dans måtte træet
tilbage på sin plads, og spisebordet blev igen rykket ud. Nu kom gaverne frem - for der var ikke noget med gaver under træet. Næh, os der var i bil, gik ud i bilen, og hev alle vores pakker ind. Hver havde så en plads
ved spisebordet, hvor der foran en blev lagt gaverne til netop den person. Her stod jeg - ja, for gaverne blev åbnet stående - altid på den modsatte side af spisebordet, hvorfor ved jeg ikke, sådan var det... Så begyndte
gaveåbning, ualmindelig disiplineret. Den yngste startede med sine - en efter en, blev det annonceret hvem gaver var fra. Når mindste manden var færdig med sine, gik det videre til den næstældste, mens den yngste og
forældrene havde travlt med at pakke de netop åbnede gaver ned igen, som regel i en medbragt sort sæk. Den sidste var min farfar, og efter hans død, min farmor, undtagen et år, hvor hun fik lov til at åbne før yngstemanden/pigen,
hun var nu også den, der var mest nysgerrig af os alle sammen.
Alle sækkene med næsten alle gaverne blev igen slæbt ud i bilerne, og kun en
enkelt eller 2 gave kunne få lov til blive i den lille stue.
Min farmor drønede atter ud i det lille køkken, mens mågedugene, mågestellet,
nu i kaffekop-modellen blev sat på igen. Så blev der serveret lagkager, småkager, 7 slags, slik og appelsiner, æbler og mandariner.
Det var en hyggelig
juleaften, trods det, at det lyder meget stressende. Men min farmors natur var ikke til "slå-mave".
Sådan var min jul indtil jeg var 25 år gammel og var
blevet gift, så blev mine forældre skilt, og året efter holdt min mor, min bror og jeg jul hjemme hos mig og Peer, mens Peer tog ud til sine forældre. Året efter holdt min mor, for første og indtil videre eneste gang, juleaften.
Kort tid efter den juleaften - i 1991 - blev jeg gravid, og jeg meddelte Peer, at fremover holdt vi juleaften hjemme ... SAMMEN. Som sagt så gjort - og nu måtte nye traditioner melde sig på banen, nye såvel som gamle.