Mariager og Hvidsten Kro

I år skulle vi ikke på sommerferie. Jeg mener ellers det er vældigt sundt, sådan at komme helt væk fra den daglige trommerum, men vi vidste også, at hvis vi skulle af sted, så ville det blive stort umuligt, at samle konen og manden og de 3 døtre. Vi tog altså en beslutning om, at så blev det bare ture her fra matriklen.

Jeg ville til Mariager, af den simple grund, at jeg aldrig har været i Mariager - og det er ganske enkelt for dårligt.

Vi kunne mønstre 2 ud af 3 døtre -den mellemste havde job at passe i Fårup Sommerland. Vi tog den gamle vej, da vi kom over Limfjorden, og dermed havde forladt Vendsyssel. Kørte ned forbi Lindenborg Gods, som jo er så prinsesseagtigt. Vi kørte igennem Hadsund, og holdt ind få kilometer før Mariager og spiste de medbragte rundstykker.

Mariager

Vi gik lidt nede på havnen, for derefter, at gå op i byen.

Mariager skuffer ikke. De gamle smukke huse, de brolagte gader - og det kuperet terræn, som kan få en fra Brønderslev til at føle, at man færdes i Tyrol.

Nu er min begejstring for slægtsforskning og kirker en hel del større end familiens, som er noget nær 0, og der var allerede små sure miner om, at man nu skulle til at gå så meget op af for at se kirken. Jeg forsøgte selvfølgelig med, at fortælle, at kirken var stor, hvilket de absolut ikke mente var nok til at den måtte besigtiges. Men de bevægede sig da stødt og roligt opad - og da vi kom til kirken, måtte selv de indrømme, at stor var den. At der så stod på kortet uden for kirken, at den engang havde været ca. 4 gange så stor, kunne alligevel få dem overbeivst om, at her var der tale om noget særligt.

Der lød orgelmusik inde i kirken, ikke noget musik jeg kendte, men hvor var det smukt. Ikke bare det der kom ud af orglet, men også selve orglet, som virkelig var så prangende smukt, på den elegante måde.

Frederikke blev ovenud begejstret, da hun fandt pladen i gulvet over Stygge Krumpen. For det kan godt være, at man ikke går op i kirker og alt muligt andet, som forældre til en næsten 16årig finder på - men Stygge Krumpen - så var hun på hjemmebane. Hun kender jo lige så godt som vi andre Børglum Kloster og Stygge Krumpen. Hun blev "grebet" og læste alt alle mulige steder, søgte og ledte. Jo, kirken kunne nok få kulturen frem i hende.

Nu er det måske så meget sagt, at Stygge var Vendelbo, men han var dog Bisp på Børglum Kloster, og stort set herre over hele Vendsyssel fra 1519 til 1536, så lidt vendelbo må man da sige han var.

Nu var han ikke den eneste der har haft noget at gøre med Vendsyssel at gøre i den kirke. Jeg læste mig nemlig frem til, at organisten, som vi havde hørt spille, havde været organist i Hallund og Hellum sogne inden han kom til Mariager Kirke - og er vist egentlig skagbo.

Som om det ikke er nok, så har jeg herhjemme foran computeren fundet ud af, at mesteren for stenen i gulvet i Mariager kirke var Sven Bovin. En billedhugger, som jeg har hørt så uendelig meget om, i det min tidligere chef var gode venner med ham, og jeg har nu for øvrigt også arbejdet sammen med hans svigerdatter... så det er som jeg har skrevet og sagt så mange gange før... det hele hænger sammen.

Du kan læse mere om Frederikshavner drengen Sven Bovin her http://www.gravsted.dk/person.php?navn=svenbovin

Du kan se mange flere af mine billeder fra Mariager kirke her https://picasaweb.google.com/112276729513360005870/MariagerKirke#

Vi forlod det kirken og kirkegården og det resterende der står tilbage af klostret, for at gå ned gennem byen, bare en anden vej. Igen var det vidunderligt, solen skinnede, de brolagte gader, stokroserne, de smukke døre. Jo, Mariager har så meget idyl. Fluks jeg så skiltet tl Museumsgården ville jeg derhen. Det var der igen ikke den store steming for, men alle mand kom dog med ind - en til halv pris, pga. studiekort - en hel gratis, da hun i "museumssammenhæng" er barn.

Museet skuffede bestemt heller ikke. Der var flotte rum, der stod autentiske, med komfur, madam blå, pelargonier i vinduerne osv. Men der var også rum, hvor der var "samlinger". Helt oppe under loftet var der en del om Mariager kirke, og Frederikke var igen helt væk i det. Hun synes godt nok, at det var for dårligt, at de havde fået lov til, at rive så meget af kirken/klostret ned. Et hver forsøg på at fortælle, at det var sket i 1700årtallet, blev med bestemthed afvist: "De skulle havetænkt sig om" Vi tilbragte vel en lille times tid på museet, men kunne retfærdigvis godt have gået en runde mere, for der var hyggeligt.

Vi opholdt os lidt på det hyggelige torv, hvor der er rig mulighed for at for at få en time til at gå, uden at lave andet end at nyde livet. I langsomt tempo bevægede vi os ned igen mod havnen, hvor vi igen trissede rundt - kiggede på både - kiggede på livet - og synes vist alle sammen, at det var et dejligt sted at besøge.

Du kan se mange flere billeder fra vores Mariager tur her

https://picasaweb.google.com/112276729513360005870/Mariager#

Konen havde planlagt, at vi skulle spise på Hvidsten Kro. Jeg vidste godt, at jeg havde været der før, jeg kunne huske det. Efterfølgende mente min mor, at jeg kun havde været et par år, men er nu nået frem til, at jeg nok var 3. Men jeg husker det - det er jeg i grunden lidt imponeret over. Nu er det ikke fordi det er en lang rejse fra Mariager til Hvidsten - vel omkring 12-13 km.

Hvidsten Kro

Nu var vi ikke de eneste der havde fået denne geniale idé, at besøge Hvidsten Kro denne onsdag en skøn, lidt blæsende onsdag.

Selvfølgelig har kroen fået en god reklameværdi efter filmen "Hvidstensgruppen" blev lavet - men det var også en berømt kro dengang jeg var en lille pige - og allerede i 1930erne kunne der nemt komme 1.000 gæster på kroen om søndagen.

Vi håbede, at det hele ville aftage lidt, og gik først en runde i kroens have, som bestemt også er en oplevelse værd.

Her er der forskellige mindestene, både over Marius Fiil, men der er også andre sten fra før 2. verdenskrig. Her er et herligt lille lysthus, som Marius Fiil begyndte at bygge i 30erne, og som stod helt færdig i 1947, inden i er der på de hvide vægge en smuk fortælling om Maren og Peder Fiil som blev viet af Steen Steensen Blicher. Hans ynglingsdatter Malvina, ligger jo begravet på Sulsted kirkegård, lige ved siden af min farmor og farfar, og straks tænkte jeg: "Det hænger jo sammen". Vi gik om bag kroen, hen til fårene og rundt om - og gik ind i den lille entré og ventede på, at det blev vores tur til at få et bord.

Jeg kan godt lide æggekage, men jeg havde ikke tænkt mig, at jeg skulle bruge penge på det på en kro, men når nu kroen er berømt for netop deres æggekage, måtte jeg have det. Den var også god og det var en fornøjelse at sidde i den - vist næsten 400 år gamle kro - med alle tingene. Man kan ikke undgå, selv om der er en dejlig og glad stemning på kroen, at tænke på de sorger der har overgået familien Fiil under 2. verdenskrig.

Da vi forlod den lille lavloftede kro, hvor vi vist havde været rundt i alle stuerne inden, gik vi en runde om det hele en gang til, og stoppede også op og så mindestenen, for alle de der blev henrettet, lidt nord for kroen.  Da vi kørte derfra, havde Lenette bare lyst til at se filmen igen, men dvden lå i hendes lejlighed i Aalborg.

Vi satte atter næsen mod Hadsund, kørte til Als, op gennem Ø. Hurup og endte i Egense, hvor vi tog færgen over til Hals, og vi var igen "hjemme" i Vendsyssel. Efter at have trisset lidt rundt i Hals, kørte vi hjem .

Du kan se mange flere billeder fra Hvidsten Kro her https://picasaweb.google.com/112276729513360005870/HvidstenKroOgMindesten#

Vi satte atter næsen mod Hadsund, kørte til Als, op gennem Ø. Hurup og endte i Egense, hvor vi tog færgen over til Hals, og vi var igen "hjemme" i Vendsyssel. Efter at have trisset lidt rundt i Hals, kørte vi hjem . En dag fyldt med gode oplevelser.