Sådan gik det til, at jeg kom til Læsø

Min morfars akvarel af Karl Skyttes Hus.

En dag i april skriver Solveig Hansen: "Der er et billede af Karl Skytte inde på www.laesoe.visbilleder.dk - du kan skrive en kommentar."

Solveig mødte jeg for flere år siden, ikke i virkeligheden, men inde på DIS-Forum, det der i dag hedder Slægt og Data. Hun har hjulpet mig så meget gennem årene, dels med min tipoldefar Karl Skyttes efterkommere på Læsø, men sandelig også med Peers fars familie. Vi blev venner på facebook og har siden fulgt med i hinandens dagligdag.

Jeg skriver til hjemmesiden, skriver et par ord om Karl Skytte, og henviser så i øvrigt til min hjemmeside. Fluks bliver der svaret, om jeg kunne være interesseret i at skrive et par ord om denne særling, som kunne blive brugt til månedens historie på Læsø Museumsforening.   http://www.laesoe-museumsforening.dk/

Det kunne jeg da såmænd godt, jeg skulle "bare" korte den fortælling ned, som jeg allerede havde skrevet.

Fortællingen der blev bragt i 2 dele, maj og juni 2012, og kom til at lyde sådan:

Johan Christian Carl Christiansen blev begravet fredag d. 12. november 1926 fra Byrum Kirke. Han var blevet kaldt Karl Skytte i  levende live, hvilket han havde været indtil fredagen forinden. Læsø var fra da af en vidtløftig og finurlig original mindre.

Karl Skytte blev  født i Frederikshavn 14. januar 1860 på Julius Cæsar Hansens Teglværk, som hans forældre havde forpagtet. Han var det 3. barn i en søskendeflok på 6. I 1871 stak hans far af fra kone og børn og emigrerede til Amerika. Året efter fulgte 2 af hans brødre faderen. De 2 tog alene over Atlanten, den ene var knap 15 den anden 7 år gammel. Jo, i den familie var eventyr vigtigere end familieliv og sammenhold.

Karl Skytte havde også udlængsel, omend det i første omgang var Læsø der blev målet. Han var i 20erne, da han blev tjenestekarl på Østergaard Gård og Mølle, som var forpagtet af Niels Peter Petersen og dennes hustru Larsine Marie Olsen. Det var sikkert her, at han mødte Larsines kusine, Marie Petrea Petersen. Marie Petrea var ligesom Karl Skytte født på fastlandet, men var som lille kommet i pleje på Læsø, hvor hendes mor stammede fra.

13. september 1889 fødte Marie Petrea en søn, som Karl Skytte da gerne skulle ligge navn til, men ægteskab kom ikke på tale. 3 år efter, på dato, nedkom hun med endnu en  fælles søn. Han skulle da gerne også til ham være far af navn, men ikke af gavn. Så  hvis hun gik og troede, at de skulle giftes, bare fordi de havde fået et par børn sammen og leve som en familie, så måtte hun tro om. Karl Skytte ville det han ville, og det han ikke ville, kunne ingen få ham til, og han ville altså ikke giftes. De ville gribe forstyrrende ind i det liv han lige var i gang med at leve, og hvor der i grunden ikke var plads til andre end ham selv.

Omkring århundredeskiftet tilsmilede lykken Karl. Han vandt en kæmpe sum i klasselotteriet, et sted er nævnt 12.000 et andet sted 20.000. Hvor en almindelig  fattig mand ville købe sig et stykke jord, en ko eller 2, give børnene en skærv eller sy dem ind madrassen, tænkte Karl helt anderledes. Han var nok fattig, men almindelig, det var han ikke. Han hyrede en lakaj og rejste til Paris. Her levede han i sus og dus indtil pengene var mere end brugt. Han skulle i løbet af det år, også have været en smut i Afrika, og kunne derefter kalde sig storvildtsjæger.  Familiehistorien går på, han blev sendt hjem på konsulatets regning, en regning som Marie Petrea senere måtte betale, selvom hun for længst havde opgivet ham.

Lige så fattig som dagen før han vandt, vendte Karl Skytte tilbage til Læsø, men fortrød intet, han ville gøre nøjagtig det samme hvis han vandt igen.

Det gjorde han nu ikke, men han blev husejer, af det hus som den dag i dag er kendt som Karl Skyttes hus. Et lille tangtækket bindingsværkshus. Det kunne måske til tider være svært, at komme frem til huset, for omkring huset kunne der være et virvar af snore der alle førte ind i huset. Grunden til dette arrangement var den, at Karl Skytte havde en passion og mission i livet: "Udryd alle ræve på Læsø". Til det formål, brugte han hestelår. Når en gammel øg på øen skulle lade livet, skulle Karl Skytte da gerne skyde den mod betaling og forlangte også at få et hestelår med sig hjem. Vel hjemme i huset igen med låret, skar han det i lange strimler, som han med  snore hængte op i træerne omkring huset, alle snorene førte ind i huset, hvor han satte klokker på. Når Karl Skytte lå og sov, og det begyndte at bimle og bamle fra klokkerne fordi Mikkel Ræv lagde vejen forbi, rejste Karl sig resolut, tog geværet som var lige i nærheden, og allerede ladt, og skød den ene efter den anden. Da der i dag er en naturlig sund bestand af ræve på Læsø, var der nok lige et par stykker eller 3, der ikke lagde vejen forbi Karl Skytte til et stykke natmad. Han havde ellers også høns, som  rævene kunne blive fristet af, og der røg jo nok også en enkelt ind i mellem, men ellers fornøjede han sig med, at bage pandekager af de æg de havde lagt, og så gik han ud og fodrede dem med de pandekager han lige havde bagt.

Karl Skytte havde lagt taktik hvad angik harejagten, som foregik på hans eget stykke jord. Den dag harejagten gik i gang, skød han ikke en eneste hare, for han havde udtænkt, at harerne, der var jaget vildt på resten af øen ville flygte ind på hans jord, hvor der var fred og idyl, derefter kunne Karl Skytte skyde den ene efter den anden lige uden for sin dør dagen efter. Om taktikken holdt, tja.. men det hjælper man tror på det, og det gjorde Karl Skytte.

Naturligvis var det ikke kun heste der fik Karl Skytte til at forlade huset. Han mente selv, at han var en fremragende skytte, der da også var blevet tilbudt, at blive skytte på Birkelse Gods, men som han havde takket nej til.

 Læsøboerne mente nu, at det meste vildt havde taget flugten inden Karl Skytte fik brillerne på og merskumspiben i lommen. Han var nu heller ikke altid heldig med jagten.

"Dowteren" ville så grumme gerne have en ørn, vel til udstopning, og han hyrede Karl Skytte til opgaven. Karl Skytte fik da også skudt fuglen, men da han samlede den op, var den ikke helt død, så den greb med sin klo om hans arm. Det gjorde ondt, selv på Karl Skytte, så han så ingen anden udvej end at skære kloen af fuglen. Da han, blødende og øm ankom til "dowteren" , blev "dowteren" naturligvis skuffet over ørnen var i 2 dele, og sagde til Karl Skytte: " Du kunne vel have ladt ørnen sidde, så skulle jeg nok have fået ørnen til at slippe. Bedre gik det ikke, da Karl Skytte tog på Hornfiskrøn for at skyde svaner. Tidevandet kom, og Karl Skytte måtte blive derude i 8 dage. Her har der nok været rigeligt tid til at filosofere over tilværelsen, som han holdt så meget af.

Nu var det heller ikke det rene uheld med det jagt. Et år fik Karl Skytte et takkebrev og 50 kr. af majestæten. Nu var det ikke sådan, at Kongen havde fået øjnene op for den lille særling på Læsø. Næh, det skyldtes en gammel tradition. Den der kunne sende majestæten årets første sneppe blev belønnet, og det var altså Karl Skyttes held det år. Traditionen holdt op i 1972, ikke fordi vi fik en dronning, men fordi sneppen blev fredet.

Det er jo meget godt med de jagthistorier på Læsø, men Karl Skytte var slet ikke færdig med at udforske den store verden. Han fik som godt 50årig ansættelse ved Kryolitselskabet på Grønland. Karl Skytte kunne jo lidt af det hele, og han skulle personligt have amputeret en kollegas arm, og efterfølgende passet og plejet ham. Kryolitselskabet  var godt tilfreds med ham, men pludselig en dag var han væk. Man frygtede selvfølgelig det værste, men pludselig vendte han tilbage. Han fortalte dem, at han havde giftet sig, men konen var død. Måske havde han giftet sig, måske havde han det ikke. Måske var hun død, måske var hun ikke. Måske var han bare gået ud på eventyr, for det lå i blodet.

Efter en 3-4 år vendte han hjem til Læsø. For de penge han havde tjent i kryolitminerne, skulle han have købt sig en grevetitel: Greve Karl Von Schütte. Han kom af og til på godser og herregårde på fastlandet hyret som skytte, og så ville det ikke være ringe, at han kunne præsentere sig som greve, havde boet i Paris, været på storvildtsjagt i Afrika og boet på Grønland. Et par isbjørne kunne sikkert også nemt snige sig ind i den historie.

Skytten, storvildtsjægeren, særlingen Greve Karl Von Schütte blev begravet fra Byrum kirke fredag d. 12. november 1926, bare ærgerligt, at præsten i kirkebogen skrev at det var Johan Christian Carl Christiansen arbejdsmand, som var død og nu skulle begraves.

Vil du læse mere om Karl Skytte og hans liv er du velkommen til at se ind på hjemmesiden www.vendsyssel-aner.dk

Ann Nygaard, tipoldebarn af Karl Skytte.

Hjemmesiden jeg henviser til, er ved at blive erstattet af denne hjemmeside du nu er på.

Jeg fik en mail fra Hanne, som havde læst artiklen. Hanne og Jen Christian ejer Karl Skyttes Hus, som jeg godt havde hørt var til salg.  Jeg har en gang få flere år siden talt i telefon med Jens Christian. Hanne og jeg skrev lidt frem og tilbage, og så foreslår hun, at vi kan låne huset, hvis vi har lyst.

Det var 32 år siden, at jeg sidst var på Læsø. Jeg husker tydeligt økulleren jeg fik dengang, og den har gjort, at jeg ikke har besøgt øen siden. Det ærgrede mig på mange måder, for jeg kunne godt tænke mig at se Karl Skyttes Hus, se Knøv og Knudsgaard hvor Peers forfædre havde deres liv. Jeg besluttede mig for, at det var nu at "Rettidig Omhu" skulle anvendes, for fik vi nogensinde sådan et tilbud igen?

Jeg lånte et hav af bøger på biblioteket, fik skrevet med Solveig om hvad vi skulle se.

Peer og jeg stævnede ud mandag d. 9. juli fra Frederikshavn, rejsen skulle vare i 4 dage, hjem igen med den sidste færge torsdag d. 12. juli.

Vi mødte Jens Christian ude i huset, som fortalte så levende om Læsø og om Karl Skyttes Hus, som han virkelig holdt af.

Vi holdt også af det med det samme. Desværre er det tangtækket tag væk for længst, og selvfølgelig var meget forandre siden dengang for længe siden, men alligevel var alt ændret med kærlighed og nænsomhed, så her var rart at være. Ingen tvivl om, at køkkenet er hjertets centrum, det allerhyggeligste sted at være. Bare det gamle komfur, som jeg tror er det, som Karl Skytte stod ved og bagte pandekager til sig selv og sine høns.

En pind i den lille brændeovn om aftenen, på de kølige og til tider regnfulde sommerdage.

Men nu var det jo ikke meningen, at vi "bare" skulle sidde i Karl Skyttes Hus alle dagene, vi skulle ud og se og opleve øen.

Plus for  Læsø: Mange fornøjeser er gratis, Saltsyderiet og Hedvigs Hus, masser af naturoplevelser, Danzigmann, Bouet, Rønnerne, Stokken, Havnene osv. Tangtækkede huse i sær omkring Østerby. Søde og rare mennesker, og så er det gratis at køre bus.🙂

Minus ved Læsø:

En bekostelig affære at komme med færgen, i sær hvis man skal have bil og børn med.

Ikke alene kan man ikke se skoven for ene træer, men heller ikke vandet ret mange steder. Synd og skam, for det er netop Bouet, Stokken og Rønnerne som jeg synes er aller smukkest, og hvor meterhøje grimme grantræer endnu, kan man fristes til at sige,  ikke har taget over. Jeg håber ikke, at der kommer til at gå 32 år inden jeg besøger øen igen, så kan frygte, at det hele er dækket af grantræer. Men... jeg har stadig et hængeparti med Nordre Rønne Fyr så mon ikke jeg genser øen inden jeg fylder 80 ?

Vil gerne takke Solveig for al hjælpen gennem årene - og for nogle hyggelige timer på arkivet.Vil gerne takke Hanne og Jens Christian for lån af "Karl Skyttes Hus", en stor oplevelse, at bo i hans hus, som jeg nødig ville have været foruden.Vil gerne takke Læsø Færgen Margrethe af Læsø for at få mig tilbage til fastlandet.🙂